Alle kender efterhånden det politiske omkvæd: Danmark skal have den bedst uddannede generation nogensinde. Det er regeringens politik, det var den foregående regerings politik og regeringens før den. Så mange unge som muligt skal tage en videregående uddannelse, og ungdommen gør, som de voksne siger. Optaget på universiteterne og de øvrige videregående uddannelser er steget dramatisk de seneste årtier. Alene siden 2006 er det vokset med 50 pct., og sommer efter sommer fryder politikere sig over, at der igen er sat rekord. I 2014 åbnede uddannelsesstederne dørene for mere end 65.000 nye studerende, heraf 29.000 på universiteterne.

Uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen erkender problemet. ”I dag er opfattelsen på de danske universiteter, at det er finere at forske end at undervise. Det er et alvorligt problem, og det skal vi lave om på,” sagde ministeren i sidste uge på Mandag Morgens debatmøde om kvaliteten af de danske universitetsuddannelser. Se også tekstboks.

I paneldebatten deltog også direktør for tænketanken DEA Stina Vrang Elias, tidligere departementschef Jørgen Rosted og professor ved Aarhus Universitet Steen Hildebrandt, der alle er medlemmer af Mandag Morgens Velstandsgruppe.

På baggrund af oplæg fra økonomiprofessor Jakob Roland Munch, der er medlem af kvalitetsudvalget, og Jakob Ruggaard, der er formand for Danske Studerendes Fællesråd, diskuterede panelet, hvordan man løfter kvaliteten på de videregående uddannelser.

Det er netop hovedspørgsmålet for den kvalitetsreform, som uddannelsesministeren vil præsentere til foråret. Og selvom debattørerne havde mange forskellige bud på svaret, var de enige om, at der er brug for et.

Som Steen Hildebrandt udtrykte det:

"Jeg har været mange år i systemet. Og min opfattelse er nu som dengang, at der ikke er skyggen af prestige i at undervise på universitetet. De, der går op i undervisningen, gør det af et godt hjerte. De gør det på trods af systemet, ikke på grund af det."

Danske studerende lærer for lidt

Også Jørgen Rosted trak på sine egne erfaringer.

Som nyuddannet økonom underviste han i en årrække på Københavns Universitet, og i sluthalvfjerdserne var han til en konference om makroøkonomi i London. Ligesom mange andre af de forsamlede økonomer var han indkvarteret på et kollegium midt i byen. Mens de fleste brugte aftenerne på at hyggesnakke i fælleskøkkenet, sad én af de andre og bladrede og skriblede løs i en stor stak papirer. Det var den amerikanske professor og senere nobelprismodtager Lawrence Klein. Han havde opgaver med, som skulle rettes.

Da Rosted en aften sad ved siden af Klein, genkendte han flere af kurverne og titlerne på bøgerne, de studerende henviste til i opgaverne. Det viste sig, at professoren rettede opgaver i nationaløkonomi fra 2. semester – nøjagtig samme fag, som Rosted selv underviste i.

”Det kom fuldstændig bag på mig. Ingen professor på Københavns Universitet ville nedværdige sig til at beskæftige sig med grundlæggende nationaløkonomi på 2. semester. Det havde man eksterne lektorer som mig til,” forklarede han.

Det er ikke overraskende, hvis man ser på, hvad universiteterne lægger vægt på, når de slår job op. Sidste år gennemgik Danmarks Evalueringsinstitut samtlige 657 jobopslag fra danske universiteter i perioden 1. juni 2013 til 31. maj 2014. En ordoptælling viste, at undervisning fylder 21 pct. mindre end forskning i stillingsopslagene.

En del af forklaringen er, at universiteterne har skruet voldsomt op for antallet af postdocstillinger på bekostning af adjunkturer. Se figur 5. Og mens adjunkterne er ansat til at forske og undervise, skal de fleste postdocer kun forske.

