Danmark kan få en skinnende medalje for at give flere og flere danskere helt unikke muligheder for at tage et eller to trin op ad den sociale rangstige.  En vigtig forklaring har været, at stadig flere fortsætter deres uddannelse efter 10. klasse. Men medaljen har også en bagside, fordi hver femte ung stadig afslutter sin uddannelse med netop folkeskolens 10. klasse og bagefter er henvist til de ufaglærte job, der bliver stadig færre af.

Netop derfor er det særligt alarmerende, når alt tyder på, at den gode udvikling ikke vil fortsætte i samme tempo som hidtil. Det siger professor Martin Munk, leder af Center for Mobilitetsforskning ved Aalborg Universitet.

”Det ser ud til, at udviklingen er bremset op i begyndelsen af 00’erne. I overført betydning kan man sige, at vi har plukket de lavesthængende frugter, så vi nu står tilbage med den gruppe af unge, der har sværest ved at blive flyttet,” siger han.

Overfører man svenske forskningsresultater til Danmark, får ca. halvdelen af de mange unge, der afslutter deres uddannelser med folkeskolens 10. klasse, et liv på kanten af arbejdsmarkedet. De kan altså se frem til en tilværelse uden stabile job og med lange perioder, hvor de må leve af overførselsindkomster. Deres liv vil også være mere præget af sygdom, og så vil de oftere begå kriminalitet end andre grupper i samfundet.

Samlet set ender hver årgang i den gruppe med at koste samfundet svimlende 105 milliarder kr. hen over årgangens livsforløb, hvis de svenske erfaringer umiddelbart kan overføres på danske forhold.

Og det kan de godt, mener seniorrådgiver ved Økonomisk Institut på CBS, Rasmus Højbjerg Jacobsen, der i samarbejde med bl.a. Skandia netop er ved at lave tilsvarende beregninger ud fra et dansk datagrundlag.

”Det er ikke til at forvente den store forskel på udviklingen for svenske og danske unge i den kritiske gruppe, fordi velfærdsmodellerne ligner hinanden,” siger han. 

Lær dem livsduelighed

En international sammenligning viser, at Danmark er et af de OECD-lande, hvor færrest unge fra netop den gruppe klarer sig godt i skolen, et forhold, der understreger behovet for at nytænke metoder og indsatser. Se figur 1.

Der er flere forklaringer på, at udviklingen i Danmark taber fart, og den sociale mobilitet ikke længere udstrækkes til at omfatte flere unge.

[graph title="Danmarks udsatte unge klarer sig skidt i skolen" caption="Figur 1  " align="left" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/9633d-jre_fig01_danmarks-udsatte-unge-klarer-sig-skidt-i-skole.png" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/3c467-jre_fig01_danmarks-udsatte-unge-klarer-sig-skidt-i-skole.png" text="Færre udsatte unge i Danmark klarer sig dårligere i skolen end udsatte unge i de fleste andre OECD-lande."]Kilde: OECD/Michael Rosholm/TrygFonden’s Centre for Child Research. [/graph]

”Danmark er kommet meget langt med at øge den sociale mobilitet, men vi kan gøre det langt bedre. Jeg tror ikke, vi kan komme længere med de traditionelle virkemidler som for eksempel overførsler og mere service til borgerne,” siger Mads Jæger Meier, professor i sociologi ved Københavns Universitet.

Han mener, at der skal satses markant mere på at forebygge end som nu blot på at reparere på uligheden. For et liv, der kommer skævt fra start, bliver mere og mere skævt med årene.

”Forskningen viser ret entydigt, at det er mest effektivt at sætte ind over for ulighed tidligt i livet,” siger Mads Jæger Meier.

En af Danmarks førende eksperter i børns vilkår, børne- og familieforsker Per Schultz Jørgensen, peger på et behov for at udvikle børnenes livsduelighed.

”Børn skal lære at tage de rigtige chancer og ikke de forkerte. De skal være både nysgerrige og vedholdende, de skal have en række sociale kompetencer. Det handler om det, man kan kalde livsduelighed,” siger Schultz Jørgensen, der både er tidligere formand for Børnerådet og tidligere professor i socialpsykologi.

Per Schultz Jørgensen efterlyser en indsats, der ikke bare arbejder med børnenes kognitive færdigheder i de klassiske skolefag som læsning, skrivning og matematik, men på en hel række personlige og sociale karaktertræk.

Grundlaget for et menneskes karakter skabes tidligt i livet. 

”Det er i 11. time, hvis man først sætter ind i 12-, 13- eller 14-års-alderen. Det magiske i udviklingen sker i børnehaven og endnu tidligere i livet,” siger han.

I hans øjne er karakterdannelsen det helt afgørende fundament i livet. En vurdering, han bl.a. bygger på resultater fra en omfattende undersøgelse fra New Zealand, som fulgte godt 1.000 børn fra barndommen til de blev 30 år. Undersøgelsen viste bl.a., at de børn, som udvikler selvkontrol, får et langt bedre liv med hensyn til uddannelse, sundhed, økonomi og en række andre forhold.

”I Danmark er vi bare ikke gode nok til at fremme de ikke-kognitive færdigheder,” siger Per Schultz Jørgensen.

Skyder i blinde

Det kan hænge sammen med, at ingen ved, hvordan forebyggelsen og den tidlige indsats skal udformes for at skabe den ønskede effekt, påpeger flere socialforskere.

”Sandheden er, at vi ikke ved særlig meget om, hvilke socialpolitiske interventioner der virker. Det er jo rystende,” siger Mads Jæger Meier fra Københavns Universitet.

Og han bakkes op af Mette Deding, der er forskningsleder på SFI.

”Danmark bruger enormt mange penge på det sociale område, men vi ved alt, alt for lidt om, hvorvidt indsatsen virker. Vi er først nu ved at kravle op på første trin af den lange trappe, vi skal opad for at få den viden,” siger hun.

Sidste år brugte stat og kommuner lige godt 44 pct. af de samlede offentlige midler til social beskyttelse – eller mere, end det koster at drive samtlige sygehuse, folkeskoler, erhvervsskoler, gymnasier og universiteter tilsammen. Som samfund bruger vi altså godt 466 milliarder kr. uden systematisk opsamling af viden om, hvad der virker, og – ikke mindst – hvad der virker for hvem.

Kommuner skal redesignes

I diskussionen om den sociale indsats er det nærmest umuligt at sige nej til en tilgang med fokus på indsatser, der virker. Men det er vanskeligt at omsætte den ambition til praksis, mener Agi Csonka, der er direktør for Socialforskningsinstituttet.

”Der er en forestilling om, at hvis bare forskningen fortæller, hvilke indsatser der virker, så skal kommunerne nok implementere dem, og vupti, så arbejder man evidensbaseret. Men det kræver en særlig tilgang til det sociale arbejde at arbejde evidensbaseret, og derfor skal der rigtig meget mere til, før det også sker i praksis,” siger hun.

Det betyder ifølge Agi Csonka, at det ikke bare er den sociale indsats, men også den kommunale organisation, der skal trimmes.

”Det hele begynder med en analyse af problemet, så man f.eks. ikke sender midaldrende kvinder på et it-kursus, bare fordi man har et kursustilbud liggende. Først skal man kunne svare på spørgsmålet om, hvorfor netop dét kursus vil bringe netop den kvinde tættere på arbejdsmarkedet,” siger hun.

Kommunerne skal med andre ord præcisere problem, målgruppe og formål, før indsatsen sættes i værk. Og så er det vigtigt at vide, hvad der skal til, for at indsatsen bliver en succes. Endelig, og ikke mindst, kræver det en særlig kultur og særlige kompetencer at implementere ny viden i den daglige praksis. Der er med andre ord tale om en proces, der skal sætte ind på en hel række områder, før den evidensbaserede tilgang kan lykkes.

”Mange kommuner siger, at de gerne vil arbejde med evidens, men driften af de daglige opgaver kommer hele tiden i vejen, så der ikke er kræfter og overskud til at sætte ind på alle de områder, der skal til, for at indsatsen bliver en succes,” siger Agi Csonka.

Ud over at fremme en effektkultur, efterlyser hun, at kommunale ledere bevidst vælger den type af indsats, der skal foretages. Lige så bevidst skal de arbejde med at udbrede effektkulturen i hele organisationen, så det bliver naturligt at foretage en vidensbaseret indsats i kommunerne, der er fokuseret meget præcist på netop de borgere, som har glæde af en bestemt indsats.

”De færreste kommuner er kommet langt nok i den samlede omstilling af hele organisationen. Det kræver en anden organisering, en anden kultur og nye kompetencer,  hvis evidens skal være andet end en moderigtig hensigtserklæring,” siger Agi Csonka.

Odense søger mønsterbrydere

Erkendelsen af, at der er behov for at nytænke og reorganisere den sociale indsats efter, hvad der faktisk virker, breder sig over hele landet. En af de kommuner, der er gået i gang med opgaven, er Odense.

Midt i august fremlagde den radikale rådmand Susanne Crawley Larsen en række nye retningslinjer for kommunens arbejde med de børn og unge, der har brug for hjælp.

”Vi skal have en generation af mønsterbrydere. Når børn ikke udnytter de muligheder, de har i livet, så skal løsningen ikke findes på Christiansborg. Det er os i kommunerne, der skal gå det sidste stykke vej,” siger hun.

For rådmanden handler det både om at undgå spildte menneskeliv og om et regnestykke, der kan motivere helt ind i kommunens økonomiafdeling.

”I Odense ender op mod en tredjedel af de unge på offentlig forsørgelse, og det er alt, alt for mange. Det kan vi ikke blive ved med at have råd til,” siger hun.

Susanne Crawley Larsen vil stille de samme forventninger til alle børn og ikke undskylde f.eks. skolefravær med henvisning til et hjem i dårlig forfatning. I stedet må fraværet bruges som anledning til en indsats i hjemmet.

”Skolefraværet er en af de allervigtigste indikatorer, vi har. Vi må ikke acceptere fraværet, det er misforstået godhed,” siger hun.

Det er heller ikke godt nok, når enkelte institutioner i kommunen har succes med deres indsats, og erfaringerne alligevel ikke bruges på andre institutioner.

”Vi skal udvikle en langt mere systematisk indsats for at hjælpe mønsterbryderne på vej,” siger Susanne Crawley Larsen.