Det handler ikke om atombomber, tungt artilleri eller soldater med maskinpistoler. Nutidens trussel fra Rusland findes i det skjulte. Gennem en krig om information spreder russerne løgne, falske nyheder og deres version af sandheden i Europa og allierer sig med europæiske yderfløjspartier for at destabilisere EU.

Vi skal til Sverige for at se et af de nyeste eksempler på russernes evne til at sprede usandheder i Vesten. Under den nationale debat tidligere på året om et eventuelt militært partnerskab mellem Sverige og NATO begyndte der at sprede sig urovækkende udsagn på sociale medier: Hvis Sverige indgik aftalen med NATO, ville det betyde, at alliancen kunne oplagre hemmelige atomvåben på svensk jord uden regeringens godkendelse, og NATO-soldater ville kunne voldtage svenske kvinder uden retsforfølgelse på grund af deres immunitet. Historierne var opdigtede. Det var umuligt at bevise forbindelsen, men efterretningseksperter peger på Rusland som ophav til historierne. Og det statsejede russiske medie RT beskrev alt imens sagen med ordene ”antirussisk hysteri”.

Der er ofte ikke én rygende pistol, der afslører forbindelsen til Rusland, ligesom det ikke er ét udsagn, der ændrer Vestens opfattelse af Rusland. Det er den akkumulerede effekt af mange udsagn på mange platforme med enslydende prorussiske udsagn, der viser en forbindelse til Putin. Russernes mål er at skabe tvivl om, hvad der er sandheden, og dermed kaste et positivt lys på det, der er i Ruslands interesse, og undergrave det, der ikke passer styret i Kreml.

Thomas Elkjer Nissen, forsker ved Forsvarsakademiet med speciale i blandt andet informationskrig, peger på, at den gradvise ændring af diskursen på sigt kan minimere det politiske handlerum for de europæiske politikere:

”Hvis der bliver skabt mindre forståelse i befolkningen for modsætningsforholdet til Rusland, betyder det, at politikerne har mindre mulighed for handlinger med henvisning til en sikkerhedspolitisk trussel,” siger han.

Rusland vil kunne bruge et mere positivt billede forud for de store kommende forhandlinger om territoriale stridigheder om Arktis, hvor Ruslands krav f.eks. overlapper de danske. Også i godkendelsen af Nord Stream 2-gasledningen gennem Østersøen kan Rusland bruge et mere positivt billede, da forbindelsen lige nu ses som en mulig underminering af EU’s energiunion.

Både EU og NATO er opmærksomme på Ruslands informationskrig, og EU nedsatte sidste år den såkaldte East StratCom Task Force, der arbejder med at afsløre usandfærdigheder og analysere prorussiske mediers narrativer.

Samtidig udkæmpes informationskrigen ikke alene gennem usandfærdige udsagn i medier, den foregår også ved, at Rusland skaber alliancer med europæiske yderfløjspartier. Både europæiske højre- og venstrefløjspartier har en ideologisk forbindelse til Rusland. For venstrefløjspartierne er det baseret på det hedengangne og mytiske Sovjet, og for højrefløjspartierne handler fællesskabet om nationalisme, konservatisme og den fælles modstand mod islam.

Kommunikation som aggressiv handling

Det er ikke nyt, at Rusland fører informationskrig. Under Den Kolde Krig sendte Sovjet agenter ud for at infiltrere vesteuropæiske politiske partier, organisationer og medier for derved at sprede et positivt billede af Sovjet. I dag er informationskrigen rykket ud i cyberspace og foregår på hjemmesider for ngo’er, der ikke eksisterer, videoer på YouTube og ved hjælp af troldehære, der kommer med prorussiske udsagn i diverse kommentarspor på nyhedsmedier og i Facebook-tråde. Det hele for at sprede Ruslands version af sandheden og give indtrykket af, at der er mange med de samme holdninger.

De statsejede russiske medier RT, tidligere Russia Today, og Sputnik ser ud og fremstår som andre vestlige nyhedsmedier. Men journalisters systematiske gennemgang af russiske mediers historier på sider som russialies.com og stopfake.org har gang på gang afsløret usandfærdigheder og fordrejninger.

Sputnik har for nylig bragt artikler med titler som ”Tyrkiet og Syrien er bange for, at der vil blive skabt en USA-støttet autonom region i Syrien” og ”Brexit skal bruges som udgangspunkt for at fjerne antirussiske sanktioner, (siger, red.) østrigsk minister”.

Danmarks ambassadør i Rusland, Thomas Winkler, peger på, at russerne har et fantastisk effektivt informationssystem:

”De har virkelig mange penge, og f.eks. den engelske udgave af RT fremstår som et slags Fox News med en russisk vinkel, som er meget professionel. De er særligt dygtige til at vende tingene rundt, så det fremstår anderledes end i de vestlige medier,” siger Thomas Winkler.

Det er normal praksis, at stater og institutioner som led i deres udenrigspolitiske strategi forsøger at sælge deres version af sandheden til andre. Det gør EU også, f.eks. gennem European External Action Service, hvis erklærede formål er at sikre, at EU og dets folks stemme høres i verden. Men forskellen på EU og Rusland er, at Rusland ser udlandets kommunikation som aggressive handlinger.

”Det særlige, når man kigger på Rusland, er, at de ser det, andre stater – også EU og NATO – gør for at kommunikere til den russiske befolkning, som en aggressiv handling. Det kalder de informationsangreb og ser som brud på deres suverænitet. Dermed ser de information som en kampplads på lige fod med den militære,” siger Thomas Elkjer Nissen fra Forsvarsakademiet.

Selv om Rusland siden Den Kolde Krig har set kommunikation som en integreret del af politisk krigsførelse, er det ideologiske grundlag anderledes i dag. Under Den Kolde Krig stod den vestlige blok på den ene side med værdier som kapitalisme, frie markedskræfter og forbrug. På den anden side af den ideologiske skillelinje stod den østlige blok med kommunisme, planøkonomi og hammer og segl. I dag handler det ifølge Thomas Elkjer Nissen om det, russerne selv ser som kampen om Ruslands retfærdige rolle i verden som stormagt.

Karsten Jakob Møller, seniorforsker på DIIS og tidligere militærattaché i Rusland, er enig i, at Rusland kæmper for at indtage sin ”naturlige plads”:

”Rusland føler sig omgivet af onde kræfter, der forhindrer, at de indtager deres naturlige plads som stormagt. De optræder ligesom Bukke Bruse på broen, så de tramper gevaldigt,” siger han og henviser til, at Ruslands supermagtsdrømme hæmmes af, at landets BNP i 2015 kun var lidt større end Spaniens og mindre end f.eks. både Frankrigs, Italiens og Sydkoreas.

Yderfløjenes alliance med Rusland

En del af Ruslands informationskrig foregår gennem skjulte samarbejder med europæiske yderfløjspartier. Et af de få beviser på det var, da det franske nationalistparti Front National i 2014 modtog et lån på 9,4 millioner euro fra First Czech-Russian Bank i Moskva. I år har partiet spurgt russiske banker om et lån på 27 millioner euro. Lederen Marine Le Pen har da også flere gange udtrykt beundring for Putin og har til avisen Le Monde udtalt, at ”Krisen i Ukraine er alene EU’s skyld. Dets ledere forhandlede en handelsaftale med Ukraine, som grundlæggende afpressede landet til at vælge mellem Europa og Rusland”. Front National fik knap 25 pct. af stemmerne ved EU-Parlamentsvalget i 2014, og Marine Le Pen er i flere meningsmålinger spået til at komme ud som vinder af det kommende præsidentvalg i 2017.

Front Nationals forbindelse til Rusland er ikke enestående. Godt nok er der ikke andre eksempler på økonomiske lån fra Rusland til europæiske partier, men mange fløjpartier har til gengæld et ideologisk fællesskab med Putin. Alternative für Deutschland skriver f.eks. i sit principprogram, at forholdet til Rusland har særlig betydning, og at de vil vie naboerne mod øst særlig opmærksomhed. Og en række studier viser, at både højrefløjs- og venstrefløjspartier udtrykker sig i positive vendinger om Rusland. Af de yderfløjspartier, der sidder i Europa-Parlamentet, er 13 positive over for Rusland, 7 er åbne eller neutrale, mens kun 2 er direkte fjendtlige over for Rusland, viser studier af de forskellige partiers udtalelser om Rusland. Se figur 1.

Ligesom Kreml har de ofte euroskeptiske fløjpartier en interesse i at vise EU som bureaukratisk og som uden demokratisk legitimitet. Karsten Jakob Møller fra DIIS ser de uofficielle alliancer mellem Rusland og højrefløjspartierne som stærkt bekymrende og som en trussel mod sammenhængskraften i EU.

”Russerne har ikke interesse i at gå efter et land som Danmark, det vil være nyttesløst. Men de har interesse i så vidt muligt at svække EU, og EU er skrøbeligt, hvilket passer russerne særdeles godt. Jo mere de kan splitte EU, jo bedre. Falder EU fra hinanden, vil det være en stor sejr for russerne. Så kan de forhandle med de enkelte partnere, som de mener, er af interesse for dem,” siger Karsten Jakob Møller.

Et andet eksempel på partiernes forbindelse til Rusland er ifølge Antonis Klapsis, adjungeret lektor i historie på Hellenic Open University og Neapolis University Pafos og forfatter til bogen ”An Unholy Alliance – The European Far Right and Putin’s Russia”, at mange yderfløjspartier stemte imod EU’s associeringsaftale med Ukraine ved afstemningen i 2014. Han mener ikke, at det nødvendigvis skete pr. ordre fra Rusland, men at det var udtryk for en venlig gestus til Putin. De fire medlemmer af Europa-Parlamentet fra Dansk Folkeparti undlod som de eneste danske parlamentarikere til stede ved afstemningen at stemme. Og som beskrevet i artiklen ”Russisk statspropaganda elsker Dansk Folkeparti” er partiet også populært hos det russiske statsmedie RT.

Ruslands påståede samarbejde med højrefløjspartier i Europa kunne ifølge ambassadør Thomas Winkler være et eksempel på Ruslands ekspertise i del-og-hersk-strategien:

”Du deler dem, der er imod dig, og tager dem individuelt. Det er det, russerne gør i EU lige nu. De ved, at når EU skal træffe beslutning om at forlænge sanktionerne, så kræver det enstemmighed, og så skal der ikke så meget til, før det ikke kan lade sig gøre. Det kunne man bl.a. søge at sikre sig ved at støtte EU-kritiske partier i de forskellige lande,” siger han.

Alliancerne mellem Rusland og de europæiske yderfløjspartier er genstand for opmærksomhed hos både NATO og EU, og den amerikanske kongres instruerede i starten af året direktøren for den nationale efterretningstjeneste i USA i at foretage en undersøgelse af sammenhængen mellem Rusland og yderfløjspartier i Europa.

En russisk sikkerhedspolitisk trussel

Halvøen Krim ved Sortehavet var en del af Sovjet indtil 1954. Herefter blev den overdraget til den Ukrainske Socialistiske Sovjetrepublik, og ved Sovjetunionens opløsning blev den en del af Ukraine. Det var Rusland tilsyneladende ikke tilfreds med, og i 2014 annekterede Rusland Krim ved at omringe ukrainske militærbaser på halvøen og tage kontrol med det lokale parlament. Kort efter blev der afholdt en omtvistet folkeafstemning, hvor 90 pct. stemte for at komme tilbage til Rusland. Afstemningen er ikke anerkendt af EU, og annekteringen anses for at være i strid med folkeretten.

Men i modsætning til det internationale samfund argumenterede flere af de europæiske højrefløjspartier for at acceptere Ruslands annektering af Krim på grund af Ruslands naturlige interesse i halvøen. Det samme har Dansk Folkeparti gjort. Det er ifølge Antonis Klapsis endnu et tegn på partiernes samarbejde med Rusland. Søren Espersen siger, at han ”accepterer annekteringen af Krim som en kendsgerning, der ikke nogensinde står til at ændre”.

Krim-konflikten fik det russiske propagandaapparat i topgear, bl.a. gennem artikler i russisk kontrollerede medier, som fremstillede ukrainske politiske partier som fascister og neonazister og Ruslands indtrængende soldater som en slags fredsbevarende styrker. Sammenholdt med bl.a. Ruslands øvrige fremfærd i det sydøstlige Ukraine, støtten til Bashar al-Assad i Syrien og de nylige flylandinger på iranske baser ser Vesten, og ikke mindst Danmark, Rusland som en stigende trussel.

Forsvarets Efterretningstjeneste skrev f.eks. i sin risikovurdering fra 2015, at ”Rusland i de kommende år vil forblive en betydelig sikkerhedspolitisk udfordring for Vesten, NATO og Danmark”, og Peter Taksøe-Jensen beskrev i sin rapport om Danmarks udenrigspolitiske tilstand fra maj i år, hvordan ”Ruslands handlinger underminerer den europæiske sikkerhedsorden”.

Truslen stammer ifølge Karsten Jakob Møller fra en stigende uenighed om værdier mellem Rusland og Vesten:

”Russerne har forkastet den verdensorden, man forsøgte at bygge op efter Murens fald. Vi troede i den vestlige verden, at der var konsensus om samarbejdende sikkerhed, men det har russerne aldrig accepteret og forstået,” siger han.

Hverken Karsten Jakob Møller, Thomas Elkjer Nissen eller Thomas Winkler mener dog, at Rusland har en ekspansiv dagsorden. Det står i modsætning til under Den Kolde Krig, hvor Sovjetunionen var drevet af et mål om at udbrede kommunismen til så meget af verden som muligt. Thomas Winkler mener i stedet, at den primære drivkraft bag meget af Ruslands ageren handler om magten internt i Rusland.

”Når man sidder i Moskva, kan man se, at det, der driver systemet, er magten i Rusland. Når du analyserer, hvordan de agerer, kan du bl.a. se, at de slår ekstremt hårdt ned på oppositionen, selv om den ikke truer dem. Når de gør det, må det være, fordi de er meget opsatte på at beholde magten,” siger han.

Thomas Winkler forklarer, at russerne får folk til at stemme på sig ved at fortælle, at der kommer en ydre fjende og tager dem, og at dette er nemt at opdyrke hos russerne på grund af deres historie. USA ses som den store fjende, og i Rusland sætter man lighedstegn mellem USA, NATO og EU.