Det er ikke let at være liberal minister i en mindretalsregering, når Dansk Folkeparti er støtteparti. Spørg bare ældreminister Thyra Frank eller transportminister Ole Birk Olesen, begge Liberal Alliance, der nær var blevet væltet af folkepartisterne med henvisning til bl.a. dårligt samarbejde, arrogance og tillidsbrud.

Senest var det kulturminister Mette Bock, ligeledes fra Liberal Alliance, der blev anklaget for tillidsbrud, da Dansk Folkepartis kulturordfører, Alex Ahrendtsen, mente, at hun måtte have planket hans forslag om at udskille orkestrene fra DR’s virke, fordi begge politikere lancerede ideen med blot en dags mellemrum.

Det viste sig dog ikke at være tilfældet, og Ahrendtsen trak efter en forsonende telefonsamtale sin slet skjulte trussel om at gøre livet surt for den liberale kulturminister tilbage, uden dog at beklage sin misforståelse. Sagen illustrerer, hvor yderst anspændt forholdet er mellem Dansk Folkeparti og Liberal Alliance: Selv når de to partier er fuldstændig enige om et politisk forslag, slår det gnister imellem dem.

Måske af den grund er Mette Bock yderst påpasselig med at lancere konkrete forslag til nedlæggelse og lukning af f.eks. specifikke orkestre, teatre eller museer, selv om en af hendes vigtigste ambitioner som politisk spydspids for Kulturministeriet er at skabe et større økonomisk råderum for den statslige kulturstøtte. Det skal gøre det muligt at opprioritere kunsteliten og vækstlaget, samt frigøre midler, så nye initiativer og ideer kan støttes – vel at mærke uden at kulturområdet samlet set får flere økonomiske midler.

Derfor er hun som en anden McKinsey-konsulent gået på jagt efter områder, der kan effektiviseres i det 6,3 milliarder kr. store kulturbudget, så borgerne kan få mere og bedre kultur for de samme penge.

”Kan det passe, at vi er i en situation i Danmark i dag, hvor alle kulturkroner allerede bliver brugt optimalt, og intet kan gøres bedre? Det tror jeg simpelthen ikke på,” siger hun, da Mandag Morgen møder hende i hjørnekontoret i Kulturministeriet.

”Det der med, om noget bliver bedre eller dårligere, er ikke altid kun et spørgsmål om penge. Det er også et spørgsmål om dygtig ledelse og evnen til at kunne tænke strategisk i forhold til, hvad man gerne vil,” siger hun og understreger, at hun nidkært forsøger at undgå at ende i en blindgyde i en diskussion om flere eller færre penge. For indleder man en sådan diskussion med at tale om finansiering og institutioner, så dræber man den frie debat på forhånd, mener hun.

”Hvis man starter med at diskutere finansieringen, så lukker man diskussionen meget hurtigt. I dag handler debatten om kultur alt for meget om penge og institutioner, i stedet for at man vender kasketten og diskuterer, hvad det er for noget kulturelt indhold, vi gerne vil have, at borgerne har adgang til,” siger hun.

Først når indholdet er mere klart, kan man diskutere institutioner og finansiering. Derfor vil Mette Bock snart sætte nogle nye debatforløb i gang, hvor hun vil ud i landet og diskutere kulturindhold med borgere, interessenter og politikere for at skabe større klarhed om samfundets væsentligste prioriteringer på kulturområdet.

”Det er vigtigt, for kulturen er i virkeligheden fundamentet for hele vores samfund,” slår hun fast, selv om hun er stædigt tilbageholdende med at konkretisere sine egne ideer.

”Jeg sætter nogle forløb i gang, og i stedet for at starte med konklusionerne har jeg faktisk nogle ører, jeg gerne vil bruge. Jeg vil gerne komme med nogle forslag, men det er jo en lang proces. Først skal jeg have mit eget partis opbakning, så skal jeg have regeringens opbakning, og så skal jeg have folketingets opbakning. Så det kan dø mange gange undervejs.”

”Men hvis man bare læner sig tilbage og siger, at alt er, som det skal være, eller at alt er låst, intet kan lade sig gøre, fordi vi ikke vil fornærme nogen, så mener jeg simpelthen ikke, at vi lever op til vores politiske ansvar. Hvis vi ikke tør træffe nogle valg, som også kan være upopulære, så risikerer vi, at det hele bliver halvdårligt, og at alle bliver halvsure. Og det er ikke godt nok.”

