Mens onsdagens hollandske valg blev en slem skuffelse for den globale EU-skeptiske, nationalistiske bevægelse, blev det en opmuntring for pro-europæiske partier over hele Europa.

Nu samler al opmærksomhed sig om det franske præsidentvalg, der finder sted over to runder 23. april og 7. maj. Det er her, det for alvor skal vise sig, om det pro-europæiske Europa kan komme helskindet igennem supervalgåret 2017.

Frygten er, at Brexit og valget af Donald Trump i USA var begyndelsen på en nynationalistisk bølge, som i sidste ende vil kunne koste det overnationale EU-samarbejde livet. EU-modstanderen Geert Wilders’ kun beskedne fremgang ved valget i Holland virkede derfor som en blanding af valium og antidepressiver på pro-europæiske politikere og lederskribenter i Holland, Tyskland og Frankrig.

Hos webmediet Breitbart, der er blevet det globale talerør for den nationalistiske bevægelse, derimod, var skuffelsen ikke til at tage fejl af. ”Hollandsk valg: Pyrrhussejr får mainstream-partier til at klynge sig til magten,” lød overskriften i valgdækningen fra Breitbart London.

Den tyske nationalistleder Frauke Petry erkendte på sin side, at resultatet ikke var, hvad hun havde håbet på. I Frankrig var der tavshed fra Marine Le Pen, der tweetede om ”begyndelsen på en mægtig global bevægelse”, da Donald Trump vandt i november. Valget i Holland forbigik hun i stilhed midt i kampagnetravlheden forud for valget 23. april.

Hos den tyske regering og i de store tyske kvalitetsaviser var der til gengæld begejstring. ”Europa lever,” skrev Die Zeit, mens kansler Angela Merkel allerede på valgaftenen ringede og ønskede premierminister Mark Rutte tillykke. Merkel understregede, at hun ”som ven, nabo og europæer” glæder sig til videre samarbejde. Både Merkel og de tyske medier vendte imidlertid hurtigt blikket mod den næste og langt mere dramatiske demokratiske udfordring i EU: Valget i Frankrig.

Her er EU’s fremtid reelt på spil, vurderer man i Tyskland. Derfor har hele det politiske parnas i Berlin kastet deres kærlighed på den 39-årige himmelstormer Emmanuel Macron, der har gode chancer for at blive Frankrigs næste præsident, selv om han stiller op som uafhængig. Macron førte torsdag en stærkt mediedækket kampagne i Berlin, hvor han ud over Merkel mødtes med præsident Steinmeier, udenrigsminister Gabriel og den gamle stjernefilosof og EU-revser Jürgen Habermas.

Den stærke tyske opbakning til Macron er først og fremmest et udtryk for, at Tysklands politiske elite vil gøre alt for ikke at skulle arbejde sammen med en nationalistisk præsident Marine Le Pen i Paris. Men samtidig appellerer den reformivrige Macron til konservative tyske som Angela Merkel, mens de tyske socialdemokrater godt kan lide Macron, der er tidligere økonomi- og industriminister, for, at han hellere vil investere end at spare sig til ny vækst.

Mens der på europæisk plan er lettelse over det hollandske valgresultat, står Mark Rutte nu med en kompliceret opgave i forhold til at skabe en ny regeringskoalition. Men både han og Holland er dybt fortrolige med den slags forhandlinger, der ofte står på i månedsvis.

Parlamentet, ’Tweede Kamer’, får i alt 13 partier, hvor særlige grupper som indvandrere, ældre og dyrevenner alle har deres egne repræsentanter på tinge. En anden nyskabelse er, at der er kommet et nyt parti, ’Forum for Demokrati’, til højre for Geert Wilders. Partiets leder er filosoffen Thierry Baudet, der blandt andet har udtalt: ”Musikken fra kirkeklokkerne er del af vores hverdag, vores kultur. Skrigene fra minareterne er ikke. Måske skulle moskéerne have klokker.”

Herudover er valgets store historier dels Socialdemokraternes historiske nederlag og dels det rødgrønne, pro-europæiske GroenLinks’ store fremgang. Socialdemokratiet PvdAs nedtur må være en af de største i de europæiske socialdemokratiers historie. Fra 24,9 pct. i 2012 til under 6 pct. i 2017 er massivt og betyder, at partiet nu må i opposition og forsøge at genopfinde sig selv. Resultatet er vælgernes straf for partiets deltagelse i premierminister Mark Ruttes hårde spare- og privatiseringspolitik, der blandt andet har skabt stor usikkerhed om hollændernes velfærd og sundhed. Partiets hidtidige finansminister, Jeroen Dijsselbloem, varetager i øvrigt den vigtige post som formand for Eurogruppen.

Det hollandske valg kan dårligt udlægges som udtryk for krise i demokratiet. Tværtimod var stemmeprocenten høj, ligesom antallet af partier og intensiteten i debatten, der blev fulgt af medier fra andre europæiske lande i et hidtil uset omfang. Der er ingen tvivl om, at dette vil gentage sig i forhold til det franske valg.

Der er måske sågar ved at opstå en europæisk politisk offentlighed, sådan som den hollandske forfatter Geert Mak taler om det i debatbogen ”Endestation Europa”, der netop er udkommet på Gyldendal.

”Et europæisk demokrati er ingen let sag at opnå, men paradoksalt nok synes jeg, at vi i hele denne fornemmelse af opbrud samtidig for alvor oplever en fælles europæisk debat, noget, der ikke var tænkeligt få år tilbage. Vi er, tror jeg, ved at kultivere en stærkere europæisk bevidsthed, fordi vi taler til hinanden som europæere og ikke bare fra hvert vores nationale aflukke.”