Da de allertidligste svenske industriherrer i midten af 1600-tallet ville sætte gang i den lokale udvinding og forarbejdning af jern, sendte man bud efter dygtige fagfolk fra regionen Vallonien omkring byen Liège i vor tids Belgien. Anført af dygtige smede rejste næsten 2.000 valloner for snart 400 år siden mod Sverige, og en mindre gruppe af dem endte i Hellebæk tæt ved Kronborg i det nordlige Sjælland, hvor man på Hammermøllen var begyndt at producere kanoner og andre våben af jern.

I efteråret 2016 har medier over hele verden pludselig fået øje på det lille Vallonien, der i dag er en fransktalende delstat i det føderale Belgien. De vallonske politikere stillede sig på bagbenene over for den såkaldte CETA-frihandelsaftale mellem EU og Belgien. Derved stoppede de 3,6 millioner valloner frem til i torsdags den aftale, der skal få handlen til at flyde lettere og friere mellem i alt 510 millioner europæere og de 36 millioner canadiere.

Historien om, hvordan kapital, viden og arbejdskraft i 1600-tallet flød fra de tæt befolkede egne i Vallonien og Nederlandene til de uudviklede nordiske lande, er i sig selv et billede på, hvordan handel gennem århundreder har ført til udvikling, fremgang og vækst for både lokal og tilrejsende arbejdskraft i Europa og resten af verden.

I 2016 er det lille Valloniens midlertidige blokade af de nye regler for handel mellem EU og Canada – en aftale, der har været forhandlet i syv år – et eksempel på, hvordan nye overstatslige frihandelsaftaler, der regulerer globale værdikæder, er politisk sprængstof, som bør tages alvorligt på alle politiske niveauer, hvis man vil sikre sig, at den ’politiske værdikæde’ ikke sprænges.

Både i Europa og USA har den voksende verdenshandel og globalisering over de seneste årtier betydet både øget velstand og samtidig større usikkerhed blandt både lønmodtagere og forbrugere. Samtidig står det klart, at det først og fremmest er økonomisk lavvækst efter finanskrisen – og altså ikke politisk modstand – der gør, at verdenshandlen ifølge WTO har det rigtig skidt for tiden. Se figur 1.

I USA er det først og fremmest republikaneren Donald Trump, der fører an i kritikken af den fri handel – både den, der foregår mellem USA og Mexico reguleret af den store NAFTA-aftale fra 1994, og den langt mindre regulerede samhandel, som USA har med Kina. Trump kalder NAFTA “den værste handelsaftale, USA nogensinde har indgået”. Han truer med handelskrig mod Kina, og han er modstander af den såkaldte TPP-aftale med en række lande omkring Stillehavet, som er færdigforhandlet og nu blot mangler at blive ratificeret. Trumps protektionisme er stærkt nationalt orienteret.

Ifølge ekspert i international handel og lektor ved Københavns Universitet Jens Ladefoged er det i direkte modstrid med de personlige interesser hos mange af de dårligt uddannede amerikanere, der stemmer på den Trump, der lover dem, at mindre frihandel vil give dem en bedre fremtid.

”Det er videnskabeligt dokumenteret, at begrænsninger i den frie handel giver lavere vækst, og at de befolkningsgrupper, der har de laveste indkomster, bliver relativt hårdest ramt,” siger han.

Demokraten Hillary Clinton, der altid har været svoren tilhænger af frihandel, har på sin side taget kraftigt farve af den venstreorienterede frihandelskritik, som hendes hovedmodstander under primærvalgene, Bernie Sanders, fremførte med stor folkelig tilslutning til følge. Til gengæld er det overvejende sandsynligt, at Clinton – hvis hun som ventet vinder præsidentvalget i næste uge – vil være tilbage i rollen som frihandelsforkæmper med de forbehold, som de mange forkæmpere for miljø- og arbejdstagerrettigheder i hendes bagland vil holde hende fast på.

I Europa står de fransktalende belgiske valloner langt fra alene med deres frihandelskritik. Det geografiske centrum i de europæiske protester mod Canada-aftalen, CETA, og USA-aftalen, TTIP, ligger således i Tyskland, hvor flere demonstrationer i både 2015 og 2016 har tiltrukket omkring 200.000 demonstranter alene i Berlin. Politisk set ligger tyngdepunktet i de europæiske frihandelsprotester først og fremmest på venstrefløjen.

Sådan har det været i årtier, men nybruddet i 2016 er, at førende socialdemokratiske politikere som Tysklands vicekansler, økonomi- og energiminister Sigmar Gabriel, og Frankrigs præsident, François Hollande, begge har trukket den politiske håndbremse. Det skete henover sommeren, hvor både Hollande og Gabriel meldte ud, at der ikke foreløbig bliver noget af den store EU-USA-aftale, TTIP, som de ellers begge har promoveret i de senere år. Omvendt har både den tyske vicekansler og den franske præsident bidraget til at sikre national tysk og fransk opbakning til den frihandelsaftale med Canada, som alle EU-landene nu har tillsluttet sig.

Særligt den kraftige tyske modstand undrer Peter Bay Kirkegaard, chefkonsulent i Dansk Industri.

”Tyskland er en super stærk eksportnation, der har store fordele af en fri verdenshandel. Det gør det lidt svært at forstå, hvorfor modstanden mod CETA og TTIP er så stor,” siger Kirkegaard, som spekulerer i, at den kraftige modstand må bunde i de antiamerikanske strømninger, der i mange år har været på den tyske venstrefløj.

Både Peter Bay Kirkegaard og Jens Ladefoged mener, at det bør give anledning til bekymring, at modstanden mod frihandlen nu er ved vokse sig lige så stor på den yderste politiske højrefløj, som den har været på den yderste venstrefløj.

”Det står ikke til diskussion, at liberaliseringen af den globale handel over de seneste årtier har skabt vækst og velstand. Det er sket, fordi centrumvenstrepolitikere og centrumhøjrepolitikere har fundet sammen i et kompromis om at gå den vej. Risikoen er nu, at de ikke længere kan lave disse kompromisser,” siger Jens Ladefoged og tilføjer:

”Hvis den globale handel går i stå, kommer det først og fremmest til at gå ud over de svageste individer i vores samfund – både i Danmark, Europa og i USA. Hvad de enkelte lande angår, vil det være både de åbne eksportøkonomier som Danmark og Tyskland og udviklingslandene, der bliver hårdt ramt”.

Den franske socialist Pascal Lamy, der var handelskommissær i EU 1999-2004 og chef for WTO frem til 2013, siger i den forbindelse til Bruxelles-mediet politico.eu, at der er “mere retorik end egentlig protektionisme” i den udvikling, og at den aktuelle opstandelse i den forstand endnu ikke for alvor truer de seneste års frihandelskonsensus i den vestlige verden.

Lamy har tidligere skrevet bogen ”The Geneva Consensus”, hvor han på den ene side argumenterer for, at frihandel spiller en nøglerolle i skabelse af global vækst og udvikling, men på den anden side understreger, at frihandlen skal akkompagneres af nationale og internationale økonomiske og beskæftigelsesmæssige politikker, hvis den skal gøres acceptabel for de brede befolkningsgrupper. Nationale politikere skal så at sige turde beskytte miljø, sundhed, forbrugerrettigheder, ligesom de skal turde omfordele en del af de gevinster, som den handelspolitiske globalisering fører med sig.

”Vi bliver nødt til at udvise større forståelse for krav om åbenhed og om mere tid. Vi må simpelthen bare arbejde hårdere for at vinde offentlig legitimitet, hvad angår handel,” siger Lamy, der i øvrigt beskriver det politiske dilemma ved handelsliberaliseringer således: ”De virker, fordi de gør ondt. Og de gør ondt, fordi de virker.”

EU har lyttet til kritik

Michael Bremerskov Jensen, chefkonsulent i Dansk Erhverv, tøver ikke med at kalde den færdigforhandlede CETA-aftale for ’den bedste frihandelsaftale’, EU hidtil har indgået.

Det er den efter hans opfattelse, fordi den går væsentligt længere end tidligere generationer af handelsaftaler, som først og fremmest har handlet om at nedbringe toldsatser. CETA-aftalen derimod vil give virksomhederne store fordele, i kraft af at aftalen vil reducere de tekniske handelshindringer mellem EU’s store indre marked og det canadiske marked med godt 36 millioner indbyggere, alt imens aftalen efter Dansk Erhvervs opfattelse ikke rokker ved EU’s og Canadas suveræne ret til at værne om sundhed, miljø- og forbrugerbeskyttelse.

”Der er tale om et tigerspring. Det er en kæmpe fordel, at rigtig mange produkter lige fra barbermaskiner til legetøj fremover pr. automatik vil kunne sælges både i EU og i Canada, hvis produkterne blot lever op til kravene hos den ene part,” siger Bremerskov Jensen.

Han påpeger videre, at EU-Kommissionen i høj grad har lyttet til kritikken vedrørende det traditionelle voldgiftssystem (ISDS) til løsning af tvister mellem internationale virksomheder og stater, hvor en virksomhed mener, at en stat har begået kontraktbrud, gennemført en ekspropriation uden kompensation eller afskåret virksomheden fra at bruge nationale domstole.

”Den slags voldgifter har været del af internationale handelsaftaler siden 1960’erne. Og de er vigtige for at beskytte internationale investeringer mod diskrimination eller overgreb fra nationale myndigheders side. I forbindelse med CETA-aftalen er der nu lagt op til et reformeret system, der er langt mere transparent og demokratisk end tidligere. Det er et klart fremskridt,” siger Michael Bremerskov Jensen.

Nanna Clifforth, der er handelspolitisk talsperson i miljøforeningen NOAH, er på sin side skeptisk over for CETA-aftalen.

”Udtrykket ’tekniske handelshindringer’ dækker i princippet over alle former for demokratisk besluttede regler og love. Derfor vil eksisterende og fremtidige forslag om arbejdstagerrettigheder og miljø- og forbrugerstandarder komme under beskydning,” siger Clifforth, som også mener, at CETA-aftalen vil kunne føre til uhensigtsmæssigheder, når det gælder den grønne omstilling, hvor eksempelvis Københavns Kommune ønsker at købe lokalt producerede økologiske fødevarer.

”Med de udbudsregler, der er i CETA, vil man risikere, at det bliver ulovligt at have en kommunal indkøbspolitik, som af klimamæssige grunde favoriserer lokalt producerede varer,” siger Clifforth, som videre peger på, at CETA-aftalen efter hendes opfattelse vil favorisere store multinationale virksomheder på bekostning af små og mellemstore nationale virksomheder.

DI: Man skal investere i uddannelse

Peter Bay Kirkegaard fra DI understreger, at man i Dansk Industri ikke er modstandere af lovmæssig regulering, sådan som det ofte påstås fra frihandelskritikernes side.

”Tværtimod går vi ind for god regulering, fordi det styrker vores konkurrenceevne. Danske virksomheder konkurrerer sjældent udelukkende på pris. Til gengæld konkurrerer de på kvalitet, og derfor vil de ofte stå stærkt i international konkurrence, fordi de er vant til at skulle opfylde skrappe lovkrav fra danske og europæiske myndigheders side,” siger Kirkegaard.

Han vedgår samtidig, at national lovgivning og fordelingspolitik spiller en væsentlig rolle, når det handler om at skabe folkelig opbakning bag fri international handel.

”Når man eksempelvis ser på USA, forekommer det at stå klart, at både det amerikanske samfund og de amerikanske arbejdsgivere burde gøre mere for at opkvalificere og dermed reaktivere de relativt lavt uddannede lønmodtagere, som har mistet deres job i forbindelse med udflytning af produktion til eksempelvis Kina og Mexico,” siger han og tilføjer:

”Det er jo det, vi gør i Danmark, hvor vi bruger relativt mange penge på at føre en aktiv arbejdsmarkedspolitik, som sikrer, at lønmodtagerne hele tiden tilegner sig de kompetencer, der er nødvendige for at kunne få beskæftigelse i de nye virksomheder og produktionsformer, som tager over, når lavt lønnede jobs flyttes ud.”

LÆS OGSÅ:

EU fik tæmmet frihandelsmodstanden – men hvad sker der i USA?

MM mener: Frihandelsaftaler skal være progressive