Michael Christiansen: Staten skal styre universiteterne

Uddannelsesministeriet vil ikke berøve universiteterne deres frihed, som rektorer og bestyrelsesformænd ellers påstår, men derimod sætte dem mere fri. Det siger Michael Christiansen, afgående formand for Aarhus Universitet, der mener, at flere af hans kolleger har stirret sig blinde på rygter om politisk styring.

Fraværet har været så stort, at flere har kommenteret det.

De seneste uger har Mandag Morgen talt med en række kilder fra universiteterne, embedsværket, Christiansborg, fagforeningerne og forskellige interesseorganisationer i forsøget på at afdække, hvad der er op og ned i de verserende og stærkt kontroversielle rygter om, at Uddannelses- og Forskningsministeriet arbejder på et forslag, der skal sikre det kontrollen med universiteternes bestyrelser.

Ud over sladder, angreb, analyser, gennemgående forargelse og generel mistillid er ét spørgsmål gået igen: Hvor er Michael?

Michael er Michael Christiansen, og han er en central figur i den danske universitetsverden. Formand for Aarhus Universitet siden 2008 og formand for formandskollegiet i interesseorganisationen Danske Universiteter. Han har ry for at begå sig hjemmevant blandt politikere og embedsmænd, og han kan da også trække på mange års erfaring som karriereembedsmand, direktør for Det Kongelige Teater og formand for flere regeringsnedsatte kommissioner. For slet ikke at tale om hans formandskab i DR siden 2008, som gør ham særligt interessant i debatten, fordi han her er udpeget af kulturministeren, ligesom det forlyder, at universitetsformændene fremover skal udpeges af uddannelsesministeren.

Men Michael Christiansen har ikke markeret sig.

De fleste af de øvrige formænd har ellers blandet sig så meget og så højlydt, de kunne. Som beskrevet i forrige udgave af Ugebrevet Mandag Morgen er forslaget blevet skandaliseret, før det overhovedet er fremsat. Det er ikke sendt i høring, og efter sigende findes det end ikke på officielt papir. Alligevel har flere rektorer og flere af Christiansens formandskolleger advaret om statscensur, brud på armslængdeprincippet og angreb på forskningsfriheden. De har kaldt forslaget totalitært og mener, at universiteterne er i fare for at blive gjort til statsinstrumenter, der ukritisk og i takt skal tjene den siddende regering.

Men hvor er Michael? Selv mener han ikke, at han har holdt sig tilbage.

I en tale ved Aarhus Universitets Årsfest i september kom han kort ind på det styringseftersyn, ministeriet er i gang med, og som har givet anledning til rygterne. Men ellers har han hidtil ikke følt det store behov for at blande sig i debatten, fortæller han. Han ærgrer sig dog over, at den skygger for en bredere diskussion om, hvordan universiteterne skal styres i fremtiden.

”Nogle har stirret sig blinde på rygter om politisk styring. Sådan som jeg hører ministeriets udmeldinger, og sådan som jeg forstår det, de siger, når jeg taler med dem, er intentionen at sætte universiteterne mere fri,” siger Michael Christiansen.

Pseudofrihed

Ifølge Michael Christiansen beror store dele af debatten på en falsk modsætning: Enten styrer politikerne alt, eller også styrer de intet. Total ufrihed eller total frihed.

Men sådan kan man ikke stille det op. Spørgsmålet er ikke, om politikerne styrer, men hvordan. Spørgsmålet er ikke, om universiteterne er frie eller ej, men hvad de er frie til. I dag er det ikke særlig meget, mener Michael Christiansen.

