Alle danskere kender billederne af voldsomme demonstrationer i Paris og andre franske byer.

Det kommer vi nu til at se igen, selv om Emmanuel Macron meget overbevisende har vundet både præsidentposten og et komfortabelt flertal på 350 ud af 577 pladser i det franske parlament.

Det er en tradition i fransk politik, at der efter de to valgrunder ved stemmeurnerne kommer en såkaldt ’social tredje runde’. Begrebet dækker over, at en række aktører i det franske samfund ikke uden kamp accepterer demokratiets spilleregler. De transformerer sig så at sige til gadens parlament for på den måde at forsøge at stoppe de reformer, som de ikke bryder sig om.

Macrons tre hovedmodstandere er de små og radikaliserede fagforeninger, den højrenationale Marine Le Pen og ikke mindst den venstreradikale Jean-Luc Mélenchon, der i en valgalliance med det franske kommunistparti, PCF, fik 27 pladser i Nationalforsamlingen. Mélenchons eget parti, LFI, fik 17.

Den venstreradikale leder gjorde det søndag aften klart, at han har tænkt sig at organisere modstand i gaderne mod Macrons annoncerede reformer af arbejdsmarkedet, og det i meget skarpe vendinger.

”Den totale modstand er legitim,” var ordvalget, der burde få danske venstrefløjspolitikere fra Enhedslisten og SF til at overveje, om de stadig skal heppe på Mélenchon.

Test af Macron

Macrons anden politiske hovedmodstander er den højrenationale Marine Le Pen, som kan glæde sig over et historisk godt valgresultat. Dels blev hun selv for første gang valgt til Nationalforsamlingen, og dels fik partiet i alt otte pladser, hvor man tidligere kun havde to.

Mange af Le Pens vælgere blev hjemme i går, men man skal ikke glemme, at hun fik over 33 pct. af stemmerne ved præsidentvalgets 2. runde. Det store spørgsmål er nu, om Marine Le Pen vil stille sig tilfreds med sine otte mandater, eller om hun også vil opfordre til ballade i gaderne, ligesom Mélenchon åbenlyst gør det. Hvis hun gør det, kan situationen blive eksplosiv.

Endelig er der de små radikale fagforeninger på fagbevægelsen venstrefløj. Disse findes primært inden for offentlige virksomheder som elselskabet EDF, togselskabet SNCF og i en række havne og lufthavne. Disse fagforeninger er tæt knyttet til PCF og til Mélenchons folk, som på deres side også har fat i venstreradikale studentergrupperinger.

Emmanuel Macron har i flere måneder gjort det klart, at han vil bruge de magtbeføjelser, forfatningen giver ham. På den parlamentariske front har han ikke nogen problemer med sit store flertal. Ganske vist er der i Frankrig ikke tradition for stram partidisciplin blandt parlamentarikerne, hvilket har bragt tidligere præsidenter i vanskeligheder. Men omvendt er det svært at forestille sig, at Macrons mange nye parlamentarikere skulle organisere et oprør mod den præsident, som de alle nærmest tilbeder.

Derfor er det afgørende spørgsmål i virkeligheden, hvor langt Emmanuel Macron vil gå i brugen af de franske politistyrker i kampen mod særligt den radikale venstreopposition. Mélenchon udtalelser viser, at modstanden kommer. Spørgsmålet er, om Macron vil bruge jernnæven, eller om han forstår at bruge sin folkelige opbakning og medierne i kampen mod den radikale modstand, som vil vise sig i de kommende måneder.

(Foto: Roman Bonnefoy - demonstration i Paris, 2008)