Debatten om brugerbetaling på en række af velfærdssamfundets kerneområder som sundhed, social og undervisning er et casestudie i politisk berøringsangst.

Det er tankevækkende, at selv erfarne og indsigtsfulde folketingspolitikere i både rød og blå blok fortsat argumenterer for, at vi ikke skal have brugerbetaling i sundhedsvæsenet. Sandheden er, at vi har omfattende brugerbetaling. At være for eller imod brugerbetaling er derfor det samme som at være for eller imod virkeligheden.

Det samme på undervisningsområdet. Når politikere og eksperter drister sig til at lufte tanken om studieafgift eller bare at få analyseret fordele og ulemper ved brugerbetaling på f.eks. videregående uddannelser, bliver idéerne lige så hurtigt skudt ned igen. Og det til trods for at der også her allerede i dag er en omfattende og voksende deltagerbetaling på bl.a. friskoler og hele det omfangsrige område for voksen- og efteruddannelse.

Også på det sociale område er der i dag masser af brugerbetaling. Forældre betaler f.eks. for at få passet deres børn i daginstitutioner og SFO. Brugerbetalingen på SFO er endda skruet voldsomt op gennem årene, da borgmestrene ikke er underlagt et loft men selv kan fastsætte indtægten. Senest har en række kommuner været i skudlinjen for at opkræve brugerbetaling for døgninstitutionsbehandling af handicappede børn. En praksis, som Ankestyrelsen har sat en stopper for.

Det nuværende system af brugerbetaling har karakter af et kæmpestort kludetæppe, der løbende bliver syet nye lapper på, og andre bliver fjernet. Det er ikke nemt at forklare logikken i, hvorfor der er egenbetaling på nogle områder og ikke på andre. Det klassiske eksempel er, hvorfor det er gratis at gå til lægen, når der er brugerbetaling på tandlægen. Men der findes mange andre eksempler.

Systemet bærer i udbredt grad præg af tilfældigheder, mangel på gennemskuelighed og bidrager til at øge den sociale ulighed. Det indeholder så mange logiske brister, at det i sidste ende bliver uklart, hvad man overhovedet skal forstå ved velfærd, fællesskab og kollektiv finansiering. Der er hårdt brug for sanering og nytænkning.
 

DET ER OGSÅ TANKEVÆKKENDE, at ingen i dag har et totalt overblik over, hvor mange penge danskerne betaler af egen lomme for medicin, tandlægeregninger, børnepasning, privatskoler og andre velfærdsydelser. En stor del af debatten om brugerbetaling i velfærdssamfundet foregår derfor i blinde.

Ugebrevet Mandag Morgen forsøger i en analyse at give sit bedste bud på omfanget af brugerbetaling i dag. Analysen viser, at vi hvert år køber sundhedsydelser, sociale ydelser og undervisning for omkring 45 milliarder kr. Heraf tegner sundhedsvæsenet sig for over halvdelen.

Tallet skal tages med et vist forbehold. For det er yderst kompliceret at opgøre omfanget af brugerbetaling. Specielt på undervisningsområdet, da der i vidt omfang er tale om private og selvejende institutioner, der selv fastsætter et deltagergebyr. Der eksisterer heller ikke en entydig definition af, hvad brugerbetaling er, og de statistiske oplysninger er usikre.

Det manglende økonomiske overblik over omfanget af brugerbetaling og dens konsekvenser for brugerne øger behovet for en kulegravning af hele området.

Det er utopi at forestille sig, at vi kan finansiere kommende generationers behov for og forventninger til velfærdsydelser alene over skattebilletten. Der er brug for supplerende finansieringsformer. Provenuet fra brugerbetaling udgør allerede en væsentlig og nødvendig finansiering. Samtidig bidrager brugerbetaling også til at påvirke borgernes adfærd i en bestemt retning.

Men som brugerbetalingen har udviklet sig gennem årene, er der behov for at få set kludetæppet nærmere efter i sømmene m.h.p. at sikre en mere hensigtsmæssig, retfærdig og logisk model.
 

GENNEM ÅRENE har centrale spillere som de økonomiske vismænd, KL, OECD, Danske Regioner, Velfærdskommissionen og flere sundhedseksperter foreslået at ændre på brugerbetalingen på sundhedsområdet. De har ganske vist peget på forskellige modeller, men kravet om forandring er ikke til at tage fejl af. Foreløbig er anbefalingerne fra fagkundskaben dog prellet af på politikerne i Folketinget.

Venstre og de konservative har dog luftet muligheden for at nedsætte et ekspertudvalg, der efter valget skal underkaste den nuværende brugerbetaling et kritisk syn og eventuelt komme med forslag til en mere rimelig model. Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, har samtidig givet det løfte, at der ikke med ham som statsminister bliver indført brugerbetaling på lægebesøg i næste valgperiode.

Forslaget fortjener al mulig ros. For der er behov for at få nedsat en kommission, der kan analysere den nuværende brugerbetaling. Ikke kun på sundhedsområdet, men også på andre velfærdsområder som social og undervisning. En kommission kan gøde jorden for forandringer. På samme måde, som Løkke – og de konservative – havde succes med at gøde jorden for en reform af efterlønnen.

Som de politiske fronter er låst fast i dag på det kontroversielle spørgsmål om brugerbetaling, er en kommission det eneste rigtige værktøj til at skabe forandringer.

En kommission bør bl.a. se på, om det er rimeligt, at vi i dag har brugerbetaling på 84 pct. til tandlæger og ikke på andre områder som praktiserende læger, skadestuer og sygehuse. Flere undersøgelser har vist, at brugerbetalingen på tandlæger rammer socialt skævt. Der ligger efterhånden også temmelig solid dokumentation for, at dårlig tandsundhed har en sammenhæng med hjertesygdomme og diabetes.

Et nærmest glemt forslag fra Velfærdskommissionen viser, at øget brugerbetaling ikke behøver at have de store sociale konsekvenser, som det undertiden fremgår af de­­bat­ten. Kommissionen – med professor Torben M. Andersen for bordenden – foreslog, at det kunne koste 150 kr. at besøge lægen, 150 kr. at blive behandlet på skadestuen og 50 kr. for hvert døgn, man var indlagt på sygehuset. Modellen minder meget om den, som de har i de øvrige nordiske lande. Det ville give en samlet økonomisk gevinst på 3,4 milliarder kr. i form af et ekstra provenu og reduceret efterspørgsel efter sundhedsydelser. Samtidig havde kommissionen indbygget et loft i sit forslag, så folk med de højeste indkomster kom til at betale mere, end folk med de laveste indkomster.

En kommission bør først og fremmest undersøge, om vi har en rimelig og retfærdig form for brugerbetaling i dag. Men den kan også bidrage til at finde ekstra finansiering. For med udsigt til et nyt offentligt budgetunderskud efter 2020 og mange år frem, en aldrende befolkning og stigende velfærdsforventninger blandt danskerne er der brug for at tænke nyt.

Ligesom f.eks. Velfærdskommissionen, Lønkommissionen og Arbejdsmarkedskommissionen har bidraget med konstruktive forslag gennem årene og skabt klarhed over væsentlige udfordringer, kan en Brugerbetalingskommission også medvirke til at sikre en mere logisk og fordelingspolitisk retfærdig model.

Uanset om statsministeren efter næste valg hedder Helle Thorning-Schmidt eller Lars Løkke Rasmussen, ville det derfor være ønskeligt, at forslaget om en brugerbetalingskommission blev skrevet ind i regeringsgrundlaget.