Universiteterne udpeger ganske vist selv deres bestyrelse, bestyrelsen ansætter rektor, og formelt er bestyrelsen øverste myndighed. Sådan har det været siden universitetsreformen i 2003, hvor hensigten netop var at sætte universiteterne fri. Men reelt har politikerne aldrig sluppet grebet:

”Reformen lagde op til, at staten skulle udøve sit ejerskab gennem bestyrelserne, som skulle udøve driften gennem rektorerne, men det er ikke sket. Bestyrelserne burde være den instans, politikerne forhandler med og henvender sig til, men i stedet blander de sig i driften. Gang på gang er de gået uden om bestyrelserne, i mange tilfælde også uden om rektorerne, og har blandet sig direkte i niveauerne under,” siger Michael Christiansen.

Dimensioneringen under daværende uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen, hvor ministeriet lagde et loft over optaget på en række uddannelser, er et skrækindjagende eksempel, mener han. I stedet for at fortælle universiteterne, hvad man ville have skulle ske, dikterede man, hvordan det skulle gøres. Han fremhæver også fremdriftsreformen som et grelt eksempel, men de står ikke alene.

”Ministeriet og Folketinget kortslutter ledelsesstrukturen ved at lede igennem cirkulærer og bekendtgørelser; ved at øremærke stort set hver eneste krone, så bestyrelserne reelt ikke kan prioritere,” siger Michael Christiansen.

Tilståelsessagen

Michael Christiansen ser det igangværende styringseftersyn som en tilståelsessag fra ministeriets side. De har erkendt, at de blander sig for meget i driften, og vil nu sørge for, at universiteterne faktisk får den frihed, de blev lovet i 2003, men aldrig fik.

Men hvis ministeriet ”trækker sig ud af maskinrummet”, som Christiansen formulerer det, skal det ind et andet sted. For så længe skatteborgerne betaler, har ministeriet som ’ejer’ af universiteterne på vegne af os alle sammen en legitim ret til at have indflydelse på, hvad pengene bliver brugt til. Her mener Michael Christiansen, at det er afgørende, at ministeriet har mulighed for at sikre, at samfundets bredere interesser bliver varetaget. Staten skal kunne styre.

Og det er ikke et problem, så længe det ikke går ud over forsknings- og undervisningsfriheden og ikke anfægter bestyrelsens og bestyrelsesmedlemmernes uafhængighed.

Og så er vi tilbage ved skandaleforslaget, der ikke findes officielt – endnu. For ifølge rygterne har Forsknings- og Uddannelsesministeriet tænkt sig at styre ved at blande sig i, hvem der sidder i bestyrelserne.

Præcis hvordan, ved vi ikke, men hovedtrækkene i forslaget skulle efter sigende være, at et udvalg skal indstille to formandskandidater til ministeren, som også skal godkende flertallet af bestyrelsesmedlemmerne.

Totalitær statsstyring og censur? Michael Christiansen vil ikke kommentere rygterne, men han maner alligevel til besindelse: Planerne behøver slet ikke være så kontroversielle, som de bliver udlagt. Det handler mere om, hvordan man indretter sig. Han nævner flere eksempler på offentlige systemer, hvor et ministerium formelt set skal godkende uafhængige instanser, men hvor de reelt ikke har det store at skulle have sagt.

Dommerstanden er f.eks. politisk uafhængig, men nye dommere skal godkendes af Justitsministeriet. Når en dommer skal udpeges, indstiller et udvalg, der består af tre dommere, en advokat og to repræsentanter for offentligheden, én kandidat til ministeriet, som det enten kan godkende eller – i yderst sjældne tilfælde – afvise. Ministeriet kan ikke indstille egne kandidater, så selv om Justitsministeriet på papiret er med inde over udnævnelsen, gør ministeren ikke meget andet end at nikke og skrive under.

I Sverige udnævner regeringen bestyrelserne på landets universiteter. Men det foregår efter det, som Michael Christiansen kalder den særlige svenske tradition: Her indstiller universiteterne selv kandidater til bestyrelsen, og når de først er valgt, kan regeringen ikke uden videre afsætte den igen. Det afgørende er ikke retten til at hyre, men til at fyre, siger Christiansen:

”Du behøver ikke være nervøs, så længe du har et system, der sikrer bestyrelsen imod at blive afsat efter politisk forgodtbefindende. Jeg har ikke hørt mine svenske kolleger mene eller klage over, at de skulle være politiske instrumenter eller sidder i politiske bestyrelser, skønt de i formen er udpeget af regeringen.”

Ministerens mand

Inden han bliver udråbt som fortaler for den svenske model, kommer dog et forbehold:

”Jeg siger ikke, vi skal gøre som i Sverige. Jeg siger, at vi skal finde en model, hvor staten kan få den indflydelse, den har en legitim ret til, men hvor universiteterne bevarer deres uafhængighed og får større frihed til at lede. Universiteterne skal sættes fri, men det må selvfølgelig ske under ansvar. Ansvaret skal ligge et sted, og det kan kun ligge hos ministeren. Ansvaret kan ikke ligge i et system. Det næste, der er vigtigt at sige, er, at de mennesker, der sidder i bestyrelsen, skal være uafhængige.”

Men kan man være uafhængig, hvis man er udpeget eller godkendt af en minister?

”Jeg mener, jeg er fuldstændig uafhængig på DR. Der er ikke nogen, der skal eller kan fortælle mig, hvad jeg skal mene.”

På Aarhus Universitet er du valgt af bestyrelsen. I DR er du valgt af kulturministeren. Er der ikke forskel på at være bestyrelsesformand de to steder?

Den er ikke særlig stor. Som formand for DR er jeg uafhængig af regeringen og Kulturministeriet, og så er der derudover en armslængde nedad i systemet. Jeg kan stort set ikke få lov til at tale med nyhedsdirektøren. Jeg kan selvfølgelig drøfte helt overordnede dispositioner, men hvis jeg ringer til nyhedsdirektøren for at fortælle ham, at jeg ikke bryder mig om en eller anden historie, så er jeg færdig. Den armslængde er næsten hysterisk. Jeg kan intet blande mig i, og ingen ansatte på produktionsniveau i DR vil svare ja til, at jeg skal blande mig i, hvad de laver,” siger Michael Christiansen.

Politikere vil altid blande sig

Igennem årene har der været en del anklager om, at DR er blevet udsat for politisk pression. I sin tid som kulturminister (2010-2011) blev Per Stig Møller (K) beskyldt for at forsøge at blande sig i dramaserien 1864, der dengang var under udvikling. Han holdt møde med ledelsen i DR, hvor han ifølge eget udsagn blot mindede om, hvad serien skulle indeholde ifølge aftaleteksten, mens han ifølge kritikerne forsøgte at presse DR til at skabe en mere positiv fortælling, end der var lagt op til.

Også partifællen Brian Mikkelsen blev anklaget for utidig indblanding i sin tid som kulturminister (2001-2008), da han sendte den daværende bestyrelsesformand for DR en e-mail med en række kritikpunkter rettet mod DR’s dækning af Irakkrigen, og efter et kritisk og omdiskuteret interview med Lars Hedegaard modtog Deadline-værten Martin Krasnik en krasbørstig opringning fra Katrine Winkel Holm, der er medlem af DR-bestyrelsen, udpeget af Dansk Folkeparti.

Michael Christiansen mener ikke, at eksemplerne viser, at det giver problemer, at bestyrelsen er politisk udpeget.

”Eksemplerne er udtryk for, at politikerne går meget op i, hvad DR foretager sig, fordi DR’s udsendelser og øvrige aktiviteter har stor betydning for politikernes arbejde og karriere. De ville ringe og skælde ud og forsøge at blande sig uanset hvad. Den del ville ikke gå væk, hvis f.eks. de ansatte valgte bestyrelsen. Det er forventeligt og i orden, at politikerne hidser sig op, hvis en sag går dem imod, men det er ikke i orden, hvis medarbejderne i DR bøjer sig for dem. ’Lad dem ringe, men glem, hvad de siger’.”

