Frankrig og Tyskland er på vej med et udspil, der reelt kan komme til at afgøre fremtiden for europæisk landbrug.

Reformen af EUs fælles landbrugspolitik er et af de absolut største spørgsmål på den europæiske dagsorden de kommende år. EUs landbrugskommissær, rumæneren Dacian Ciolos, igangsatte i foråret en omfattende europæisk høringsproces, hvor han opfordrede tænketanke og forskningsinstitutioner, landbrugets interessenter og den brede offentlighed til at komme med deres bud på, hvordan fremtidens europæiske landbrugspolitik skal se ud. Kommissionen har løbende gennemgået de mere end 5.700 svar der er kommet ind. Se tekstboks. Ifølge planen skal de munde ud i et samlet reformudspil til november. Forhåbningen har hidtil været, at forhandlingerne kunne afsluttes under det danske EU-formandskab i første halvår af 2012.

Afhængigt af indholdet vil det kommende fransk-tyske udspil være et voldsomt slag i ansigtet på Kommissionen. Under alle omstændigheder vil det kortslutte den proces, Ciolos har lagt op til. Udspillet vil i praksis betyde, at de overordnede rammer for fremtidens europæiske landbrugspolitik er fastlagt, længe inden høringssvarene er gennemanalyserede og Kommissionen har fremlagt sit eget forslag.

I Danmark bør det give anledning til særligt dybe panderynker. Det tysk-franske udspil er nemlig blevet drøftet med en række andre EU-lande, men ikke med Danmark. Især i Paris anses Danmark for at være uden for pædagogisk rækkevidde på landbrugsområdet.

Indholdet af det tysk-franske udspil er endnu ikke sluppet ud. Men reelt ligger de to lande tættere på hinanden i landbrugspolitikken, end man skulle tro. Ganske vist ser det tyske finansministerium ser, at udgifterne til landbruget sænkes, men holdningen er ikke, at støtten skal fjernes. I det ledende tyske regeringsparti, CDU, og ikke mindst i søsterpartiet CSU er der bred opbakning til EUs landbrugsstøtte. Modstanden finder man først og fremmest i det lille liberale regeringsparti, FDP. Men partiet har udenrigsministerposten og lægger stor vægt på et godt forhold til Frankrig. Derfor skal man ikke forvente, at udspillet vil lægge op til en dramatisk sænkning af udgifterne.

Danmark på sidelinjen

Den tyske forbundskansler, Angela Merkel, og den franske præsident, Nicolas Sarkozy, besluttede for mere end et år siden, at de to lande skulle forsøge at nå til enighed om en fælles vision for, hvordan EUs landbrugspolitik bør udvikle sig i fremtiden.

Processen blev indledt med et utraditionelt skridt: De to lande udstationerede embedsmænd i hinandens landbrugsministerier. Her skulle de dagligt arbejde med at skabe fælles fodslag mellem de to største og tungeste EU-lande. Efterhånden som dette arbejde skred frem, intensiverede de to landbrugsministre, Ilse Aigner og Bruno le Maire, deres samarbejde. De er nu nået så langt, at de inden for få uger kan præsentere et fælles tysk-fransk udspil.

Dermed har de erobret initiativet fra landbrugskommissær Dacian Ciolos. Uanset den formelle forhandlingsproces vil et fransk-tysk udspil få kolossal indflydelse på, hvordan landbrugsreformen i sidste ende kommer til at se ud.

Dels vil Frankrig og Tyskland have sat en dagsorden, der kommer Kommissionen flere måneder i forkøbet. Dels vil det være fuldstændig utænkeligt, at en landbrugsreform vedtages uden de to landes stemmer. De to er de absolutte nøglelande, når det gælder EUs budget – ikke mindst landbrugsbudgettet. Tyskland er det medlemsland, der betaler mest til EU-kassen, og Frankrig er det EU-land, der får mest landbrugsstøtte udbetalt fra Bruxelles.

Danmark befinder sig i den helt anden ende af indflydelsesspektret. Det fik den danske regering et meget tydeligt bevis på sidste efterår. På det tidspunkt var Kommissionens formand, José Manuel Barroso, blevet genudnævnt for en ny fem-årig periode, mens de øvrige kommissærer endnu ikke var udpeget. Barroso var med andre ord alene ved roret – med fem års erfaring i bagagen og tydelige ambitioner om at udstikke nogle klare politiske retningslinjer, inden de nye kommissærer begyndte at blande sig.

