Millioner af vælgere i Danmark og Europa kræver klimahandling. Politikerne er blevet klimaengagerede fra det yderste venstre til det yderste højre. Senest bragede det grønne parti frem ved valget i Østrig. De klimavenlige teknologier er kendte og markedsmodnede. Og investorerne – både offentlige og private – står klar med store milliardbeløb.

Alt tyder på, at Europa vil opleve en form for ’ketchup-effekt’ inden for grønne investeringer i de kommende år med hidtil usete investeringer i vedvarende energi, intelligente energisystemer og anden grøn teknologi.  

Når investeringerne fra EU, fra europæiske nationalstater og fra private investorer lægges sammen, kan der blive tale om femcifrede milliardinvesteringer frem mod 2030. Spørgsmålet er, hvordan denne massive satsning i at forhindre klimakrisen vil spille sammen med en anden truende krise: den globale økonomiske afmatning.

Svaret afhænger af de beslutninger, der lige nu træffes i de europæiske regeringer, i den nye EU-Kommission, i Den Europæiske Centralbank og de øvrige nationale centralbanker. Kan man få optimismen tilbage hos virksomheder og investorer, står der milliarder af kroner i kø til grønne investeringer.

Mandag Morgen har talt med klima- og energiminister Dan Jørgensen, EU-kommissær Margrethe Vestager og med Torben Möger Pedersen, administrerende direktør i PensionDanmark, om deres syn på de kommende års grønne investeringer i Europa. De er alle tre eksponenter for den udvikling, der handler om, at der i toppen af dansk og europæisk politik og i toppen af erhvervslivet er større fokus på både nytten og nødvendigheden af klimavenlige investeringer end nogensinde tidligere.

EU-Kommissionens tiltrædende formand, tyske Ursula von der Leyen, har således gjort en European Green Deal til hjørnestenen for sit politiske projekt for den nye EU-Kommission, der tiltræder 1. november og sidder frem til 2024.

Ikke uden forhindringer

Margrethe Vestager understreger da også over for Mandag Morgen, at man fra EU’s side vil lægge stor vægt på grønne investeringer i de kommende fem år.

”Det er gennem de konkrete projekter, vi mindsker den globale opvarmning. Det er gennem nye investeringer i vedvarende energi. Uanset om der kommer et økonomisk tilbageslag eller ej, så er der brug for, at der bliver investeret. Vores mandat siger, at vi skal ændre hele vores energisystem. Når man skal gøre det, skal man investere i det. Når man skal kombinere vind, sol og jord og andre vedvarende energikilder, så skal ens elnet kunne tåle forskellige typer af belastninger, i forhold til hvad det kan i dag. Derfor skal der investeres i opgradering af elnettet,” siger Vestager, som samtidig fastslår, at det naturligvis kræver, at der kommer nogle penge i omløb.

”Før vi bestemmer, om pengene skal bruges grønt, skal vi have nogle penge tilbage i systemet igen,” siger Vestager med hentydning til, at Den Europæiske Centralbank så at sige har brugt alle sine pengepolitiske muskler i forbindelse med de rentesænkelser og kvantitative lempelser, banken har gennemført i de seneste år i forsøget på at bringe økonomien tilbage på sporet efter den voldsomme finansielle krise i 2008 og 2009.

Derfor er der voksende enighed om, at medlemslandenes egne finanspolitiske muskler skal aktiveres, hvis der for alvor kan skubbe til den sløve økonomi.

Som klima- og energiminister Dan Jørgensen påpeger, er der grænser for, hvad EU kan gøre, når EU’s budget udgør under en procent af Europas samlede BNP.

”I EU har vi jo ikke de muskler, der skal til for føre en fælles finanspolitik,” siger Jørgensen.

Eurogruppen fik ved topmødet i juni godt nok sit eget budget, men det er meget småt og har fået et navn, der mere end antyder, at ambitionerne med det er begrænsede. Budgetary Instrument for Convergence and Competitiveness hedder det. Pengene skal altså gå til at fremme EU-landenes konkurrenceevne og til at fremme ens standarder.

EU-midler skal bære den største risiko

EU’s bedste mulighed for at bidrage til at få sat gang i de grønne investeringer ligger i Den Europæiske Investeringsbank, EU-landenes fælles offentligt ejede bank.

Bankens topchef Werner Höyer gjorde det under klimatopmødet i New York i september klart, at EIB i perioden 2020-2030 vil bidrage til grønne investeringer på i alt 1.000 milliarder euro, altså 7.466 milliarder danske kroner. Meningen er, at pengene skal investeres som risikovillig lånekapital, der tager de største risici ved de grønne projekter og derved lokker private investorer med.

Selvom Den Europæiske Investeringsbank har en meget bred definition af, hvad der er grønne og klimavenlige projekter – og for eksempel også regner støtte til både naturgas og atomkraft med − har EIB også en stor og voksende portefølje af investeringer i vedvarende energi, infrastruktur, energinet og meget andet.

Ifølge Torben Möger Pedersen, PensionDanmark, passer den slags investeringer glimrende til pensionskasser, som gerne stiller sig tilfredse med et relativt lavt årligt afkast, hvis ellers man føler, at det er sikkert på den lange bane.

