Den tyske forbundskansler, Angela Merkel, har de seneste uger gennemført et heroisk soloridt for at fremtidssikre eurosamarbejdet og Europas økonomiske troværdighed på den anden side af 2013.

Indtil forrige mandag stod hun helt alene med sit synspunkt om, hvilken medicin EU skal tage for at gardere sig mod fremtidige økonomiske kriser. Nu har Tyskland, hvis synspunkter har ekstremt stor vægt i eurogruppen, med en stædig indsats fået alle de øvrige EU-lande ind på samme kurs.

Udefra har Merkels offensiv set kaotisk ud. Gennem de seneste uger har europæiske medier bragt et kludetæppe af forskellige historier, som strittede i alle retninger. Det har været næsten umuligt at få en klar ide om, hvad hendes oprydningsplan for europæisk økonomi egentlig går ud på.

Det skyldes også, at dele af sandheden ikke tåler at blive sagt alt for højt og tydeligt. Håndfaste udmeldinger kan dels påvirke de renter, som de svageste eurolande skal betale, når de udsteder statsobligationer, dels gøre det sværere at skaffe politisk opbakning til de reformer, der skal gennemføres.

Forvirringen øges yderligere af, at der reelt er to spor i redningsplanen:

Offentlig ansvarlighed

• EU-reglerne skal ændres på en række områder, så det bliver lettere at kontrollere oplysninger om de enkelte landes økonomi. Hvert land skal lave økonomiske handlingsprogrammer, og der skal skal være mulighed for skrappe sanktioner, hvis de ikke overholdes.

Privat ansvarlighed

• Den finansielle sektor skal tvinges til at tage ansvar for sine handlinger. Da Grækenland havnede i vanskeligheder, var det de øvrige eurolande, der måtte garantere for de  græske lån. Når et land i fremtiden havner i vanskeligheder, vil der blive tale om en gældssanering, hvilket betyder, at investorer ikke vil få alle deres penge tilbage. Tanken er, at finansielle investorer skal være mere forsigtige, når de investerer. Det betyder, at dårlige økonomier vil blive straffet med højere renter. Dermed får den finansielle sektor en afgørende rolle i den fremtidige oprydning af økonomien i Europa.

Angela Merkels plan er forhadt af stort set alle hendes kolleger. For nogles vedkommende, fordi den vil kræve en uvelkommen og besværlig ændring af EU-traktaten. For andres vedkommende, fordi den vil presse dem hårdt til at gennemføre upopulære beslutninger.

Merkel-planens største fjender finder man dog i den finansielle sektor. Planen vil sætte en stopper for sektorens freerider-kultur, hvor man hæver sine bonusser, når det går godt, mens regeringer og skatteborgere betaler, når det går galt.

Sejr eller nederlag

Ved et topmøde i Bruxelles i maj måtte eurolandene spænde et gigantisk sikkerhedsnet ud under Grækenland og andre pressede lande som Spanien, Portugal og Irland. Det blev ved den lejlighed klart for alle lande i EU, at dybtliggende reformer er uundgåelige.

I fællesskab blev eurolandene enige om at stille 440 milliarder euro til rådighed for udlåning til eurolande, som måtte få problemer med at låne til en fornuftig rente på det private marked. Grækenland var øjeblikkelig nødt til at benytte sig af ordningen, hvilket betød at alle øvrige eurolande måtte låne penge på grækernes vegne.

Ordningen fungerer på den måde, at hvert euroland optager et lån – og låner pengene videre til Grækenland til en lidt højere rente. Landene tjener altså lidt på aktionen. Men dels er det en risiko-forretning – hvis Grækenland ikke får ryddet op i sin økonomi, så lånet kan betales tilbage, er pengene tabt. Dels var der en risiko for, at andre pressede lande, f.eks. Portugal eller Irland, ville blive fristet til at benytte ordningen i stedet for f.eks. at udstede statsobligationer, hvor landet skal betale en høj rente.

For Angela Merkel var redningen af Grækenland en indenrigspolitisk højspændt sag. Tyskland tegner sig for 40 pct. af eurogruppens økonomi og skulle levere en tilsvarende andel af redningslånet.

Redningsaktionen blev efterfulgt af kravet om, at der skulle strammes op på EUs håndtering af medlemslandenes offentlige økonomi.

Der er i dag krav om, at et land ikke må have et underskud på mere end 3 pct. af BNP, mens den offentlige gæld ikke må overstige 60 pct. af BNP.  Kravene er indskrevet i traktaten, og desuden regulerer den såkaldte vækst- og stabilitetspagt, hvordan overvågningen af landenes økonomi skal fungere.

Problemet er, at EU-landenes finansministre har haft en kollektiv tilbøjelighed til at bøje og fortolke reglerne på en måde, så de ikke var tvunget til at stramme op. Mest tydeligt blev det tilbage i 2003, hvor EU-Kommissionen mente, at både Tyskland og Frankrig havde uforholdsmæssigt store budgetunderskud. Det lykkedes de to lande at få et flertal af EU-landenes finansministre til at afvise Kommissionens kritik.

Belært af tidligere erfaringer skal der nu strammes op. Da redningspakken for Grækenland var vedtaget, blev der nedsat en særlig task-force med deltagelse af samtlige EUs finansministre og ledet af EU-formanden, Herman van Rompuy.

Taskforcens rapport, som blev præsenteret i forrige uge, lægger op til betydelige opstramninger, der skal vedtages inden næste sommer. En række af dem vil kun gælde eurolandene i første omgang. Men så snart EU-landene har vedtaget en nu syv-årig budgetramme, skal de udvides til at omfatte alle EU-lande, med undtagelse af Storbritannien, som har en helt særlig opt out-klausul på området. De nye skrappe EU-regler vil med andre ord også komme til at gælde for Danmark fra 2013.

Tidlig overvågning

• Allerede fra næste år skal hvert EU-lands finansminister senest i april aflevere en økonomisk plan, som viser udviklingen i statens indtægter og udgifter de kommende tre år. EU-Kommissionen og medlemslandene udstyres samtidig med bedre og mere dybtgående statistik fra Eurostat, så troværdigheden i medlemslandenes oplysninger kan vurderes.

Skrappe krav

• Landene skal vise, hvordan de vil holde underskuddet under 3 pct. af BNP og sikre balance i økonomien på længere sigt. Hvis gælden er over 60 pct., skal landet have en plan for at nedbringe den.

Farlige ubalancer

• Ved siden af underskud og gæld indføres et helt nyt kriterium i overvågningen: Vurderingen af, om et lands økonomi er i “balance”. Her går EU ind i kernen af medlemslandenes økonomier. For ubalancer kan f.eks. være, hvis landet står over for store pensionsudgifter, hvis landets konkurrenceevne er kraftigt forringet, hvis landets arbejdsmarked er for ufleksibelt, eller hvis landet står i en dårlig situation, som gør det stærkt afhængigt af import af energi, etc. Sammenhængskraften i EU-landenes økonomi vil med andre ord blive vurderet på en helt anden måde end i dag.

Klare anbefalinger

• Allerede når medlemslandene præsenterer deres økonomiske handlingsplaner til foråret, vil de blive vurderet kritisk. EU-Kommissionen vil komme med en udtalelse om hvert lands økonomi – og give sine anbefalinger til, hvad landene skal lave om på. Kommissionen kan f.eks. vurdere, at den danske økonomi ikke i længden hænger sammen uden en reform af efterlønnen.

Skærpede sanktioner

• Der vil være al mulig grund til at lytte til anbefalingerne. Hvis ikke landet korrigerer sin politik, vil Kommissionens anbefalinger for det første blive offentliggjort. Dermed vil markedet få et signal om, at der ikke er tillid til landets økonomiske politik fra centralt hold. For det andet risikerer landet at blive straffet økonomisk – f.eks. ved at skulle deponere et beløb på en konto, indtil forholdene er bragt i orden. Det diskuteres nu, om landet kan miste retten til EU-støtte – eller stemmeretten.