Barroso fremlagde sit personlige politiske program i forbindelse med sin genudnævnelse. Men derudover fik han udarbejdet et internt papir, der bl.a. udstak nogle retningslinjer for, hvordan fremtidens EU-budget skulle se ud.

Dokumentet blev lækket til Financial Times i oktober og afslørede, at Barroso gik med planer om at mindske EUs landbrugsbudget til fordel for andre områder: forskning, udbygning af energinetværk osv.

Det fik den franske landbrugsminister, Bruno le Maire, til at reagere øjeblikkeligt. I november samlede han 22 af EUs 27 landbrugsministre til et møde i Paris for at skabe en alliance mod eventuelle forslag om at mindske EUs landbrugsbudget.

Landbrugsministrene fra fem medlemslande blev ikke inviteret med til mødet: Danmark, Storbritannien, Holland, Sverige og Malta. For Danmarks vedkommende var hovedforklaringen en Folketingsbeslutning, som pålægger den danske regering at arbejde for, at EUs landbrugsstøtte skal være afviklet senest i 2025.

Nye hensyn

Ser man på de op imod 5.700 svar, som Kommissionen har modtaget i høringsfasen, og sammenligner med de hidtidige udmeldinger fra Kommissionen, Frankrig, Tyskland og flere andre toneangivende lande, vil der være tre hovedprioriteter i en kommende landbrugsreform.

Forsyningssikkerheden

• Europa må ikke blive afhængig af import af fødevarer udefra. Det er lektien fra fødevarekrisen for et par år siden. I år er høsten i Rusland og Ukraine så slået fejl på grund af tørke. I den type situationer ønsker Europa ikke at være dybt afhængig af fødevarer fra omverdenen. En vis minimumsproduktion skal opretholdes i Europa, så der er en høj selvforsyningsgrad.

Miljøet og klimaet

• Landbruget skal bidrage til at mindske udslippene af CO2. Det kan dels ske ved at gøre produktionen mere klimavenlig, dels ved at benytte f.eks. randområder til planter, som bidrager til at binde CO2 eller producerer grøn energi i form af biogas eller biobrændsel.

Landdistriktsudvikling

• Et selvstændigt mål med landbrugspolitikken er at holde liv i udkantsområderne.

Overskrifterne vil måske virke tillokkende på mange. Men det store spørgsmål er, hvordan disse målsætninger skal gennemføres i praksis.

Det første store slag handler om størrelsen på EUs landbrugsbudget.

Den nuværende støtte udgjorde sidste år 45 milliarder euro, hvilket svarer til 0,45 pct. af medlemslandenes BNP. Der er 13,7 millioner landmænd i EU, og sammen med de omkring 5 millioner, der er ansat i fødevareindustrien, tegner de sig for 8,7 pct. af arbejdsstyrken og 4 pct. af EUs samlede BNP.

Ser man på tidligere reformer, er landbrugets andel af det samlede EU-budget faldet, mens beløbet er vokset. Det skyldes først og fremmest, at EU har optaget nye medlemslande og dermed nye landmænd. Se figur 1.

Umiddelbart ville det mest logiske bud på en fremtidig landbrugsreform være at bevare landbrugsbudgettets nuværende størrelse. Men det er af flere grunde usandsynligt.

En række EU-lande befinder sig i dyb økonomisk krise og har underlagt de offentlige udgifter ekstra skarpe kasseeftersyn. Samtidig har udvidelsen ændret på balancen i EU-samarbejdet. Lande, som tidligere var nettomodtagere af EU-støtte, leverer nu mere til den fælles kasse, end de får igen. Selv for et land som Spanien, der var et af de mindst velstående i det gamle EU, er “betalingsbalancen” over for EU ved at gå i minus – på et tidspunkt, hvor landet netop har gennemført betydelige brutale offentlige nedskæringer. 

Udviklingen har i mange lande ændret synet på landbrugspolitikken. Det er også tilfældet i Danmark. Hvor landbrugsstøtten historisk har været et af de afgørende argumenter for et dansk EF-medlemskab, er det i dag et argument imod.

Ifølge en undersøgelse, som Eurobarometer gennemførte i foråret, mener 32 pct. af danskerne, at støtten til EUs landmænd bør mindskes. Sammen med svenskerne og hollænderne er det de EU-borgere, der er mest kritiske over for landbrugsstøtten.Til sammenligning mener hver fjerde franskmand, at støtten bør hæves, mens 48 pct. af franskmændene mener, at det nuværende støtteniveau er passende. Se figur 2.

Den politiske modstand mod EUs landbrugsstøtte står i skærende kontrast til støttens betydning for danske landmænd. Sammen med Sverige er Danmark det EU-land, hvor støtten udgør den største del af landmændenes såkaldte faktorindkomst. Se figur 3.

Renationalisering

Yderligere et element i diskussionen om landbrugsbudgettets størrelse er naturligvis spørgsmålet om, hvad pengene skal bruges til. I dag får landmændene fra de nye medlemslande mindre i tilskud end det øvrige EUs. Netop dette spørgsmål er et af de områder, hvor det trænede øre kan høre en forskel på f.eks. den franske og den polske landbrugsminister. Le Maire taler om behovet for en “stærk” europæisk landbrugspolitik, mens hans polske kollega taler om behovet for en “retfærdig” europæisk landbrugspolitik.

Et af de åbne spørgsmål er, om et mindre landbrugsbudget vil betyde, at medlemslandene får mulighed for igen at give nationale tilskud til deres landmænd – en begyndende renationalisering af landbrugspolitikken.

På papiret er det en option, som ud fra snævre økonomiske betragtninger ville være en god forretning for lande som Danmark, Sverige og Holland i første omgang. Men modellen har også betydelige negative effekter. Når landbrugsstøtten er fælles, kan intet land forbedre sine landmænds konkurrencesituation gennem statstilskud. Tillades national støtte, risikerer danske landmænd f.eks. at skulle konkurrere med subsidierede kolleger i andre lande.

Europa-Parlamentet, der med Lissabon-traktaten har fået fuld medbestemmelse på den europæiske landbrugspolitik, vedtog 8. juli en resolution, som klargør parlamentsflertallets holdninger til den fremtidige landbrugsreform. Her slås det fast, at det vil være uacceptabelt, hvis landbrugsbudgettet mindskes, og at enhver tanke om renationalisering skal bekæmpes.

Dansk kattepine

Danmark overtager formandskabet i EU den 1. januar 2012, og derfor bliver det med stor sandsynlighed den danske fødevareminister og danske embedsmænd, som skal afslutte forhandlingerne om landbrugsreformen. Reformen hænger nøje sammen med en ny aftale om fremtiden for EUs indtægter og udgifter. Hvor mange penge skal der komme ind i EU-kassen? Hvor skal de komme fra? Og hvad skal de bruges til? Forhandlingerne skal munde ud i en  ny aftale, som løber fra 2014 til 2020.

Spørgsmålet anses for at være det absolut største under det kommende danske formandskab. Men da Folketinget har besluttet, at den danske regering skal arbejde for at afvikle EUs landbrugsstøtte i 2025, bliver det en utaknemmelig opgave at lede forhandlingerne. Enten skal Danmark være loyale over for resten af EU og agere som en neutral formand, som forsøger at bringe forhandlingerne fremad. Eller også skal Danmark være loyale over for Folketingsmandatet og risikere at bringe sig selv på kollisionskurs med stort set hele det øvrige EU.

Den største bekymring i landbrugskredse er, at Danmark af indenrigspolitiske årsager tvinges til at indtage en meget demonstrativ holdning i forhandlingerne med mere eller mindre ultimative krav om en kraftig sænkning af landbrugsstøtten. Hvis det sker, risikerer Danmark at blive sat uden for indflydelse, når det gælder den reelle kerne i forhandlingerne: Hvordan pengene i den fremtidige landbrugspolitik skal bruges.

Med fransk-tysk enighed kan de overordnede retningslinjer for landbrugspolitikken meget vel være fastlagt, længe inden Danmark får placeret sig i formandsstolen. Omvendt øger det mulighederne for rent faktisk at afslutte forhandlingerne under det danske formandskab. Det er nødvendigt at nå til enighed relativt tidligt på grund af en drilagtig knast i kalenderen: det franske præsidentvalg i maj 2012, altså kort tid inden afslutningen af det danske formandskab. En ny præsident vil næppe være parat til hurtige beslutninger, og den siddende vil have svært ved at komme med indrømmelser under en valgkamp.

Andre elemeneter – bl.a. reform af regionalpolitikken – kan dog gøre det svært for Danmark at afslutte forhandlingerne om de finansielle perspektiver. Det bliver i givet fald den næste formand, Polen, kommer til at sidde for bordenden.