”Det, vi tilbyder dem ude i asylcentrene, er så langt fra demokratisk deltagelse, som man kan forestille sig.”

Ordene kommer fra Morten Goll. Han er medgrundlægger af Trampolinhuset, som er det fjerde og foreløbig sidste initiativ, Mandag Morgen har valgt at fremhæve i kampagnen ”Gør det #forDanmark”.

I Morten Golls øjne er asylcentrene pacificerende klientfabrikker - og ikke steder, der skaber aktive medborgere med en god forståelse af det danske samfund.

”Jeg tror ikke, vi kan udvikle asylansøgernes forståelse af demokrati, menneskerettigheder og ligestilling ved at tilbyde dem kurser i asylcentrene. Tilbuddene skal ligge uden for centrene,” siger Morten Goll.

Derfor startede han sammen med fire andre Trampolinhuset i 2010 - et værested og demokratisk værksted, hvor asylansøgere sammen med danske frivillige indgår i et minisamfund baseret på ovennævnte værdier.

Demokratiske værdier i praksis

Når Morten Goll taler om demokrati, så er det ud fra det ideal, Hal Koch beskriver i sin bog ”Hvad er demokrati?”. Her er kernen, at demokrati er en samtale, hvor alle synspunkter høres, og hvor man taler sig til enighed.

I Trampolinhuset sker det blandt andet på de ugentlige husmøder.

”Det er vigtigt at alle bliver hørt, så vi sidder i en rundkreds og mødet begynder med, at alle præsenterer sig. Hvis nogle ønsker at oprette et kor, så prøver vi at få det i gang. Det er en del af vores demokrati, at husets hele tiden afspejler brugerne og deres behov og ressourcer,” siger han.

På den måde er Trampolinhuset en læreplads, hvor deltagerne i praksis oplever, hvordan demokratiet fungerer. For rigtig mange asylansøgere er det et endda meget stort brud med deres tidligere liv.

De fleste kommer fra diktaturstater, hvilket betyder, at mange asylansøgere har vænnet sig til ikke at sige alt for meget i en samtale, fordi de frygter, at de bagefter kan komme i klemme på grund af en uheldig bemærkning.

”De sociale relationer i asylansøgernes hjemlande kan være så forkrøblede, at man hele tiden forstiller sig og foregiver et eller andet, fordi man hele tiden frygter for, hvad der kan ske. Nogle af asylansøgerne fortæller os, at dialogerne hos os lærer dem at være mennesker på ny,” siger Morten Goll.

Aktiviteterne og omgangsformen i huset minder på mange måder om et højskoleophold, og trampolinhuset er da heller ikke de eneste, der trækker på højskoletilgangen i integrationsarbejdet. Se tekstboks.

10 måneder, 5 asylcentre

Yechiela Pojanamesbaanstif fra Thailand kommer fast i Trampolinhuset. Hun flygtede til Danmark efter at have kritiseret Thailands konge for ikke at gribe ind over for Thailands sex-industri. Landet tolerer ikke kritik af kongefamilien, og hun risikerede op til 15 års fængsel.

I sine 10 måneder i danske asylcentre har hun selv mærket, hvordan langt de fleste asylansøgere kommer fra lande, hvor menneskerettighederne ikke betyder noget, og hvor kvinder ikke respekteres på lige fod med mænd. Det sidste er grunden til, at hun har flyttet asylcenter fire gange, mens hendes sag blev behandlet.

Derfor er det for hende helt centralt, at alle asylansøgere hurtigt muligt bliver ført ind i demokrati, menneskerettigheder og ikke mindst ligestilling.

”Hvis ikke asylansøgerne lærer det, er de ikke forberedt på, hvad det vi sige at leve i demokratisk land, og de vil ikke forstå, hvad ligestilling mellem kønnene indebærer,” siger hun.

For hende handler det også om at skabe et rum, hvor der er mulighed for kritisk refleksion over sit eget nationale, kulturelle og religiøse ophav. Det kan være en svær øvelse, hvis man kommer fra et sted, hvor den slags er strengt forbudt.

Hun er enig med Morten Goll i, at asylcenteret er en dårlig ramme for det arbejde. Hvis det stod til hende, var der derfor et Trampolinhus i nærheden af alle asylcentre.

”På centrene taler syrerne kun med syrere, iranere kun med iranere og irakere kun med irakere. I Trampolinhuset taler alle med hinanden uanset, hvor man kommer fra og det giver en helt anden dialog. Mange gange får asylansøgerne ikke udfordret deres forståelse af verden og så vil de tage den med sig, når de skal ud og leve i det danske samfund,” siger Yechiela Pojanamesbaanstif.

Håndfaste spilleregler

Hverdagen i Trampolinhuset baserer sig på et sæt håndfaste spilleregler for dialog og samvær. Det handler først og fremmest om respekt.

”Respekten for hinanden er begyndelsen til det hele. Det er den lim, der binder al integration sammen,” siger Morten Goll.

Det betyder også, at det har konsekvenser, hvis der er nogen, som ikke forstår de regler.

”Hvis der opstår problemer med social kontrol eller mangel på respekt mellem køn, etnicitet eller kulturer, så tager vi en åben snak om det og finder en løsning. Og hvis der er en eller anden, der opfører sig som en idiot, så kan han eller hun ikke være her og får en måneds karantæne. Det plejer at virke - og det skal siges, at vi kun 3 gange i husets historie har måttet skride til den slags,” siger han.

Det er frivilligt at komme i Trampolinhuset og deltage i aktiviteterne. Asylansøgerne kan få toget eller bussen fra asylcentret til Trampolinhuset betalt, hvis de vel at mærke indgår en kontrakt med huset om deltagelse i husarbejde, undervisning og andre aktiviteter.

”I kontrakten kan en asylansøger for eksempel forpligte sig til at arbejde i tre timer i køkkenet og være med til at forberede aftensmaden og også deltage i danskundervisningen eller engelskundervisningen. Vi tjekker, at kontrakterne bliver overholdt, fordi hvis der ikke er et ligeværdigt forhold mellem at yde og nyde, så ender vi i ren godgørenhed,” siger Morten Goll.

Ventetid skader integration

Mens det primære formål for Trampolinhuset er at klæde asylansøgere på til en tilværelse i Danmark, er det også et bidrag til at mindske et andet problem fra asylcentrene: den monotone og passive tilværelse, som gør, at mange bliver nedbrudt psykisk.

For Yechiela Pojanamesbaanstif er det et væsentlig problem, at man sidder fuldstændigt pacificeret i asylcentrene.

”Jeg er taknemmelig for, at Danmark har åbnet dørene for mig, men jeg synes ikke Danmark møder asylansøgerne på en god måde. Lige nu er der tale om opbevaring og om en ventetid, de fleste har svært ved at leve med,” siger Yechiela Pojanamesbaanstif.

Antropolog og journalist Ulla Stilling Pedersen har i bogen ”Gæster i kommunen - et indblik i udviklingen, livet og hverdagen på de kommunale asylcentre” beskrevet hverdagen på et asylcenter.

Det er en hverdag med mange helt almindelige rutiner, men med en konstant uvished, som præger både voksne og børn. Selvom personalet og frivillige gør deres bedste, så er det psykisk krævende at være asylansøger.

”De fleste har negative oplevelser eller traumer med i bagagen, og på centrene har de rigelig med tid til at tænke over tingene, og det gør deres hverdag utrolig udfordrende. En asylansøger fortalte mig, at tiden på asylcentret er det mest udfordrende, han havde oplevet,” siger Ulla Stilling Pedersen.

Cheflæge Ebbe Munk-Andersen fra Røde Kors asylafdeling har undersøgt, hvad ventetiden på et center kan betyde. Hans undersøgelse viser en sammenhæng mellem ventetidens længde og antallet af henvisninger til psykiatrisk behandling.Se figur 1.

”Det er en belastning at sidde og vente på om ens ansøgning om asyl bliver godkendt. Og den belastning kan blive til en lidelse. Jo længere asylsøgerne venter, des mere bliver hans eller hendes integrationspotentiale nedbrudt,” siger Ebbe Munk Andersen.

Og alt peger desværre på, at sagbehandlingstiden - og dermed ventetiden - vil vokse i år. Se figur 2.

Demokratieksperiment i pengenød

Den stigende ventetid taget i betragtning kan der være al mulig grund til at se nærmere på den opgave, der løftes af steder som Trampolinhuset.

For Trampolinhuset selv er udsigterne dog pt. ikke gode. Huset har været på finansloven frem til årsskiftet, men det er slut nu. Morten Goll vurderer, at der er økonomi til at holde huset i gang frem til oktober. Findes der ikke andre kilder, må huset lukke.

I dag er omkring 100 asylansøgere og enkelte flygtninge - heriblandt Yechiela - tilknyttet huset. Når nye kommer til, er det fordi, de har hørt om Trampolinhuset fra andre. Huset reklamerer ikke for sig selv og sine aktiviteter.

Morten Goll lægger ikke skjul på, at han er stolt over det hus, han har været med til at etablere.

”Trampolinhuset er et eksperimentarium, hvor vi hele tiden lader os inspirere af den virkelighed der er i huset, men hvor tænkere som Hal Koch og Grundtvig også inspirerer os. Vi prøver at finde tilbage til idealerne i det danske demokrati. Det tror vi, at både asylansøgerne og de danske frivillige kan lære meget af,” siger han.

Denne analyse er en del af projektet “Gør det for Danmark“, hvor Mandag Morgen sætter fokus på dem, der gør noget konstruktivt for flygtninge og integration i Danmark. Det sker i samarbejde med filmkollektivet Bread and Butter og med støtte fra Poul Due Jensens Fond.