Den længe ventede klimaplan, som klima- og energiminister Martin Lidegaard (R) lancerede onsdag, afslører, at regeringen, trods mange års tilløb, endnu har store vanskeligheder ved at definere sit grønne projekt. 

Som udgangspunkt er der slet ikke tale en ”plan”, men om 78 uprioriterede forslag til i forvejen kendte virkemidler, som kan bidrage til at reducere Danmarks CO2-udslip. Og her er revl og krat med – fra roadpricing og cykelstrategier til affaldssortering, låg på gylletanke og energikrav til vinduer. 

Samtidig lider udspillet under, at flere øvrige regeringsinitiativer, der også har betydning for Danmarks CO2-udslip, endnu ikke er på plads. Det gælder blandt andet Miljøministeriets stærkt forsinkede ressourcestrategi, strategiudspillet fra Trængselskommissionen og ikke mindst den overordnede bæredygtighedsstrategi, som blev varslet i regeringsgrundlaget fra 2011. 

Særligt det sidste vurderes af eksperter samt fag- og interesseorganisationer inden for miljø og klima at begrænse Martin Lidegaards muligheder, når han skal omsætte klimaplanen til en egentlig klimalov, efter planen først i det nye år.

Formanden for Ingeniørforeningen, Frida Frost, mener, at der de senere år har udviklet sig ”en kedelig tradition med forsinkede udspil og langstrakte forhandlingsforløb, når det gælder energi- og klimadagsordenen”. 

Hun appellerer til, at regeringen nu kommer i gang med at sætte nogle mere konkrete rammer for den grønne omstilling og for, hvordan den grønne indsats skal prioriteres. ”I mine øjne er det helt afgørende, at politikerne hurtigt kommer på plads med en overordnet strategi,” siger Frida Frost.

En tilsvarende pointe kommer fra Martin Lidegaards tidligere arbejdsplads, den grønne tænketank Concito: 

”Det er utrolig vigtigt, at klimaplanen ikke blot munder ud i en række hurtige, kortsigtede snuptagsløsninger med fokus på at bringe den samlede CO2-reduktion op på 40 pct. i 2020,” siger direktør for Concito Thomas Færgeman. 

Han savner, at regeringen fastlægger en strategi og nogle mål for, hvordan man vil nå fra 2020-målet, som langt hen ad vejen allerede er adresseret i regeringens energiplan fra foråret, til målet om et fossilfrit Danmark i 2050. ”Det kræver en stor og tung diskussion om succeskriterierne for vores økonomi og hele den måde, vi lever og forbruger på. Og det er vigtigt, at man nu tager den i forbindelse med en prioritering af den kommende klimaindsats,” siger Færgeman, der ser regeringens varslede, men hidtil syltede, bæredygtighedsstrategi som en oplagt ramme for den debat.

Kompliceret prioritering

Klima- og energiminister Martin Lidegaard er ikke blind for, at han fortsat har den største opgave foran sig: at prioritere de 78 virkemidler og omsætte dem til en klimalov. ”Det er jo indsatser over mange forskellige områder, så det er kompliceret stof,” siger Lidegaard. 

Han erkender, at miljømæssige, sociale og økonomiske bæredygtighedsperspektiver er afgørende for at sikre, at prioriteringen bliver langtidsholdbar. Men han mener ikke, at prioriteringsarbejdet behøver vente, til man er klar med en ”samlet forkromet plan for hele den grønne omstilling”. 

”Man kan ikke fremlægge alt på en gang. Vi prøver at tage forskud på bæredygtighedsdebatten ved at inddrage alle berørte parter i prioriteringen af virkemidlerne,” siger Martin Lidegaard.

Ikke desto mindre mener klimaministeren, at regeringens varslede bæredygtighedsstrategi er ”meget afgørende” for hele omstillingen af Danmark til en klimarigtig, grøn og bæredygtig økonomi. ”Bæredygtighedsstrategien er en meget vigtig brik – og den arbejdes der på i regeringen,” fastslår han.

Regeringens hemmelige strategiarbejde

Strategien blev allerede i regeringsgrundlaget fra 2011 lanceret som et stort prestigeprojekt: ”Regeringen vil udarbejde en ny og forpligtende bæredygtighedsstrategi med faste mål, tidsgrænser og tilhørende indikatorer og overvågning,” hed det dengang. Mandag Morgen erfarer dog, at arbejdet endnu ikke har fundet sin form – og muligvis ikke engang er kommet rigtig i gang. 

Indtil videre er intet officielt kommunikeret ud om hverken mål, tidsgrænser, indikatorer eller overvågningssystemer, der kan bidrage til at samle trådene i Danmarks højt besungne grønne omstilling eller angive retningen for den kommende klimalov. Og direkte adspurgt melder Martin Lidegaard hus forbi på spørgsmålet om, hvad status er på bæredygtighedsstrategien, og hvordan arbejdet organiseres. 

