Løkkes lille svendestykke

Med den nye trepartsaftale skaffer Løkke praktikpladser til tusinder af unge og genopliver treparts-institutionen som et permanent samarbejdsforum.

Det her er den nemmeste historie i verden for en journalist at lave. Hun skal bare gå ud på en teknisk skole et sted i Danmark og spørge eleverne om, hvorvidt de har fået en læreplads. Hun kan også prøve på en handelsskole. Og så kan hun skrive historien om, hvor galt det står til med manglen på praktikpladser i Danmark.

Sådan er det i dag. Sådan var det sidste år. Og sådan var det årene før.

Hvert eneste år vil det være en historie om de mange elever, der ikke får en praktikplads. Og når adgangsbegrænsningen på de boglige ungdomsuddannelser som gymnasier træder i kraft, vil mange flere unge søge over mod en erhvervsuddannelse – og dermed forøges behovet for praktikpladser.

De manglende praktikpladser burde være hele Danmarks absolut dårligste samvittighed og et must-fix for enhver statsminister og enhver regering. Sådan har det bare ikke været.

Det er derfor mere end velgørende, at det er lykkedes statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) at lande en trepartsaftale, hvor regeringen og de store organisationer på arbejdsmarkedet adresserer problemet.

For problemet er stort.

Lige nu forsvinder der mere end 1.000 ufaglærte job – om måneden. Ligesom de manglende praktikpladser er det bestemt ikke en nyhed, men snarere et helt fundamentalt karakteristikum for udviklingen på det danske arbejdsmarked.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har beregnet, at der vil være et overskud af ufaglært arbejdskraft på 65.000 i 2025. Den ubalance har store konsekvenser – for den enkelte og for samfundet.

Får de unge ikke en erhvervsuddannelse, kan der vente et langt liv i kampen om de stadig færre ufaglærte job. Det kan føre til en tilværelse på kanten af arbejdsmarkedet. Et liv med større risiko for at blive arbejdsløs, større risiko for at blive syg og udsigt til et kortere liv end andre danskere.

Det er også en dyr forretning for den danske samfundskasse med mange år på passiv forsørgelse. De seneste mange års laden stå til er næsten en så dårlig investeringscase, som man kan finde.

Det skønnes, at virksomhederne vil mangle 72.000 faglærte. Det er stadig tal ud fra AE-Rådets analyser. Og de rammer bestemt ikke ved siden af. DA’s tilsvarende beregninger viser, at der vil mangle 50.000 faglærte i 2025. Lige meget hvordan man end vender og drejer billedet, så bliver der ikke uddannet nok faglærte. Og så er vi tilbage ved problemet: At alt for mange unge ikke kan få en praktikplads. Det rammer ikke kun dem selv og samfundet, men også virksomhederne, der ikke kan få den kvalificerede arbejdskraft, de efterspørger. Det skriger jo til himlen.

Vi kan sætte tal på en del af problemet. I maj måned havde 5.881 unge forgæves søgt en praktikplads. Det er 11 pct. flere end på samme tidspunkt sidste år.

Trepartsaftalen vil føre til, at der i 2018 vil være 2.100 ekstra praktikpladser stigende til imellem 8.000 og 10.000 ekstra praktikpladser i 2025. År for år skal antallet af praktikpladser løftes. Aftalen har en gulerod til de arbejdsgivere, som opretter praktikpladser, og økonomiske pisk til dem, der ikke opretter nok. Det er et stort skridt, men løser ikke hele problemet. Der skal mere til.

Den nye aftale har ikke bare én, men flere, vindere. En af de største vindere er selvfølgelig de unge, som nu får en praktikplads, og som ellers ville være strandet på sidelinjen. En anden vinder er Lars Løkke Rasmussen.

Med den nye aftale har han bevist med al tydelighed, at han er den første statsminister i 25 år, der genopliver treparts-institutionen som et permanent samarbejdsforum til at finde løsninger på nogle af samfundets største udfordringer.

Tidligere på året landende han sammen med beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen en stor trepartsaftale om integration. Den bestod af 32 initiativer. Krumtappen var en helt ny ordning – en integrationsgrunduddannelse – der skal sluse flere flygtninge og indvandrere ud på det danske arbejdsmarked.

Nu har de landet aftalen om praktikpladser. Og flere store trepartsaftaler om bl.a. efter- og videreuddannelse kan være på vej til næste år, når forhandlingerne om overenskomster på det private arbejdsmarked er landet. For trepartsbordet bliver sat på standby, så længe overenskomstforhandlingerne kører.

Løkke har dermed gjort, hvad hans forgænger, Helle Thorning-Schmidt, ikke var i stand til. Hun fejlede med sit trepartsprojekt. Han underspillede sit projekt og kom i mål. Det skal han have ros for.

Det er et eksempel på, at de mange dommedagsprofetier om, at Løkkes smalle regering er handlingslammet og ustabil, ikke bare er skudt ved siden af. De har slet ikke ramt skiven. Regeringen har væsentlig flere muskler end spået efter valget.

Smilene var brede i Statsministeriet fredag eftermiddag, da trepartsaftalen var i hus. Men aftalen er kun et bidrag og ikke en løsning af problemet.

Den bebudede kulegravning af de korte uddannelser på AMU-centrene lægger forhåbentlig op til en reform, der kan sikre bedre sammenhæng mellem uddannelsernes og virksomhedernes behov.

Vi må håbe, at Løkke Rasmussen vil bevare sit fokus på, hvordan danskerne bedst muligt sikres de kompetencer, virksomhederne har brug for. Det gælder, når de forlader folkeskolen og skal i gang med en erhvervsuddannelse, eller senere i livet, hvor de forhåbentlig igen får mod på at forbedre deres kompetencer.

Der er ingen grund til, at danskerne skal slutte deres arbejdsliv som ufaglært, bare fordi de er begyndt som ufaglærte.

 

Forrige artikel Briternes nye frontkvinde er mere Merkel end Maggie Briternes nye frontkvinde er mere Merkel end Maggie Næste artikel Kapitalfonde i hård kamp om danske milliarder Kapitalfonde i hård kamp om danske milliarder