Jeg er træt af partnerskaber – ikke at forveksle med mit ægteskab! Jeg er træt af den dille, som de seneste regeringer, erhvervslivets såkaldte hovedorganisationer og de allerstørste virksomheder i uskøn forening har fået med at etablere partnerskaber til politikudvikling. Partnerskaber uden slåskampe.

Disse lukkede fora, hvoraf jeg selv har været og er medlem af et par stykker, udfordrer folkestyret, altså den lovgivende magt, og den udøvende magt i form af de professionelle, partipolitisk neutrale embedsmænd. Men ikke nok med det. Partnerskaberne sætter i vid udstrækning interesseorganisationerne (bortset fra de mest toneangivende, men dermed måske ikke altid mest repræsentative) og partierne uden for regeringen uden for indflydelse. Og endnu værre: Partnerskaberne forstærker en elitær udvikling med stigende afstand mellem de få reelle beslutningstagere og folk flest. Hvad også statsministerens nylige reformmøde i Fredericia om ’Fremtidens Danmark’ var et eksempel på.

Det danske samfunds succes – i form af fred, frihed, harmoni og velfærd – bygger på den store middelstand, på en (hidtil) overskuelig forskel mellem rig og fattig, et erhvervsliv med samfundssind, andelsbevægelse, en stærk fagbevægelse, dygtige interesseorganisationer som Danmarks Naturfredningsforening, Kræftens Bekæmpelse, Ældresagen og så videre. 

Partnerskaberne må ikke blive ”new normal”

Derfor spiller de regeringsledelser, som foretrækker at overlade politik-formuleringen til fora som Disruptionrådet og klimapartnerskaberne, hasard med væsentlige politiske og økonomiske værdier, når de ikke har tillid og tålmodighed til den gode, gamle model for forandring af det danske samfund.

Selvfølgelig kan der til tider, hvad det seneste år med covid-19 har dokumenteret, være behov for at kortslutte en sædvanligvis langvarig og grundig politisk proces, men det må ikke blive ’new normal’. Politik handler ikke mindst om fordelingen af samfundets goder og må derfor ikke forbeholdes dem, der i forvejen har adgang til det meste, medens resten må nøjes med smulerne fra de riges bord.

Og så er spørgsmålet i øvrigt, om de seneste års mange partnerskaber har flyttet mere og hurtigere end tidligere tiders kommissionsarbejde? Jeg kunne godt tænke mig, at der var en vågen gravergruppe på en af vores journalistiske arbejdspladser, en ph.d.-studerende eller forsker ved et af universiteterne, som ville evaluere partnerskabernes arbejde og resultater.

Min påstand vil, indtil andet er bevist, være, at partnerskabernes resultater er omvendt proportionale med den mediedækning, som regeringsledelserne og de kendte erhvervsfolk fra de allerstørste virksomheder fik ved partnerskabernes etablering og første sammenkomster på Marienborg og andre fotogene mødesteder. Lad os tage Disruptionrådet som eksempel på et partnerskab, hvor man i dag kan spørge, hvad det helt konkret afstedkom af ny lovgivning – og adfærdsændringer i erhvervslivet.

Jeg kunne i øvrigt også godt tænke mig at vide, om de kendte erhvervsfolk så også har prioriteret arbejdet i partnerskaberne i samme udstrækning, som mindre kendte repræsentanter fra de traditionelle interesseorganisationer ville have gjort det. Og hvad udgifterne til konsulentrapporter fra McKinsey med flere har været til at fremskaffe analyser, som brancheforeninger og andre i forvejen har.

Hastværk er lastværk – også i Folketinget

I det hele taget trænger den politiske beslutningsproces – ikke mindst tilblivelsen af nye lovinitiativer – til et kritisk eftersyn. Tidligere ministre som Sofie Carsten Nielsen, Karsten Lauritzen og Rasmus Jarlov har med rette kritiseret hastværk (lig med lastværk), uhensigtsmæssig tilrettelæggelse af de politiske forhandlinger og arbejdsbyrden i Folketinget. Og naturligvis bør Folketingets ledelse, præsidiet og Udvalget for Forretningsordenen, drøfte, hvordan arbejdet i Folketinget og i Folketingets udvalg kan tilrettelægges bedre i fremtiden.

Men her, i Folketinget, er rammerne jo også i stor udstrækning bestemt af Grundlovens bestemmelser. Og glem alt om, at vi i vores tid får en måske tiltrængt grundlovsfornyelse – og dermed andre rammer, som kunne være (gen)etableringen af et tokammer-system, differentiering af kravene til lovbehandling (i øjeblikket tre behandlinger), indførsel af høringer som i det amerikanske senat (i stedet for advokatundersøgelser, kommissionsundersøgelser og så videre). Det er og bliver svært at se, hvad der skulle kunne bære en grundlovsrevision igennem.

Således er det nok ikke fra Folketinget, at de påkrævede forandringer skal komme. Det centnertunge ansvar ligger hos den til enhver tid siddende regering, som har værktøjskassen til en mere eller mindre fordomsfri tilgang til tilblivelsen af ny politik, transparens, dokumentation af behov, inddragelse, meningsfyldte høringer, brede løsninger, evalueringer, revisioner og så videre.

Men også eksterne aktører har et medansvar: embedsmændene, der bestemt ikke bør finde sig i hvad som helst, når ministre til tider vil politisere uhæmmet. Interesseorganisationerne, specielt de duellerende hovedorganisationer, som er mere optaget af at fremstå magtfulde udadtil end at inddrage medlemmerne i det substantielle arbejde med konkret lovgivningsarbejde. Og medierne, som år efter år er blevet mere interesserede i politikernes adfærd end i partiernes holdninger, mere interesserede i den politiske proces end det politiske indhold.

Sidst, men ikke mindst, har vi alle som vælgere og måske aktører det ene eller andet sted i beslutningsprocessen et ansvar. Vi kan med rette spørge os selv, om vi gør, hvad vi kan for at fremme optimal lovgivning og dermed et vigtigt bidrag til velstand og velfærd.

Kun 3,5 procent er medlem af et politisk parti

Ved folketingsvalget i 2019 stemte 3.569.521 – svarende til en valgdeltagelse på 84,6 procent. Men kun

cirka 125.000 – svarende til 3,5 procent af dem, der stemte – er medlem af de partier, som opstiller de kandidater, vi kan vælge imellem. Og de færreste af dem møder frem til opstillingsgeneralforsamlingerne, hvor der i øvrigt kun sjældent er modkandidater. Det folkelige mandat for vores folkevalgte er på papiret flot, men i realiteten tyndt.

Præcis det samme gør sig gældende i de fleste interesseorganisationer. De største kontingentbetalere bestemmer musikken. Sådan er det bare. Hvem har oplevet paladsrevolutioner på hovedorganisationernes generalforsamlinger, der har udviklet sig til en mellemting mellem Fredericia-mødet og Debatten med Clement Kjersgaard – uden debat, vel at mærke!?

Det nytter altså ikke ”bare” at pege fingre ad andre, når vi frustreres af politiske beslutninger – fra de borgerlige regeringers nedlæggelse af lokale politistationer over den socialdemokratiske regerings nedlæggelse af minkfarmene til tilbagetrækningen fra Afghanistan. Vi har alle det medansvar, som følger med stemmeret – ved folketingsvalg og kommunalvalg – og på generalforsamlinger, fra grundejerforeningen til DI’s og DE’s årsmøder. Tiden er inde til at tage det medansvar mere alvorligt.

Forudsætningen for et opgør med den stadigt mere centralistiske magtudøvelse og til tider forlorne inddragelse af aktører, eksempelvis den via en del af partnerskaberne, er nemlig, at vi alle – i hvert fald flere – tager del i beslutningsprocesserne i partier og interesseorganisationer, ingen nævnt ingen glemt. Med andre ord: Vi sidder der ikke for at sidde – og for at have det på cv’et. Vi sidder der for at repræsentere, og det vil til tider også sige, rent ud sagt: at strides! Ikke for stridens egen skyld, men for at opnå bedre løsninger og om muligt også bredere forlig.