Løkkes hækkeløb: Opgøret med fortiden

2016 er et skæbneår for statsminister Lars Løkke Rasmussen med talrige forhindringer forude. De bliver en afgørende test for Løkkes styrke som statsminister, hans eftermæle og sammenholdet i blå blok. I en analyse i otte akter gennemgår Mandag Morgen Løkkes største udfordringer i sit politiske hækkeløb for resten af året. Dette afsnit handler om, Venstres kuldsejlede forsøg på at blive et borgerligt parti for folket.
Jens ReiermannTorben K. Andersen

VENSTRE. Et kapitel er slut i dansk politik. Venstre fik sidste år det dårligste valg i 25 år. Partiet mistede vælgere i stort set alle stillingsgrupper.

Det mistede tusindvis af ufaglærte og faglærte arbejdere som snedkere, havnearbejdere, truckførere og elektrikere. Venstre tabte også mange studerende og lavere funktionærer som bankassistenter, pædagoger og sygeplejersker. De unge er nu klart underrepræsenteret i Løkkes parti, mens de ældre er overrepræsenterede. Det viser en stor valgundersøgelse, som professor Jørgen Goul Andersen fra Aalborg Universitet har foretaget sammen med analyseinstituttet YouGov. Se figur 1.

Dermed ligger den vision, som Venstres stærke makkerpar gennem mere end 20 år – Anders Fogh Rasmussen og Claus Hjort Frederiksen – havde så stor succes med, i ruiner. De ville gøre Venstre til dette århundredes store folkeparti, på samme måde som Socialdemokraterne var førende igennem det 20. århundrede. Et parti for både manden på gulvet og samfundets elite.

Samtidig gennemgår Venstre et hamskifte. Fra by-Venstre til land-Venstre. Partiet vil vinde de tabte vælgere tilbage på landet. Løkke er i fuld gang med at tage et opgør med Foghs linje om bl.a. udenrigs- og miljøpolitik.

Venstre flytter statslige arbejdspladser fra København til provinsen. Det tillader mere byggeri ved kysterne. Klima- og miljøambitionerne drosles ned. Forholdene i landdistrikterne styrkes. Og regeringstoppen har brugt mange kræfter på at få gennemført den store landsbrugs- og fødevarepakke, da "landbruget har været prygelknabe for hele speltsegmentet i København i årevis," som gruppeformand Søren Gade har forklaret i Berlingske.

Et folkepartis fødsel og død

Figur 1 | Forstør   Luk

Foghs og Hjorts mål om at skabe et folkeparti for den brede befolkning kulminerede i 2001, men døde ved valget sidste år.

Note: 1 Kategorien “Pensionister m.v.” omfatter folkepensionister, førtidspensionister og efterlønsmodtagere., Note: 2 — Andelen af faglærte og ufaglærte arbejdere blandt Venstres vælgere ved valget i 2011 er i denne undersøgelse lidt højere end andre sammenlignelige valgundersøgelser som f.eks. Søren Risbjerg Thomsens valgundersøgelse for Altinget.dk., Kilde: “Vælgere på Vandring" af Jørgen Goul Andersen, YouGov-undersøgelse af valget 2015 samt Valgundersøgelserne.

Foreløbig har Venstre ikke haft det store held med at erobre flere vælgere. Tværtimod. Partiet har ligget under valgresultatet i langt de fleste meningsmålinger. Og samtidig har Løkke også svært ved at få vendt sin lave troværdighed blandt vælgerne. Det fremgår af flere målinger. En måling foretaget af TNS Gallup for Berlingske placerer Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, på 2.-pladsen over de mest troværdige blandt 17 toppolitikere – kun overgået af partiets politiske ordfører, Nicolai Wammen. Løkke ligger i den nederste tredjedel.

De kommende måneder vil vise, om Løkke formår at få vendt denne tendens. Det bliver op ad bakke. Han kan måske erobre nye vælgere gennem sine trepartsaftaler. Men fastholder han sin nyorientering af Venstre, risikerer han ved næste valg at fortsætte nedturen og i stedet for at være det store borgerlige folkeparti ende som et halvstort liberalt parti.

Sker det, kan Løkke Rasmussen blive den sidste Venstre-statsminister i meget lang tid.

Omtalte personer

Lars Krarup

Formand, Realdania, formand, Team Danmark
Slagter (1991)


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu

Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu