Krisen omkring Ukraine – og udgangen på den – får stor betydning for hele Europa. Mens faren for væbnet konflikt i stor skala blev mindsket markant i løbet af sidste uge, forestår et storstilet diplomatisk og økonomisk slag med historiske magtpolitiske konsekvenser for Europa mange år frem i tiden.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, har med sin fremfærd i Ukraine stillet sig an som stærk mand. Men den næste fase af konflikten har mere karakter af et skakspil end en armlægning. Og Putins autoritære regime i Moskva risikerer at bliver taberen over for den vestlige verden, hvor nøglespillerne er USA’s præsident, Barack Obama, og Tysklands kansler, Angela Merkel.

Det fremgår af Mandag Morgens analyse af de strategiske mål og interesser samt taktiske virkemidler såsom diplomatiske og økonomiske sanktionsmuligheder hos de førende nationer og organisationer, der er involveret i konflikten omkring Ukraine.

USA og Europa disponerer over betydelige politiske, diplomatiske og økonomiske pressionsmuligheder over for det aktuelle russiske regime. Endnu inden Vesten havde taget disse økonomiske magtmidler i brug, fik Putin syn for sit lands sårbarhed. Det skete, da nyheden om russiske soldaters invasion af Krim-halvøen udløste et finansielt chok i Moskva.

Allerede med den aggressive adfærd over for Ukraine i 2006 og 2009 har Rusland skadet sine egne kommercielle interesser. Truslerne dengang om at bruge gasleverancerne som politisk våben har siden fået energiselskaber over hele Europa til at finde nye leverandører.

Ingen militære svar

Rusland står reelt isoleret efter invasionen af Krim, som USA, Tyskland og resten af EU- og NATO-landene har fordømt kraftigt, mens Kina har været meget tilbageholdende med at støtte Rusland.

Obama og Merkel har tilsyneladende fundet ind i et tæt samarbejde med klart definerede roller.

Den arbejdsdeling, der tegnede sig i sidste uge, går ud på, at Obama og hans udenrigsminister, John Kerry, tager sig af kommunikationen med verdens medier og kritiserer Rusland i skarpe vendinger, mens Tyskland har taget teten i det diskrete og detailorienterede diplomati over for Rusland, alt imens man støtter de amerikanske fordømmelser.

De to ledere er enige om ikke at svare på den russiske præsidents militære provokationer, idet USA dog har taget et symbolsk skridt ved at flytte en eskadron af jagerfly fra England til Litauen og Polen.

Den pensionerede amerikanske admiral James Stavridis, der frem til sidste år var NATO’s øverstkommanderende i Europa, har i tidsskriftet Foreign Policy anbefalet, at NATO-landene træffer en række konkrete forholdsregler om øget beredskab, militær planlægning og konkret efterretningsmæssig støtte til Ukraine i lyset af de russiske provokationer.

Men i USA og Europa er man enige om, at der dybest set ikke findes noget realistisk militært scenarie, hvor Rusland kan presses til at stoppe indblandingen i Ukraines indre anliggender. Til gengæld har den amerikansk-europæiske koalition en lang række taktiske manøvremuligheder af diplomatisk, politisk og økonomisk karakter.

Det stille diplomati

Den tyske plan er at få skabt en international kontaktgruppe, der kan forhandle en fremtidig politisk ordning på plads for Ukraine. Denne ordning skal sikre landets territoriale integritet og fuld ligebehandling for de russiske mindretal rundtom i landet, samt sørge for, at landets østlige regioner ikke får så megen autonomi, at de senere kan rive sig løs og fusionere med Rusland.

I sidste uge arbejdede både Merkel selv, udenrigsminister Frank-Walter Steinmeier og vicekansler Sigmar Gabriel intenst på Ruslands-diplomatiet. Merkel selv havde tre lange telefonsamtaler med Putin.

I øvrigt taler Merkel russisk – ligesom Putin, der har en fortid som KGB-agent i det daværende Østtyskland, taler tysk.

Ifølge Merkel har den russiske præsident accepteret etableringen af kontaktgruppen, men mere konkrete detaljer lader fortsat vente på sig.

Både i NATO og i EU synes der at være fodslag bag planen, der er blevet bakket op af skarpe udtalelser fra NATO’s generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, samt af en første runde af politiske sanktioner fra både EU og NATO mod Rusland.

”Det ser ud, som om EU, USA og NATO har godt styr på koordineringen af linjen i forhold til Ukraine. Og USA’s rolle er mindre, end vi er vant til. Europæerne – med Tyskland, Frankrig og Polen i spidsen – har taget føringen,” siger Ole Wæver, professor i international politik ved Københavns Universitet.

EU’s stats- og regeringschefer gør det i deres sluterklæring fra topmødet i torsdags klart, at Rusland nu skal afstå fra at destabilisere situationen i Ukraine yderligere. I modsat fald vil det få ”vidtrækkende” konsekvenser på en ”bred vifte af økonomiske områder”.

USA og EU arbejder på at skabe en såkaldt ”finsk” – altså sikkerhedspolitisk neutral – løsning for Ukraine, hvor landet bevarer sin selvstændighed og handlefrihed, men forbliver uden for NATO.

Det var, hvad en af veteranerne i amerikansk demokratisk udenrigspolitik, Zbigniew Brzezinski, foreslog forleden. Se også tekstboks.

Den 85-årige Brzezinski regnes fortsat for at være en af de stemmer, som Barack Obama lytter mest til i sin håndtering af udenrigspolitikken. Den polskfødte Brzezinski har i mange år været af den overbevisning, at USA sammen med Tyskland, i dets egenskab af EU’s leder, bør tæmme det stadig mere uregerlige og uforudsigelige Rusland.

Også en anden udenrigspolitisk sværvægter, forhenværende udenrigsminister Henry Kissinger, advarede i Washington Post mod at gøre Ukraine til midtpunktet i et showdown mellem Vesten og Østen.

”Hvis Ukraine skal overleve og trives, skal det ikke være den enes forpost mod den anden – landet skal fungere som broen mellem dem,” skriver Kissinger og advarer amerikanske høge mod at søge militær konfrontation med Rusland.

Putins gambit

Mens vestlige politikere og udenrigspolitiske eksperter hurtigt kan blive enige om, hvilken løsning Ukraine har brug for, har man sværere ved at gennemskue, hvordan Vladimir Putin vil agere på kort sigt.

Den russiske præsidents langsigtede vision er kendt: Han ønsker at skabe en såkaldt Eurasisk Union omkring Rusland. Han har med andre ord ikke opgivet drømmen om, at Rusland skal spille en væsentlig rolle ud over sit eget territorium. Hviderusland og Kasakhstan har tilkendegivet, at de vil deltage i Den Eurasiske Union, der ganske paradoksalt skal kalkeres efter det EU, Putin så ofte bander over. Den Eurasiske Kommission har sit hovedkvarter i Moskva.

Ruslands nabolande er ikke udelt begejstrede over hans plan. Ukraines nu tidligere regering havde tilkendegivet, at man ville deltage, mens den ukrainske opposition, som nu er rykket ind i regeringskontorerne i Kiev, ikke vil være med.

Det er i det lys, man skal se den aktuelle russiske ageren i Ukraine, mener James Sherr, senior fellow ved tænketanken Chatham House Royal Institute of International Affairs i London. Han forklarer til det ukrainske blad Den’ (Dagen), at Putin betjener sig af en række taktiske instrumenter, der kendes tilbage fra den kolde krig.

”Gennem de sidste uger har Ukraine været offer for det, tjekisterne (den hemmelige sikkerhedstjeneste, red.) kalder kombinatsia: En kombination af flere forskellige midler for at opnå flere forskellige mål. [...] Disse mål er uden tvivl mere flydende, end folk tror. Et af formålene med de aktuelle militære operationer er razvedka boem: Et militært engagement, der har til formål at teste modstanderens militære intentioner og styrke,” siger Sherr.

Putin kan indtil videre konkludere, at den nye ukrainske regering ikke viser intentioner om at reagere militært. Ved redaktionens slutning tydede alt fortsat på, at den ukrainske overgangsregering får held til at sikre, at Ukraines hær fortsat forholder sig afventende.

Økonomien er akilleshælen

Tilbage står, at skakspillet mellem Rusland og Vesten om Ukraine primært vil handle om økonomi. Og her er Rusland i dag langt mere sårbart qua sin hastige integration i den internationale handel, end det økonomisk isolerede Sovjetunionen i sin tid var det.

Økonomiprofessor Anders Åslund, der er en af verdens førende eksperter i russisk og ukrainsk økonomi og tidligere toprådgiver for regeringer i Moskva og Kiev, mener, at frygten for en militær konfrontation er overdrevet.

”Vesten kan tvinge Rusland til at trække sig tilbage uden at affyre et skud. Den Europæiske Union er måske ikke nogen militær supermagt, men det er en økonomisk supermagt i modsætning til Rusland,” skriver Åslund, der er senior fellow ved tænketanken The Peterson Institute for International Economics i Washington og medlem af en række bestyrelser, heriblandt Ruslands Naturvidenskabelige Råd.

Åslund skriver i sin analyse, at Vladimir Putin sandsynligvis vil tabe krigen om Krim, fordi Vesten har betydelige økonomiske magtmidler over for Rusland. Han påpeger, at Kremls fundamentale fejl har været at undervurdere Ruslands økonomiske svaghed og afhængighed af Europa, og henviser til det chok, invasionen på Krim udløste på de finansielle markeder.

Det russiske aktieindeks RTS tabte 12 pct. på en dag, mens statsejede virksomheder som Gazprom og banken VTB mistede hhv. 15 og 20 pct. af deres værdi. Samtidig måtte den russiske nationalbank hæve renten fra 5,5 til 7 pct. og forsvare rublen med støtteopkøb.

”Putins invasion af Ukraine antændte finansiel panik i Moskva,” konkluderer Åslund, som anbefaler, at Vesten nu – fordi Rusland har overtrådt et hav af internationale aftaler – isolerer Rusland i alle internationale økonomiske samarbejdsfora som G8 og WTO og stopper Ruslands bestræbelser på at blive medlem af OECD.

Samtidig gør han det klart, at alene seriøs håndhævelse af eksisterende lovgivning mod hvidvaskning af penge i EU-landene vil ramme den russiske samfundselite hårdt. Ifølge Åslund bør man i EU overveje, om banker i EU-lande overhovedet bør kunne lave forretninger med store russiske statsvirksomheder. Samtidig bør man slå endnu hårdere ned på hvidvaskning af penge, der ofte foregår via vestlige bankkonti ejet af russiske statsembedsmænd.

Åslund peger samtidig på, at EU-landene allerede er relativt langt i bestræbelserne på at gøre sig uafhængige af den russiske naturgas. Europæiske energiselskaber har arbejdet intensivt på at reducere afhængigheden af den russiske gas, efter at Gazprom i både 2006 og 2009 brugte ”gasvåbnet” til økonomisk og politisk afpresning over for Ukraine og flere EU-lande. Denne økonomiske destabiliseringspolitik har altså givet bagslag i forhold til Ruslands langsigtede strategi, selv om den i første omgang var effektiv som taktisk våben.

I torsdags advarede Angela Merkel i Bruxelles om, at Rusland risikerer vidtrækkende forandringer i forholdet til EU, hvis ”destabiliseringsbestræbelserne” på Krim fortsætter. ”Vi ønsker det ikke. Men vi er klar til at gøre det,” sagde Merkel.