Hvis man har besøgt Refshaleøen i København, vil man have bemærket projektet Copenhagen Village, hvor gamle shippingcontainere istandsættes og indrettes som billige boliger, især beregnet til studerende. I første omgang er der indrettet 168 boliger, som udlejes for 4.100 kroner per måned – og dermed får de studerende en billig bolig med en helt unik beliggenhed.

Containerbyen er blandt de eksempler på den cirkulære økonomi, som er blevet undersøgt i forbindelse med CIRCit, et stort nordisk forskningsprojekt ledet af DTU, der netop er blevet afsluttet efter tre et halvt år. 

Skibscontainere, der ikke længere kan bruges til transport, anvendes i stor stil igen til opbevaring eller midlertidige bygninger. Containerne i Copenhagen Village er beregnet til at holde i højst ti år, for de er placeret på et område, der er udlagt til andre formål. Men når de til sin tid bliver fjernet, er der stor sandsynlighed for, at de vil blive anvendt igen på helt nye måder.

Til syvende og sidst kan de smeltes om til jern, men der er masser af energi at spare, hvis man i stedet kan genbruge dem direkte så mange gange som muligt. 

Containerboligerne illustrerer et af de centrale principper i den cirkulære økonom: at man skal tænke på ”end of use” snarere end ”end of life”.

Den konventionelle økonomi er lineær: Man udvinder råstoffer for at fremstille et produkt, forbruger det og smider det væk, når det er nået til sit ”end of life”. 

I den cirkulære økonomi, derimod, vil man så vidt muligt bruge tidligere anvendte materialer eller komponenter til produktionen, og det vil fra starten være tænkt ind i designet og forretningsmodellen, at produktet engang skal kunne anvendes til nye formål.

Fischer Lighting, et selskab i Vanløse, sælger eksempelvis belysning ved at renovere fatninger på gamle lamper og armaturer, så de kan bruges til LED-pærer – og dermed kan mange dyre, gedigne og klassiske lamper leve videre i en opdateret version. 

Cirkulær tænkning åbner for nye forretningsmodeller 

Der er mange måder at tænke cirkulært på. CIRCit-projektet har samlet en liste med foreløbig 65 eksempler på, hvordan store og små virksomheder i Norden har ændret deres forretningsmodel for at undgå spild af ressourcer.

Projektet, der har haft deltagelse af 70 nordiske virksomheder, har blandt andet resulteret i en serie på seks korte håndbøger, der viser konkrete metoder og eksempler på at gennemgå en virksomhed for at afklare og udvikle mulighederne for en mere cirkulær tilgang.

Tovholder på projektet har været Tim McAloone, professor i produktudvikling ved DTU.

McAloone konstaterer, at mange virksomheder, der forsøger sig med en cirkulær tilgang, opdager, at det driver dem til at tænke i helt nye baner: 

”De er blevet udfordret på, hvad det egentlig er, der er den væsentligste værdi, de skaber. Mange af dem har i årevis fokuseret på deres kerneforretning, der er baseret på en bestemt produkttype i et bestemt marked. Men nu tvinger de sig selv til at overveje, hvilken værdi de ellers kunne få ud af de her produkter og det ressource-flow, der er omkring dem.” 

”De har set, at de med deres nuværende forretningsmodel faktisk kun deltager i en lille del af brugernes aktiviteter, og så begynder de at undersøge, om de kan bruge deres forståelse for produktet og for kunderne til at tilføre flere services. Om de kan påtage sig opgaven at vedligeholde produktet, eller om de kan tage produktet tilbage, når kunden er færdig med det.

Måske behøver man ikke engang at sælge et produkt til kunden, men i stedet kan man tilbyde en service, der er knyttet til produktet. Det er en tankegang, der åbner nye forretningsmuligheder,” siger Tim McAloone. 

Smart circular: Digitalt og bæredygtigt

Som eksempel nævner han Konecranes, et stort finsk selskab, der sælger kraner over hele verden, og som var deltager i CIRCit-forskningsprojektet. Konecranes arbejder på at forlænge levetiden af deres produkter ved hjælp af digitale services: 

”Deres forretning er ikke baseret på så hurtigt som muligt at levere en ny kran, men på at hjælpe kunden med at bruge kranen så længe som muligt, og det kan de understøtte med en service om vedligeholdelse, opgradering og overvågning. Det handler om at sætte sensorer i produkterne og få lov til at monitorere dem sammen med kunden, så man kan forbedre driften og levetiden,” fortæller McAloone. 

De digitale muligheder for at skabe mere miljøvenlige løsninger har været et af hovedpunkterne i CIRCit-projektet. En af håndbøgerne fra projektet handler specifikt om ”smart circular design”. 

I takt med at alle typer produkter forsynes med sensorer, som overfører data gennem internettet, kan man forlænge produkters levetid ved hjælp af ”predictive maintenance”, hvor computere med kunstig intelligens kan advare om uregelmæssigheder og give vejledning om vedligeholdelse, før det er for sent at reparere. 

Digital teknologi kan også gøre det langt enklere at følge produktet, så man kan indsamle det igen, og at identificere produktet helt præcist, så man kan finde data om, hvordan det kan adskilles og genbruges. 

Deleøkonomien passer med cirkularitet 

Det er også digitaliseringen, der gør det muligt at bruge ressourcer mere effektivt ved at dele dem. 

Tim McAloone taler om, at digitale platforme kan overkomme ”strukturelt spild” – det er områder, hvor man med de typer af produkter og tjenester, vi har i dag, har et stort spild på grund af overkapacitet eller downtime, hvor det ikke er muligt at udnytte grejet. 

Transportsektoren er et oplagt eksempel, mener Tim McAloone: 

”Man har beregnet, at personbiler i gennemsnit er inaktive i 95 procent af deres levetid. Det er heller ikke værdiskabende, når jeg sidder fast i en trafikprop. Men med deleøkonomiske tjenester som ShareNow kan man bruge de ressourcer bedre.”

McAloone nævner også bygningsmassen som et eksempel på strukturelt spild:

”Vi har kæmpebygninger, der kun bruges få timer om dagen og aldrig i weekenden, fordi de er øremærket til ét bestemt formål. Her kan deleplatforme og kontorfællesskaber som WeWork give flere adgang til bygningerne.” 

”Noget lignende kan man se for adgang til produktionskapacitet. Der er eksempler på bryggerier, der lejer sig ind hos konkurrenternes fabrik og får brygget øl med deres egen opskrift, og dermed får man større værdi af udstyret.”  

Et andet forhold mellem forbruger og producent

En af konsekvenserne, når produkter tilbydes og bruges som en service, er, at forholdet mellem kunden og leverandøren forandres.

”Man går fra transaktioner til varige forhold,” siger McAloone:

”Man tjener ikke blot på at sælge én gang til kunden, man ser dem flere gange. Der bliver flere touchpoints til kunden, og derfor kan man lære mere om kundens behov og om, hvordan produktet bruges og slides – og den viden kan bruges til at forbedre produktet.”

Rollen som ”forbruger” bliver også udfordret, når man tænker i cirkulære forretningsmodeller: 

”Når man abonnerer på en tjeneste, snarere end at købe et produkt, bliver man ”bruger” og ikke ”forbruger”. Hvis den bil, man kører, er en delebil, er man bruger af bilen, for man har adgang til den, men man ejer den ikke. Jo flere ting vi tegner abonnement på, des mere ændres vores rolle til brugere,” siger Tim McAloone. 

Større ansvar end den traditionelle forbruger 

Den traditionelle forbruger er uforpligtet. Så længe man betaler, kan forbrugeren læne sig tilbage og passivt tage imod det, man bliver tilbudt. Men som bruger af cirkulære løsninger skal man være mere aktiv og ansvarlig for, at produktet kan bruges af andre, eller at det sendes videre på en ordentlig måde – vil forbrugerne acceptere det? 

”Det kommer an på, hvad fordelene er. Når man skal have forbrugeren over til en anden model, skal der egentlig kun ses fordele i det. Hvis jeg skal opgive min adgang til at eje mit eget produkt og i stedet dele med andre, så skal det være billigere, der skal være et bedre udvalg, der skal være nogen, der passer på det, så det altid er klar, jeg skal ikke selv opbevare det, og jeg skal være fri for at tænke på at anskaffe og udskifte det og finde den rigtige model,” siger Tim McAloone. 

