Set for nylig

'Parasitterne' på Aarhus Teater. Soyas gamle skuespil fra slutningen af 1920'erne er sat op på Aarhus Teater af Sargun Oshana med Kim Veisgaard og Bodil Jørgensen i hovedrollerne som hr. Gruesen og hans kone, Oline. Det er lavet som et stykke popart med karikerede kostumer og en næsten todimensional fremtoning af skuespillerne. Det skal man lige vænne sig til, men herefter bliver stykket meget nærværende og super aktuelt. Alle snyder alle, og det handler om at blive rig og berømt. Skidt med børn. Skidt med ensomhed. Skidt med kærlighed. Det ender galt, når alle er parasitter på den menneskelige tilværelse, og der trækkes linjer frem til den politiske virkelighed i dag med en Trump-lignende Gruesen, som kun er der for egen vinding. Man går deprimeret fra teatret.

Læst for nylig

'The Tattooist of Auschwitz'. Den newzealandske forfatter Heather Morris har skrevet en bog om, hvordan kærlighed kan opstå i så dehumaniseret sammenhæng som en koncentrationslejr. Historien er baseret på interview med Lale Sokolov, som forfatteren har mødt i Australien. Lale er jøde, og hans fortælling begynder, da han i april 1942 ankommer til Auschwitz-Birkenau. Han taler flere sprog og bliver derfor sat til at tatovere numrene på de nye fanger, hvilket giver ham adgang til en række privilegier og til at kunne færdes forholdsvis frit i lejrene.

Gennem Lales historie oplever vi opbygningen af Auschwitz og Birkenau. Vi oplever konkrete voldsovergreb, mishandlinger og menneskelig fornedrelse. Men vi oplever også, hvordan Lale bruger sine privilegier til at hjælpe andre, og historien tager en drejning, da Lale, som er fange nummer 32.407, møder Gita og tatoverer hende med nummer 34.902. Hun er spinkel og skrøbelig, men Lale forelsker sig på stedet, og de kommer efter forskellige genvordigheder til at danne par igennem de næste godt to år.

Det er en fantastisk bog om overlevelse og kærlighed midt i det grusomste kapitel i menneskehedens historie. Kan varmt anbefales.

Hørt for nylig

Min gamle kammerat Johannes Andersen har efter sin universitetskarriere kastet sig over en ny som rocksanger og sangskribent, og for nylig var jeg til releaserockkoncert for det nye album i Aalborg. Det var sjovt og lagde en ny vinkel på samfundsforskeren.

Johannes' band hedder The Overheads. Det kan man ligesom forstå, hvis man har en vis alder. Sangene på albummet 'Der er grænser' handler om, hvad grænser gør ved mennesker og vores samfund, hvorfor de er urimelige, og hvordan urimeligheden opleves, når man udsættes for den. Der er også selvironiske sange, for eksempel om forskellen på at ønske sig ældre, når man er 14 år, og den modsatte negative oplevelse, når man bliver omtalt som over 70 år, selv om man kun er 67. Musikken er medlevende klassisk rock udsat for en klar spilleglæde. Alt i alt en varm og dejlig oplevelse.