Mager reformplan

Efter 100 dage som kulturminister har Mette Bock netop lanceret en reformplan på 10 punkter, som hun vil prioritere de næste 2 år. Men noget revolutionsprojekt er der ikke tale om. Ud over privatiseringen af TV 2, som en borgerlig regering før har haft på dagsordenen, består de såkaldte reformer af allerede planlagte tiltag (som næste års mediepolitiske aftale), nogle analyser (af Folkeuniversitetet og de kunstneriske uddannelser), et par moderniseringer (af blankmedieordningen og museernes tilskudssystem) og lidt spredte hensigtserklæringer (styrket antidoping-indsats, styrket indsats mod matchfixing og styrkelse af orkestermusikken i hele landet). Se tekstboks.

Budskabet i den lidt magre reformliste er måske derfor nærmere, hvor svært det er at lancere ny politik på kulturområdet, fordi flerårige støtteaftaler til kunstnere, museer, teatre og orkestre lægger beslag på kulturbudgettet flere år frem. Det har den nye kulturminister da også allerede selv konstateret.

”Det, jeg kan konstatere, er, at der er så mange måder, vi har bundet den statslige kulturstøtte på – af historiske årsager og nogle gange helt tilfældigt – og det betyder, at der ikke er et råderum, hvis der f.eks. kommer et nyt initiativ, som vi gerne vil give nogle seed money,” siger Mette Bock.

”Vi mangler fleksibilitet i den måde, kulturstøtten bliver givet på. Det betyder, at vi både kommer til at svigte eliten og vores bærende kulturinstitutioner, og at vi også kommer til at svigte det vækstlag, som skal sørge for, at vi faktisk får udviklet de talenter, som kan udvikles,” siger hun.

Forsømt kunstelite

Mette Bocks bekymring for eliten og talentlaget tager afsæt i de fastlåste finansielle rammer, der ifølge ministeren har ligget på stort set samme niveau de sidste 50 år.

”Udfordringen er, at når der ikke er kommet flere penge, så smører vi ressourcerne tyndere og tyndere ud, og dermed kommer vi faktisk til at sænke kvaliteten, selv om det ikke har været hensigten.”

Derfor er hun bekymret for, om der dels kan ske ”en talentudvikling, der er god nok til, at vi ender med at have kunstnere, der virkelig er eliten”, og dels om de danske kulturinstitutioner ”faktisk kan præsentere os for det ypperste af det ypperste”.

”Vi skal have en stærkere elite, vi skal skabe bedre rammevilkår for vækstlaget af talenter. Og så har vi alt det brede, jeg kalder mainstream. Der må vi finde ud af, om mere af det også skal stå på egne ben,” siger hun, men vil igen ikke sætte navn på, hvilke mainstream-institutioner, der skal afskaffes eller skæres.

Men det betyder ikke, at hun ikke tør svinge sparekniven over de dele af kulturlivet, der efter diskussionerne måtte vise sig at være utidssvarende, og som derfor ikke længere skal have samme støtte som hidtil.

”Jeg vil gerne sige på forhånd, at hvis der er noget, vi gerne vil have mere af, så har jeg modet til at sige, at så er der også en gang imellem noget andet, der ikke skal være der længere,” siger kulturministeren.

Det kan gøre ondt

Mette Bock kalder de private fonde, der støtter dansk kulturliv med et anseeligt milliardbeløb om året, for ”vor tids mæcener”. De måtte gerne spille en endnu større rolle i dansk kulturliv, mener hun, men de må selvfølgelig selv bestemme, hvad de vil brugde deres penge på. Derfor handler det i stedet om at skabe et bedre samspil mellem stat, marked og civilsamfund.

”Vi diskuterer tit stat eller marked. Og det er jo interessant nok. Men det er endnu mere interessant, hvis vi kan få hele den her treklang – altså stat, marked og civilsamfund – til at spille sammen på en bedre måde, sådan at vi i virkeligheden fik et kvalitetsmæssigt løft.”

Er det, fordi du gerne vil have fondene til at hive flere penge op til kulturen end i dag?

”Nej, jeg synes i forvejen i den grad, at vi skylder fondene en virkelig stor tak, for der er rigtig meget, der ikke ville kunne realiseres, hvis ikke fondene var inde over.”

”Men det, jeg kan gøre sammen med Folketinget, er jo at se på, om den måde, vi bruger den statslige støtte på, kunne gøres på en klogere måde, så vi sikrer både kvalitet og adgang for borgerne, i stedet for bare at sige, at vi ikke vil gøre nogen kede af det, og derfor rører vi ikke noget som helst. Så vil jeg meget hellere sige, at nu anvender vi nogle greb, der gør, at der måske er nogen, der bliver berørt, og som vil synes, at det er en forkert prioritering, men også andre, der vil sige, at de nu tror på, at vi faktisk kan få et løft.”

Hvad kunne det være?

”Et godt eksempel på det, som vi skal diskutere i de kommende måneder, er vores landsdelsorkestre, der nu er nede på et kritisk lavt niveau i antallet af stillinger. Det betyder, at de kan have svært ved at opfylde de forpligtelser, de har, og at det kan være svært at tiltrække de dygtigste musikere. Dermed bliver kvaliteten måske udtyndet, selv om hensigten med at have landsorkestre er, at hele landet gerne skal have adgang.”

Vil det så være bedre med færre orkestre?

”Foreløbig sætter vi diskussionen i gang. Men min store udfordring, når jeg nu ved, at der ikke kommer flere penge til det her område, er, om vi så kan foretage nogle prioriteringer, der gør, at vi sikrer kvalitetsniveauet – herunder at vi har en elite – og samtidig at borgerne har adgang til den kunst og kultur, vi gerne vil have. Det er ikke nogen nem opgave at løse, men hvis man bare forlænger planker hele tiden, så kommer det til at gå ud over eliten på længere sigt.”

Ud med socialdemokratisk jantelov

Kulturministerens bekymring for eliten og talenterne er også et opgør med det, som i Liberal Alliances egen kulturpolitik er formuleret som Danmarks ”socialdemokratiske tankegang”, hvor alt er lige godt og intet må skille sig ud.

”Elite er et fyord i vores socialdemokratiske tankegang, men hvad enten vi hylder H.C. Andersen, Carl Nielsen, Kierkegaard, Grundtvig eller fodboldlandsholdet, så er det netop eliten og det sublime, vi hylder,” lyder det i partiets kulturpolitik.

Er det en form for jantelovskritik, I har gang i?

”Ja, det er det jo. Vi har i Danmark måske ikke altid været så gode til at hylde talentet og eliten. Og jeg synes, vi skal hylde talentet og eliten. Se på idrætten, her har man været rigtig god til at lave talentudvikling, som har gjort, at vi i Danmark har nogle fremragende atleter, som tager ud i verden og gør Danmark kendt.”

”Det samme gælder inden for andre kulturområder: film, opera, ballet – altså områder, hvor vi kan meget mere, end vores lille lands størrelse egentlig berettiger os til. Og der er det lidt, som om vi ikke værdsætter den elite nok. Jeg synes, at vi skal ranke ryggen og være meget mere stolte over, at det kan lade sig gøre at producere en elite og producere talenter på det niveau, vi gør i dansk kunst og kultur.”

Men det ville da skabe mere elite, hvis man f.eks. inden for teaterområdet lukkede nogle af de små egnsteatre og så i stedet samlede det i nogle større teatre?

”Muligvis, men der er også andre forhold. Hvis man skal have legitimitet til statslig kulturstøtte, kan det ikke nytte noget, hvis man samler det hele på en lille plet. Hvis man siger til alle danskere, at de skal køre til København, hvis de skal have en sublim oplevelse, så mister man legitimiteten, og dermed risikerer man også, at opbakningen til de store, bærende kulturinstitutioner, som naturligvis trækker rigtig meget af den statslige støtte, også forsvinder.”

Det er vel et dilemma?

”Det er et kæmpestort dilemma. Hvis man siger, at man på teater- eller orkesterområdet – for at få mere elite – samler det hele i København, så vil dem i Hvide Sande tænke: ’Hvorfor i alverden skal vi overhovedet have kulturstøtte, når det hele går til København’.”

Så dit fokus på eliten betyder altså ikke, at du vil gøre op med målsætningen om, at kulturen skal bredes ud til hele landet?

”Overhovedet ikke. Der findes da også masser af elite ude i landet. Forleden havde jeg møde med Odin Teatret i Holstebro. Det er totalt elite. Det er verdensberømt. Det er en lille scene. Men det er totalt elite. Så forestillingen om, at elite kun er noget, der findes på de store institutioner i København, den er helt forfejlet.”

”Men det er klart, at de store institutioner som Statens Museum for Kunst, Nationalmuseet og Det Kongelige Teater kan vi jo ikke sprede ud på 10 forskellige institutioner. Men vi kan måske få dem til at brede sig lidt mere ud i landet. Det er jo ikke altid borgeren, der skal komme til institutionen, det kan også være institutionen, der kommer til borgeren.”

Bliver du ikke nødt til at lukke nogle kulturinstitutioner for at kunne prioritere eliten og talentlaget mere?

”Der er mange måder at gøre det på. Jeg vil gerne skabe et råderum, så vi kan være med til at skubbe nogle nye initiativer i gang – også når det gælder eliten. Men en anden måde end at lukke institutioner er jo at se på, om man kan samarbejde på andre måder.”

”Jeg tager gerne en diskussion med de store institutioner om, hvorvidt de bruger deres penge på den rigtige måde – altså hvor meget der bliver suget op af administration og bureaukrati, i forhold til hvor meget der bliver brugt på den kunst, vi gerne vil præsentere borgerne for.”

Kulturens Bonnie og Clyde

Ifølge forfatter og radiovært Knud Romer er det netop den ting, der forener Mette Bock og Dansk Folkepartis Alex Ahrendtsen: Deres fælles målsætning om at spare på den statslige kunststøtte. I en kronik i Politiken i forbindelse med diskussionen af DR’s orkestre kaldte han Mette Bock og Alex Ahrendtsen for ”kulturlivets svar på Bonnie og Clyde” og ”de mest rindalistiske kræfter i landet”. Ahrendtsen har i et modsvar slået fast, at han ikke vil spare på kulturen, ”men få mere ud af de eksisterende midler.” Det samme siger Mette Bock vel at mærke. Hun er ikke imod statslig kulturstøtte, forsikrer hun. Så rindalist er hun ikke.

”Hvis du spørger mennesker, der kender mig, så tror jeg ikke lige, at det er den betegnelse, de vil bruge om mig. Men det skal stå Knud Romer frit for at kalde mig det.”

Men du opfatter ikke dig selv som rindalist?

”Nej. Jeg er meget optaget af kunst og kultur og er selv en meget aktiv kulturforbruger.”

”Jeg ved godt, at nogle mener, at vi skal afskaffe al kulturstøtte, og så må folk selv bestemme gennem markedskræfterne, hvad de vil have. Men i en situation, hvor vi lever i en globaliseret verden og har mange kulturmøder med andre, så skal vi også vide, hvem vi selv er, og det er noget af det, som kulturen kan bruges til. Kulturen binder os sammen i nogle fællesskaber. Kunsten er måske nogle gange det, der splitter os, men den kan så nogle gange være med til at bryde nye veje og få os til at se tingene på en ny måde."

Så det er vel også et svar på rindalisme-anklagen?

”Knud Romer, han kan trutte lige så meget i trompeten, som han har lyst til, det generer ikke mig. Jeg vil bare gerne bedømmes på nogle resultater.”

Og den statslige kulturstøtte skal fortsat være der?

”Ja, den er der jo. Mit udgangspunkt er, at vi ikke skal diskutere flere eller færre penge, men hvordan vi bruger dem, og hvordan vi kan bruge dem bedre end i dag. Og jeg er ret overbevist om, at vi kan bruge pengene bedre end i dag.”

Men skal statsstøtten så være mere afhængig af markedet – altså at vi helt skal droppe statsstøtte til områder, der ikke i nævneværdigt omfang har et publikum?

”Det er afgørende, at folk bevæger sig op af stolene og tager på biblioteket, går i teatret, i biografen, lytter til opera, læser litteratur. Hvis ikke folk selv opsøger kulturen, bruger den og er villige til at være medfinansierende, så får vi jo bare tomme kulisser og kulturhuse. Og så er det jo rigtig svært.”

Det betyder dog ikke, at det kun er den kultur, der bliver brugt meget, der skal støttes, tilføjer kulturministeren.

”Der kan jo være smalle områder, hvor vi må sige, at det kan markedet ikke klare alene. Det Kongelige Teater kan ikke klare sig på markedsvilkår. Det kan vi lige så godt se i øjnene. Så hvis vi vil have en national og kulturbærende institution som Det Kongelige Teater, så skal der være statsstøtte. Det er der ingen tvivl om.”

”Der kan være noget, hvor vi som samfund siger, at det er væsentligt at have, fordi det er en del af vores identitet, en del af noget et samfund skal have. Det er selvfølgelig op til diskussion, hvad der er vigtigt og mindre vigtigt, og det kan man have forskellige holdninger til. Det er jo det, jeg gerne vil diskutere.”