Formanden for Danske Studerendes Fællesråd, Jakob Ruggaard, vil have udviklingen vendt, så flere bliver ansat til at undervise, og han mener, universiteterne bør give de studerende større indflydelse på, hvem de ansætter. På Københavns Universitet har de studerende siden 2013 siddet med i ansættelsesudvalgene, der beslutter, hvem universitetet skal ansætte i de faste stillinger. Og sådan bør det være alle steder, mener Jakob Ruggaard:

”De studerende er interesserede i at få god undervisning, så hvis vi er med i ansættelsesudvalgene, kommer undervisningskompetencer til at fylde mere i processen,” sagde han på mødet.

Steen Hildebrandt var dog skeptisk:

[graph title="Universiteterne ansætter ikke undervisere" caption="Figur 5  " align="right" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/02/d0dc4-van_fig05_universiteterne-ansaetter-ikke-undervisere.png" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/b5151-van_fig05_universiteterne-ansaetter-ikke-undervisere.png" text="I løbet af de seneste 10 år har postdocerne overhalet adjunkterne på landets universiteter. Når du er ansat som postdoc, er du primært ansat til at forske, mens adjunkterne både skal forske og undervise."]Kilde: Akademikerne & Uddannelses- og Forskningsministeriet, 2014. [/graph]

”Det hjælper ikke, at de studerende sidder med på sidelinjen, når der skal ansættes medarbejdere på universiteterne. De skal have reel indflydelse, og jeg synes, man har set mange eksempler på skindemokrati, hvor indflydelsen har været der formelt, men ikke reelt.”

I stedet bør man finde måder at evaluere underviserne og belønne de bedste, mente Hildebrandt, der dog ikke kom med konkrete forslag.

Lønbonus eller læringstaxameter?

På et universitet som Harvard kan god undervisning kaste både forskningsmidler og lønbonus af sig. Her kårer man hvert år de bedste undervisere på baggrund af bl.a. de studerendes evalueringer og deres eksamensresultater.

Også på Lund Universitet har man valgt at honorere gode undervisere med både titel og lønforhøjelse. På universitetets tekniske fakultet, Lunds Tekniska Högskola, kan underviserne søge om at blive optaget i det pædagogiske akademi, hvilket giver dem ret til at kalde sig ”Excellent Teaching Practitioner”. Det giver også flere penge i lønningsposen. For at blive optaget skal underviserne gennemgå en pædagogisk efteruddannelse og godkendes af andre medlemmer af akademiet. Nøjagtig som forskere vurderer hinandens forskning, vurderer underviserne her hinandens undervisning.

Adm. direktør i Tænketanken DEA Stina Vrang Elias efterlyste netop den slags værktøjer på mødet. Hun foreslog også et læringsparameter, som man kender det fra Holland, og som man tidligere har talt om at indføre på ungdomsuddannelserne herhjemme: Hvor det nuværende taxametersystem belønner universiteterne for at få folk igennem studierne, skal en del af taxameterpengene i stedet fordeles efter såkaldt ”læringstilvækst”. Man måler de studerendes faglige niveau, når de begynder på et semester eller kursus, og igen, når de afslutter det, for at undersøge hvor meget de har udviklet sig.

”I dag måler og belønner vi kun de ansattes forskningspræstationer. Hvor mange artikler udgiver de, og hvor mange eksterne midler henter de til deres projekter? Hvis vi vil have dem til at fokusere på undervisningen, må vi også måle og belønne den, og det kan man f.eks. gøre ved at indføre et læringstaxameter,” sagde Stina Vrang Elias.

Uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen har allerede flere af forslagene på idéblokken, fortalte hun på mødet.

I disse uger mødes hun med forskellige interessenter, for at diskutere hvordan den kommende kvalitetsreform skal se ud. Imens arbejder konsulenthuset Deloitte videre på sin analyse af taxametersystemet, som kan blive en del af reformen.

Men selv om kvalitetsreformen står øverst på regeringens politiske forårsdagsorden, kan den hurtigt blive pillet af igen. Da Kvalitetsudvalget fremlagde sin slutrapport i torsdags, var Venstres uddannelses- og forskningsordfører, Esben Lunde Larsen, klar i spyttet: ”Der er ikke noget i Kvalitetsudvalgets rapporter, der fra vores stol giver grund til at ændre noget,” sagde han til Ritzau og gjorde det klart, at udvalgets anbefalinger bliver arkiveret lodret, hvis regeringsmagten skifter efter valget.