Automatisering er et brandvarmt emne i 2018. Mange virksomheder ruster sig til at få deres forretningsgrundlag kraftigt udfordret af robotter, kunstig intelligens og automatiserede processer.

Politikere gnider sig i hænderne ved udsigterne til kæmpe besparelser på velfærd, når vi snart kan lade robotter erstatte personale i pleje- og sundhedssektoren. Og som mennesker oplever vi, at vi ikke behøver at udføre mange af de manuelle handlinger, vi for bare ganske få år siden var tvunget til.

Automatisering handler nemlig i høj grad om at fjerne ’trivielle handlinger’ fra vores liv. Det kan være den kedelige tur i banken, køen på kommunekontoret eller weekendens græsslåning. Mange familier har f.eks. for længst overladt opvasken til en robot. Og med fremtidens selvkørende biler kan man endda snart slippe for den trivielle manuelle bilkørsel.

Også kedelige og besværlige mentale operationer kan computere hjælpe dig af med. Hvorfor skal du bruge energi på at huske telefonnumre eller lægge tal sammen i hovedet, når den slags kan gøres af mobiltelefonen? Hvorfor skal du have besværet med at danne og vedligeholde en mental model af den fysiske verden omkring dig, når din GPS kan vise dig vej, meter for meter? Eller lære et sprog, når Google Translate findes og er helt gratis?

Computere er godt på vej til at optimere dit liv og fjerne den dræbende friktion og rutine og de svære valg, så du kan få frigjort tid og ressourcer. Dit liv er på vej til at blive ’smartere’! 

Jeg har selv været smaskforelsket i de mange nye muligheder, som kunstig intelligens og maskinlæring åbner, for at sige det ligeud. Men på det seneste er jeg begyndt at få en voksende mistanke, jeg ikke kan slippe: Hvad nu, hvis menneskelivet slet ikke er en proces, der skal optimeres? Hvad nu, hvis du ikke er en maskine, som skal kunne generere mest muligt output med mindst muligt energiforbrug?

Hvad nu, hvis du i stedet er som en muskel, som konstant skal bruges, trænes og udfordres for at være i form? Hvad nu, hvis en stor del af det, som i dag anses for væmmelig friktion, som computerne og kunstig intelligens heldigvis kan fjerne for os, i virkeligheden er det livsindhold, som holder dig sund og gør dit liv værd at leve?

Chimpanse vs. menneske

Lad os lave et tankeeksperiment: Forestil dig at du får til opgave at udforme et nyt, flot chimpanseanlæg i Zoologisk Have. Du skal altså, helt konkret, designe de fysiske rammer for hverdagen for en gruppe højerestående primater. 

Du kan nu vælge at lade chimpanserne bo i små enkeltbure uden mulighed for at springe og løbe. Du kan også sørge for, at de automatisk får mad serveret, uden at de behøver at bevæge sig eller tænke sig om. Måske et tryk på en knap kan starte en video med andre aber, der gør spændende ting, på en stor skærm i enden af buret, så dine chimpanser kan se på andre aber uden at behøve at møde dem.

Du kan med andre ord gøre tilværelsen smart og friktionsfri på alle måder for abeburets kommende beboere. Men ville du gøre det?

Det tror jeg faktisk ikke. Jeg tror i stedet, at du ville insistere på, at aber selvfølgelig skal mødes fysisk med deres artsfæller og have mulighed for at motionere. Og mon ikke du også ville nå frem til, at det er en god idé, at de skal løse forskellige små opgaver for at få deres mad, frem for at den bare falder ned i munden på dem?

Det ville du sandsynligvis gøre, fordi du har en temmelig klar antagelse om, at chimpanser har brug for at mødes med deres egne artsfæller, bruge deres kroppe og træne deres hjerner for at være sunde og have et godt liv. Og den opfattelse tror jeg, at de fleste deler med dig.

Men menneskeabens krav til sundhed er faktisk ikke anderledes end chimpansens. WHO har for eksempel i mere end 50 år opereret med dimensionerne fysisk, social og mental sundhed som helt centrale for et godt og sundt menneskeliv. Vi har helt enkelt brug for fysisk motion, social interaktion og mental udfordring for at være sunde som de menneskeaber, vi nu engang er.

Men her kommer paradokset: Hvis dét er rigtigt, hvorfor handler vores brug af computere så næsten altid om at sørge for, at vi mennesker ikke behøver at bevæge os så meget, ikke behøver at møde andre mennesker og ikke behøver at tænke os om?

Digital selvbetjening, selvkørende biler, netbank og rejsekort handler stort set altid om at sikre, at vi skal møde mindre modstand. Om at aflaste vores hjerner og kroppe. Og der kommer konstant nye tjenester til, som tilbyder at fjerne modstand i dit liv. Hvorfor for eksempel spilde kostbar mental kraft på at lede efter noget som helst, når du snart bare kan fortælle din intelligente højttaler, hvad du mangler?

Selvfølgelig er der ingen enkelt tjeneste eller teknologi, som gør dig usund. Men du kan ikke automatisere din hverdag uden at fjerne nogle handlinger fra dit liv. Det er jo selve i essensen i automatisering. Og når du fjerner bevægelse, social interaktion eller mental udfordring fra din hverdag, bliver der mindre af den, samlet set. Det er matematik for burhøns.

Men har vi virkelig brug for at gøre tilværelsen smartere og mere friktionsfri? Gør det os for eksempel lykkelige, at vi ikke behøver tale med en medarbejder på kommunen eller i en butik længere? Eller kommer vi måske i virkeligheden til at mangle socialt samvær i vores liv?

Et liv tømt for indhold

Når vi i stigende grad bliver uafhængige af at mødes fysisk, bliver socialt samvær til noget, vi skal vælge aktivt. Derfor er det allerede i dag lettere for mange mennesker at se serier og sidde og scrolle på Facebook end at spørge andre, om de vil mødes fysisk og le sammen og røre ved hinanden. En amerikansk undersøgelse viste for eksempel for nylig, at efterhånden som de digitale medier og streamingtjenester har vundet indpas i vores liv, har de unge mindre sex end tidligere.

I dag lider flere hundredetusinde danskere af ensomhed, som er en af de mest hæslige oplevelser, et menneske kan komme ud for. Og det er i høj grad vores unge, der rammes. Prøv at forestille dig en chimpanse, som går alene i et bur hele sit liv. Det ville du ikke ønske for en abe – men er det i virkeligheden anderledes at automatisere sociale berøringspunkter ud af især udsatte menneskers hverdag?

Mentale udfordringer får mange af os stadig fra vores arbejde. Men når vi får fri, kommer vi hjem til en hverdag, der er stadig mere indholdstømt, og hvor de ting, vi foretager os, kræver stadig færre færdigheder. Automatiseringen har gjort de fleste af os langt mere kompetente, fordi vi kan finde vej til de mest obskure destinationer uden at ane, hvordan verden omkring os ser ud, vi kan få en pizza til at dukke op blot ved at trykke på en knap på mobilen, mens en robotstøvsuger støvsuger gulvet, og opvaskemaskinen tager opvasken.

Men samtidig med at vi bliver kompetente og i stand til at kontrollere verden omkring os, bliver vores færdigheder stadig spinklere. 

Digitale tjenester overtager nemlig mange af de handlinger, der før krævede træning, øvelse og perfektion. At finde vej med GPS, oversætte en sætning med Google Translate eller bestille en pizza er ikke noget, man træner. Det kan ikke gøres til perfektion. Enten kommer der en pizza, eller også gør der ikke. That’s it. Men at lære dit land at kende, lære at tale et fremmedsprog eller bage den perfekte pizza er noget, du konstant kan dygtiggøre dig i, og hvor fornøjelsen ved at mestre færdigheden er tilfredsstillende og værdifuld – i sig selv!

Tænk på, hvornår du senest har følt dig mest stolt og tilfreds. For mange vil det være, når de har lært, mestret og skabt noget. Og den del af vores liv er vi lige nu ved at outsource til Silicon Valley. 

Og tag ikke fejl. Jeg er på ingen måde imod automatisering. Jeg mener helt klart, at en vis grad af automatisering er en evident forudsætning for, at vi kan leve et liv uden at skulle arbejde fra morgen til aften for at holde vores mest basale biologiske processer kørende.

Men måske er vi ved at nå grænsen for, hvor lykkelige og tilfredse vi kan blive af blot at få gjort vores liv smartere. Måske er det, vi ser som trivielt besvær, i virkeligheden også noget af den friktion, som holder os sunde og gør livet værd at leve. Måske skal vi allerede nu til at begynde at gøre vores liv mere besværligt, visse steder.

Vi har fået et Disruptionråd, som skal bane vej for større automatisering. Nu mangler vi måske et friktionsråd, som kan sikre, at vi stadig får den modstand, uden hvilken vores liv risikerer at blive tømt for indhold.