”Pensionskasser skal placere mange lange penge, og vores erfaringer på det her område har været gode. Og det lærer andre af,” siger han.

Alene den danske pensionsbranche er klar til at investere 350 milliarder kroner i grønne og klimavenlige projekter frem mod 2030 – altså i snit 35 milliarder kroner hvert år de næste ti år. Til sammenligning har Københavns nyåbnede metrolinje kostet 25 milliarder. Og de danske pensionskasser står ikke alene med deres sult efter grønne investeringer.

Torben Möger Pedersen var under klimamøderne i New York i september med til at stifte en alliance af institutionelle investorer, som forpligter sig til i 2050 at have investeringsporteføljer, der er nettoneutrale i CO2-mæssig forstand. Investorerne kommer fra Frankrig, Canada, Schweiz, Sverige og Danmark og forvalter tilsammen 2.400 milliarder dollar – det svarer til 16.439 milliarder danske kroner.

Danske projekter er et forbillede

I OECD – og for den sags skyld også i EU − skæver man til Danmark, når man skal finde modeller for, hvordan offentlige og private investorer kan bringes sammen om de nødvendige store grønne investeringer, som stater og byer forsøger at få i gang for at kunne opfylde vælgernes klimaforventninger.

PensionDanmark og andre pensionskasser har sammen med Ørsted og andre developere opnået erfaring med at udvikle, finansiere og drive store infrastrukturprojekter som havvindmølleparker. De danske selskaber er i høj grad globale first movers på dette område, og hvis de grønne infrastrukturinvesteringer skal skaleres op til det krævede niveau, skal myndigheder og virksomheder i en række europæiske lande tilegne sig nye metoder. Det fremgår af rapporten ’Developing Robust Pipelines for Low-Carbon Infrastructure’ fra OECD.

Rapporten har til formål at hjælpe regeringer med i samarbejde med private aktører at udvikle solide såkaldte pipelines af projekter, som kan udbydes til interesserede investorer.

Ifølge rapporten vil der være behov for grønne infrastrukturinvesteringer til svimlende 2.600 milliarder dollars frem til 2030. Og der er i dag masser af investorer, der gerne vil være med, hvis ellers de føler, at de kan have tillid til både de offentlige og private aktører i projekterne.

”I EU-landene har man efterhånden nået et niveau, hvor investorerne føler sig relativt trygge. Men når man kommer længere ud i verden, er det langtfra tilfældet alle steder,” siger Torben Möger Pedersen fra PensionDanmark, hvis mest eksotiske investering er i en vindmøllepark, der leverer 15 procent af Kenyas elektricitet.

Ikke en vækstbooster i sig selv

Ifølge Torben Möger Pedersen er investorerne i dag langt mere trygge ved disse investeringer, end det tidligere var tilfældet.

Nogle af de mange nye, grønne milliarder kunne ifølge Möger Pedersen for eksempel investeres i den såkaldte energiø i Nordsøen, som Mette Frederiksen og Dan Jørgensen har talt varmt for. Et gigantisk havvindmølleprojekt til en samlet pris på omkring 200 milliarder kroner, som regeringen ventes at ville realisere med udgangspunkt i den såkaldte ’Grønne Fremtidsfond’, som man vil etablere med en statsgaranteret kapital på 20 milliarder kroner.

”Der er ingen tvivl om, at store grønne investeringer kan være gode for økonomien og udviklingen på mellemlangt sigt. Men det er ikke noget, der kickstarter økonomien på den korte bane,” siger Möger.

Helge J. Pedersen, der er cheføkonom i Nordea, er også skeptisk over for, om de grønne investeringer i sig selv vil bidrage til at trække verden ud af den vækstfattige situation.

”Hvis det her kan være med til at redde verden, og man virkelig tror på det, så kan det godt være, at det fører til større generel optimisme til fremtiden. Så man kan ikke helt udelukke det. Men nogle gange er det sådan, at der kommer nogle offentlige tiltag, som skal fremme investeringer, men som så i virkeligheden bare skubber andre investeringer til side, så nettoeffekten ikke nødvendigvis er stor,” siger han og påpeger, at for eksempel usikkerhed om blandt andet Brexit og handelskrigen mellem Kina og USA er langt mere væsentlige faktorer

Allan Sørensen, chefanalytiker i DI, konstaterer, at den grønne omstilling giver mange forretningsmuligheder for dem, der har bæredygtige løsninger, som kan hjælpe med grøn strøm eller mindske forbrug af energi, vand eller andre råvarer.

”Det er noget, der er efterspørgsel på, og som er oppe i tiden, selvom der generelt er lavere efterspørgsel. Vi kan se, at dansk eksport har præsteret ganske pænt, selv om væksten har været på vej nedad. Og det skyldes, at vi sælger medicin, men også vindmøller og andre grønne løsninger. Men vi er ikke på langt sigt afkoblet resten af verden,” siger Sørensen og tilføjer: ”Vi er lidt som en badeand, der flyder ovenpå lige nu, men som stadig flyder med strømmen.”