Det er nemt at fremstille tidens mange kritikere af frihandel som hengemte marxister og demagogiske dommedagsprofeter. Men det er en dum idé – også selv om meget af kritikken af de transatlantiske handelsaftaler CETA og TTIP vitterligt bygger på verdensfjern kapitalismeforskrækkelse og propaganda grænsende til det løgnagtige.

Omvendt behøver man ikke at bruge lang tid på at konstatere, at fri handel er i alles interesse. Siden tidernes morgen har handel skabt en vækst og velstand, som vi alt andet lige godt kan være stolte af.

Når dette er sagt, må man også holde fast i, at det grænser til det vildledende at foregive, at handel forbliver fri og fair, hvis ikke den bliver reguleret af en offentlig instans, som handelslivets parter har tillid til. Det gør den ikke. Historien er fuld af eksempler på, at handel med varer og tjenester meget hurtigt degenererer til junglelignende tilstande, hvor kun den stærkestes ret gælder, hvis ikke lokale, nationale eller overstatslige magthavere fastsætter regler for, hvordan handlen må foregå.

Disse regler skal sikre, at borgerne får sikre og sunde produkter. At de lønmodtagere, der fremstiller dem, har gode og sunde arbejdsforhold. At naturen ikke lider overlast som følge af virksomhedernes aktiviteter. Og at virksomhederne behandles fair og lige af de magthavere, der regulerer dem, og af hinanden.

Den slags regler er lige så nødvendige, som de er detaljerede og komplicerede. Den aktuelt omdiskuterede handelsaftale mellem EU og Canada, CETA, fylder 1.600 sider. Det er så kompliceret stof, at kun få højtkvalificerede og meget erfarne eksperter reelt har et samlet overblik. Vi andre dødelige er henvist til at vælge, hvilke fortolkere af aftalerne vi mener at kunne have tillid til. Og samtidig bør vi holde fast i, hvilke centrale krav man bør stille til verdenshandlen. Det er de samme krav, som gennemsyrer FN’s 17 verdensmål: at fremtidens vækst skal være socialt, miljømæssig og økonomisk bæredygtig.

Det er lige præcis her, at beslutningstagere i København og Berlin bør lytte til de tusinder, der har protesteret i Danmark og Tyskland, ligesom også politikerne i Bruxelles og Washington bør lytte til belgiske venstrepopulister og til Donald Trumps globaliseringskritiske tilhængere. Hvis ikke fagforeninger og miljøorganisationer i det seneste år havde mobiliseret massive folkemængder i Tyskland, Frankrig, Italien, Spanien, Belgien og andre europæiske lande, ville den endelige udgave af eksempelvis frihandelsaftalen mellem EU og Canada, CETA, have været svagere, end den foreligger, når de seneste indrømmelser til den belgiske delstat Vallonien bliver indføjet.

Krav fra kritikerne har skærpet de miljøgarantier, EU har krævet af canadierne. Krav fra kritikerne har fået EU-Kommissionen til sammen med den canadiske regering at stramme kraftigt op i procedurerne for bilæggelse af uenigheder mellem udenlandske investorer og de stater, de investerer i. Det system, der kommer til at fungere, når aftalen på et tidspunkt bliver implementeret, vil være mere transparent, retfærdigt og tillidsvækkende end den procedure, der har fungeret under de første bilaterale handelsaftaler fra 1950’erne. Men politikerne har undervejs svigtet opgaven med at inddrage borgerne i, hvad frihandlen betyder, og hvordan den kan anvendes positivt.

Særligt i et lille velreguleret og storeksporterende land som Danmark er det vigtigt, at regeringen – uanset partifarve – i internationale sammenhænge taler stærkt for skrappe regler vedrørende miljøbeskyttelse, forbrugerbeskyttelse, lønmodtagerbeskyttelse og de andre lovkrav, som dansk erhvervsliv alt andet lige lever fint med. Skarp regulering er, som en repræsentant for Dansk Industri udtaler det i denne uges udgave af Mandag Morgen, en væsentlig del af forklaring på danske virksomheder stærke internationale konkurrenceevne.

I Europa tyder enigheden om CETA-aftalen på, at de seneste årtiers enighed mellem centrumhøjre og centrumvenstre om, at fri handel er en god ting, kan fortsætte. Men politikerne har svigtet opgaven med at inddrage borgerne i, hvad frihandlen betyder, og hvordan den kan anvendes positivt. I USA, derimod, er der grund til at være alvorligt bekymret over de protektionistiske holdninger, som først og fremmest findes hos republikaneren Donald Trump og hans tilhængere.

Det vil ikke alene skade Trumps egne vælgere, hvis USA lukker for den frie verdenshandel. Det vil skade hele det amerikanske samfund, og samtidig vil det skade hele verdenssamfundet, hvis USA både i handelspolitisk og udenrigspolitisk forstand slår ind på den isolationistiske linje, som den republikanske præsidentkandidat taler så varmt for. Hele verden – og altså ikke alene Europa – har brug for, at USA forbliver et åbent samfund. Amerikanernes væsentligste udfordring, når det gælder globaliseringen, er, at det amerikanske samfund og amerikanske virksomhedsejere bliver nødt til at indse, at de bør anvende en større del af globaliseringsgevinsterne på at opkvalificere amerikanske arbejdere. Hvis ikke man gør det, bliver Trump ikke den sidste populist på vej mod Det Hvide Hus. Men frustrationerne vil vokse.

LÆS OGSÅ:

Frihandelskritik i USA, Tyskland og Frankrig er valgtummel

EU fik tæmmet frihandelsmodstanden – men hvad sker der i USA?