Set

Historiske fortællinger er uundværlige. Der dedikerer vi opmærksomhed til at lære om og blive klogere på historiske begivenheder. Vores nuværende samfund bygger på de kampe, som andre kæmpede, ofte med fortvivlende konsekvenser for de kæmpende. Filmen ’Rustin’ af George C. Wolfe fortæller om Bayard Rustin, en af hovedkræfterne bag ’March on Washington’, hvor 250.000 mennesker den 28. august 1963 protesterede i Washington for fokus på lige ret til arbejde og frihed. Bayard Rustin er en borgerrettighedsforkæmper, hvis imponerende indsats har været meget lidt kendt. Vi kender heller ikke meget til de interne ubehageligheder, som Rustin oplevede i NAACP (National Association for the Advancement of Colored People), fordi han var homoseksuel. Har man ikke interesseret sig for de nuancer, der også er internt i sammenslutninger, som vi kun kender som samlede enheder, så ved man ikke, at homofobi også levede i NAACP. Selvom NAACP var progressive og stærke, var organisationen også påvirket af de andre former for fordomme og snæversynethed, som den tid bar med sig. Det er ikke nyt, men det er vigtigt at huske for nutiden.

Hørt

Videnskab, forklarlige fysiske fænomener, skrives der mange bøger om. Et sværere begreb at få fat om er resonans, som sker mellem mennesker og i menneskers relationer til omverdenen. Resonans bruges i Danmark særligt i den faglige retorik omkring relationen mellem medarbejder og mennesker med psykiske sårbarheder. Og nu har filosoffen Anders Fogh Jensen som del af sin podcast ’Filosoffens podcast’ udgivet ti episoder, der på levende og forståelig vis gennemgår Hartmut Rosas bog ’Resonans’ fra 2016. Anders Fogh Jensen gør stoffet tilgængeligt og fortæller eftertænksomt om alle begreberne i Rosas værk. Han udfolder alle nuancerne og præsterer reelt en 360 graders introduktion til et begreb, som mange af os vil kunne genkende fra vores hverdagsliv – uden at kalde det for resonans.

Læst

Accept af hinanden og af, at vi ikke altid evner at gøre, som vi ønskede os, bidrager til nærhed mellem mennesker. For nylig læste jeg Silas Fehmerling Harrebyes bog ’Til forsvar for hykleriet’. Silas Harrebye analyserer hykleri som noget almengyldigt hos mennesker og fokuserer på, hvordan det faktisk kan bidrage konstruktivt til politiske bevægelser. Når politikere efterstræber at undgå hykleriet, kan det skabe en produktiv bevægelse i politik, som ligner den, vi har med os selv. Han har adspurgt befolkningen og konkluderer, at befolkningens forventninger til deres politikere er tårnhøje – så høje, at politikere næsten ikke kan undgå at fremstå som hykleriske. Bogen leverer et forfriskende blik og et befriende fravær af anbefalinger. Hykleriet gøres til noget naturligt, der positivt kan producere en stærkere overensstemmelse mellem det, vi ønsker os at være, og det, vi gør – frem for noget, vi konstant dømmer hinanden for. En bog med kloge refleksioner.