Havvind bliver billigere

Det er stadig dyrt at etablere havvindmølleparker sammenlignet med både landvindmøller og solcelleanlæg. Men den teknologiske udvikling, forbedrede politiske rammevilkår samt projekter i storskala gør, at prisen på havvind er på vej ned.
Andreas Baumann

Det er stadig dyrt at etablere havvindmølleparker sammenlignet med både landvindmøller og solcelleanlæg. Og da det både er store og meget langsigtede investeringer, der skal til, er der brug for stabile politiske rammer, for at projekterne kan blive en realitet.

Men priserne på havvind er uden tvivl på vej ned på grund af bl.a. den teknologiske udvikling, forbedrede politiske rammevilkår og støtteordninger samt en opskalering af projekterne til hidtil usete størrelser.

Det forklarer direktøren i den danske rådgivningsvirksomhed Rambøll Energy, Klaus Jacob Jensen.

”Priserne på havvind er på vej ned. Det hollandske udbud for nylig, som Dong vandt til en historisk lav pris, giver et meget klart signal om det. Men om offshore-vind er konkurrencedygtig med andre energikilder, afhænger af mange faktorer, ikke mindst de lokale forhold og energiinfrastrukturen,” siger Klaus Jacob Jensen.

Han henviser til et nyt udbud i Holland om at bygge to havvindmølleparker, som Dong vandt i sommer. Her blev sat ny rekord med en pris på bare 72,7 euro pr. megawatt-time, et godt stykke under den gamle rekord på 103 euro sat sidste år af svenske Vattenfall, om end de to priser ikke er direkte sammenlignelige. Det indikerer under alle omstændigheder, at prisen på energi fra havvind kan komme langt ned, når både infrastruktur og politiske rammer er gode.

Pris på vej ned

Figur 1 | Forstør   Luk

Prisen på elektricitet fra vedvarende energikilder forventes at blive markant lavere frem mod 2025 på globalt plan på grund af teknologisk udvikling, opskalering af projektstørrelser, mere forudsigelig politisk regulering og øget konkurrence. For offshore-vind kan prisen falde yderligere op til 35 pct. ved udnyttelsen af næste generations vindturbiner.

Kilde: International Renewable Energy Agency, juni 2016.

Nye beregninger på den lokale pris på havvind i Massachusetts viser, at prisen også vil være betragtelig mere konkurrencedygtig end de 240 dollar pr. megawatt-time, som blev udregnet for et årti siden. I dag er prisen nærmere 160 dollar pr. megawatt-time for et projekt i størrelsesordenen 2.000 MW, mener forskere fra University of Delaware. Fremskrivningen viser desuden, at prisen i takt med yderligere opskalering og teknologisk udvikling kan komme helt ned på omkring 108 dollar. Og en omkostningsanalyse fra National Renewable Energy Laboratory viser tilmed scenarier, hvor prisen nogle steder i USA kan komme under 100 dollar pr. megawatt-time i 2025.

Prisreduktionerne på grund af den teknologiske udvikling gælder dog også for andre vedvarende energiteknologier, viser beregninger fra den internationale organisation IRENA, der hjælper lande med at omstille sig til bæredygtige energikilder. Og der er generelt set større prisreduktioner at hente på solenergi end på havvind. Se figur 1.

LÆS OGSÅ: Sorte Trump kan ikke stoppe USA’s grønne energi


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu