Kommentar af 
Jakob Nielsen

Hvorfor er danske politikere så ulykkelige?

Politikerne flokkes for at slippe væk fra Christiansborg. Måske er det et tegn på, at polariseringen skræmmer de moderate politikere væk

Foto: Thomas Lekfeldt / Ritzau Scanpix

Danmark er verdens lykkeligste land, siger man. 

Men paradoksalt nok ser det ikke ud til, at vi har verdens lykkeligste politikere. 

Tværtimod synes politikerne at stimle sammen ved udgangen for at nå ud af Christiansborg i tide, inden valget bliver udskrevet, og bordet potentielt fanger fire år mere. 

Alene i Alternativet har fem medlemmer af Folketinget meldt deres afgang, mens en sjette stiller op til Europaparlamentet – hvilket giver anledning til at minde om den bedste replik i tv-serien Borgen: “I Bruxelles kan ingen høre dig skrige”.  

Venstre har mistet Søren Pind, Konservative har mistet Brian Mikkelsen, og i Liberal Alliance har undervisningsminister Merete Riisager meddelt sin snarlige afgang.

Og i de mindre kendtes rækker har den radikale Marlene Borst Hansen også besluttet sig for ikke at genopstille. Det skrev hun nogle interessante betragtninger om på Facebook i den forgangne uge: 

“Politik har alle dage været BÅDE indhold og kamp for holdninger og værdier OG strategiske overvejelser og magt. Altid. Men balancen er tippet, og strategi og magt vinder alt for ofte over indhold og holdning. Og ufattelig mange timer går med at udvikle strategier fremfor politisk indhold,” skrev Marlene Borst Hansen blandt andet.   

(artiklen fortsætter under opslaget)

Lad os hurtigt slå fast, at der kan være mange forskellige grunde til at forlade politik – og at mange af dem ikke er bekymrende. Der kan være nye jobmuligheder, som trækker mere end udsigten til fire eller otte år på oppositionens bænke i Folketinget, og en vis grad af udskiftninger er kun godt. Men det er alligevel interessant at overveje, om der også kan være andre grunde.  

I USA SER VI et parlament, der gennem 10 år har været stort set handlingslammet, og hvor en lang række meget markante politikere, ikke mindst hos republikanerne, har meddelt deres afgang. De siger det sjældent højt, men det er tydeligt at mange af dem dropper politik, fordi det er blevet så polariseret, at der ikke længere er plads til politikere, der trækker i retning af kompromis og samarbejde hen over midten.  

Det er vigtigt at slå fast, at denne polarisering ikke skyldes Donald Trump; han er bare produktet af den. Den vigtigste årsag til polariseringen i USA er valgsystemet og valgkredsene. Valgsystemet består af kredse, hvor vælgerne først kan stemme på, hvilken kandidat de foretrækker blandt de to store partier. På valgdagen stemmer man så på enten den demokratiske eller den republikanske kandidat. Men distrikterne er i stigende grad tegnet op, så det er enten klart demokratisk eller klart republikansk.  

Det betyder, at valget reelt afgøres allerede i primærvalget, og her er tendensen, at de mest ekstreme vælgere også er de mest aktive. Derfor ender de midtsøgende kandidater i begge partier ofte med at blive sorteret fra.

Når politikerne så kommer til Washington, tør de ikke indgå kompromisser af frygt for selv at blive skubbet ud af en mere ekstrem kandidat næste gang.  

Det er en ond cirkel, hvor systemet næsten selv sorterer de moderate og midtsøgende politikere fra. 

SÅ SLEMT ER DET ikke i Danmark. Folketinget er ikke handlingslammet, selv om det i denne valgperiode har været umuligt for regeringen at samle flertal for mere vidtrækkende økonomiske reformer.

Men måske har det danske demokrati også en indbygget polariseringsmaskine?

Vi oplever ofte, at meget små partier får langt mere omtale og opmærksomhed, end deres størrelse egentlig berettiger til – alene af den grund at netop deres mandater kan blive de afgørende. Sådan har det i årtier været med De Radikale, og sådan er det for tiden med Nye Borgerlige, som ikke engang sidder i Folketinget 

Fænomenet giver nogle skæve mediemæssige incitamenter, som fremmer polarisering blandt og inden for de politiske partier. 

Hvis et potentielt støtteparti indtager et yderligtgående synspunkt – og måske oven i købet kalder det et ultimativt krav – så er det en genvej til omtale i medier og blandt de politiske kommentatorer. Omtalen kan ofte være kritisk eller direkte nedladende, men det behøver ikke være en ulempe for partiet. Nogle gange er al omtale god omtale.   

Tænk på, hvordan Anders Samuelsen og Liberal Alliancen målrettet gik efter og opnåede en plads i regeringen ved at indtage et ultimativt, og i parlamentarisk forstand ekstremt synspunkt om store topskattelettelser. Da pladsen i regering var hjemme, opgav partiet det ultimative krav.  

På den måde kan det mest marginale parti med det mest marginale synspunkt få omfattende omtale af et synspunkt, der ellers ikke har stor klangbund i befolkningen. Den rumlende 24/7-nyhedscyklus forstærker effekten, fordi dramaet egner sig godt til tv og til snakkende kommentatorer.  

MEN INDEN VI slår hovedet ind i væggen i frustration, er det værd at huske, at systemet også har sine fordele.

Det er måske godt for det danske demokrati, at vi takket være Liberal Alliance har fået en debat om skattetrykket og om størrelsen af den offentlige sektor. Det er måske godt for demokratiet, at Alternativet har sat en dagsorden om en kødfri fremtid, som nu begynder at ligne en tendens. 

Men hvad med politikerne? Hvad med de politikere, der egentlig ikke har særlig ekstreme synspunkter, men bare gerne vil bidrage til at bevare og udvikle den succesfulde og populære velfærdsstat fra en position lige til venstre eller lige til højre for midten? 

Sådan en politiker er den radikale Marlene Borst Hansen, og hun gider altså ikke rigtig mere. Hun vil gerne forhandle til langt ud på natten for at finde et kompromis. Men hun orker ikke det strategiske sammenbrud med forudsigelige angreb på kryds og tværs. Og hun er bekymret for den udvikling, hvor politik bliver en form for konfliktunderholdning.

De moderate politikere efterlades med valget om at bidrage til konfliktunderholdningen eller at blive ignoreret. Og noget tyder på, at det dilemma gør de danske politikere så ulykkelige, at mange af dem dropper projektet. Det er trist, for det er ofte ikke dem, folkestyret bedst kan undvære.

Måske skulle vi forsøge at gøre vores politikere lidt mere lykkelige.  


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu