Det er forkert, hvis unge mennesker får tilkendt en livsvarig førtidspension, og det senere viser sig, at de faktisk er i stand til at udføre et arbejde. Det er både ærgerligt for den enkelte og for den offentlige økonomi.

Derfor foreslår regeringen, at førtidspension for unge afskaffes, og at de unge i stedet hjælpes ind på arbejdsmarkedet ved at teams af rådgivere tilrettelægger uddannelses- og beskæftigelsestilbud tilpasset den enkeltes muligheder. Det har sådan set altid været tilfældet, at de unge fik hjælp, men det nye er, at det foregår i teams.

Der er ingen tvivl om, at forslaget vil føre til, at antallet af unge på førtidspensionen falder dramatisk, for i praksis afskaffes førtidspension til unge. Der er heller ingen tvivl om, at det offentlige får en besparelse, for den alternative ydelse til de udsatte unge er mindre.

Vil de nye teams kunne få flere integreret på arbejdsmarkedet? Vil flere udsatte unge få et job? Muligvis, men hvis der ikke samtidig skabes flere jobmuligheder for de udsatte unge, er det næppe ret mange flere, der får et job. Her er regeringens forslag mere usikre.

Det er naturligvis også vanskeligere at lave forslag, der skaffer flere jobmuligheder end at fjerne en ydelse og give kommunerne flere penge, som de skal bruge til at danne teams.

Det er næsten et misbrug af ordet at kalde det en reform.

Spørgsmålet er derfor, hvordan vi kan skabe flere jobmuligheder for de udsatte unge? Det vil kræve virkelige reformer, og de er naturligvis langt sværere at udforme og finde flertal for. Modstanden mod virkelige reformer eller virkelige forandringer er altid stor.

Regeringen burde starte med at skaffe tilstrækkelige muligheder til de ikke-udsatte unge. Så længe selv de ikke-udsatte unge har svært ved at finde praktikpladser, er det endnu sværere for de udsatte.

Et interessant udgangspunkt for en reform af erhvervsuddannelser og praktikpladser kan være at lade arbejdsgiverne betale en større del af udgiften mod til gengæld at få større indflydelse på udformningen. Arbejdsgiverne kan betale til en praktikpladspulje, som betaler merudgiften for de arbejdsgivere, der tager praktikanter. Det vil ikke belaste de samlede udgifter for arbejdsgiverne, men være en solidarisk ordning, hvor de arbejdsgivere, der opretter praktikpladser, bliver kompenseret af de arbejdsgivere, der ikke gør det. Og betalingen kunne sættes op, indtil der var praktikpladser nok.

Ordningen kan også udformes, så de arbejdsgivere, der opretter særlige praktikpladser for udsatte unge, får en større kompensation. Og så kan der gives meget højere prioritet til udvikling af nye uddannelser og praktikforløb, der lægger mere vægt på de praktiske færdigheder end de teoretiske – en ny udgave af den gamle mesterlærer.

Regeringens næste skridt kunne være at indføre regler om, at alle offentlige udbud skal have sociale klausuler, der kræver, at virksomhederne har et vist antal praktikpladser og/eller jobs til udsatte grupper.

Jeg var i 1990’erne med til at udarbejde sådan et forslag, og det er bestemt ikke nemt. Dengang konstruerede vi verdens første digitale jurist. Sagsbehandlerne i det offentlige kunne gå på nettet – hvilket var helt nyt dengang – og udfylde en række forholdsvis enkelte spørgsmål, klikke på juristikonet og ud kom den sociale klausul lige til at sætte ind i udbudsmaterialet.

Det var en kompliceret sag, for den sociale klausul skulle overholde flere danske love og EU-direktiver. Det var langt vanskeligere, end hvad en almindelig offentlig sagsbehandler kan forventes at have styr på.

For at teste computerprogrammet prøvede vi at lave en konkurrence mellem den digitale jurist og departementschefen i Justitsministeriet, men han ville nu ikke tage handsken op, så vi måtte teste det på mere traditionel vis.

Det kan lyde som en spøg, men skal det være obligatorisk med sociale klausuler i offentlige udbud, kræver det virkelig nytænkning at føre det ud i livet. Dengang lykkedes det desværre ikke at få det til at virke, før der kom en ny regering med andre prioriteter.

En tredje mulighed for regeringen er at satse på flere social-økonomiske virksomheder. Her er der store muligheder for at skabe jobs til udsatte unge og andre grupper. Fælles for alle socialøkonomiske virksomheder er, at de fungerer som almindelige virksomheder, der udbetaler løn og prøver at skabe overskud, men at et eventuelt overskud ikke tilfalder ejerne. I stedet investeres det i at løse den sociale opgave, der er virksomhedens egentlige formål.

Socialøkonomiske virksomheder adskiller sig således fra velgørende foreninger, der er organiseret anderledes og i vid udstrækning baserer sig på frivillig arbejdskraft og frivillige bidrag.

Virksomhederne ansætter ofte både unge og ældre, der har svært ved at få job, men de lever i et kompliceret system af offentlige regler, som er endnu mere kafkask end regelsystemet for sociale klausuler.

Det kunne være en stor hjælp for socialøkonomiske virksomheder, hvis regeringen tog initiativ til en lov, som gjorde dagligdagen mere overskuelig for dem, og hvis offentlige institutioner fik kompetencer og incitamenter til at inddrage de socialøkonomiske virksomheder i opgaven med at skaffe jobmuligheder til unge udsatte.

Jeg håber, at regeringen har modet til at gennemføre disse virkelige reformer, som kan være med til at hjælpe flere udsatte unge ind på arbejdsmarkedet.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.