International uddannelsesekspert: Hvorfor er den danske folkeskole så middelmådig?

Den danske folkeskole løfter hverken elevernes faglighed eller den sociale mobilitet for de mest udsatte børn. I lande som Estland, Canada og Finland forholder det sig lige omvendt. Ugebrevet Mandag Morgen har talt med uddannelsesekspert Pasi Sahlberg og fået hans forslag til, hvordan danske uddannelsespolitikere kan styrke kvalitet og mobilitet i folkeskolen. Ifølge den internationalt anerkendte Harvard-professor er nationale tests og frit skolevalg ikke vejen at gå.

Vil man benchmarke Danmark op imod lande, som med fritvalgsordninger, konkurrence mellem skoler og nationale tests har styrket kvalitet og mobilitet i deres uddannelsessystem, så skal man lede meget længe. De lande findes nemlig ikke. Der er ingen evidens for, at sådanne tiltag har styrket fagligheden eller den sociale mobilitet i nogen skolesystemer. Faktisk viser nyere studier fra OECD tværtimod, at f.eks. tests reducerer et lands PISA-score og uddannelsesmobilitet.

Sådan lyder opråbet til danske uddannelsespolitikere fra den internationalt anerkendte finske Harvard-professor og uddannelsesforsker Pasi Sahlberg.

Anerkendelse fra LEGO

I forbindelse med LEGO Fondens årlige LEGO Idea Conference modtog Pasi Sahlberg LEGO Prisen. Her motiverer LEGO Fondens direktør, Hanne Rasmussen, hvorfor:

”Først og fremmest er LEGO-prisen en anerkendelse af et menneske, der har viet sit liv til at skabe bedre vilkår for børn og deres læring. Pasi Sahlberg har en bred, mangeårig og tværdisciplinær baggrund og har igennem sin karriere undervist både børn, lærere og uddannelsespolitikere verden over.”

”Men han modtager også prisen, fordi vi kan lære meget af ham. Han understreger blandt andet, at der er en masse ting, vi skal holde op med at gøre. I dag bevarer vi uddannelsesmetoder og tilgange, som vi ved ikke virker – eller værre endnu kan være direkte negative for børns læring og udvikling. Vi har bygget et uddannelsessystem, der inviterer vores børn til at springe over, hvor gærdet er lavest. Og vi har et enormt fokus på at teste børns traditionelle færdigheder.”

”Men dermed sætter vi ikke tilstrækkelig pris på elevers vilje, lyst og forudsætninger for at dygtiggøre sig. Det, man måler, er det, man får. Og når vi ikke måler – eller ikke kan måle – de mere bløde læringskompetencer, kommer vi til at flytte fokus og ressourcer hen, hvor de ikke gør så meget gavn. Dermed får vi mindre af det, som vi har brug for: Nysgerrige og kreative børn med lyst til at lære og dygtiggøre sig i skolen, uden for skolen og igennem hele livet.”

”Vi svigter vores børn ved ikke at udfordre dem til at dygtiggøre sig og begrænser samtidig skolernes mulighed for at udvikle sig i en mere positiv, eksplorativ retning. Det skal vi holde op med, og her er Pasi Sahlberg en vigtig inspirationskilde.”

Ugebrevet Mandag Morgen mødte ham i Billund i april, hvor han var hovedtaler på LEGO Fondens årlige LEGO Idea Conference. Det er en begivenhed, der hvert år samler 300 uddannelsesforskere, praktikere og embedsmænd fra hele verden for at drøfte, hvordan børns leg, læring og kreativitet kan styrkes og understøtte uddannelsessystemer verden over. Her modtog Pasi Sahlberg LEGO Fondens LEGO Pris, der tildeles uddannelsesfolk, der har gjort en særlig indsats for at fremme børns leg, læring og kreativitet. Se tekstboks.

Igennem de senere år har folkeskolens rolle i henseende til at fremme social inklusion og mobilitet fået høj politisk prioritet. Et af de tre overordnede mål for folkeskolereformen fra 2013 er netop, at ”folkeskolen skal mindske betydningen af social baggrund i forhold til de faglige resultater”. Og alt imens folkeskolelærere landet over stadig bakser med at indpasse såvel folkeskole- og inklusionsreformens mange nye initiativer som f.eks. læringsmålsstyret undervisning i dagligdagen, barsler social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V) med nye tiltag til fremme af mobiliteten via folkeskolen. Ud af de i alt ti nye sociale 2020-mål, som regeringen offentliggjorde sidste søndag, knytter halvdelen an til uddannelsessystemet. Se tekstboks.

At der er god grund til at se den danske folkeskole efter i sømmene og løfte kvalitet og mobilitet, er Pasi Sahlberg enig i.

”I uddannelsessammenhæng er Danmark et paradoks. I er det lykkeligste folkefærd på planeten, I har de sundeste børn og unge ifølge UNESCO, I har lavere børnefattigdom og en ekstremt høj grad af lighed mellem kønnene. I har den laveste grad af korruption, I er højinnovative og en af de mest konkurrencedygtige økonomier i verden. Men i uddannelsessammenhæng præsterer I om ikke dårligt, så i hvert fald værre end gennemsnittet i OECD. Og det er, både når man måler på PISA-resultater og social mobilitet. Hver gang jeg besøger Danmark, stiller jeg folk spørgsmålet: Hvorfor klarer I jer så middelmådigt i uddannelsessammenhæng, når det nu er lykkedes jer at bygge et velfungerende samfund på stort set alle andre områder? Men der er aldrig rigtig nogen, der kan give mig en god forklaring,” understreger han.

PISA-resultater hånd i hånd med mobilitet

Netop sammenhængen mellem kvalitet og social mobilitet ligger den prisbelønnede finske stjerneforsker meget på sinde. Han forklarer:

Regeringens 10 langsigtede sociale 2020-mål

  • Udsatte børn og unges faglige niveau i folkeskolen skal forbedres.

  • Flere udsatte unge skal gennemføre en ungdomsuddannelse.

  • Flere personer med handicap skal i uddannelse og beskæftigelse.

  • Flere personer med psykiske vanskeligheder eller sociale problemer skal i uddannelse og beskæftigelse.

  • Flere personer udsat for vold i nære relationer skal i uddannelse og beskæftigelse.

  • Færre udsatte unge skal begå kriminalitet.

  • Færre skal være hjemløse.

  • Større effekt af stofmisbrugsbehandlingen.

  • Større effekt af alkoholbehandlingen.

  • Flere uden for arbejdsfællesskabet skal deltage i den frivillige indsats.

”Uddannelsesmobilitet (red. “education equity”) henviser til, i hvor høj grad et barns familiemæssige og sociale baggrund påvirker dets resultater i skolen målt via PISA-systemet. Uddannelsessystemer på tværs af OECD adskiller sig markant på dette parameter. I lande som Canada, Estland og Finland har den familiemæssige baggrund relativt lille indflydelse på et barns resultater i skolen. I andre som f.eks. Danmark vejer den negative sociale uddannelsesarv tungere, og der er en stærkere statistisk sammenhæng mellem et barns baggrund og dets uddannelsesmæssige resultater.”

I de senere år er uddannelsesforskere og internationale organisationer blevet opmærksomme på betydningen af uddannelsesmobilitet og ikke mindst sammenhængen mellem mobilitet og kvalitet.

“For 15 år siden havde vi ikke sammenlignelige data på området, og mange troede, at der var et modsætningsforhold mellem uddannelseskvalitet og mobilitet. Det var en udbredt opfattelse, at man som land enten kunne klare sig godt i PISA-opgørelserne, men måtte acceptere lav uddannelsesmobilitet, eller omvendt have høj uddannelsesmobilitet og dårlige resultater,“ siger Pasi Sahlberg og fortsætter:

“Da OECD for fem år siden begyndte at publicere statistik på området, viste de opfattelser sig ikke at holde stik. Tværtimod viste studier, at lande med højere uddannelsesmobilitet også klarer sig bedre i PISA-systemet. Der er naturligvis tale om korrelation og ikke en årsagssammenhæng, men relationen mellem kvalitet og mobilitet er klar og entydig.”

Det får ham til at konkludere:

”Ønsker man som uddannelsespolitiker at styrke sit lands børns resultater i PISA-systemet, bør man overveje at se nærmere på, hvordan man kan styrke mobiliteten i uddannelsessystemet. Hvis jeg var uddannelsesminister i Danmark, ville jeg holde et meget vågent øje med, om ressourcerne i sektoren bruges, så de faktisk styrker højere uddannelsesmobilitet.”

Det danske paradoks

Det bringer Pasi Sahlberg tilbage til det danske paradoks. For ifølge uddannelsesforskeren er Danmark hverken god til at styrke de faglige resultater eller uddannelsesmobiliteten i folkeskolen – selv om man intuitivt skulle tro det modsatte. Se figur 1.

Det danske uddannelsesparadoks

Figur 1 | Forstør   Luk

Grafen viser, i hvilket omfang skoleelevers resultater målt ved PISA-systemet er påvirket af socioøkonomiske faktorer som f.eks. familiebaggrund, etnicitet og køn. Lande placeret i øverste, højre kvadrant har dels en bedre performance målt ved PISA-systemet, dels højere uddannelsesmobilitet (equity), dvs. at elevers PISA-resultater i mindre grad er påvirket af deres familiemæssige baggrund, etnicitet og køn.

Kilde: Pasi Sahlberg på baggrund af “Equity and Quality in Education”, OECD, 2012, og Mandag Morgen.

”Når folk spørger, hvorfor f.eks. det finske eller canadiske uddannelsessystem fungerer så godt, er det korte svar: ’Fordi det er et samlet system, stupid’. De forskellige elementer hænger sammen – internt i skolen og i samspillet mellem skolen og det omgivende samfund.”

Og han fortsætter: ”Når det danske uddannelsessystem fungerer mindre hensigtsmæssigt, er mit bedste bud, at det skyldes introduktionen af modeller og politikker, der er kontraproduktive i forhold til det samlede system – de ”passer” ikke ind i Danmark. Et eksempel er de nationale tests. Et andet er, at man i Danmark via bl.a. fritvalgsordninger har tilladt en gradvis opdeling af skolen, hvor mange vælger folkeskolen fra til fordel for privatskoler.”

For nylig er den hjemlige debat om formålet med og værdien af de årlige nationale tests – hvor f.eks. danske fjerdeklasseselever bl.a. skal orddele gode danske formuleringer som ’immatrikulationsfestkalksandstenindstiksbog’ og ’feminisereferniseringringer’ – blusset op igen.

F.eks. kritiserede DPU-professor Jeppe Bundsgaard i en kronik tidligere på året de nationale tests, som folkeskolereformen i øvrigt viderefører, for at være direkte ubrugelige. Lignende kritik fremføres bl.a. af organisationen Skole og Forældre og Skolelederforeningen. Det har fået Folketingets Undervisningsudvalg til at indkalde til en eksperthøring om de nationale tests til efteråret.

Jo større opdeling, jo lavere mobilitet

På tilsvarende vis er det frie danske skolevalg og danske friskolesystem også jævnligt til debat. I takt med at folkeskoler landet over ned- eller sammenlægges – alene siden 2010 er der nedlagt 300 folkeskoler – er antallet af friskoler blevet fordoblet fra 250 til 500 siden 1970’erne.

OECD’s anbefalinger til at styrke uddannelsesmobilitet

I arbejdspapiret Ten Steps to Equity in Education har OECD opstillet en 10-punktsplan for at styrke uddannelsesmobilitet:

Begræns sortering og opdeling af elever i spor, og udsæt udvælgelse til akademisk uddannelse.

Skab styring om skolevalg og inddæm risici for uddannelsesmobilitet.

Tilbyd attraktive alternativer i det sekundære uddannelsessystem, fjern blindgyder, og forebyg frafald.

Tilbyd en ”anden chance” for at tage en uddannelse.

Identificer og tilbyd systematisk hjælp til dem, som kommer bagefter i skolen, og reducer antallet af år, som elever skal gå om.

Styrk samarbejdet imellem skolen og socialt udsatte forældre, så de kan bistå deres børns læring.

Skab betingelser for inklusion af migranter og minoriteter i det almene uddannelsessystem.

Tilbyd god uddannelse til alle, og prioriter den tidligste barndom og grundskole højest.

