“Jeg tror på konkurrencestaten som den moderne velfærdsstat.” Sådan sagde finansminister Bjarne Corydon i sommeren 2013. Udtalelsen blev af flere kommentatorer udlagt som Danmarks mest magtfulde mands bud på en ny socialdemokratisk fortælling. Og siden har debatten raset.

Minister for by, bolig og landdistrikter Carsten Hansen ”brød sig ikke om ordet”, imens leder af Det Konservative Folkeparti, Lars Barfoed, omvendt hilste konkurrencestaten velkommen. Forfatter Carsten Jensen forudså endda, at Helle Thorning-Schmidt ville gå over i historien som den sidste socialdemokratiske statsminister, hvis konkurrencestaten blev en realitet.

Men Bjarne Corydon har indtil videre taget reaktionerne med ophøjet ro og endda forstærket sin tro på den nye ide, ikke mindst fordi den repræsenterer et bud på en samfundsmodel, der både respekterer bløde velfærdsværdier og hårde krav til konkurrenceevnen. Hans nye politiske ”trosbekendelse” blev gentaget for en større kreds af politisk interesserede tirsdag den 17. december på CBS. Her drøftede han perspektivet med konkurrencestatens ophavsmand, professor Ove Kaj Pedersen, og talte så varmt for konceptet, at professoren ufrivilligt kan blive åndelig fader til en ny socialdemokratisk samfundsmodel.

Corydons begejstring for modellen handler om andet og mere end partipolitik. Den omstændighed, at en socialdemokratisk finansminister så entydigt omfavner en tænkning og en filosofi, der på mange måder bryder med partiets hidtidige selvforståelse, illustrerer behovet for, at også de politiske budskaber og partiprogrammer bør innoveres. Og her kan Bjarne Corydon i et historisk perspektiv komme til at stå som en af nytænkerne – selv om der endnu er lang vej fra teorien om konkurrencestaten til at indføre den. En stor barriere er dog navnet. Det sender et firkantet og hårdt signal, som kan være svært at skabe bred forståelse for i en værdidrevet tid – og heller ikke yder det samlede koncept fuld retfærdighed. 

Men ideen og den grundlæggende tænkning er formuleret og har fundet sine passionerede, indsigtsfulde og magtfulde fortalere. Hvad der kan ligne tilfældigheder, kan endnu en gang ændre historiens gang.

De ubesvarede spørgsmål

Skal den nye konkurrencemodel bevæge sig fra ide til virkelighed, skal en række fundamentale spørgsmål dog besvares langt dybere. Det gælder bl.a.:

• Hvad er en konkurrencestat egentlig?
• Hvilke værdier bygger den på?
• På hvilke og hvor mange forskellige parametre konkurrerer den og med hvem?
• Findes der en eller flere forskellige typer af konkurrencestater?
• Udelukker konkurrencestaten velfærdsstaten?
• Hvordan kan og skal konkurrenceevne forstås i en ny, mere globaliseret og turbulent verdensorden?
• Hvem udgør konkurrencestatens kernetropper, dvs. de frontmedarbejdere og beslutningstagere, der på tværs af sektorer skal sikre Danmarks omstilling fra velfærdsstat til konkurrencestat?
• Kan konkurrencestaten repræsentere den nødvendige fornyelse af ”den nordiske supermodel”?

Sjældent har behovet for at stille netop de spørgsmål været mere akut. Og sjældent har behovet for at nytænke og udfolde Danmarks grundlæggende konkurrencestrategi i en ny, turbulent verdensorden været større – uanset hvad modellen kaldes. Fastlåst i den hidtil længste økonomiske recession siden 1930 konfronteres Danmark ved indgangen til 2014 med et grundlæggende politisk valg: Forenklet udtrykt kan Danmark vælge imellem rollen som det forsømte foregangsland eller rollen som fremtidens konkurrencestat.

Det vigtigste i den proces, der muligvis er sat i gang med mødet den 17. december, er ikke, om resultatet bliver en konkurrencestat efter den oprindelige opskrift, eller den justeres undervejs. Afgørende er, at der sker en fundamental fornyelse af den danske konkurrencemodel – at den tilpasses en ny tids vilkår.  En del af tilpasningen handler om at udvikle en retorik og en sprogbrug, som gør debatten engagerende for en bredere kreds af borgere end de indforståede politikere og politologer. Men til syvende og sidst bliver det et spørgsmål om, at nogen med tilstrækkelig tyngde og gennemslagskraft identificerer sig med tænkningen. Politiske gennembrud – og nye partier – skabes af mennesker med en ide og en mission og en udpræget fornemmelse for øjeblikkets betydning. At samfundet efterlyser ideen.

Humlebien taber højde

Her er tidspunktet velvalgt. Danmark har hårdt brug for at nytænke sin konkurrenceevne. Det bekræfter et kort historisk tilbageblik. I 1990’erne fremstod Danmark for internationale observatører ikke alene som et internationalt foregangsland, men også som en uforklarlig undtagelse. Voksende overskud på betalings- og handelsbalancen, nedbringelse af udlandsgælden, forbedring af den strukturelle balance, faldende arbejdsløshed og tiltagende vækst forekom uforenelige med et af verdens højeste skattetryk og en af verdens største og mest udbyggede velfærdsstater. Ikke desto mindre rangerede Danmark år efter år som et af verdens mest konkurrencedygtige lande i bl.a. World Economic Forums Competitiveness Index.

Men siden har humlebien tabt flyvehøjde. Danmark er begyndt at udvise en række krise- og svaghedstegn. Danmark er bl.a. konfronteret med stagnerende produktivitetsvækst, utilstrækkeligt uddannelsesniveau i befolkningen, begrænset innovation og konkurrence blandt danske virksomheder, for få iværksættere, der udvikler sig til fremtidens vækst- og joblokomotiver, samt en offentlig sektor, der er karakteriseret ved lav innovation og lav effektivitet.

Kort sagt er der en overhængende risiko for, at Danmark stagnerer i en lavvækstfælde og dermed forsømmer muligheden for at udvikle sig til et fremtidens foregangsland. Alternativet hertil er ikke blot bydende nødvendigt, men også både muligt og ønskeligt. Det består i at omstille, reformere og nytænke Danmarks fundamentale strategi for konkurrenceevne og gøre landet til et internationalt mønstereksempel på en bæredygtig, socialt robust og sammenhængende konkurrencestat. Det forudsætter dog, at det danske samfund samt dets centrale beslutningstagere udvikler en fælles erkendelse af de potentialer og muligheder, Danmark står over for, og at vi evner at udnytte dem. Det kræver et andet og mere progressivt politisk mindset, end vi hidtil har set.

Konkurrenceevnens DNA

Spørgsmålet om Danmarks konkurrenceevne er langtfra nyt. Hvordan Danmark har skullet håndtere udfordringerne med en tiltagende globalisering og sikre fortsat vækst og velstand, har været centralt for skiftende regeringer siden 1950’erne. Siden 1993, hvor Mandag Morgen første gang stillede spørgsmålet ”Hvad skal Danmark leve af i fremtiden?”, har samfundets centrale beslutningstagere været meget optagede af at besvare netop det – dog uden at kunne give kvalificerede svar.

Spørgsmålet blev stillet på baggrund af en bestemt forståelse af begrebet globalisering, hvor mere åbne internationale markeder for kapital og varer og den gradvise udbygning af det indre marked fundamentalt forandrede betingelserne for danske virksomheder. Svaret bestod i at forbedre de grundlæggende økonomiske rammebetingelser – herunder en ansvarlig økonomisk politik, arbejdsmarkedets fleksibilitet, kvaliteten af uddannelsesinstitutionerne, kvaliteten af forskningssystemet og omfanget af innovation, betingelserne for etablering af nye virksomheder, kvaliteten af den offentlige sektor og infrastruktur samt graden af åbenhed og konkurrence på produkt- og finansmarkederne. Men den mission er ikke lykkedes i forhold til planer og intentioner. Derfor taber ”humlebien” flyvehøjde, og derfor udfordres Danmarks konkurrenceevne på de to niveauer, som et lands konkurrenceevne lidt forenklet kan sammenfattes i: de grundlæggende betingelser for at deltage i international konkurrence og de vindende forudsætninger for konkurrenceevne.

De grundlæggende betingelser består i de fundamentale økonomiske rammebetingelser. Et land kan tabe på ikke at have de grundlæggende betingelser i orden, men det kan ikke vinde ved kun at have dem.

De vindende forudsætninger for konkurrenceevne handler derimod om nationsspecifikke kompetencer. Det, der gør et land til noget særligt, som ikke let kan kopieres og som giver unikke konkurrencefordele. De vindende forudsætninger er langt mere avancerede og sofistikerede og hviler på en dybere forståelse af globaliseringens konsekvenser for Danmark. De vindende forudsætninger består i et lands iboende evne til konstant at tilpasse sig en ny, turbulent verdensorden.

I takt med at globaliseringen har bevæget sig ind i en ny og mere turbulent fase, bliver det stadig mere nødvendigt, at vi opfylder begge betingelser – hurtigt. Det er muligt, at finanskrisen udgør en enlig svale, og at verden inden for en kort årrække vil bevæge sig tilbage til business as usual og stabile vækstrater. Men det er langtfra sandsynligt.

Den nye normalitet

Stadig flere eksperter, internationale organisationer og tænketanke forudsiger, at den internationale finanskrise samtidig markerer overgangen til en ny, mere turbulent og risikobetonet fase af globaliseringen – en fase, hvor nye kriser kontinuerligt vil lægge sig i forlængelse af, forstærke og komplicere tidligere kriser. En permanent, men foranderlig krisetilstand kommer til at udgøre ”the new abnormal”, som regeringer, virksomheder og civilsamfundets nøgleaktører i stigende grad må navigere i.

I den nye fase vil ikke blot kapital og varer flyde langt friere imellem lande og grænser. Også arbejdskraften er mere mobil, ligesom konkurrencen om klodens begrænsede ressourcer skærpes, og konsekvenserne af globale risici får grænseoverskridende karakter. Det gælder især inden for tre områder:

1. Kvalificeret arbejdskraft: I den internationale videns- og innovationsøkonomi er veluddannet, fleksibel og kreativ arbejdskraft en af de vigtigste ressourcer i virksomhedens produktion. Globaliseringen af de internationale markeder for talent og arbejdskraft er allerede vidt fremskreden – og talrige studier har demonstreret, at vigtige samfundsøkonomiske parametre som kriminalitetsgrad, tryghed og adgang til et velfungerende sundhedssystem samt en bæredygtig produktion og livsform er af mindst lige så stor betydning som lønposens størrelse, når internationalt talent skal vælge mellem lande at slå sig ned i.

2. Ressourcer: Med faldende tilgængelighed, produktion og udbud af knappe ressourcer – ikke blot fossile brændstoffer, men også vand, fosfor, sjældne jordarter mv. – stiger prisen for både produktion og transport for de firmaer, der ikke i tide omfavner og omstiller sig til en ny og mere bæredygtig vækststrategi. De vil i det lange løb blive udkonkurreret af de firmaer, som i tide foretog de nødvendige investeringer i ny teknologi og produktionskapacitet og dermed blev mere omkostningseffektive via ressourceeffektivitet.

3. Risici: De sidste tre årtiers globalisering har haft en række utilsigtede konsekvenser. Terrortruslen, klimaforandringer, folkevandringer, ukontrollabel befolkningstilvækst, globale pandemier, digitale trusler og demografiske skift er alle blevet en del af en ny global og turbulent verdensorden og i stigende grad en del af den enkelte beslutningstagers daglige strategiske hverdag. Fælles for de globale risici er, at de hver for sig rummer potentialet til på afgørende vis at omkalfatre omkostningsniveauet og konkurrenceevnen for såvel virksomheder som nationer over en meget kort tidshorisont. Mandag Morgens grønne initiativ ”Sustainia” har f.eks. dokumenteret og demonstreret de store økonomiske, sociale og etiske fordele, der ligger i at forfølge bæredygtige strategier på alle niveauer i samfundet.

Den bæredygtige konkurrenceevne

I lyset af de udfordringer står det klart, at nok er fortidens rammebetingelser nødvendige, men de er så langtfra tilstrækkelige for at kunne konkurrere i fremtiden. Forskellen på fortidens og fremtidens syn på konkurrenceevne udtrykkes måske klarest af netop World Economic Forum. I sin seneste Global Competitiveness Report argumenterer WEF netop for, at verdens politiske og økonomiske beslutningstagere lægger sig et nyt begreb for konkurrenceevne på sinde, og definerer bæredygtig konkurrenceevne som:

Det er på den baggrund, at der internationalt er begyndt at brede sig den erkendelse, at der både er et udtalt behov for at nytænke de gamle parametre for konkurrenceevne og for at forstå de præmisser, som fremtidens konkurrence beror på. Det er bl.a. i det lys, at det tilsyneladende paradoks – kombinationen af en stærk velfærdsstat og en stærk konkurrenceevne – skal forstås. Realiteten er netop, at velfærd og konkurrenceevne i en ny, turbulent verdensorden i stigende grad bliver hinandens gensidige forudsætninger og ikke modsætninger.

Sammenfattende står Danmark over for meget komplekse udfordringer – udfordringer, der ikke kan håndteres med de afprøvede og velkendte politiske initiativer. Hermed er vi tilbage ved udgangspunktet: Udviklingen af en ny konkurrencemodel, måske i skikkelse af ”konkurrencestaten”. Men uanset hvilken model det ender med, befinder Danmark sig i samme situation som i efterkrigstiden, hvor en gruppe fremsynede embedsmænd og politikere, bl.a. anført af den navnkundige departementschef Erik Ib Schmidt, lagde grunden til den danske velfærdsmodel. Den første danske ledelseskanon, som Mandag Morgen stod bag, udnævnte det til at være en af efterkrigstidens 12 største ledelsesbedrifter.

Nu skal modellen fornys, og det kræver, at vi atter kan mobilisere ledere, der har modet og evnen til at hæve sig over den kortsigtede partipolitik og sikre den langsigtede fornyelse af den danske model. Det er i det lys, at mødet på CBS den 17. december var interessant og måske kan sætte sig varige spor. I så fald kunne det om en årrække føre til, at udviklingen af den danske velfærdsmodel endnu en gang blev hædret som en af nationens største ledelsesbedrifter. Der er brug for den.