Tandlæger er et illustrativt eksempel på, at brugerbetaling i dagens Danmark ofte er præget af tilfældigheder og manglende logik.

Når politikerne i dagens Danmark skruer op for brugerbetalingen til tandlæger og freder enhver form for betaling til den praktiserende læge eller indlæggelse på det offentlige sygehus, hænger det sammen med en over 100 år gammel beslutning, og som også kan kædes sammen med frygten for at blive løbet over ende af den tyske hær.

Beslutningen blev taget, da det offentliges ansvar for læge- og hospitalsbehandling blev fastlagt, og de nu nedlagte sygekasser blev stiftet. Dengang fik borgerne adgang til fri læge- og sygehusbehandling via deres sygekasse men ikke tandbehandling, da tandplejen på det tidspunkt ikke var særlig stærkt veletableret i samfundet. Som formanden for Tandlægeforeningen, Freddie Sloth-Lisbjerg, udtrykker det:

”Man indrettede systemet efter, at folk skulle være krigsduelige i Bismarcks tid. Men i et moderne velfærdssamfund er det ulogisk, at vi har skruet brugerbetalingen sammen på den måde, som vi har gjort i dag.”

På samme måde er det vanskeligt at skulle forklare, hvorfor der er brugerbetaling hos psykologen men ikke hos psykiateren. Og hvorfor der er så forholdsvis stort tilskud til høreapparater og meget mindre til briller.

Vi har også vænnet os til, at det koster penge at få passet ens børn i vuggestuer og børnehaver. Men det er ikke indlysende, at der partout skal være egenbetaling på lige præcis daginstitutioner, som spiller en afgørende rolle for børns fremtidige liv, og ikke på gymnasier eller videregående uddannelser.

Årsagen skal formentlig findes over 80 år tilbage i tiden, da man med socialreformen i 1933 oprettede daginstitutioner, der skulle hjælpe enlige forældre med at få passet deres børn. Men i dag går næsten alle børn i daginstitution, så både mor og far kan være på arbejdsmarkedet og dermed bidrage til samfundsøkonomien.

Det er heller ikke nemt at give en logisk forklaring på, at forældrebetaling til daginstitutioner og fritidshjem bliver fastsat centralt med et loft over den maksimale betaling, mens det er op til den enkelte kommune selv at fastsætte brugerbetaling på SFO. Det kan hænge sammen med, at de første hører under den sociale lovgivning, mens SFO hører under loven om folkeskoler.

Når forældre selv skal betale op til 29 pct. af udgiften på de frie skoler, bliver det ofte forsvaret med, at det er et frit valg, om de vil benytte en privat eller offentlig skole, og at de altid kan få deres børn passet gratis i en offentlig folkeskole. Men dette princip gælder ikke for ældre. For de skal ikke op med tegnebogen, hvis de vælger en privat hjemmehjælper frem for en offentlig, når de først er visiteret til hjælp.

Danske bilister mærker også hver dag den manglende logik og tilfældighederne af brugerbetaling. Politikerne har afvist alle forslag om at opkræve betaling for at køre på motorvejene. Men vi skal betale for at køre på broerne. Der er således brugerbetaling på Storebæltsbroen og Øresundsbroen, men ikke på Lillebæltsbroen. Der kommer brugerbetaling på den kommende bro over Roskilde Fjord ved Frederikssund, men ikke på den nye Limfjordsbro vest for Aalborg.

Trængselskommissionen har luftet tanken om roadpricing for bl.a. at dæmme op for de anslåede 345.000 flere daglige bilture i hovedstaden om 10 år og dermed øget CO₂-udledning. Men foreløbig for politikernes døve øren.