Eksperterne ser ud til at miste autoritet i samfundet. Forklaringen er omdiskuteret, men centralt i debatten står spørgsmålet om forskerens rolle i den offentlige debat. Forskere og deres forskning kan være sprængfarligt stof, og de angribes af politikere for ikke at kende deres plads i samfundet. Marlene Wind, professor og direktør på Centre for European Politics på Københavns Universitet, fortæller her om sine oplevelser:

”Debatten om holdninger versus viden er problematisk især inden for samfundsvidenskab. Der er jo aldrig tale om, at du i et interview bliver bedt om en holdning, men du bliver næsten altid bedt om en analyse eller vurdering, og den er naturligvis baseret på din samlede forskningsmæssige viden. Så kan man diskutere den vurdering. Men det er selvfølgelig vigtigt at skelne mellem de roller, man som forsker har i den konkrete situation. Man bør derfor skelne mellem ekspertrollen og rollen som offentlig intellektuel. I ekspertrollen skal man tilstræbe objektivitet og saglighed, men man bliver imidlertid igen og igen bedt om at vurdere en situation. Når man som forsker optræder som offentlig intellektuel, er det med et tydeligt mærkat, som når jeg skriver mine klummer i Politiken. Sjovt nok mener DF og visse andre ikke, at forskere har lov til at ytre sig som offentlige intellektuelle, selv om det er en flere hundrede år gammel europæisk tradition. Hvis du køber DF’s præmis og stiller det op, som om der i ekspertrollen altid kan og bør skelnes mellem holdninger og ’objektiv’ viden, hopper du lige i den fælde, de forsøger at opstille. Her prøver de at fremstille bestemte eksperter, som de ikke kan lide, som nogle, der politiserer. Hvis du igen og igen har held med at caste en ekspert som en, der fører et bestemt synspunkt, er det naturligvis en helt bevidst strategi med formålet at delegitimere personens troværdighed. I min sag fra 2011, hvor jeg blev bedt om en vurdering af, hvorfor DF og regeringen ville indføre grænsekontrol som betaling for højere tilbagetrækningsalder, og kaldte det populisme, fik jeg efterfølgende pudset en advokat på mig, der søgte aktindsigt i mine personaleforhold for at finde smuds. Det lykkedes naturligvis ikke, men det var meget skræmmende og nok et forsøg på at stresse mig til at stoppe med at blande mig i debatten. Advokaten ønskede aldrig at fortælle, hvem han var sendt i byen af, men jeg var aldrig i tvivl.”

LÆS OGSÅ:

Ekspert, kend din rolle

Lars Erslev Andersen: "Der er medier som ikke vil bruge mig"