”Journalister og medier har behov for dyb selvransagelse"

Den seriøse journalistik er i dyb krise. Klemt mellem hurtige netnyheder og underholdningsjournalistik forvitrer en af demokratiets hjørnestene med risiko for dybe splittelser i befolkningerne. FN’s 17 verdensmål har brug for et 18. mål: seriøs journalistik og kommunikation, lyder opfordringen fra Mandag Morgens adm. direktør, Erik Rasmussen, der i denne uge fylder 75 år.

”Journalister og medier har behov for en dyb selvransagelse og for at nytænke, hvilken rolle de vil spille og, hvilket ansvar de vil tage i fremtidens samfund. Vi konfronteres med kolossale udfordringer det kommende tiår. De kan true stabiliteten i demokratierne og føre til dybe splittelser i befolkningen, med mindre der skabes en dybere og bredere forståelse for, hvordan de skal håndteres. Det bliver især mediernes opgave at sikre, at den forståelse udbredes til brede befolkningsgrupper.

Desværre er udgangspunktet dybt bekymrende. Sammen med politikerne er journalisterne blandt de institutioner i samfundet, der har den laveste troværdighed. Og den amerikanske valgkamp har desværre demonstreret, hvordan store toneangivende medieselskaber har prioriteret sensationerne højere end lødigheden. Det var derfor, Mandag Morgen i sidste uge kunne konstatere, at journalistikken har tabt den amerikanske valgkamp.”

Mandag Morgens stifter, adm. direktør og ansvarshavende chefredaktør Erik Rasmussen, er dybt bekymret over den drejning, den journalistiske metier har taget. Det, han kalder indholdsjournalistikken – de seriøse og dybtgående journalistiske historier – har mere eller mindre overgivet sig på den ene side til den hurtige og kortfattede clickbait-journalistik på de sociale medier og på den anden side til underholdningsjournalistikken.

Erik Rasmussen

”Det, vi har set under den amerikanske valgkamp, er symptomatisk for, hvad der sker, når kommercielle interesser dominerer. Donald Trump skaber trafik og interesse hos toneangivende medier, og det udløser ekstra taletid. Her får han uantastet lov til at udspy en serie urigtige og grove påstande – ja, direkte løgne. Problemet er ikke isoleret amerikansk. ”Trump-syndromet” risikerer at blive en udbredt konsekvens af den frygt, som uforståelige forandringer skaber hos befolkninger overalt i verden. Det giver grobund for politiske charlataner og despoter, der på løse grundlag lover at fixe alle problemerne. Hvis medierne her dyrker sensationen frem for sandheden, så falder den sidste vigtige bastion, der skulle sikre, at vi på oplyste grundlag fik brede debatter om, hvordan vi over tid omstiller os til nye vilkår. Det er ikke alene et stort problem for journalister og medier, men en kæmpe udfordring for samfundet og demokratierne. Måske dybest set den største – med mindre branchen opfatter begivenheder som den amerikanske valgkamp som et wake-up call,” siger Erik Rasmussen, som Ugebrevet har sat stævne til en analyse af journalistikkens rolle og medielandskabet anno 2016 i anledningen af hans 75-års fødselsdag.

Fakta er blevet irrelevant

Selv har Erik Rasmussen mere end fem årtiers erfaring med og indsigt i mediernes udvikling. På trods af at journalistikkens oprindelige opgave var at oplyse og informere befolkningen og levere den, så borgerne fik større indsigt i samfundsudviklingen, så mener han, at journalistikken har glemt sin legitimitet i jagten på clicks og bundlinje.

”Det var nemmere, dengang journalistikken stadig havde en autoritær rolle, hvor hver familie havde sit klaver og sin avis, og der var én radioavis og én tv-avis. I dag er mediesamfundet globaliseret, og vi har ufattelig mange medier til rådighed. Via sociale medier bliver alle pludselig nyheds- og sandhedsbærere og udvikler dermed et postfaktuelt samfund. Men ingen varetager det faktuelle samfund. Vi kommer ud i en voldsom informationsforurening, hvor relevansen forsvinder i den nyhedsjournalistik, der skulle være en guide til at hjælpe os med at navigere i en stadig mere kompleks verden,” lyder diagnosen fra Erik Rasmussen, der tilføjer:

”Det sætter mediernes problem yderligere i relief, at de risikerer at blive misbrugt af politikere og andre magthavere, der har opdaget, hvordan medierne er til fals for stor trafik og mange seere. Hertil kommer, at de i stigende grad vil skabe deres egne medieplatforme for at bypasse de traditionelle medier. Et eksempel var Lars Løkke Rasmussens lancering af sin 2025-plan på Facebook. Den slags eksempler bliver der stadig flere af, og de bidrager til at forstærke de traditionelle mediers irrelevans.”

”Det er den dårlige nyhed. Den gode er, at der aldrig har været så stort et behov for en journalistik, der kan bidrage til at ændre folks adfærd og omverdensforståelse. Men det kræver, at journalistikken genopfinder sig selv, eller at nye medier løser opgaven.”

En global kommunikationsopgave

Den helt store udfordring – ifølge Erik Rasmussen – handler om gennemførelsen af de 17 bæredygtighedsmål, som FN vedtog sidste år. Skal de indfries og verden dermed have en chance for at løse en række af de største mest presserende problemer, forudsætter det befolkningernes opbakning. Hvis ikke de ændrer adfærd og lever bæredygtigt, kan de overordnede mål ikke nås med de alvorlige konsekvenser, det medfører. Her kan vi forestille os kriser langt værre end dem, vi har oplevet med bl.a. flygtningeproblemer, voldsomme klimaforandringer m.v. Så forstærkes den onde cirkel, forudser Erik Rasmussen.

”Det er verdens største og mest akutte kommunikationsudfordring, og en udfordring, som især kræver journalistikkens og mediernes medvirken. Der er brug for en journalistik, der kan oversætte de store udfordringer til hverdag for almindelige mennesker, hvor de end måtte leve. Den slags udfordringer og den form for journalistik er langt vigtigere og mere relevant, end om topskatten sænkes tre eller fem procent. Det fortæller også, at de 17 verdensmål mangler det 18. mål, nemlig hvordan befolkningerne involveres i at efterleve målene. Men tænk, hvis medierne tog den opgave seriøst og dermed tildelte sig selv et ansvar for, hvordan vi sikrer klodens og de næste generationers fremtid. Men problemet er, at så store udfordringer hverken kan indpasses i de sociale medier eller omfattes af underholdningsjournalistikken. Derfor bekræfter det tesen om, at de største nyheder får de mindste overskrifter,” konstaterer Erik Rasmussen.

Journalistikken kunne næsten lyde som den næste oplagte kandidat til en disruptet solnedgangsindustri. Men det er den langtfra, mener Erik Rasmussens. Han forudser, at netop behovet for en seriøs indholdsjournalistik vil vokse, og hvis ikke de kendte medier tager opgaven på sig, vil andre komme på banen.

”Vi vil da opleve, at det på samme måde som med bl.a. Google, Facebook med flere digitale medier bliver entreprenører uden for branchen, der løber med det marked og den gevinst.”

Journalistik er ikke big business

Journalistikkens deroute skyldes ifølge Erik Rasmussen også, at man har troet på, at god journalistik også nødvendigvis skulle og kunne være en god forretning. Selv har Mandag Morgens stifter og chefredaktør altid troet på markedskræfterne – også når det kom til medieverdenen og journalistikken. Men de mange år i faget har fået Erik Rasmussen til at erkende, at der er behov for at nytænke mediernes finansieringsform, hvis indholdsjournalistikken skal have en fremtid. Og det skal den, hvis ikke vi vil forværre de stadig større udfordringer, som kloden står med, mener han.

”Det er da tankevækkende, at demokratiernes krise falder sammen med journalistikkens troværdighedskrise. Demokratiernes krise er bl.a. forårsaget af den troværdighedskrise, medierne befinder sig i. Demokratier har brug for et oplyst samfund. Brug for den afbalancering, korrektion og navigation, en seriøs og uafhængig journalistik kan levere. Derfor er den form for folkeoplysning stadig vigtigere, og den kan ikke udelukkende overlades til de frie markedskræfter, der tilsyneladende har andre og mere kortsigtede interesser i form af høj trafik, korte budskaber og underholdende, konfliktskabende journalistik. Hvis medierne ønsker at være den fjerde statsmagt – og det skal de være – skal ejer- og finansieringsformen også nytænkes.”

Konkret forestiller han sig, at indholdsjournalistikken i fremtiden bliver gjort uafhængig af kommercielle interesser ved, at den type medier i stedet ejes og drives af f.eks. uafhængige fonde.

”De store fonde har interesse i at skabe stabile vilkår for deres langsigtede investeringer i samfundet. Med fondskapital i ryggen kan journalistikken få plads og rum til at løfte de store og meget komplekse kommunikationsopgaver, som de kommende år skal løses, hvis vi skal undgå, at samfundene brækker over, videnskløfterne i samfundet udvides, og demokratierne bliver stadig mere uregerlige. Derfor må medier og journalister foretage en selvransagelse og forholde sig til, hvilken rolle de vil spille i morgendagens samfund – og dermed genskabe den tabte troværdighed.”

Hvordan forholder Mandag Morgen sig til udfordringen?

”Netop forståelsen af de globale udfordringer er et gennemgående tema i de fleste af vores aktiviteter. Som et konkret eksempel kan jeg nævne, at vi netop har indgået en aftale med UN Global Compact om at udvikle et nyt sprog og en ny kommunikationsstrategi for de 17 verdensmål og i den forbindelse har besluttet i fællesskab at bygge verdens største platform for bæredygtige løsninger. Dermed kan man med en vis ret sige, at Mandag Morgen er med til at opfylde det 18. FN-verdensmål.”

 

Forrige artikel Trumps populisme har forgiftet amerikansk politik Trumps populisme har forgiftet amerikansk politik Næste artikel Frygten for det fremmede er almenmenneskelig Frygten for det fremmede er almenmenneskelig