Af Christina Bundgaard Mark
Science and innovation officer, Innovation Centre Denmark, Shanghai

I 2014 lancerede den kinesiske regering en plan for udrulningen af et nationalt socialt kreditsystem i 2020. Ambitionen er at øge troværdighed og ordentlighed i det kinesiske samfund.

Ideen er, at enkeltpersoner får en konto med point, der knyttes til det personlige ID-nummer, svarende til et dansk CPR-nummer. Gør du en ekstraordinært god gerning, og overholder du dine betalingsfrister, tildeles du point. Omvendt, hvis du eksempelvis overtræder færdselsloven, trækkes der point fra. Pointsaldoen kan blandt andet påvirke priser på togbilletter og adgang til fordelagtige banklån.

Det omdiskuterede sociale pointsystem udbydes i øjeblikket af private og offentlige aktører som pilotprojekter i en række kinesiske byer. På trods af at mange vestlige medier står i kø for at sammenligne Kinas sociale kreditsystemer med Orwells ’1984’, findes der dog endnu ikke et nationalt, statsligt styret pointsystem for enkeltpersoner. Og det er tvivlsomt, om et landsdækkende system kan nå at træde i kraft allerede i 2020.

Hvad der derimod tiltrækker sig mindre opmærksomhed, på trods af sin langt mere teknisk sofistikerede databehandling og centrale politiske forankring, er Kinas corporate social credit system: et monitorerings- og rankingsystem for alle virksomheder med aktiviteter i Kina – kinesiske såvel som udenlandske.

Modsat pointsystemet for enkeltpersoner, der testes af techvirksomheder som Alibabas Ant Financial, styres denne database fra centralt politisk hold.

Omfattende dataindsamling

I en nyligt publiceret rapport fra EU's handelskammer i Kina beskrives pointsystemet for virksomheder som en central (meta)database, hvor myndighederne indsamler, integrerer og analyserer enorme datamængder, der danner en kortlægning af virksomheders sociale og økonomiske adfærd.

Selve dataanalysen foretages af algoritmer, og danner grundlag for en vurdering af virksomheden, hvis score afgør muligheder og eventuelle sanktioner.

Konkret forventes et multinationalt selskab at blive løbende vurderet på omkring 300 parametre, der dækker stort set alle virksomhedsaktiviteter.

Virksomheder pålægges at overdrage data om skat, miljøbeskyttelse og produktkvalitet samt compliance-områder som antimonopol, prissætning og patenter.

Herudover vil databasen i sin endelige version også indhente data fra forskellige agenturers fysiske og digitale inspektioner samt videoovervågning. Desuden vil der indgå data fra tredjeparter som techvirksomheder, hvis services virksomheder benytter sig af, eksempelvis Alipay og allestedsnærværende WeChat.

Blacklists og belønning

For hvert vurderingskriterie findes en politisk udformet definition på god opførsel, ud fra hvilken virksomheden indplaceres på en skala, der indeholder kategorierne excellent, good, fair og poor.

Får virksomheden et dårligt resultat, registreres virksomheden som et ”distrusted company”. Vurderes virksomheden tilstrækkeligt lavt eller til ikke at ændre adfærd i tilstrækkelig grad, kan det i sidste ende udløse en plads på en blacklist, der offentliggøres på officielle statslige hjemmesider, og i yderste konsekvens kan det føre til markedsudelukkelse.

Til hvert enkelt vurderingskriterie hører et sæt sanktioner, som er baseret på skriftlige aftaler mellem forskellige agenturer, ministerier og lokalregeringer. Det betyder, at sanktionerne ikke kun falder inden for den sektor, hvor virksomheden ikke efterlever kravene, men inden for alle de sektorer, der har gensidige aftaler.

Vurderes en virksomhed til ikke at leve op til kravene inden for eksempelvis skattebetaling, risikerer den ikke kun at blive underlagt højere skattekrav, men også at få sværere ved at få rejse-, produktions- eller byggetilladelser. På den måde går information på tværs af både myndigheder, provinser samt lokale og nationale regeringsniveauer.

På nogle områder er vægtning, kriterier og grunde til blacklistings offentligt tilgængelige, hvor de i andre tilfælde er fortrolige.

Omend den øgede detaljegrad og intensitet af monitoreringen kan overraske selv garvede aktører på det kinesiske marked, kan udfordringen om øgede dokumentationskrav – sat på spidsen – løses ved at ansætte flere administrative medarbejdere.

Monitorering af markedsaktører er i sig selv ikke problematisk eller enestående for Kina. Hvad der til gengæld frembringer bekymring hos det europæiske handelskammer, er mængden af datakilder, der indgår i udarbejdelsen af virksomhedsprofilerne.

En samkøring af data fra så mange forskelligartede kilder, som den kinesiske regering har planer om, vil kunne få selv den mest indædte kritiker af de europæiske GDPR-regler til at skælve.

Algoritmebaseret tillid?

Indfasningen af det nye corporate social credit system kan ses som et større retningsskifte fra markedsbarrierer til monitorering på det kinesiske marked.

Kina fortsætter med at have åbne døre til markedet for internationale aktører, men bevæger sig i sin markedsregulering væk fra firkantede adgangskrav om joint venture-modeller og specifikke investeringsporteføljer. Det betyder dog ikke, at regeringen slipper kontrollen med udenlandske virksomheder (eller kinesiske for den sags skyld), men at den i stedet sætter sin lid til data og algoritmer i sine bestræbelser på at monitorere dem.

Fra den kinesiske regerings side lyder argumentet, at et pointbaseret system vil skabe mere lige vilkår for virksomheder på det kinesiske marked, eftersom kinesiske virksomheder i en længere periode har været underlagt monitoreringskrav, som udenlandske virksomheder hidtil har været forskånet for. Desuden skal den tætte monitorering bidrage til at nedbringe svindel og øge sikkerheden i blandt andet fødevareproduktion.

Tvinger virksomheder til at være politisk korrekte

Ikke overraskende går udenlandske virksomheders bekymringer på, at systemet med nærmest kirurgisk præcision kan bruges til at tvinge virksomheder til at imødekomme politiske mål, eftersom de føromtalte vurderingskriterier defineres politisk og ikke udelukkende juridisk.

Det europæiske handelskammer i Kina peger i sin rapport på, at denne politisering i yderste konsekvens kan betyde, at virksomheder i stedet for kun at navigere efter juridiske rammer, nu også skal agere politisk, for at sikre en god rangeringog undgå sanktioner.

Systemet er ikke blot en vision. Allerede i dag indsamles virksomhedsdata, og der foretages vurderinger, som har indvirkning på virksomhedernes manøvrerum.

Men systemets sanktionsmekanismer er stadig under udarbejdelse, og datadeling mellem de forskellige dele af det nye adfærdskorrigerende system designes løbende. Om vi ved overgangen til 2020 ser et fuldendt og implementeringsklart system, der er et Black Mirror-afsnit værdigt, er derfor endnu usikkert.