”Til gengæld skal jeg være mere ansvarlig. Jeg skal passe på, for brugeren, der kommer efter mig, vil formentlig rapportere det, hvis jeg har beskadiget produktet, og så får jeg sværere ved at bruge tjenesten en anden gang. Der kommer en anden ansvarsforståelse.” 

Det er dog ikke altid, at brugeren lever op til det ansvar, konstaterer Tim McAloone. 

”Vi kan se, hvordan de elektriske løbehjul bare bliver misbrugt og smidt på fortovene eller i søen. Og omvendtbehandler folk generelt delebiler godt. Det handler om at skabe den rette kontrakt med brugerne om ansvar,” siger han. 

Services i stedet for produkter

Servitization, idéen om at tilbyde adgang til produkter som en service, er en tendens, som Tim McAloone har arbejdet med i flere årtier. Han føler, at der på det seneste er sket et skifte i forståelsen af strategien. 

Førhen har virksomhederne især set på services som en mulighed for at udvide forretningen med nye ydelser og differentiere sig fra konkurrenterne for at undgå ”commoditization”, altså at det produkt, man laver, rent funktionelt ikke adskiller sig synderlig fra konkurrenternes og derfor kun konkurrerer på prisen, fortæller McAloone: 

”Den effekt er der naturligvis stadig, men den fornyede interesse for servitization, vi ser nu, har større fokus på miljøet og hvordan man kan afkoble værdiskabelse fra ressourceforbrug. Servitization er blevet en brik, der passer ind i den cirkulære økonomi.” 

Take-back-ordninger

Endnu et centralt begreb er ”take-back”, altså at producenten tilbyder at tage produktet tilbage igen, og i nogle tilfælde betale penge for det udtjente grej. 

Apple har et omfattende take-back-program. Man kan tage sin brugte iPhone eller computer med hen til en Apple-butik, hvor personalet vil undersøge den for åbenlyse fejl. Hvis den stadig er brugbar, kan man få et tilgodebevis til sit næste køb. Hvis ikke den virker, kan man overlade den til Apple, der sørger for at genanvende stumperne eller materialerne på den bedste måde. 

Som producent har Apple de bedste forudsætninger for at få værdi ud af at genbruge grejet. Ud fra serienummeret ved de præcis, hvad der er i. Brugte telefoner kan repareres, nogle komponenter kan uden videre overføres til nye produkter, og endelig ved Apple nøjagtig, hvilken kvalitet aluminium der indgår, for de har selv specificeret det i sin tid.

Også Grundfos har en take-back-ordning, hvor man skiller udtjente cirkulationspumper ad og genbruger komponenterne i produktion af nye pumper eller sender materialerne til genanvendelse. 98 procent af en pumpe kan genanvendes. 

For Grundfos er take-back-ordningen også en kilde til data om, hvordan pumperne slides, så kommende modeller kan designes til at være mere holdbare.

Mærsk har i forbindelse med bygningen af tyve af deres enorme Triple-E-containerskibe fået udarbejdet en specifikation i alle detaljer på de komponenter, der er anvendt. Når de næsten 400 meter lange skibe til sin tid skal ophugges, vil man vide præcis, hvilke kvaliteter stål der er anvendt, og dermed får skibene en langt højere genbrugsværdi. 

Materialerne rodes sammen og nedbrydes

I en perfekt cirkulær økonomi kan alle produkter skilles ad, og delene og materialerne kan samles til nye produkter i en uendelighed. I praksis er man oppe imod en form for entropi. Hver gang materialerne samles og skilles ad, bliver de forurenede og beskadigede. Materialerne mister værdi, fordi de ikke er så rene og veldefinerede, og fordi de mekaniske egenskaber efterhånden forringes.

En fabrikant, der støber stole af plastik, vil måske egentlig gerne anvende genbrugt plastik fra husholdningsaffald, men kvaliteten af den genbrugte plastik er svingende, og man har ikke den samme kontrol over, at stolen får den rette styrke og elasticitet i ryggen, som man er garanteret ved at bruge ren ny plast. 

”Det er et problem, der skal arbejdes meget med,” siger Tim McAloone. 

”Vi skal have opbygget en bedre forståelse for, hvor meget man kan tillade sig at blande materialer op, og hvor mange nye råmaterialer der skal tilføres, for at de er acceptable. Vi skal forstå, hvor mange gange materialer kan bruges, inden det bliver ubrugeligt, fordi alle de molekylære strukturer er nedbrudt.”

”Der vil altid ske en vis downcycling, så nogle materialer ikke kan bruges til den samme kvalitet af komponenter igen. Så er man nødt til enten at finde et andet marked, der kan anvende materialer, som ikke lever op til de samme krav – eller man skal tænke det ind i designet, hvordan man kan undgå forringelsen eller anvende de brugte materialer på en uproblematisk måde,” siger McAloone. 

Problemet er, at der er større risici

Hvad er de største forhindringer for at virksomheder kan arbejde mere cirkulært?

”Mange af strategierne i den cirkulære økonomi betyder, at man skal tage en større risiko. For en leverandør er det meget nemmere bare at sælge et produkt og give ansvaret for det videre til andre. Det er besværligt at tænke flere livscyklusser ud i tiden, og hvis man tilbyder produktet som en service, må man overveje, om man overhovedet kan nå at få de samme penge ind igen, som hvis man solgte det.” 

”Et større ansvar indebærer måske også en større risiko. Hvis man som producent beholder ejerskabet over den bil, kunden kører rundt i, har man så et større ansvar for, at der ikke går noget galt? Det er den form for barrierer, der kan stoppe virksomheders planer om arbejde cirkulært,” siger Tim McAloone. 

Han peger på, at brugeren også løber en risiko: 

”Kan vi virkelig stole på, at den virksomhed, vi får noget fra, eksisterer om ti år – stoler vi på, at de overlever? Det er især vigtigt for business to business-løsninger. Hvis jeg leaser noget i stedet for at købe det, kan man så servicere mig om nogle år? Vi kan for eksempel se, at der er mange muligheder for servitization i den maritime branche, men rederne vil ikke risikere bøvl med, at der kommer nye ejere eller nye serviceaftaler – så køber de det bare.”

”Det er enormt svært at tænke anderledes på ansvaret gennem en hel livscyklus. Det er nemmere at have transaktioner end længere forhold,” siger McAloone. 

Det er også risikabelt at fortsætte som hidtil

Omvendt er der også en stigende risiko ved ikke at arbejde cirkulært, mener Tim McAloone.

 ”Jeg tror ikke, det forbliver lige så billigt og ansvarsfrit at være producent, som vi er vant til. Materialer vil blive sværere og sværere at få fat i, de bliver dyrere, dels på grund af knaphed, dels fordi der vil komme flere politisk bestemte afgifter og regler. Jeg er overbevist om, at EU vil stramme direktiverne for affald og genanvendelse, og i Miljøstyrelsen ved de også godt, at den nuværende lovgivning ikke just opfordrer til at forlænge produkters levetid eller at skabe udvekslinger, så den enes affald bliver den andens ressource. Det er noget, der kan laves om.”

”Se på Sverige, hvor de har sænket momsen på at vedligeholde og reparere apparater for at gøre det mere attraktivt i stedet for at smide ud og købe nyt. I Frankrig er der meget strenge love imod produkter, der er designet med indbygget forældelse, så de fungerer i kortere tid. Jeg tror, at vi gradvis vil se flere krav, der skubber i en bæredygtig retning,” siger McAloone. 

Som et hjerte, der pumper blod 

”Jeg har længe ledt efter et billede, der kan beskrive den cirkulære økonomi,” fortæller McAloone.   

”Jeg tænker på produktionsfaciliteter som et hjerte, der pumper ting ud. Den ene vej virker det virkelig fint, man pumper fra fabrikken til distributionskanaler, til varehuse og butikker og helt ud til de små kapillarer i samfundet hos slutbrugeren.”

”Men det er pokkers svært at få tilbageløb. Det, der gør det besværligt, er, at man ikke har tracket og fulgt produkterne hele vejen ud til kunden. Fordi vi ikke har styr på, hvor produkterne egentlig havner henne, er det svært at vide, hvor man skal lede efter dem og få dem tilbage til fabrikken.”