”For mig var der ingen tvivl. Vi havde ikke alene ret til at handle. Det var vores pligt.”

Mere end 13 år efter beslutningen om dansk deltagelse i krigen mod Saddam Husseins Irak i 2003, er der fortsat ingen slinger i valsen i Anders Fogh Rasmussens støtte til krigen. Netop krigen i Irak, der nåede at vare i mere end otte år og kostede hundredtusindvis af mennesker livet, og som ellers har kastet lange skygger over eftermælet hos Foghs mest centrale allierede fra den tid, USA’s præsident George W. Bush og Storbritanniens premierminister Tony Blair, er et af emnerne i Foghs nye bog ’Viljen til at lede’, der udkommer i morgen den 27. september på Politikens Forlag.

I bogen fastholder den tidligere danske statsminister og NATO-generalsekretær sin beslutning fra marts 2003 om at lade danske soldater være en del af den amerikansk ledede koalition, der skulle bringe diktatoren Saddam og hans regime til fald.

Bush sluttede sin præsidentperiode i 2009 med historiske lave popularitetsmålinger. Og Blair er ikke bare blevet forkastet af sit eget parti, Labour, der i dag ledes af krigsmodstanderen Jeremy Corbyn; han er også blevet hårdt kritiseret i landets medier i en lang og vedvarende debat, der kulminerede den 6. juli i år, da en undersøgelseskommission afleverede sin længe ventede rapport. Den såkaldte Chilcot-rapport leverede hård kritik af Storbritanniens beslutning om at gå i krig, hvor Tony Blair ifølge rapporten både overdrev truslen fra masseødelæggelsesvåben, forhastede krigsdeltagelsen, før alle fredelige muligheder var udtømte, og sendte britiske tropper ind i en dårligt forberedt krig. For det har Blair sagt undskyld, uden dog direkte at fortryde sin beslutning, fordi ”verden er et bedre sted uden Saddam Hussein,” som han sagde.

Fogh slap for afhøring

Anders Fogh Rasmussen har også høstet kritik for Danmarks deltagelse, men ikke tilnærmelsesvis i samme omfang som sine to allierede. Gennem årene har Fogh sagt, at han ikke på samme måde lagde entydig vægt på eksistensen af de masseødelæggelsesvåben, som Saddam Hussein som bekendt viste sig ikke at have. Men en anden årsag er formentlig også, at den danske pendant til Chilcot-rapporten, Irak- og Afghanistankommissionen, ikke nåede at færdiggøre sit arbejde, inden den sidste år blev nedlagt, da Venstre-regeringen kom til magten. Efter planen skulle Fogh have været indkaldt til afhøring 3. februar i år.

Bogen er en lang, ideologisk opbakning til et interventionslystent USA, og Fogh gentager igen argumentet om, at den danske krigsdeltagelse mere handlede om, at Saddam var en tyran, der trodsede FN, end det handlede om eksistensen af masseødelæggelsesvåben:

”Den kendsgerning, at der ikke blev fundet masseødelæggelsesvåben i Irak, er ikke ensbetydende med, at grundlaget for den militære aktion mod Saddam Hussein var fejlagtig,” skriver Fogh og uddyber: ”Min beslutning var som nævnt ikke baseret på sikre beviser for Saddam Husseins lager af masseødelæggelsesvåben; den var baseret på hans manglende samarbejde med FN.”

Fogh undlader her behændigt at nævne, at masseødelæggelsesvåben blev nævnt ikke mindre end 10 gange i det beslutningsforslag, som daværende udenrigsminister Per Stig Møller på vegne af VK-regeringen præsenterede for Folketinget 18. marts 2003, og som kun ved hjælp af stemmer fra DF – og dermed på det snævrest mulige flertal i dansk krigshistorie – sendte danske tropper i krig i Irak.

USA som politimand

Krigen i Irak er dog kun en af mange konflikter, som Fogh skriver om i bogen. Her kæder han krigsdeltagelsen i både Irak og Afghanistan sammen med en ideologisk og langt mere vidtrækkende opbakning til den unipolære verdensorden, hvor USA er politimand og skal være villig til at intervenere i konflikter. Og det er hovedbudskabet i bogen:

”Kun USA har den diplomatiske, militære og økonomiske magt til at levere beslutsomt lederskab og få tingene gjort internationalt. Igen og igen har vi i løbet af det seneste kvarte århundrede set, at så længe USA tvivler, holder sig tilbage og er ubeslutsomt, er der ikke noget lederskab, ingen retning og ingen handling. […] Intet andet land i verden har styrken til at påtage sig rollen som global politibetjent, og FN, der ville være det naturlige alternativ, er for svag.”

Tøver USA, fører det til folkedrab, argumenterer Fogh og fremdrager en lang række historiske eksempler, som han opsummerer med denne konklusion:

”Læren af historien er klar: I Rwanda, Bosnien og Syrien før 2014 tøvede USA, der blev ikke gjort noget, og resultatet var folkedrab. I Kosovo, Libyen og Syrien efter 2014 handlede USA, og folkedrabet blev afværget.”

Her retter han både en hård kritik af Bill Clinton for USA’s tøven under folkemordet i Rwanda i 1994, hvor op mod 1 million mennesker blev brutalt myrdet, og af den nuværende præsident, Barack Obama.

”Hvor Bush den yngre var entusiastisk fortaler for USA’s rolle som verdens politimand, var Obama mere tøvende og gik kun i aktion, når han så, at han havde betydelig udenlandsk opbakning. Faktisk troede Bush på lederskab, og han var derfor villig til at handle hurtigt; Obama tror på konsensus og handlede derfor modvilligt.”

Mandag Morgen bringer i denne uge et uddrag fra bogen, hvor Anders Fogh kritiserer Obama for den tøvende opbakning til at gå i krig i Libyen, da Fogh selv var generalsekretær for NATO. Først da Obama tog lederskabet, blev krigen i Libyen en militær succes. Desværre blev den senere til en politisk fiasko, erkender Fogh.

LÆS OGSÅ: Anders Fogh: Obama var den tøvende politibetjent