Mange skadestuer og akutberedskaber står næsten tomme om natten på de små sygehuse. Læger, sygeplejersker og portører ligger og sover på vagten, fordi der ikke er nok patienter. Amterne spilder tilsammen én milliard kr. om året, fordi hospitalerne ikke bliver udnyttet fuldt ud. Patienterne bliver samtidig behandlet dårligere, fordi lægerne ikke får nok rutine. Det fremgår at en ny rapport, som Sundhedsministeriet offentliggør i dag. Den viser, at amterne ikke har gjort op med tanken om, at alle hospitaler skal kunne behandle alle typer af patienter døgnet rundt. 26 sygehuse indlægger i gennemsnit 10 personer eller mindre fra kl. 16 til 8 om morgenen. “Det, der foregår, er under ingen omstændigheder hensigtsmæssigt eller rationelt. Det nytter jo ikke, at borgerne kommer på det nærmeste hospital, hvis ekspertisen ikke er i orden, fordi lægerne ikke har tilstrækkelig erfaring,” siger sundhedsminister Carsten Koch. Han får støtte af Foreningen Af Yngre Læger: “Patienterne risikerer at gå glip af den bedste behandling, så længe amterne stædigt fastholder, at patienterne skal behandles tæt på bopælen,” siger formanden for FAYL, Erik Jylling. Amterne kalder Sundhedsministeriets beregninger for rent skrivebordsarbejde. “Hvis du bor i Hanstholm og får et hjertetilfælde, vil du få over 100 km til et døgndækkende beredskab i Viborg,” siger amtsborgmester Bent Hansen fra Viborg. Amterne erkender dog, at der er penge at spare. Borgerne i tyndtbefolkede områder må nu indstille sig på, at det akutte beredskab kommer længere væk, siger han.