Alloker ressourcer til elever med de største behov.

Sæt konkrete mål for uddannelsesmobilitet særligt, hvad angår uddannelsesresultater og frafald.

Den udvikling har bl.a. mødt kritik fra professor på Aarhus Universitet Ning de Coninck-Smith. I forbindelse med lanceringen af det mastodontiske fembindsværk ”Dansk skolehistorie: Hverdag, vilkår og visioner gennem 500 år” udtrykte hun over for dagbladet Information bekymring for, at ”vi i Grundtvigs eget hjemland er i færd med at polarisere skolesystemet” og gøre ”folkeskolen til en social foranstaltning, imens de ressourcestærke børn søger andre steder hen”.

Den anerkendte Harvard-professor stiller sig også skeptisk over for gevinsterne ved den udvikling:

”Der findes i dag talrige internationale studier på området. Men uanset om man ser på casestudier af bestemte nationale uddannelsessystemer eller på mere komparative OECD-studier, er konklusionen enslydende. Nationale tests, fritvalgsordninger, konkurrence mellem skoler og standardiserede pensa og læreplaner styrker ikke uddannelseskvalitet eller mobilitet,” siger han.

”I Danmark har man ikke været særligt påpasselig med at styre og regulere disse mekanismer, og det har bl.a. ført til en stærkere opdeling, fordi ressourcestærke forældre sender deres børn på skoler, hvor de tror, at de opnår bedre resultater. Men vi ved, at der er en tæt sammenhæng mellem opdelingen i et uddannelsessystem og så uddannelsesmobilitet. Jo større opdeling, desto lavere mobilitet. Det er sket i Danmark, og det har reduceret mobiliteten – og nok også jeres resultater i PISA.”

Drop innovationen – gør det, der virker

Direkte adspurgt om, hvad danske uddannelsespolitikere og praktikere så kan gøre for at styrke uddannelsespolitikken, griner Pasi Sahlberg:

”Bed jeres lærere om at holde op med at være innovative! Ikke blot i Danmark, men i mange andre lande er uddannelsessystemet kørt fast i innovationsforvirring, fordi for mange initiativer, buzzwords og fikse ideer skal implementeres på en gang. Hvorfor gør man ikke bare det, vi i dag allerede godt ved virker,” spørger han retorisk. Se tekstboks.

”Kigger man på de mest succesrige uddannelsessystemer i verden – det være sig Finland eller Alberta i Canada – går en række elementer igen. For det første har man stærke offentlige systemer og en lille andel af elever i privatskoler. For det andet investerer man meget og længe i uddannelsen af lærere til den primære uddannelsessektor. At være lærer de steder er en videregående akademisk uddannelse og er prestigegivende. For det tredje sætter man lærere og skoleledelser fri til at træffe de vigtigste ledelsesmæssige og faglige beslutninger. Jo mere du standardiserer og kontrollerer, jo mindre kan lærere og skoleledere bringe deres faglighed i spil,” siger han.

Pasi Sahlberg

”Undervisning er ikke raketvidenskab. Det er meget, meget sværere end det!”

Sådan lyder et af 56-årige Pasi Sahlberg yndlingsudtryk, når han skal beskrive, hvad det kræver at være skolelærer i dag.

Sahlberg er ’Visiting Professor of Practice’ på Harvard Universitet, USA, og adjungeret professor på Helsinki og Oulu Universitet i Finland. Han har igennem snart en menneskealder arbejdet som skolelærer, seminarielærer og forsker og været aktivt engageret i planlægningen og implementeringen af 1990’ernes uddannelsesreformer i Finland. Som ekspert har han bl.a. arbejdet for Verdensbanken, Europa-Kommissionen og OECD og rådgivet regeringer om uddannelsespolitik i mere end 50 lande.

Hans prisvindende bog ”Finnish Lessons: What Can the World Learn from Educational Change in Finland” fra 2015 er en international bestseller og er blevet oversat til 20 sprog. I april i år modtog han LEGO Fondens årspris, som siden 1985 er blevet tildelt personer eller organisationer, der har leveret et enestående bidrag til børns liv og læring gennem leg.

 


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu