Selskabsskat er endnu en gang blevet et varmt debatemne.  

DR viste søndag aften instruktøren Christoffer Guldbrandsens nye dokumentar, "Tyveriet af Afrika". Dokumentaren, der er en del af den globale kampagne "Why Poverty", viser, at det schweiziske mineselskab Glencore, der bl.a. udvinder kobber i Zambia og omsætter for mere end 1.000 milliarder dollar om året, stort set ikke betaler skat i Zambia.

Og herhjemme i Europa har bl.a. den britiske protestbevægelse UK Uncut siden oktober 2010 sat virksomheders skattebetaling på dagsordenen. Bevægelsen demonstrerer 8. december mod den amerikanske kaffekæde Starbucks, der trods en årlig omsætning på 398 millioner pund ikke betaler skat. Det samme gælder selskaber som Google og Amazon.

Når det gælder råstofudvinding i udviklingslande, vil de færreste forsvare multinationale selskabers ret til at knibe sig uden om skattebetalingen. Men i den rigere del af verden er diskussionerne mere komplicerede. 

Bag de ophedede diskussioner om selskabsskat, der genopføres stadig hyppigere, finder man to helt forskellige syn på virksomheders skattebetaling – to diametralt modsatte virkelighedsopfattelser, hvis tilhængere inderligt bekriger hinanden:

• Den ene skole taler om, at virksomhederne skatteunddrager, hvis de spekulerer i at betale mindst mulig selskabsskat i et givent land. Tilhængerne af denne opfattelse henviser til virksomhedernes samfundsansvar: Nøjagtig ligesom man skal overholde menneskerettigheder og vise hensyn til miljøet, skal man som ansvarlig virksomhed betale skat af sit overskud i det land, hvor man opererer.
• Den anden skole hævder, at virksomhederne skatteoptimerer, så de kan være konkurrencedygtige i en global verden. Tilhængerne spiller velstandskortet: Når en virksomhed etablerer sig i et land, er den med til at skabe vækst, arbejdspladser, afledt efterspørgsel og kompetenceopbygning. Og jo mere kapital virksomhederne har at arbejde med, jo større grund har de til at investere og skaber dermed job og skattebetalende lønmodtagere.

"Du har at gøre med to måder at se virksomhederne på: Den ene måler en virksomheds bidrag til samfundet på skattebetalingerne alene. Den anden tæller de positive eksternaliteter med: F.eks. at en virksomhed skaber job, der kan beskattes," siger professor Peter Nedergaard fra Københavns Universitet.

Den økonomiske krise har kun gjort grøften mellem de to lejre endnu større. I en situation, hvor mange lande slås med slukne statskasser og offentlige nedskæringer, er interessen for virksomhedernes skattebetalinger vokset.

Men kritikken har ikke ligefrem ført til bodsgang fra de store selskabers side. De argumenterer med, at de bidrager til samfundet på alle mulige andre måder end ved at betale direkte skat af overskuddet. 

Beskedne bidrag

At virksomheders manglende selskabsbeskatning fremhæves som et problem, er ikke nyt. Store multinationale selskaber med datterselskaber i mange lande kan mere eller mindre, via interne afregninger landene imellem, strikke skattebetalingen sammen efter forgodtbefindende.

Mistanken om denne såkaldte transfer pricing har flere gange bragt multinationale selskaber som Shell, Nestlé og McDonald’s i danske mediers søgelys, da de lægger påfaldende få skattekroner i den danske statskasse.

Men også hvis man ser på virksomhederne over en bred kam, yder selskabsskatten et forholdsvis beskedent bidrag til statskassen. I 2011 betalte danske virksomheder samlet 40 milliarder kr. i selskabsskat til staten, eksklusive kulbrinteskatten, som især A.P. Møller – Mærsk betaler for udvinding af olie i Nordsøen. Det er en meget lille del af deres samlede bidrag til de offentlige kasser.

DI har opgjort, at den private sektor i 2011 bidrog med mere end 450 milliarder kr. i skatter og afgifter – pålagt enten virksomhederne direkte eller den løn, de betaler deres medarbejdere.

Dertil kommer, at skattetænkning med henblik på at spare penge synes meget lidt udbredt herhjemme. En undersøgelse fra revisionshuset PricewaterhouseCoopers viser, at virksomhederne reelt betaler 21,9 pct. i skat af overskuddet, når de har brugt mulighederne for diverse fradrag m.v. Det er meget tæt på den nominelle skattesats på 25 pct. I Frankrig, hvor selskabsskatten ligger på knap 35 pct., betaler virksomhederne reelt kun en skat på 8,2 pct. Se figur 1.

Alt tyder med andre ord på, at der kan gå en rum tid, før gennemsigtigheds-skolen vinder. Og spørgsmålet er, om det overhovedet når at ske, før diskussionen bliver overflødig: Der er nemlig ingen tvivl om, at selskabsskatten er inde i en stærkt nedadgående trend. Ikke mindst i EU, hvor medlemslandene over de seneste 15 år har konkurreret hinandens selskabsskattesatser længere og længere ned. Se figur 2. 

Det irske eksempel

Det er netop forklaringen på, at den modsatte lejr i øjeblikket optrapper sin argumentation: Glem nu det forholdsvis lille skatteprovenu fra selskabsskatten, og brug i stedet en sænkning af skatteprocenten aktivt til at tiltrække investeringer.

Blandt tilhængerne af dét synspunkt kigger man ofte henført på Irland. Irland besluttede i slutningen af 1990’erne at sænke sin selskabsskat til 10 pct., hvilket på daværende tidspunkt var langt under EU-gennemsnittet. Det tiltrak med tiden investeringer i et omfang, så det traditionelt fattige Irland overhalede Storbritanniens velstandsniveau og nu nærmer sig et BNP på niveau med Danmark. 

Den kurs har tilsyneladende dyb opbakning i befolkningen. Det er bl.a. lykkedes den irske regering af slippe af sted med at sænke pensionsudbetalingerne frem for at hæve selskabsskatten, pointerer professor Peter Nedergaard fra Københavns Universitet:

"Når regeringen kan komme igennem med sådan en beslutning, så må man formode, at det nu er en generel holdning, at lav selskabsskat er en hellig ko," siger han.

Ifølge Peter Nedergaard er det irske eksempel en sejr for ”det holistiske perspektiv” på virksomhedernes bidrag til samfundet. 

I Danmark var selskabsskatten senest til debat, da Sverige valgte at tage endnu et hop i konkurrencen og sænke sin sats fra 26,3 til 22 pct. For når de nærmeste lande sænker skatteprocenten, høvler det lidt af Danmarks konkurrenceevne, der i forvejen er under pres på grund af de høje lønninger. 

Nogle mener, at Danmark bør drage nytte af den nedadgående trend og – som Irland – lægge sig i en førerposition. Både tænketanken CEPOS og DI har været på banen med forslag om at sænke skatteprocenten til 15. 

Cheføkonom Mads Lundby Hansen fra CEPOS var fremme med kraftige anbefalinger i den retning i forbindelse med finanslovsforhandlingerne:

"Vores mål var at komme ned på 18 pct., men med 15 pct. ville vi få den næstlaveste skatteprocent, og det ville vække international opsigt. Det ville blive mere attraktivt at investere, og dette ville bidrage til håndteringen af den lave produktivitetsvækst i Danmark," siger han.

Positive effekter

Ifølge en OECD-undersøgelse fra 2008 er lavere selskabsskat utvetydigt et middel til at hæve produktiviteten, fordi virksomhederne i så fald vil investere mere i ny teknologi på dansk jord. Som skattepolitisk chef i DI, Jacob Bræstrup udrykker det i meget jordnære termer:

"I stedet for at investere i skovle investerer man i gravkøer. De mest vedvarende produktivitetsforbedringer sker beviseligt ved investering i ny teknologi."

Ifølge DI er problemet, at Danmark kun lige følger med hovedtendensen nedad – modsat Irland, hvor man satte satsen så markant ned, at det vakte investorernes opmærksomhed. Faktisk er det gået tilbage i sammenligning med andre EU-lande. I løbet af de seneste 15 år er den gennemsnitlige selskabsskat i EU’s indre marked faldet fra 37 til 23 pct – mens den danske kun er faldet fra 34 til 25 pct. Se figur 3.

[graph title="Danmark halter i skattekapløbet" caption="Figur 3  " align="right" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/02/120b9-arb_fig02_danmarkhalteriskattekaploebet.png" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/37219-arb_fig02_danmarkhalteriskattekaploebet.png" text="I midten af 1990'erne havde Danmark en konkurrencedygtig selskabsskat i forhold til resten af EU. I dag ligger den danske rate over gennemsnittet."]Kilde: DI. [/graph]

En sænkning af skattesatsen er ikke gratis. Investeringen er dog til at overse, hvis man betragter de samlede skatteindtægter. Ifølge Skatteministeriets egne beregninger vil en nedsættelse af selskabsskatten med 10 procentpoint betyde et provenutab på 18,2 milliarder kr. Men det vil blive delvis opvejet af positive effekter, således at det reelle tab lander på kun 10,7 milliarder kr.

Mads Lundby Hansen fra CEPOS mener dog, at skønnet er yderst konservativt, og at flere ting peger på, at netop Danmark – grundet bl.a. det høje lønniveau – vil få ekstra store gevinster ved at sænke eksempelvis selskabsskatten:

"ECB har lavet et studie, der viser, at sænker man kapitalskatterne – og der skiller vi os ud i forhold til andre lande – vil effekterne være så store, at nedsættelserne er selvfinansierende," siger han.

Hvorfor Danmark ikke længere bruger selskabsskatten som et middel til at tiltrække investeringer, undrer i øvrigt fortalerne. For faktisk var det præcis, hvad man gjorde i 1990’erne under Nyrup-regeringen med Mogens Lykketoft som finansminister.

Med til historien hører dog også, at en sænkning kan have nogle negative effekter, og ikke blot i form af provenutab, vurderer professor Søren Bo Nielsen fra CBS:

"Det kan bl.a. medføre øget skattetænkning. Det oplevede man også i Irland. Til gengæld var de positive effekter for landet så store, at de opvejede nogle af de negative effekter,” siger han. 

Professoren undestreger dog en central pointe: Irland ville ikke have opnået de samme positive effekter, hvis andre lande i Vesteuropa havde valgt at gøre noget tilsvarende. 

Danmarks vej

I sidste ende er Danmark ikke ene om at bestemme fremtiden for selskabsskatten. Regeringerne i Frankrig, Storbritannien og Tyskland har blæst til kamp for internationale skattestandarder. Selskaberne skal ifølge den britiske finansminister, George Osborne, betale en "fair skat".

Allerede nu ligger der et konkret forslag fra EU-Kommissionen om en fælles selskabsskattebase, dvs. at landene bliver enige om, hvad der skal beskattes, og af hvem, mens selve skattesatsen fortsat er op til de enkelte lande. En frivillig fælles skattebase vil være en fordel for virksomheder med grænseoverskridende aktivitet, mener skattepolitisk chef i DI, Jacob Bræstrup.

Han er til gengæld ikke tilhænger af tankerne om en fælles minimumssats for selskabsskatten, hvilket ellers vil sætte en kæp i hjulet på konkurrencen mellem landene. "En minimumssats i EU er kun til gavn for de store," siger han.

Forklaringen er, at de store lande, alene på grund af markedets størrelse, altid vil kunne tillade sig at have en højere sats uden at afskrække investorerne. Det vil ofte være mere attraktivt, og for nogle virksomheder uomgængeligt, at etablere sig i Frankrig, Storbritannien og Tyskland. En lille åben økonomi som den danske har behov for en lidt lavere sats for at gøre sig attraktiv. 

Om Danmark vælger den ene eller anden vej, synes at afhænge af én bestemt ting: Kan man overbevise befolkningen om, at virksomhederne skal have lov til at bidrage mindre i form af direkte selskabsskatter? 

Ifølge Peter Nedergaard kræver det som minimum, at man får gennemslagskraft med en ny fortælling om, at virksomhederne – trods lavt bidrag til selskabsbeskatning – faktisk gør noget godt. 

"Man er nødt til at se på eksternaliteterne – de positive virkninger, som en virksomhed i øvrigt har for økonomien. Men det er også en udfordring," siger han.