Men har henvendelserne alt andet lige ikke en anden vægt, når politikerne har direkte indflydelse på, hvem der sidder i bestyrelsen, og hvem der er formand?

Jeg har altid lyttet høfligt, når ministeren har henvendt sig, men i DR’s gøren og laden har man aldrig kunnet registrere, hvad der er blevet sagt. Jeg er høfligt lyttende, fordi DR er en meget politisk relevant institution, og jeg derfor skal læse det politiske landskab. Men at forestille sig, at jeg skulle gøre, hvad ministeren siger, er absurd.”

Forstår du bekymringen?

”Ja. Se Polen og Ungarn, hvor politikerne har indledt et angreb på den frie presse og underlagt statens medieinstitutioner statslig kontrol. Det er skræmmende og bekymrende. Men hvis Folketinget bliver sammensat som i Polen og Ungarn, så kan regler ikke beskytte os. Så laver de dem bare om. Men vi er jo ikke Polen eller Ungarn, vi er Danmark.”

Så debatten er helt ved siden af?

”Nej. Den er relevant, men jeg er ked af, at fokus har været så meget på rygter om, hvordan bestyrelserne skal sammensættes, i stedet for på, hvordan vi finder et system, som forener befolkningens legitime ret til at have indflydelse på, hvad der foregår på universiteterne, med universiteternes legitime ret til frihed. Jeg beder stilfærdigt om, at man diskuterer det uden at råbe og skrige. Og det har indtil videre ikke været muligt.”

Staten er nødt til at styre

Så kan vi passende starte debatten her, men Michael Christiansen er ikke meget for at blive alt for konkret. Hvordan bestyrelsen skal udpeges, vil han ikke nærmere ind på, end han har været. Til gengæld efterlyser han klarere tilkendegivelser fra politikerne. Det skal ske gennem økonomisk forpligtende udviklingskontrakter, som fastlægger de overordnede retningslinjer for universiteternes virke. Dem skal man f.eks. bruge til at dimensionere; ikke ved at fortælle, hvor mange kandidater universiteterne må uddanne på de enkelte studier, men ved at forhandle om, hvorvidt optaget inden for hovedområderne skal gå op eller ned over en længere periode.

For ministeriet bliver nødt til at tage den overordnede styring i spørgsmål, hvor der er større hensyn på spil, mener Michael Christiansen. Universiteterne kan ikke selv finde ud af at styre optaget, alt efter hvad samfundet har brug for. Det bliver staten nødt til at være inde over:

”Du kan med rette bebrejde universiteterne, at vi samlet set har ladet optaget stige for meget på visse studier i forhold til arbejdsmarkedets behov. Men man kan ikke forvente, at vi selv sørger for at regulere optaget. Det må politikerne være garanter for.”

Hvorfor kan man ikke forvente, at universiteterne selv kan?

”Det er meget, meget vanskeligt at træffe den beslutning, når man har det taxametersystem, vi har. Der er jo en sammenhæng mellem, hvor mange studerende du har, og hvor store dine bevillinger er. Og når man har fri konkurrence om de studerende mellem universiteterne, er det meget vanskeligt for otte rektorer eller bestyrelsesformænd at sætte sig ned og dele rovet mellem sig. Det er ikke et rimeligt krav,” siger Michael Christiansen og drager en parallel:

”Tænk på det på denne måde: Ville A.P. Møller lade sine datterselskaber afgøre ressourcefordelingen mellem sig? Selvfølgelig ikke. Datterselskaberne kan fremlægge deres argumenter osv., men i sidste ende bliver koncernen nødt til at afgøre, hvordan ressourcerne skal fordeles. Det samme gør sig gældende for forholdet mellem universiteterne og staten. Staten skal styre forholdene mellem universiteterne for at sikre, at de samlet set varetager samfundets bredere interesser, men staten skal, bør eller må på ingen måde styre forholdene universiteterne.”

LÆS OGSÅ: Skandaleforslag der ikke findes


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu

Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu