Alle unge under 25 år skal fire måneder i såkaldt velfærdstjeneste for at hjælpe ansatte i børnehaver, skoler og plejehjem. De kan f.eks. være med til at sikre skolebørn en times motion hver morgen, hjælpe til i sociale boligområder eller give pædagoger i daginstitutioner en ekstra hånd til forskellige praktiske opgaver.

Ud over at give de unge større forståelse og ansvar for velfærdssamfundet vil det give samfundet en kæmpemæssig økonomisk gevinst. Velfærdstjeneste kan skabe op imod 20.000 ekstra fuldtidsjob.

Hvis Danmark formår at udnytte det store uforløste potentiale blandt frivillige, vil det stort set kunne løse det arbejdskraftproblem, som det offentlige får om få år, når de store generationer går på pension og færre skal finansiere velfærdssamfundet.

Det er hovedbudskabet i en ny og opsigtsvækkende bog “Frivillighedens velfærdssamfund” af social- og arbejdsmarkedsdirektør Knud Aarup fra Randers Kommune.

“Vi har i den kommunale sektor ikke været åbne nok over for de frivillige og de værdier, de kan tilføre. Jo mere jeg er dykket ned i området, desto klarere står det for mig, at det potentiale og de værdier, som det frivillige engagement potentielt kan bidrage med, er voldsomt undervurderet i Danmark,” siger Knud Aarup.

Han har i næsten 30 år beskæftiget sig med den offentlige sektor. På CV’et står der titler fra embedsmand i Indenrigsministeriet, over rådgiver for Schlüter-regeringen, til direktør i forskellige jyske kommuner som Horsens, Hadsten og Randers. Han har fulgt velfærdssamfundets udvikling på nærmeste hold og fået viden og indsigt i, hvor skoen for alvor trykker. I hans øjne er vi i fuld gang med at undergrave det danske velfærdssamfund. Se tekstboks.

“Vi har reduceret det personlige ansvar til et spørgsmål om at betale skat og velfærdsydelser til varer, vi har ret til. Hvis den udvikling fortsætter, vil det føre til stadig større ulighed, stadig mere privatisering og undergrave de fundamenter, som er en væsentlig årsag til, at vi er kommet så langt i det danske samfund,”  lyder Knud Aarups dramatiske advarsel.

Hele bogen er et forsøg på at anvise en ny vej til at fremtidssikre velfærdssamfundet. Den kommer med kon­krete bud på, hvordan frivillige kan bidrage til eller ligefrem løse dele af velfærdssamfundets nuværende kerneopgaver. Knud Aarups mission er at få frivillige organisationer og de kommunale velfærdsinstitutioner til at blande blod.

Bogen kommer på et tidspunkt, hvor regeringen arbejder på en stor national handlingsplan om frivillige, og socialminister Benedikte Kiær er enig i, at der er behov for at øge danskernes frivillige indsats:

“Vi skal motivere både unge og ældre til at yde en større frivillig indsats. Mange har noget at byde på, som kan være et godt supplement til den indsats, det offentlige yder. Men jeg vil gerne understrege, at der netop er tale om et supplement. Frivillige skal ikke overtage sosu-assistentens arbejde eller kerneydelserne fra det offentlige,” siger Benedikte Kiær.

Halter efter Sverige

Allerede i dag laver tusindvis af danskere frivilligt arbejde. Nogle bruger mange timer hver uge som træner i fodboldklubben. Pårørende kæmper for bedre forhold for sindslidende. Forældre sidder i bestyrelser for vuggestuer, børnehaver og skoler. Og i sidste weekend mobiliserede Red Barnet 7.500 frivillige indsamlere, der brugte nogle timer en søndag på at gå fra dør til dør og samle 8,5 millioner kr. ind til børn i Afrika.

Omkring 35 pct. af den voksne befolkning arbejder i dag frivilligt. Det er markant flere end i begyndelsen af 1990’erne, hvor man regner med, at den tilsvarende andel lå på 25 pct. Langt hovedparten arbejder frivilligt inden for kultur- og fritidsområdet. Og topscorerne er de 30-49-årige børneforældre med fuldtidsarbejde.

Selvom det umiddelbart lyder af mange, halter Danmark langt efter lande som Sverige og Norge. Hvis Danmark blot kom på niveau med Sverige, hvor godt halvdelen af befolkningen laver frivilligt arbejde, ville det udvide arbejdsstyrken, med hvad der svarer til 130.000 fuldtidsstillinger. Det svarer til en forøgelse af BNP på 56 milliarder kr., viser beregninger foretaget af tænketanken CEVEA.

“Jeg ser gerne, at vi på lidt længere sigt får lige så mange frivillige som i vore nabolande, Norge og Sverige,” siger socialminister Benedikte Kiær.

Den tidligere konservative social- og finansminister Palle Simonsen har beskæftiget sig med området i årtier og haft lejlighed til at læse den nye bog. Han ser store perspektiver i både det konkrete forslag om velfærdstjeneste til unge og i hele tankegangen om at mobilisere langt flere frivillige til at supplere eller overtage nogle af velfærdsopgaverne.

“Der er tale om et utrolig godt indspark i debatten om velfærdssamfundets fremtid. Jeg bakker 100 pct. op om analysen. Det vil kræve en kæmpe kulturforandring. Men vi har jo set, hvordan den nye britiske premierminister taler om, at borgerne skal klare flere opgaver. Jeg fornemmer også, at der er en forandring på vej herhjemme,” siger Palle Simonsen.

Han henviser dermed til David Camerons plan “Det store samfund”, som bygger på en langt større frivillig sektor. En af Camerons visioner er at opdyrke en frivillighedskultur, hvor folk skal påtage sig flere opgaver i lokalsamfundet, såsom at oprette nye skoler og ungdomsklubber og løse sociale problemer. En særlig samfundsbank bliver skabt for at hjælpe lokale grupper af frivillige med at finansiere deres ideer.

Knud Aarup er enig med Palle Simonsen i, at det bliver en kæmpe udfordring at få drejet velfærdssamfundet ind på et nyt spor. Hele visionen om et frivillighedens velfærdssamfund er nærmest en diametral modsætning til det nuværende styringssystem og den professionalisering af velfærden, som er taget til de seneste årtier.

Der er også talrige lovbarrierer, der skal brydes ned. Der skal måske stilles krav til frivillige organisationer om retssikkerhed og offentlighed. Og så er der hele spørgsmålet om, hvorvidt frivillige skal organiseres i fagforbund.

Dertil kommer, at mange frivillige slet ikke har tilstrækkelige evner og kompetencer til at begå sig i det stadig mere specialiserede velfærdssamfund, hvor brugernes forventninger er skyhøje og bevillingsgivere skærper kravene til kvalitet og dokumentation.

Mange vælger at blive frivillige, fordi de er blevet personlig berørt af en konkret begivenhed. Hvis et familiemedlem er blevet sygt eller en veninde voldtaget, melder de sig som frivillige på et krisecenter eller i en patientforening. Det er en personlig hjertesag for dem at hjælpe. Men trods gode intentioner har de ikke nødvendigvis faglig viden eller personlige kompetencer til at magte opgaven.

Uforløst potentiale

Selvom barriererne kan synes høje, dokumenterer en stribe undersøgelser, at fundamentet for velfærd baseret på frivillighed eksisterer. Der er stor lyst blandt såvel yngre som ældre danskere til at arbejde frivilligt.

De større frivillige organisationer mærker generelt en stigende interesse. Specielt foreninger med mange unge frivillige under 30 år oplever tendensen. Her har 60 pct. af foreningerne fået flere henvendelser i løbet af de seneste tre år. Antallet af foreninger med folk på venteliste til at blive frivillig er også steget fra 7 til 12 pct. på blot et år, viser en stor undersøgelse, som Frivilligrådet har lavet blandt 34 større organisationer.

Tidligere analyser viser, at godt en ud af fire unge arbejder frivilligt. Det er færre end gennemsnittet i hele befolkningen. Men op mod halvdelen af de unge, der ikke er frivillige, kunne godt tænke sig at være det, hvis nogen bad dem om det. Og lægger man dem sammen med gruppen af unge, der allerede er i sving, udgør unge op til 25 år den mest positivt indstillede aldersgruppe overhovedet.

Der synes heller ikke længere at være så stor modstand blandt velfærdssamfundets ansatte mod at arbejde sammen med frivillige. En undersøgelse, som FOA har foretaget blandt mere end 2.000 af sine medlemmer, viser, at de ansatte betragter frivillige som en gevinst. Hele ni ud af ti mener, at det frivillige sociale arbejde er med til at forbedre hverdagen for de berørte borgere. Og otte ud af ti vurderer, at samarbejdet med de frivillige er “godt” eller “meget godt”. Se figur 1.

Frivilligt arbejde er da også begyndt at blive en del af den danske virksomhedskultur. Flere virksomheder, som f.eks. pensionsselskabet Skandia, arbejder systematisk med corporate volunteering, hvor de ansatte får mulighed for at lave frivilligt arbejde nogle timer om måneden i deres normale arbejdstid for organisationer som Røde Kors, Dansk Flygtningehjælp eller Kræftens Bekæmpelse. 

Lysten til at lave frivilligt arbejde med genopbygning efter naturkatastrofer eller humanitært arbejde har ligefrem skabt et nyt stort marked for rejsebranchen. F.eks. arrangerer Jysk Rejsebureau rejser med frivilligt arbejde i Nepal.

Knud Aarup sammenfatter tendensen sådan: “Mange er begyndt at være lede ved den materielle udvikling og er ikke interesserede i en ny fladskærm. Specielt blandt unge er der et ønske om at snakke politik på en anden måde end i dag. De har fokus på, hvilket slags samfund de gerne vil have. For dem handler det om at få en bedre verden.”

Konkrete forslag

Knud Aarup har flere konkrete forslag til, hvordan visionen om større frivillig velfærd kan blive til virkelighed. Forslaget om fire måneders velfærdstjeneste til alle unge under 25 år er et af dem.

Han forestiller sig, at man på samme måde som den nuværende værnepligt skal på “velfærdssession”, når man er fyldt 18 år. På sessionen kan man vælge, hvor man vil aftjene sin velfærdstjeneste. Det skal ske i en af de velfærdstjenestestillinger, som kommunerne bliver forpligtet til at oprette over hele landet. Det kan være i boligområder, institutioner eller andre projekter, der fremmer den sociale lighed. Se figur 2. De unge skal have en form for løn, der svarer til SU i de fire måneder, velfærdstjenesten varer. Man kan udskyde sin velfærdstjeneste. Men den skal være aftjent, inden man er fyldt 25 år.

Han anslår, at der skal oprettes 15-20.000 stillinger i kommunerne. Hvert år skal de besættes af tre personer på skift. Ud over at give det offentlige en økonomisk gevinst vil det også være en slags dannelsesrejse for de unge.

“Skal unge have en oplevelse af samfundet som et fællesskab på tværs af sociale skel, skal fællesskabsfølelsen fødes et eller andet sted. Det sociale rum findes ikke i dag. Følelsen af fællesskab fødes ikke, hvis man går i en daginstitution eller skole, hvor alle de andre ligner en selv. Den fødes der, hvor man møder noget andet. Min vision er, at samfundet skal opleves som noget, vi er fælles om, og ikke som en forbrugsinstitution, vi blot frekventerer.”

Socialminister Benedikte Kiær er dog ikke indstillet på at gå videre med forslaget:

“Hvor sympatisk det end lyder, er jeg ikke tilhænger af ideen om en slags “værnepligt.” Frivilligt arbejde skal netop være drevet af et frivilligt engagement. Men jeg synes selvfølgelig også, at det er vigtigt, at unge mennesker lærer om og får kendskab til den frivillige verden. Det er derfor, vi har lavet “Projekt Frivillig”, hvor alle unge, der læser på en ungdomsuddannelse, skal tilbydes afgrænsede forløb af minimum 20 timers varighed med frivilligt arbejde i foreningslivet. F.eks. som motionsven, fotograf eller lektiehjælper i en forening efter eget valg.”

Ud over velfærdspligten foreslår Knud Aarup, at flere opgaver flyttes fra lærerne i folkeskolen og pædagogerne i daginstitutioner til de ressourcestærke forældre og andre frivillige. Knud Aarup forestiller sig, at forældre og frivillige eksempelvis kan stå for op imod 10 pct. af undervisningen i skolerne. Det vil stadig være læreren, som skal tilrettelægge undervisningen. Men det skal være forældre, der gennemfører den.

Han anslår, at hvis det lykkes at reducere 10 pct. af stillingsbehovet ved at bruge ressourcestærke forældre og frivillige, vil det svare til omkring 19.000 fuldtidsstillinger alene på de to velfærdsområder, skoler og daginstitutioner.

Han understreger, at tendensen med at inddrage andre end lærere og pædagoger allerede er i fuld gang. Mere end 100 af landets skoler bruger i dag ufaglærte, studerende og andre folk som undervisningsassistenter, og ordningen ser ud til at brede sig hastigt. Mange kommuner har også i de seneste år etableret familieklasser, hvor forældre engagerer sig for at løse elevers problemer. Det kan være problemer med indlæring, adfærd eller sundhed.

Metoden er inspireret af det engelske Family-learning-projekt, som er udbredt over det meste af England, hvor de er sponseret af det nationale lotteri. I Danmark bruges familieklasser dog stort set kun i belastede områder eller i forhold til børn og familier med sociale problemer og få ressourcer.

“Tænk hvis familieklassen var et fast element i skolegangen, hvor forældre med ressourcer bidrog med undervisningen. Eller hvis der i de fleste klasser var forældre, som kunne være guide eller tutor for andre børn end deres egne. Problemet er bare, at vi i den fortsatte udvikling af velfærdssamfundet har glemt de muligheder,” mener Knud Aarup.