”Jeg er selvfølgelig med i det team, der skal lave den, men ansvaret ligger ikke hos mig,” siger Martin Lidegaard, der erklærer, at han har været involveret i arbejdet siden ”lige før sommerferien”.

Fra Finansministeriet oplyses, at strategiarbejdet debatteres i en bredt sammensat tværministeriel gruppe med Finansministeriet som koordinator. Gruppen har ifølge ministeriets kommunikationsafdeling været samlet, men tilsyneladende har den indtil videre holdt arbejdet så hemmeligt, at selv ikke centrale miljøpolitiske aktører kender til arbejdet. 

”Jeg ved ikke, hvem der er tovholder for strategien, eller hvad status er for den,” siger formanden for Folketingets Miljøudvalg, Lone Loklindt (R). 

Klimaplan kan sparke gang i bæredygtighedsdebat

Ligesom Lidegaard, understreger Lone Loklindt imidlertid, at man ikke bør vente med grønne tiltag, til en bæredygtighedsstrategi ligger klar. ”Jeg havde selvfølgelig gerne set, at regeringen var kommet længere med strategiarbejdet. Men jeg synes, det er vigtigere, at der fokuseres på en bred opbakning til strategien, så den ikke blot ligger i et enkelt ressortministerium,” siger hun.

I den sammenhæng mener Lone Loklindt, at lanceringen af klimaplanen kan bidrage til, at der nu endelig kommer mere skub i en bred bæredygtighedsdebat. Hun ser det som en sund proces, at ikke kun Folketingets partier, men også erhvervsliv, interesseorganisationer, videninstitutioner og almindelige borgere kan diskutere bæredygtighed med udgangspunkt i 78 konkrete virkemidler. ”Det er vigtigt, at debatten forankres bredt, da det jo er alle ledelsessystemer, vi har i vores samfund, der skal forholde sig til og arbejde med bæredygtighed,” siger Lone Loklindt.

Hun understreger, at de 78 virkemidler ikke kun skal vurderes på deres CO2-effekt og omkostningerne ved at realisere den. ”Man skal også vurdere dem i forhold til effekter som miljøbelastning, ressourceforbrug og ikke mindst innovationskraft og beskæftigelse,” siger Lone Loklindt.

Fra junkie til pusher

Flere af Mandag Morgens kilder ser det som afgørende for den grønne omstilling, at den kommende klimalov ikke kun fokuserer på 2020-målene, men formes ud fra en samlet vision om et bæredygtigt Danmark.

”Hvis vi virkelig ønsker os et lav-emissions-samfund i 2050, bliver vi nødt til at tænke i en mere radikal omstilling af samfundet allerede i dag,” siger Thomas Færgeman. Han peger på, at man bl.a. bør se mere på reduktion af danskernes CO2-udledninger som forbrugere, og ikke kun på reduktion af de såkaldt territoriale CO2-udledninger – den produktion og energianvendelse, der finder sted på dansk jord. 

Ligeledes bør man se længere end 2020. ”Det er vigtigt, at vi i de kommende år forbereder den fremtid,” siger Thomas Færgeman. Det betyder eksempelvis, at mange af de forslag, som regeringen nu overvejer at forkaste på transportområdet, fordi ”teknologien ikke er parat” – argumentet mod roadpricing og elbiler – pludselig bliver mere interessante. 

En anden varm kartoffel i bæredygtighedsdebatten, som kunne få indflydelse på Danmarks langsigtede klimapolitik, er produktionen af olie og gas i Nordsøen. Miljøorganisationer som Greenpeace har i mange år argumenteret for, at hvis Danmark vil være foregangsland på miljø- og klimaområdet, bør vi gå foran ved at lade olien blive i Nordsøen.

”Hvis vi på globalt plan skal nå klimamålene, så skal op mod 80 pct. af oliereserverne blive i undergrunden. Det ville være på sin plads, at Danmark forholdt sig til det i sin fremadrettede klima- og miljøindsats,” siger klima- og energiekspert i Greenpeace Tarjei Haaland.

Hidtil er dette argument prompte blevet manet i jorden med, at olieindtægterne leverer et uforholdsmæssigt stort bidrag til finansiering af velfærden – og hele den grønne omstilling. 

I Greenpeace’ optik svarer det imidlertid til, at en junkie finansierer sin egen afvænning ved at ernære sig som pusher. ”Det kunne være interessant at medtage dette perspektiv i den fremadrettede debat om bæredygtighed og klimapolitik,” siger Tarjei Haaland.