Innovative unge bliver snydt for studenterhue

På Niels Brock vil vi gerne være centrum for iværksætterfesten, og derfor håber vi, at undervisningsministeren er med på ideen om at etablere et uddannelses-setup omkring inkubationsmiljøer, så unge med iværksætterdrømme ikke tvinges til at vælge imellem uddannelse og starte egen virksomhed.

Der kommer til at ske store ting inden for iværksætteri de kommende år, og det har sjældent været så spændende at arbejde med iværksætteri og innovation, som det er lige nu. Regeringen har bedt Iværksætterpanelet om at fortsætte arbejdet, idet iværksætteri er vigtigere end nogensinde. Ambitionen er at skabe de bedste vilkår for, at Danmark kan være blandt de bedste iværksætterlande i Europa. Det siger da det hele.

Det danske samfund har mange værdier, som vi kan være stolte af. Og historisk set har danske iværksættere skabt en række globalt ledende selskaber. Men den skinbarlige sandhed er, at de store danske ældre virksomheder, såsom Novo Nordisk, Mærsk og Danske Bank, har bemærkelsesværdig mindre vækst end internationalt anerkendte store virksomheder som Apple, Alphabet og Microsoft.

Danmarks vækst gennem de seneste ti år har været meget lavere end den, vi har set i de nabolande, der ligner os mest. Hvis vores BNP var vokset i takt med Sveriges de seneste 10 år, havde vi i dag årligt fået 150 mia. kr. mere ind i form af skatteindtægter. En merindtægt, der svarer til eksempelvis fire storebæltsbroer, 33 supersygehuse eller 5 togfonde. Hertil kommer det faktum, at der i mange årtier ikke er skabt store danske virksomheder.   

Nøglen til mere iværksætteri

Men det er ikke leverpostej det hele. Går vi indimellem rundt i vores egen lille boble og synes, det hele er lidt tungt, så er mit daglige blik på Niels Brocks elever en kraftig påmindelse om, at vi faktisk godt kan – og at der er al mulig grund til at ranke ryggen og kaste med glimmer og have tårnhøje ambitioner.  

De unge er klar til at styrke Danmarks iværksætterkultur. De har ambitioner, der kan bidrage til at sikre økonomisk vækst og velstand herhjemme – og sikre Danmarks internationale anerkendelse og rolle i den globale konkurrenceevne, ikke mindst.

Det er imidlertid min klare overbevisning, at hvis vi ikke inviterer os selv med til festen, så får vi simpelthen ikke adgang til at finde ud af, hvad der sker til den – eller for den sags skyld mulighed for at få slået benene væk af inspirerede unge med vovemod, gode ideer og vedholdenhed.

Landets uddannelsesinstitutioner skal skabe rygraden i fremtidens erhvervsliv, og på Niels Brock er vi stolte over de mange iværksættere, vi har fostret. Succesfulde virksomheder, der, for blot at nævne nogle få, tæller MentorDanmark, Learningbank og Mond of Copenhagen.

Hvorfor enten-eller?

Jeg oplever et stigende antal unge, der drømmer om at gå iværksættervejen, men som er tvunget til at vælge imellem at gennemføre en gymnasieuddannelse, en klassisk erhvervsuddannelse eller starte egen virksomhed. Jeg har set flere dygtige iværksættere forlade gymnasiet for i stedet at booste deres virksomheders stigende succes. Og det er ærgerligt – for de unge og for os.

Der er behov for at innovere vores uddannelsesmæssige setup for disse energiske, innovative unge iværksættere, hvis vi rent faktisk mener, at vi vil optimere vilkårene for den danske iværksætterkultur. Det bør være muligt at kunne kombinere virksomhedsdrift og skolegang. At skabe mulighed for, at de unge ikke skal vælge imellem at starte egen virksomhed og tage en uddannelse.

På Niels Brock placerer vi os gerne selv i iværksætterfestens centrum. Og vi takker i øvrigt sjældent nej til en fest, der giver mening. Derfor håber vi også, at undervisningsministeren er med på ideen om at etablere et uddannelses-setup omkring inkubationsmiljøer. Inkubationsmiljøer eller iværksætterhuse, hvor elever med mod på iværksætteri kan tage en fuld erhvervsuddannelse og lade praktikken ske i egen virksomhed.

Trygge rammer for opstart

Ministeren har vist sig åben over for at gentænke erhvervsuddannelserne og for ønsket om at give de unge en mulighed for at, om man så må sige, slå to fluer med ét smæk. Og måske endnu vigtigere: give de unge en mulighed for at forfølge iværksætterdrømmen i et miljø, der skaber trygge rammer for opstart af egen virksomhed.

Inkubationsmiljøer på ungdomsuddannelsesinstitutionerne vil give de unge muligheder for at skabe startups i fællesskab med ligesindede og etablere tætte relationer til erfarne mentorer. Uanset om iværksætterdrømmene bliver til virkelighed og realiseres, eller om ideerne fejler, vil iværksætterhusene understøtte lysten til at gentage succeserne og lære af fiaskoerne.

Det er uddannelsesinstitutionernes ansvar at operationalisere Iværksætterpanelets anbefaling om at skabe de bedste vilkår for vokseværk blandt unge iværksættere. Det handler om at støtte op om den iværksætterkultur, der allerede findes på ungdomsuddannelserne, og om at skabe de uddannelsesmuligheder, som utvivlsomt vil styrke dansk innovation og antallet af nye danske virksomheder, der kan vokse sig stærke og begå sig – også globalt.

Niels Brock byder gerne op til dans. 


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu