Når Karen Hækkerup i dag drejer af mod Axelborg i stedet for Christiansborg og skifter ministertaburetten ud med direktørstolen, må vi håbe, at hun stadig har sin gamle kabinetskammerat – fødevareminister Dan Jørgensen – i tankerne.

Fra sit nyerhvervede hjørnekontor i Landbrug & Fødevarer kan hun være med til at genantænde den madrevolution, som han skød i gang i sommerferien, men som man siden har haft svært ved at få øje på. Indtil videre har revolutionen manifesteret sig i en måltidstænketank, der skal bruge måneder på at fotokopiere de berømmede brasilianske måltidsråd, og en flad konkurrence om at finde en nationalret, der ser ud til at ende med stegt flæsk, persillesovs og spildte millioner.

Hvis revolutionen ikke kommer fra politikerne, må andre tage den op. Ellers ender vi med at æde samfundet ihjel. For man kan diskutere, om det er politikernes opgave at få danskerne til at spise sundere, men man kan ikke diskutere, at vores usunde madvaner er et samfundsproblem, og at det derfor også er en samfundsopgave at gøre op med dem. 

Lad os lige minde om problemets omfang: 4.400 danskere dør hvert år, fordi de spiser for meget fedt og for få grøntsager. WHO anslår, at 30 pct. af alle nyopståede kræfttilfælde i ilandene kan tilskrives det, vi propper i munden. Og i dag er 600.000 voksne danskere deciderede fede, mens 79 danskere får konstateret diabetes – hver dag. Udviklingen går på alle punkter mod det værre, og allerede i dag koster det samfundet milliarder. Sukkersygen alene løber op i 31,5 milliarder kr. om året til behandling, pleje og tabt produktion og arbejdsevne.
 

SAMFUNDET MÅ GRIBE IND, og det kan, hvis det vil. Som Mandag Morgen har afdækket i artikelserien Madkampen over de seneste måneder, har fødevareindustrien, landbruget, supermarkederne, fastfoodkæderne og det offentlige masser af muligheder for at løfte vores madvaner til et sundere leje.

I Karen Hækkerups nye branche kan de fjerne salt, sukker, fedt og kræftfremkaldende biprodukter med den ene hånd og tilføje fuldkorn, vitaminer og mineraler med den anden. Og danskerne vil gerne have industrien til at tage udfordringen op. 7 ud af 10 mener, fødevareproducenterne bør gøre mere for at udvikle sundere fødevarer.

Danskerne vil også have sundere mad, når de er ude at handle eller slår et smut forbi burgerbaren. 76 pct. vil have butikkerne til at hjælpe dem med at træffe et sundere valg, og 78 pct. vil have sundere menuer, når de besøger fastfoodkæderne. Begge brancher kan hjælpe deres kunder. I dag bruger de en palet af salgsmetoder til at få os til at fylde maverne med burgere. De samme kneb kan de bruge for at få os til at vælge salat i stedet for pommes frites, groft brød i stedet for det lyse og frisk frugt i stedet for franske kartofler.

Nogle er godt i gang, men de fleste stejler. ”Jeg er købmand, ikke missionær,” som adm. direktør for fastfoodkæden Sunset Boulevard, Kristian Scheef Madsen, sagde i sidste uges ugebrev. Underforstået, at som købmand vil han ikke fortælle kunderne, hvad de skal spise, men give dem det, de efterspørger.

Der er to problemer i den tilgang. For det første vil vi som kunder altid blive manipuleret. Af indretningen, musikken, farverne, placeringen af varerne eller fristende super size-tilbud. Selvom kunderne principielt har et frit valg, er spørgsmålet, hvor frit det reelt er. Og hvis man under alle omstændigheder påvirker sine kunders valg, hvorfor så ikke påvirke dem i sund retning?

Det andet problem er, hvorfor købmændene med ambition om at give kunderne, hvad de vil have, ikke lytter til, hvad kunderne beder om? Svaret kan kun være, at de ikke tør tro på dem. For som vi alle ved, er der forskel på, hvad man siger, og hvad man gør. Der er flere, der siger, de går i teatret, end der er solgte billetter, og færre, der siger, de besøger pornohjemmesider, end der er unikke besøg. Og det er da heller ikke utænkeligt, at folk hjertens gerne vil have salat til burgeren og fedtfattig kylling på grillen, når man spørger dem, men bestiller fritter og fede bøffer, når det kommer til stykket. Der er ingen grund til at være naiv.

Men det er alligevel påfaldende, at fødevareerhvervet er så tøvende over for det forretningspotentiale, som ligger i deres kunders massive efterspørgsel – det kunne jo være, at kunden også her havde ret. Og at det overvældende flertal, der siger, de savner sundere tilbud, også ville lægge deres penge dér, hvis de sundere produkter blev produceret og promoveret ligesom de usunde.

Supermarkederne må give de sunde alternativer de bedst sælgende pladser i butikken, fastfoodkæderne må droppe de friturefede fritter til fordel for de fedtfattige, som ikke bør være et særligt tilvalg. Alt andet er dårlig forretning. For erfaringerne viser, at det er en god forretning at lytte til kunderne og være firstmover – i stedet for at lurepasse og være konservativ. Lidl har f.eks. haft succes med at udskifte slikket ved kasselinjen med nøddemix og frisk frugt, og forsøgsstudier fra DTU har vist, at salget af gulerødder og grovboller stiger mærkbart, hvis fastfoodkædens personale husker at spørge deres kunder, om de vil have det.

FØDEVAREERHVERVET SKAL IKKE LØFTE OPGAVEN ALENE. I stedet for at være optaget af, om stegt flæsk eller frikadeller er danskernes nationalret, skulle Dan Jørgensen tage sundhedsminister Nick Hækkerup og KL i hånden og lave en national måltidspolitik med sundheden i fokus. Det kunne redde os fra usunde liv og tidlig død, og det kunne lette et pres på de offentlige budgetter, som i sig selv er usundt.

De offentlige institutioner, som hver dag serverer næsten 800.000 måltider for vores børn, syge og gamle, skal simpelthen også tænke som gode købmænd. For det er både billigere for den enkelte institution og for samfundet som helhed, hvis de udskifter det uappetitlige vakuumpakkede smørrebrød med hjemmelavet mad. Det ved de bedste kommuner og de bedste sygehuse af egen gode erfaring, og politikerne bør løfte disse erfaringer til en national, strategisk indsats.

I stedet accepterer vi en kortsigtet prioritering, som måske – men langtfra altid – sparer penge på den enkelte institution, men som aldrig sparer penge på det store fælles samfundsbudget. Vi accepterer skoler, der skærer på budgettet til madkundskab, så 84 pct. af eleverne skal lave mad for under 12 kr. pr. undervisningsgang. Og sådan er vi ved at sikre os en generation af madanalfabeter – det sidste, vi har brug for i en tid med fedmeepidemi og livsstilssygdomme, så langt øjet rækker.

Man må bare undre sig over al dette dårlige købmandsskab både hos fødevareerhvervet og hos dem, der prioriterer vores offentlige budgetter. Det har medført, at vi står med en unødvendig milliardregning for dyr kostrelateret usundhed. Og ingen ved, hvem der ønsker, at det skal være, som det er i dag.

Tydeligt er det bare, at alt for mange tøver og venter på de andre. Fødevareindustrien og landbruget venter på, at købmændene og restauratørerne efterspørger sundere mad, mens købmændene og restauratørerne siger, at de venter på forbrugerne. Det kan undre, når forbrugerne for længst har besluttet sig: De vil have sundere og bedre mad. Hvad venter fødevareerhvervet så på?