Optimismen er vendt tilbage i regeringen. Når ministrene tager hul på det politiske arbejde efter sommerferien, er det med en fornyet tro på, at Helle Thorning-Schmidt kan slå Lars Løkke Rasmussen igen og bevare regeringsmagten efter næste valg.

Rød blok har momentum i meningsmålingerne. Det interne samarbejde i regeringen kører mere glat efter SF’s formandsskifte, og der er kommet mere styr på kommunikationen. Dagpengeaftalen har været som at få bugt med en betændt byld. Og selvtilliden er yderligere boostet af vækstpakken og folkeskolereformen.

Samtidig er anklagerne om løftebrud klinget noget af, i takt med at Lars Løkke Rasmussen selv er kommet under beskydning for at skifte holdninger, og medierne er begyndt at sætte kritisk fokus på hans lederrolle.

Flere nøgletal indikerer, at 2014 kan blive et vendepunkt for dansk økonomi. Samtidig er de mange barske reformer, som gjorde ondt på kernevælgerne, ved at være overstået. Den nye ministerrokade skal give et friskt pust og sætte det hold, som skal bære regeringen frem til næste valg.

Læs også analysen: Hvad betyder det tøvende opsving for Thorning?

”Danskerne har ikke afskrevet Helle Thorning. De ser hende an og forventer noget af hende. De har ikke været tilfredse med det, de har fået indtil nu. Men de har ikke afskrevet hende, og det er utrolig vigtigt at holde fast i,” som en topkilde i S udtrykker det.

Mandag Morgens analyse, som bygger på samtaler med ministre, politikere, embedsmænd og rådgivere, viser dog også, at regeringens strategi for den sidste halvdel af valgperioden både kræver held, dygtighed og medvind fra de internationale konjunkturer, hvis den skal blive en succes.

Analysen i regeringstoppen er, at flere faktorer skal gå op i en højere enhed, hvis Helle Thorning skal have en chance for at blive genvalgt:

• Styr på tropperne. Der skal mere styr på kommunikationen og sammenholdet i regeringsblokken. Forholdet til Enhedslisten skal forbedres.
• Pres på Venstre. Hovedmodstanderen skal tvinges til at melde mere konkret ud om sin politik og presses længere ud til højre. Det skal udstille uenighederne i den borgerlige opposition, synliggøre de politiske forskelle mellem rød og blå blok for de mange frafaldne socialdemokrater og gøre det muligt at angribe Løkke for løftebrud, holdningsskift og zigzagkurs.
• Midtersøgende folkeparti. Socialdemokraterne skal rykke mere ind på midten og tilbageerobre rollen som det store folkeparti fra Venstre. Der skal fokus på tryghed, arbejdspladser og jobsikkerhed. Specielt finansminister Bjarne Corydon får en nøglerolle i kampen for at vinde de ”blå socialdemokrater” tilbage fra Venstre.
• Økonomisk paradigmeskifte. Fokus skal over på vækst og produktivitet frem for arbejdsudbud, hvor regeringen nærmest har spillet på udebane med sit forsvar for VK-regeringens efterlønsreform og ikke mindst dagpengereform. Den nye økonomiske dagsorden åbner for helt nye politiske perspektiver.

Samling af rød blok

Et af de væsentligste elementer i regeringens strategi frem til næste valg er at få mere samling i den røde blok – både internt i regeringen og i forhold til Enhedslisten.

Regeringen fik en barsk start. Det fasttømrede ægteskab mellem S og SF skulle efter valget erstattes af et nyt samarbejde mellem tre partier, hvilket har taget meget lang tid, kostet masser af kræfter og udløst en næsten eksistentiel krise i SF.

De mange interne uenigheder, SF’s nedsmeltning og formandsskifte, løftebrudsanklagerne, vælgernes ringe tiltro til Helle Thornings lederevner, dårlig kommunikation, ballade på gruppemøder, barske reformer, et opslidende EU-formandskab og dramatiske personsager om bl.a. Henrik Sass Larsen og Ole Sohn har kostet dyrt i meningsmålingerne.

Gennem de forløbne to år har mange vælgere haft en oplevelse af en retningsløs regering, der fører mere blå end rød politik.

Når optimismen alligevel blomstrer i dag, hænger det bl.a. sammen med, at der hen over foråret er kommet langt mere styr på ”infrastrukturen” i regeringen. Tilliden mellem ministre og andre ledende politikere fra de tre partier er styrket – specielt efter SF’s formandsskifte og afskeden med den såkaldte ”børnebande” – Thor Möger Pedersen, Jesper Petersen, Mattias Tesfaye, Nanna Westerby, Emilie Turunen og en stribe andre, der nu har meldt sig under Socialdemokraternes faner.

Blandt gæsterne til den tidligere så magtfulde skatteminister Thor Möger Pedersens bryllup med Nanna Westerby i juni fandt man det stærke S-trekløver Bjarne Corydon, børne- og undervisningsminister Christine Antorini og gruppeformand Henrik Sass Larsen, mens det sidste “overlevende” medlem af børnebanden, sundhedsminister Astrid Krag, var alene om at repræsentere SF’s ministerhold. Udenrigsminister Villy Søvndal var også inviteret, men måtte melde afbud.

Der bliver heller ikke lækket så meget fra regeringen som tidligere. Og flere kilder fremhæver, at SF-toppens dobbeltkommunikation, hvor man sagde én ting i regeringens Økonomiudvalg og Koordinationsudvalg og noget helt andet til sit bagland, nu er fortid.

Den magtfulde trojka

Regeringens stærkeste muskel er Økonomiudvalget. Se figur 1 i bunden af siden. Det er i dette udvalg, der mødes hver onsdag, at de store kugler støbes. Og udvalget har fået større magt, i takt med at den økonomiske politik er kommet til at spille en stadig mere afgørende rolle.

Dertil kommer det såkaldte mini-Ø-udvalg, som kun består af Bjarne Corydon, Margrethe Vestager og Holger K. Nielsen, og som mødes efter behov – f.eks. i forbindelse med afgørende forhandlinger om folkeskolereform eller vækstpakke. Forholdet mellem disse tre ministre beskrives som særdeles tillidsfuldt, og det er et af regeringens trumfkort.

Forholdet mellem de tre partiledere, Thorning, Vestager og Vilhelmsen, bliver også betegnet som stadig mere tillidsfuldt. De tre mødes som regel hver uge over en frokost for at drøfte den aktuelle dagsorden.

De mange tæsk, som Helle Thorning-Schmidt  har taget i medierne de sidste to år, har også gjort det stadig mere åbenlyst, at hun besidder en råstyrke, som man ikke skal undervurdere.

Selv borgerlige politikere fremhæver det som noget, Lars Løkke Rasmussen kunne lære af, efter at medierne i stigende grad er begyndt at sætte fokus på Venstrelederens temperament, hans raseriudbrud over for journalister og hans hårdhændede behandling af sine ordførere.

Også på kommunikationsfronten er der rustet op. Siden formandsskiftet i SF i oktober sidste år har de særlige rådgivere for seks nøgleministre – Helle Thorning-Schmidt, Bjarne Corydon, Margrethe Vestager, Morten Østergaard, Annette Vilhelmsen og Holger K. Nielsen – holdt fælles telefonmøde hver morgen klokken 06.40 for at drøfte det aktuelle mediebillede og sørge for eventuelle nødvendige ministerkommentarer.

Derudover mødes gruppeformændene og de politiske ordførere for alle tre partier hver onsdag på Henrik Sass Larsens kontor for at koordinere den politiske dagsorden. Ud over Sass deltager Magnus Heunicke fra S, Jonas Dahl og Anne Baastrup fra SF samt Sofie Carsten Nielsen og Camilla Hersom fra De Radikale.

Fornemmelsen af, at der er styr på tropperne, giver næring til optimismen. Som en SF-kilde udtrykker det:

”For bare tre-fire måneder siden var der blandt mange i regeringspartierne en stemning af, at man lige så godt bare kunne sælge næste valg. Men specielt siden dagpengeaftalen er der kommet et helt andet sammenhold, større gejst og tro på, at vi kan genvinde regeringsmagten.”

Regeringen erkender også, at den skal have skabt et mere tillidsfuldt samarbejde med sit parlamentariske grundlag, Enhedslisten. Den ved godt, at den aldrig vil få samme relation til Ø, som VK-regeringen havde til Dansk Folkeparti. Dertil er der ganske enkelt for mange åbne konflikter. Og Enhedslisten høster fortsat stor vælgermæssig succes på at brande sig som det parti, der står vagt om de værdier, som SF og S er på vild flugt fra.

Hele forløbet om dagpengeaftalen har dog været med til at forbedre forholdet. Den kommende finanslov bliver også med 99 procents sikkerhed gennemført med Enhedslisten.

Der begynder at tegne sig et mønster, hvor regeringen laver finansloven med Enhedslisten, men laver brede reformer på alle de øvrige politikområder. Det er et stærkt trumfkort for enhver regering, at den kan arbejde til begge sider i Folketinget.

V skal presses

Et andet nøglelement i regeringens strategi frem til valget bliver at lægge massivt pres på hovedmodstanderen Venstre. Det skal ske på to måder:

For det første skal V presses længere ud til højre, sådan som det til en vis grad lykkedes med skattereformen. Her har V nu svært ved at forklare, hvordan nye skatte- og afgiftslettelser skal finansieres, og hvordan man konkret vil håndtere planen om nulvækst i det offentlige. Regeringens mål er at eksponere Venstre over for de mange frafaldne socialdemokrater, som måske snarere har forholdt sig til Lars Løkke Rasmussen som politiker og mulig statsminister end til hans politik.

For det andet skal V presses til at melde mere konkret ud om sin politik. Håbet er at lokke Venstre frem på banen, på samme måde som det lykkedes VK-regeringen at presse S og SF til at spille ud med Fair Forandring og Fair Løsning, som Finansministeriets budgetbisser efterfølgende kunne pille fra hinanden.

Især Venstres plan om nulvækst i det offentlige er udset som et centralt angrebspunkt, der kan skabe mere kant til Venstre og udstille splittelse i blå blok.

Forskellen mellem Venstres nulvækst og regeringens plan om en årlig vækst på 0,6 pct. svarer til 2,7 milliarder kr. alene i 2015 og 64 milliarder kr. frem mod 2020. Både regeringens egne analyser fra diverse fokusgrupper og forskellige meningsmålinger viser, at et stort flertal af vælgere er imod nulvækst, og mange er endda parate til at betale mere i skat, hvis pengene går til sygehuse, ældre og andre velfærdsområder.

Da Venstre før sommerferien luftede tankerne om brugerbetaling for uddannelse og lægebesøg, var regeringen da heller ikke sene med anklager om, at det vil underminere velfærdssamfundets grundprincipper om fri og lige adgang – selv om brugerbetaling på tandpleje, medicin og andre sundhedsydelser allerede i dag løber op i over 20 milliarder kr. om året.

Regeringens anklager om, at Lars Løkke blot ligger i hængekøjen, har heller ikke meget med virkeligheden at gøre. Venstre har været part i stort set alle store reformer siden valget for to år siden. Men overdrivelse fremmer som bekendt forståelsen. Og det er den form for retoriske angreb, som regeringen i stigende grad vil benytte sig af i håb om at lokke Venstre op af skyttegraven.

Jo mere konkret Venstre melder ud, jo mere håber regeringen at kunne udstille uenighederne mellem De Konservative, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Venstre. Det gælder ikke bare holdningerne til brugerbetaling og offentlig udgiftsvækst, men også andre områder som skattepolitik, udviklingsbistand, socialpolitik, grænsekontrol og dobbelt statsborgerskab.

Samtidig forventer regeringen, at Løkke vil få svært ved at holde sammen på blå blok, når specielt De Konservative og Liberal Alliance går i offensiven for at stemmemaksimere, sådan som det senest er sket med De Konservatives enegang i folkeskoleforhandlingerne og LA’s udspil om at skære 70 milliarder kr. i de offentlige velfærdsudgifter.

S skal flytte sig

Det tredje ben i regeringens strategi er at hente vælgere tilbage til rød blok ved at placere Socialdemokraterne mere inde på midten og tilbageerobre rollen som det store folkeparti.

Regeringen skal suge 5-6 pct. af vælgerne tilbage over midten for at vinde valget, og analysen lyder, at det først og fremmest er S, som skal bære baconet hjem. SF kan realistisk set kun håbe på at suge tabte vælgere tilbage fra Enhedslisten, og De Radikale har notorisk svært ved at komme over 10 pct. Derfor ligger hovedansvaret hos S.

Finansminister Bjarne Corydon er tiltænkt en nøglerolle i strategien. Han deler sigende nok fornavn med den berømte ”Blå Bjarne”: idealtypen på den privatansatte mandlige arbejder, der elsker velfærdsstaten, lægger vægt på jobtryghed og ønsker ro om skatterne.

Det er disse ”Bjarner”, der i stort tal har forladt S til fordel for Venstre. Og med sine dybe socialdemokratiske rødder og ry som en mand, man kan stole på, er finansministeren udset til at være manden, der bringer dem tilbage i folden.

Analyser fra regeringens fokusgrupper viser, at et stigende antal vælgere definerer sig selv som tryghedsorienterede og nationaltsindede i en verden under hastig forandring. Det handler ikke bare om bandekonflikter, kriminalitet og mere politi i gaderne, men i lige så høj grad om jobsikkerhed, østarbejdere, outsourcing af danske arbejdspladser, social tryghed og økonomisk sikkerhed.

Om Venstre eller Socialdemokraterne bedst formår at favne denne dagsorden, bliver udslagsgivende for næste valg.

Nøgleordene i den socialdemokratiske strategi for at vinde duellen bliver tryghed og arbejdspladser.

Et eksempel er den store reform af erhvervsuddannelserne til efteråret. Den vil blive iscenesat som en reform, der handler om at skabe tryghed for unge. Målet er bl.a., at flere unge skal tage en uddannelse, det massive frafald skal ned, og der skal oprettes tusindvis af nye praktikpladser.

Reformen kan blive en politisk gyser. For selv om alle partier er enige om, at erhvervsskolerne har brug for et serviceeftersyn, er de dybt uenige om, præcis hvad der skal til – også internt i regeringen. SF vil have, at skolerne skal tilføres flere ressourcer, og pengene skal tages fra f.eks. gymnasierne.

Som en SF-minister udtrykker det: ”Vi kommer til at få en drøftelse med De Radikale om fordelingen af penge til ungdomsuddannelser. Erhvervsuddannelserne skal have et markant løft, og pengene skal findes inden for andre ungdomsuddannelser som f.eks. de almene gymnasier. Det er for tidligt at sige hvor meget. Men der skal nok flyttes et milliardbeløb.”

Et andet eksempel er den omkalfatring af det samlede danske beskæftigelsessystem, som Carsten Koch-udvalget skal støbe kuglerne til. Den vil også blive iscenesat som tryghed for lønmodtagerne og omfatter bl.a. et mere moderne og fleksibelt dagpengesystem, en ny rolle for jobcentrene og en mere meningsfuld aktivering.

En lang række andre initiativer skal også medvirke til at vinde vælgere tilbage fra Venstre. Det gælder f.eks. bekæmpelse af social dumping, øget fokus på det fysiske og psykiske arbejdsmiljø, oprettelse af flere socialøkonomiske virksomheder, større fokus på det private arbejdsmarked fra universiteternes side, nye offentlige anlægsbyggerier for ca. 200 milliarder, udmøntning af vækstplanen, den nye Togfond, anbefalinger fra regeringens vækstteams, større mangfoldighed på arbejdsmarkedet og ikke mindst de kommende anbefalinger fra Produktivitetskommissionen. Se figur 2 i bunden af siden.

Nyt økonomisk paradigme

Produktivitetskommissionens anbefalinger senere på året kommer til at spille en meget vigtig rolle for hele den politiske debat frem til valget.

Regeringen er i fuld gang med at gennemføre et paradigmeskifte af den økonomiske politik, der kan få stor betydning for ikke kun den politiske dagsorden i resten af valgperioden men også række mange år ud i fremtiden.

Men faktum er dog også, at hun skal præstere et historisk comeback, hvis det skal lykkes hende at genvinde regeringsmagten efter det foreløbige lavpunkt i april, hvor rød blok kun kunne samle godt 41 pct. af vælgerne, og det gamle arbejderparti ydmygende stod til at blive mindre end Dansk Folkeparti.

Lykkes operationen, vil det være en større bedrift end Nyrups historiske valgsejr i 1998, hvor han med det yderste af neglene og nogle få hundrede færinger lige akkurat slog Uffe Ellemann-Jensen. Rød blok ligger i dag til ca. 44-45 pct. af stemmerne – hvilket stort set er det samme, som blå blok lå til otte måneder før valget i 2011, hvor den endte med at få 49,8 pct. Se figur 3 ovenfor.

Der er dog også i regeringen en udbredt erkendelse af, at Helle Thorning har brug for hjælp fra de internationale konjunkturer, der gerne snart skulle vende for alvor. Med sin nærmest kamikaze-agtige reformkurs har hun stærkt behov for, at reformerne begynder at kunne mærkes på beskæftigelsen og væksten.

Lav arbejdsløshed er nøgleopgaven for enhver socialdemokratisk regering. Lykkes det at skabe nye job og få banket væksten i vejret, vil hun formentlig også få tilgivelse fra mange af de vælgere, som i dag føler, at hun hidtil har ført mere blå end rød politik. Dét bliver det ultimative benchmark, Helle Thorning vil blive målt på ved næste valg.

Og der er små lyspunkter for regeringen: Forbrugernes tillid til fremtiden er steget markant. Ledigheden er faldet. Og erhvervslederne i industrien, byggeriet og serviceerhvervene ser lidt mere positivt på fremtiden.

Lykkes det at vende bøtten, vil Thorning fremstå som den kompetente statsminister, der havde modet til at udfordre sine egne kernevælgere, viste vej ud af krisen og leverede det største politiske comeback i nyere dansk politik.

Fejler hun, vil hun gå over i historien som den verdensfjerne statsminister, der brød alle sine løfter om bedre velfærd, ikke forstod sine kernevælgere og aldrig formåede at sætte sig i respekt og udfylde rollen som landets politiske leder.

I sidste ende kan det paradoksalt nok blive små tilfældigheder, uheldige enkeltsager eller internationale konjunkturer, der afgør, hvilket af disse to vidt forskellige scenarier der ender med at blive til virkelighed.

[graph title="Den politiske dagsorden" caption="Figur 2  " align="center" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/02/7159d-tka_fig02_todolister_denpolitiskedagsorde.png" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/f2b52-tka_fig02_todolister_denpolitiskedagsorde.png" text="Selv om regeringen ikke laver et nyt regeringsgrundlag, er der rigeligt med sager på den politiske dagsorden."]Kilde: Mandag Morgen. [/graph] [[addon]]