Ny procedure

• Som et led i de skærpede regler bliver det sværere for medlemslandene at blokere for kritik og sanktioner. Reglerne bliver baseret på princippet om såkaldt “omvendt kvalificeret flertal”. Det betyder, at et land kun kan slippe for at følge Kommissionens anbefalinger, hvis det kan få opbakning fra et kvalificeret flertal af medlemslandene.

Markedets straf

Europa-Kommissionen havde oprindelig foreslået, at ordningen med sanktioner skulle være fuldautomatisk. Kommissionen alene skulle kunne bestemme, om et land skulle straffes.

Tyskland og enkelte andre EU-lande som f.eks. Sverige bakkede op om den holdning – indtil Angela Merkel mødtes med Nicolas Sarkozy, i Deauville forrige mandag. Her fik den franske præsident overbevist Merkel om, at et kvalificeret flertal blandt finansministrene skal kunne afvise anbefalinger fra Kommissionen.

Merkels accept af Sarkozys ønske indbragte hende hårde tæsk i tyske og andre europæiske medier.

Men kilder i både Bruxelles og København peger på, at Angela Merkel fik noget til gengæld, der kan vise sig at være et langt vigtigere værktøj, nemlig en traktatændring. 

I Deauville gik Nicolas Sarkozy med på tanken om at ændre traktaten for at etablere en permanent mekanisme for håndtering af lande med store underskud og gæld, som er ude af kontrol.

Alle øvrige 25 EU-lande var grundlæggende imod en traktatændring, men på EU-topmødet forrige uge fik Merkel og Sarkozy alligevel presset ideen igennem. Forklaringen er enkel: Tyskland betaler 40 pct. af gildet og taler med en tilsvarende vægt i diskussioner om emnet.

Hele pointen med traktatændringen og den nye mekanisme, som skal træde i kraft i 2013, er, at private investorer skal være med til at betale regningen, hvis et land havner i problemer og skal have hjælp. Banker, pensionsselskaber og andre, som har købt statsobligationer i Grækenland, Portugal, Spanien etc., skal vide, at de ikke kan være sikre på at få alle deres investerede penge tilbage, hvis landet havner i økonomiske vanskeligheder.

Resultatet af en sådan politik er fuldstændig klar. Det betyder, at lande med uorden i økonomien vil komme til at give en højere rente for deres statsobligationer. Rentespændet mellem tyske og f.eks. irske og portugisiske statsobligationer vil vokse – hvis ellers markedet fungerer.

Allerede nu ser det ud til, at markedet har forstået, at den tyske hånd under de øvrige eurolande står til at forsvinde i 2013, og at markedet selv skal bære en del af ansvaret. De første lande, som har mærket effekten af dette, er Portugal og Irland. I sidste uge oplevede de begge, at rentespændet til Tyskland voksede, da der var problemer med at få vedtaget budgettet i det portugisiske parlament, og da Irland meddelte, at det bliver nødvendigt med nye besparelser.

Når det kunne gå så skidt som for Grækenland, er forklaringen blandt andet, at de finansielle investorer lukkede øjnene for de økonomiske problemer, eftersom landet som euromedlem blev betraget som sikkert. Markedet havde oplysningerne, men reagerede ikke på dem.

Hele tanken med traktatændringen og den nye mekanisme er, at den skal tvinge markederne til at tænke selv – så deres vurdering af EU-landenes økonomi afspejles i renten.

Selv hvis det skulle lykkes et presset land at mobilisere et kvalificeret flertal mod Europa-Kommissionens anbefalinger, vil den bagvedliggende kritik være kendt af markedet – der vil udmåle en passende strafrente.

Som en kilde med mange års erfaring udtrykker det: “En højere markedsrente rammer meget hårdere end et eventuelt beløb, som et medlemsland skal indbetale på en konto.”

Angela Merkels plan er klar. Tyskland har ikke fuld tillid til, at medlemslandenes finansministre selv rydder op i deres økonomier. Derfor er den vigtigste nye aktør i Europas økonomiske redningsplan markedet. Det kræver en traktatændring. Det får den tyske kansler nu. Oprydningen er i gang.