Kvindelige ledere er bedre end mænd

Af topcheferne i USA’s 500 største virksomheder er kun 23 af dem kvinder. Det svarer til 4,6 pct. Argumenter om ligestilling sat til side, så er der en helt anden grund til, at den fordeling er problematisk. For kvinder er ofte bedre ledere end mænd.

Det viser data fra den amerikanske konsulentvirksomhed Zenger Folkman, som er kommet frem til det bemærkelsesværdige resultat ved at indsamle medarbejdervurderinger af næsten 16.000 ledere.

Inden for 16 forskellige ledelseskompetencer scorer kvindelige ledere gennemsnitligt højere end mænd på de 10. Det gælder kompetencer som initiativrigdom, samarbejdsevner, resultatdrevethed og forandringsledelse. Mænd slår kvinder i bare to kategorier – teknisk ekspertise og strategiudvikling. Og i fire af dem er der ikke en signifikant statistisk forskel på, hvilket køn personen i hjørnekontoret har.

Men det overordnede billede er klart: Kvindelige ledere er bedre end deres mandlige kollegaer, hvis man skal tro medarbejderne i virksomhederne. Og det gælder inden for alle brancher. Selv på fagområder, som traditionelt er domineret af mænd, sådan som salg og IT, scorer kvindelige ledere gennemsnitligt højere end mændene.

Midaldrende kvinder er de bedste ledere

Undersøgelsen afslører også, at kvindernes ledelsesmæssige overhånd først sætter ind fra 40-årsalderen. Blandt unge ledere mellem 25 og 40 år scorer mændene en anelse højere for deres ledelseskompetencer end kvinderne. Men det skifter, når lederne passerer de 40 år, og forskellen mellem kønnenes ledelsesevner topper for de modne ledere mellem 56 og 60 år, hvor kvinder er markant bedre end mænd. Se figur.

[graph title="Køn ledelse" caption=" " align="right" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/b0793-next_fig01_kn-ledelse.png" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/04719-next_fig01_kn-ledelse.png" text="Efter 40-årsalderen er kvinder mere effektive ledere end mænd, hvis man spørger de ansatte."]Kilde: Zenger Folkman [/graph]

Bob Sherwin, direktør i det amerikanske konsulenthus Zenger Folkman, som står bag undersøgelsen, gætter på, at kønsforskellen hænger sammen med en forskellig tilgang til feedback og kritik. Når mandlige ledere når 40-årsalderen går de ud fra, at de ikke kan blive bedre, og derfor gider de ikke have feedback, skriver han i en artikel om undersøgelsen i det amerikanske netmedie Business Insider.

Omvendt bliver kvinder også efter 40-årsalderen i højere grad end mænd ved med at tage feedback til sig for at forbedre sig som ledere. Det kan være en af grundene bag de bemærkelsesværdige forskelle i ledelseskompetencer mellem kønnene.

En anden forklaring kan være den såkaldte women are wonderful-effekt kendt fra psykologien som det forhold, at mennesker i almindelighed forbinder kvinder med mere positive egenskaber end mænd. Det kan give udslag i undersøgelser, som er baseret på ansattes vurdering af deres leder.

Spørger man kvinderne i undersøgelsen om grunden til forskellen, lyder det ganske ofte, at kvinder skal arbejde hårdere for at blive værdsat på lige fod med deres mandlige kollegaer. Derfor bliver kvinderne med tiden også bedre.

Under alle omstændigheder tyder undersøgelsen på, at ledere, der vedbliver med at tage kritik og feedback til sig fra deres medarbejdere, også bliver bedre ledere. Kvinder såvel som mænd.

Kilde – “Why Women Are More Effective Leaders Than Men”, Business Insider, 2014,


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu