Storfusion skal genrejse fagbevægelsen

Til april skal de delegerede i de to hovedorganisationer LO og FTF ved to synkrone kongresser tage stilling til, om de vil slå pjalterne sammen eller fortsætte hver for sig. Lige nu tyder alt på et ja til fusionen hos begge organisationer, men selv et ja bliver svært at håndtere, mener forskere.

Klaus Dalgas

Essensen
  • Medlemmerne i LO og FTF skal 13. april afgøre, om de vil lægges sammen i en stor hovedorganisation. Det tegner til et ja.
  • En storfusion kan styrke fagbevægelsens ambition om mere indflydelse på den politiske udvikling, mener forskere.
  • En række forbund i begge lejre siger nej til fusionsplanerne. Det vil give udfordringer, uanset om det bliver et ja eller et nej til fusionen.

Der var engang, hvor LO-formanden om morgenen kunne gribe telefonen og bestille et frokostmøde samme dag hos den minister, som han ønskede at tale med. Ministeren sagde sjældent nej, for det var jo en af rigets mægtigste mænd, der ønskede en samtale.

Ministerkalenderen blev ryddet, og frokostbordet gjort klart til en arbejdssamtale med en person, som det var klogt at være gode venner med.

Dengang blev der lyttet engageret til LO-formandens ord og formaninger om aktuelle politiske planer og forslag, og ikke sjældent blev LO’s synspunkter til en del af lovteksten i de fremlagte lovforslag.

Men tiderne skifter som bekendt.

I dag har LO og fagbevægelsen mistet tidligere tiders politiske indflydelse, der nærmest fik regeringer og ministre til at stå skoleret, og LO er blevet til en lobbyorganisation på linje med alle andre lobbyorganisationer. Det har bl.a. haft som konsekvens, at LO’s påvirkning af den politiske idéudvikling og de konkrete politiske udspil er blevet nærmest usynlig.

Samtidig lider LO af et faldende medlemstal hos forbundene. Alene i de seneste seks år er det samlede medlemstal blevet reduceret med ti pct., så det nu er nede på godt 800.000 medlemmer. Se figur 1.

Tilslutningen toppede i 1994 med over 1,5 mio. medlemmer, og dermed er LO reelt blevet næsten halveret i løbet af de seneste knap 25 år.

En af forklaringerne på fagbevægelsens nedtur er, at mange lønmodtagere har prøvet lykken i de nye, ’gule’ fagforeninger, som står uden for den klassiske fagbevægelse og sælger sig på at være bedre og billigere. Mens andre har valgt at stå helt uden for det faglige system som f.eks. freelancere eller vikarer.

Fusion vil give styrke

Nedturen på den politiske arena og i medlemstallet har været højt på agendaen hos LO-ledelsen i mange år. Noget må gøres, og snakken om en storfusion i fagbevægelsen har ramt offentligheden adskillige gange siden starten af 00’erne.

Nu bliver det måske en realitet. Ved to samtidige kongresser i henholdsvis LO og FTF den 13. april skal de delegerede stemme om de fusionsplaner, som et udvalgsarbejde med deltagelse fra begge organisationer har formuleret teksten til. Fusionen skal begge steder vedtages med to tredjedeles flertal, og lige nu tegner alt på et ja i begge lejre.

”Fusionen kan potentielt genrejse fagbevægelsens rolle som en vigtig medspiller i udviklingen af det danske samfund. Det er en udvikling, som har stor betydning for medlemmerne,” siger arbejdsmarkedsforsker Laust Høgedahl fra Center for Arbejdsmarkedsforskning ved Aalborg Universitet, CARMA.

Både LO og FTF har ambitioner om i højere grad at kunne påvirke den politiske dagsorden, fordi den har stor betydning for deres medlemmer.

Det betyder noget for en metalarbejder, hvordan de forskellige velfærdsordninger skrues sammen, og det betyder noget for en sygeplejerske, hvordan politikerne på Christiansborg prioriterer ressourcerne til sundhedsvæsenet og hospitalerne.

De senere år er det imidlertid de store erhvervsorganisationer DI og Dansk Erhverv, der har erobret taletiden. Påvirkningen af den politiske beslutningsproces sker på erhvervsorganisationernes præmisser, og ifølge Laust Høgedahl har LO’s pendant på arbejdsgiversiden, Dansk Arbejdsgiverforening, DA, også formået at være en proaktiv medspiller i politikudviklingen.

”LO har de seneste mange år i nogen grad haltet efter DA, når det gælder om at sætte den større dagsorden for udvikling af velfærdssamfundet. DA er generelt kommet med analyserne, mens LO har haft rollen som den, der skulle kommentere arbejdsgivernes udspil,” siger Laust Høgedahl.

Han mener, at en fusion mellem LO og FTF er velegnet til at ændre på det forhold, fordi arbejdstagersiden på denne måde vil få nogle flere muskler til at lave gennemanalyserede progressive udspil, der kan matche DA’s udspil.

”De forskellige forbund i LO og FTF kunne samtidig have stor glæde af at arbejde sammen på tværs af skellet mellem offentligt ansatte og privat ansatte. Her kunne man lære af hinanden, hvis man var under én hat i stedet for at stå i hver sin lejr,” siger Laust Høgedahl, der af samme grund mener, at en fusion vil være til fordel for både de privatansatte og de offentligt ansatte.

”Den private sektor er udfordret på faldende medlemstal og manglende overenskomstdækning flere steder. Omvendt er den offentlige sektor helt afhængig af en stærk fagbevægelse i den private sektor, så længe lønudviklingen mellem de to sektorer er bundet sammen af reguleringsordningen. Et samarbejde er rationelt set en fordel for begge parter,” siger Laust Høgedahl.

Indflydelse eller identitet?

Også arbejdsmarkedsforsker Søren Kaj Andersen, centerleder på Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier, FAOS, ved Københavns Universitet, mener, at de to organisationer vil have stor glæde af at gå sammen i et storforbund.

”Set fra et rationelt synspunkt er fusionen en fordel for både LO og FTF. Når man slår pjalterne sammen, får man større styrke og indflydelse på samfundsudviklingen. Man står stærkere i diskussionen om f.eks. velfærd, økonomi og skat, når man repræsenterer forskellige lønmodtagergrupper bredt. Større samfundsmæssige emner har stor betydning for lønmodtagernes almindelige levevilkår, og det er en af grundene til ønsket om at skabe en samlet lønmodtagerorganisation i Danmark,” siger han.

Søren Kaj Andersen understreger, at den nye fusion ikke kommer til at berøre de nuværende forhandlingsforhold, hvor f.eks. DI og CO-industri forhandler inden for rammerne af LO og DA’s hovedaftale.

”Men det er vigtigt på de helt store samfundslinjer at have stor styrke bag sig i de bredere, politiske og fordelingsmæssige debatter. Det vil en storfusion kunne hjælpe med til,” siger han.

Søren Kaj Andersen mener, at der eksisterer to former for logik i fagbevægelsen, en ’indflydelseslogik’ og en ’identitetslogik’.

”Fusionen er lagt an på den indflydelseslogik, som de store forbund som Dansk Metal, HK og FOA lægger vægt på, mens det kan ses som udtryk for identitetslogik, når eksempelvis 3F og Finansforbundet ikke rigtig kan se sig selv i fællesskabet. De føler ikke, at deres medlemmer har nogen glæde af dette, og derfor har de meldt ud, at de stemmer nej til fusionen,” siger Søren Kaj Andersen og uddyber:

”På det offentlige område har der længe være et ønske om at stå mere sammen. Det ser vi ved de nuværende overenskomstforhandlinger, hvor man har lavet en musketered om, at der ikke forhandles overenskomst, før der er reelle forhandlinger om lærernes arbejdstid. Fusionen kan være med til at styrke den offentlige del på sådanne områder på længere sigt.”

Samme syn på effekten af et storforbund har man på den private side.

”Her har man set modparten organisere sig i større fællesskaber i DI og Dansk Erhverv. Med et større fællesskab vil man opnå en større styrke på det overordnede plan, og det vil i længden være en fordel,” siger han.

Søren Kaj Andersen mener, at der vil være yderligere fordele ved at fusionere de to store organisationer i fagbevægelsen.

”Der kan være mindre fagforeninger i både LO og FTF, som ved en fusion får øjnene op for fordelene ved at lægge sig sammen. Der er fagforbund på tværs af skellet mellem LO og FTF, der organiserer lønmodtagere inden for tæt beslægtede områder, hvilket kan føre til sammenlægninger og mere gennemslagskraft,” siger Søren Kaj Andersen.

Mere for kontingentet

En storfusion har også nogle umiddelbare økonomiske potentialer for de to hovedorganisationer, der i dag er presset økonomisk på grund af de faldende medlemstal.

Der kan spares mange millioner i husleje, hvis f.eks. FTF flytter ind i LO’s nye, flotte hovedkontor på Islands Brygge i København. Og der kan effektiviseres i administrationen, hvis afdelinger lægges sammen.

”Det er klart, at der er noget synergi ved at lægge mindre forbund og større forbund sammen. Man kan spare på huslejen ved at bo sammen, og funktioner kan lægges sammen, så man f.eks. ikke kører med to it-systemer. Driftsøkonomisk er det en fordel med fusionen både på større og mindre plan,” siger Søren Kaj Andersen.

Lige nu tegner der sig et flertal i både LO og FTF for en storfusion.

LO-formand Lizette Risgaard (th.) har travlt i øjeblikket. Overenskomsterne på det offentlige område kører trægt, hvilket har sendt både hende og FTF-formand Bente Sorgenfrey (tv.) på overarbejde. Samtidig diskuteres og forhandles der på livet løs med de forbund, der allerede nu har meldt ud, at de vil stemme nej til storfusionen ved LO og FTF’s ekstraordinære kongresser den 13. april.

På LO-siden har 3F, Blik & Rør, Malerne og Serviceforbundet meldt ud, at de siger nej til fusionsplanerne. Men de fire forbund repræsenterer kun omkring 31 pct. af medlemmerne på LO-siden, så foreløbig ligner det et snævert to tredjedeles flertal. I disse uger forhandles der på direktionsgangene på livet løs for at få flertallet til at holde.

På FTF-siden ser flertallet mere solidt ud. Her har Finansforbundet, Farmakonomforeningen, Forsikringsforbundet, Prosa og Konstruktørerne foreløbig meldt ud, at de siger nej. Men de tæller kun knapt 20 pct. af de delegerede, så flertallet for et ja synes her relativt klart.

Svære forhandlinger

Arbejdsmarkedsforsker og professor ved Center for Arbejdsmarkedsforskning ved Aalborg Universitet Henning Jørgensen ser dog fortsat problemer med fusionen.

”For et par måneder siden så det positivt ud med en fusion. Men efter meldingerne fra 3F og de privatansatte i FTF ser det mørkere ud. 3F har skærpet argumentationen, og AC har fisket i rørte vande på FTF-siden ved at forsøge at samle privatansatte til en fælles modstand. Det ser ikke så lovende ud nu som tidligere,” siger han.

Henning Jørgensen mener derfor, at man bør udskyde fusionen et par år for at skele til de øvrige nordiske lande, som har organiseret arbejdsmarkedet på en anden måde.

”Man kunne jo se til Norge, hvor folk ikke er arrangeret efter fag og uddannelse, men efter hvad de arbejder med. I Norge er medlemmerne af Uddannelsesforbundet f.eks. folk, der arbejder med pædagogik og uddannelse. Det betyder, at en pædagog er i samme forbund som en professor, og det giver en fantastisk slagkraft over for politikerne. Statsministeren er altid på talerstolen, når det norske Uddannelsesforbund holder kongres,” siger Henning Jørgensen.

Ifølge ham vil både LO og FTF dog stå med en række problemer, uanset om det bliver et ja eller et nej den 13. april.

”Både Lizette Risgaard (LO-formand, red.) og Bente Sorgenfrey (FTF-formand, red.) har fået problemer at tumle med i forhold til fusionen. Lizette Risgaard, som skal genvælges næste år, får problemer med et af de største forbund, 3F, hvis det bliver et ja, og hun står naturligvis også med et problem, hvis det bliver et nej. Og Bente Sorgenfrey har nu fået problemer med de privatansatte i Finansforbundet og AC. Der skal forhandles og slibes kanter af i de kommende måneder inden de to kongresser, hvis det skal lykkes på en god måde,” siger Henning Jørgensen.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu

Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu