Universitetsundervisning drukner i skizofren styring

Regeringens kvalitetsudvalg har langet hårdt ud efter universiteterne for at svigte de studerende og fokusere ensidigt på forskning. Men universiteterne bærer ikke ansvaret alene. Universiteternes ledere skal i dag navigere i et komplekst krydspres, hvor et hav af interessenter, incitamenter  og styringsinstrumenter trækker i hver deres retning – ofte med undervisningskvaliteten som den store taber. Eksperter og praktikere efterlyser nye incitamenter til at styrke undervisningen. Men flere fremhæver, at der især er brug for at sløjfe nogle af de gamle.

Forestil dig, at du er en hest. Du er spændt for en vogn, og adskillige egenrådige kuske hiver i hver deres tøjler: En vil have dig til højre, en anden til venstre. Den ene vil sætte dig i galop, den anden i trav. Foran dig dingler gulerødderne, bagved svinger de pisken.

Sådan er det at lede et universitet.

Billedet leveres af tidligere bestyrelsesformand for Roskilde Universitet Christian S. Nissen. Det er hans svar på et spørgsmål, som har hængt i luften, siden regeringens kvalitetsudvalg forrige uge afleverede sin tredje og sidste rapport: Har universiteterne svigtet deres ansvar for at levere god undervisning?

Ifølge Kvalitetsudvalget bliver de universitetsansatte belønnet for at forske og ikke for at undervise. Kun hver tiende oplever, at gode forelæsninger og vejledningstimer betyder noget for deres karriere, mens under 40 pct. af studielederne mener, at deres chefer lægger nok vægt på undervisning, når de ansætter eller forfremmer medarbejdere.

[graph title="Klemt mellem mange hensyn" caption=" " align="right" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/78dfb-van_fig01_det-styrer-universiteterne-efter.png" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/6afa2-van_fig01_det-styrer-universiteterne-efter.png" text="Ledelserne på landets universiteter navigerer i et hav af hensyn, tilskyndelser og kontrolinstanser. Kritikere frygter, at universiteterne drukner i styringsredskaberne, og påpeger, at mange kan trække i hver sin retning på samme tid. Der findes ikke et overblik over de mange incitamenter og styringsredskaber, som universiteterne er underlagt, men Mandag Morgen har samlet 10 af de mest centrale her."]Kilde: Mandag Morgen. [/graph]

Alligevel peger pilen ikke kun på universiteterne, mener Christian S. Nissen. For universiteterne opererer i et voldsomt krydspres, hvor et hav af forskellige styringsredskaber nogle gange kommer til at hive i hver deres retning.

Universiteterne skal leve op til universitetsloven. De skal gennemføre Folketingets reformer og implementere bekendtgørelser, der løbende kommer fra uddannelsesministeren, som bestyrelsen også indgår forpligtende udviklingskontrakter med. Hvis de vil have del i forskningsmidler på finansloven, skal deres forskere desuden udgive artikler i prestigefyldte tidsskrifter og skaffe penge fra virksomheder og fonde. Universiteterne har derudover deres egne vedtægter og strategier at rette sig efter, interne retningslinjer og cirkulærer, et taxametersystem, som belønner dem for at få så mange studerende igennem som muligt, og en bonusordning, der tilskynder dem til at sørge for, det sker så hurtigt som muligt. Oven i det hele bliver uddannelserne fulgt nøje af akkrediteringsrådet, rigsrevisionen og censorkorpset. Se figur 1.

Ingen grund til at prioritere undervisning

Den lange liste er langtfra udtømmende. Det er svært at få et samlet overblik over de mange forskellige styringsredskaber, som universiteterne og øvrige videregående uddannelsesinstitutioner er underlagt.

Dét er tænketanken DEA ved at undersøge, og den analyserer i samme ombæring, hvordan redskaberne hænger sammen.

”Vi er ved at lave en analyse af, hvordan universiteterne og de øvrige videregående uddannelsesinstitutioner ledes og styres. Vi mangler et overblik over ledelsesmodeller og styringsredskaber, og vi mangler især en analyse af, hvordan de virker i forhold til hinanden,” forklarer DEA’s adm. direktør, Stina Vrang Elias, der også er medlem af Mandag Morgens Velstandsgruppe.

Der er indikationer på, at flere af styringsredskaberne ikke fremmer kvaliteten, sådan som de burde, at flere af dem arbejder imod hinanden – og at undervisningen er ét af de områder, dette tovtrækkeri går hårdest ud over.

Et eksempel kom så sent som i december, hvor Copenhagen Business School blev fanget mellem to negle. Den gamle handelshøjskole har de senere år skruet voldsomt op for antallet af studerende, fuldstændig som politikerne gerne vil have det. For at undervise dem har CBS hentet mange eksterne undervisere ind, men den går heller ikke. Undervisningen skal nemlig være forskningsbaseret, dvs. det skal være forskere, der underviser. Og dem har CBS ikke råd til at ansætte, fordi de ikke får lige så stor andel af de såkaldte basismidler som de øvrige universiteter. Hvorfor? Fordi de ikke har nok ansat til at forske. Systemet bider sig selv i haserne.

”Det er en skizofren styring,” som Christian Nissen udtrykker det.

Andre gange betyder de politiske incitamenter ganske enkelt, at universiteterne får penge for at se stort på, om de studerende bliver dygtige nok. I en rundspørge, DR Analyse lavede blandt 4.400 undervisere på landets universiteter i slutningen af 2013, svarede halvdelen, at nogle studerende består deres eksamen, selvom deres faglige niveau ikke er højt nok. Og knap hver fjerde svarede, at de selv havde ladet en studerende komme igennem nåleøjet, selv om han eller hun ikke burde.

Det er konsekvensen af det taxametersystem, der belønner universiteterne for at få de studerende igennem studierne, fastslår professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet, Per Nikolaj Bukh:

”Vi jager de studerende igennem systemet – koste hvad det koste vil. Bevillingerne afhænger ikke af dygtige kandidater, men af mange kandidater, og institutionerne følger naturligvis de incitamenter, der er.”

Ryd op i reglerne

Ledelserne på landets universiteter kan dog ikke genkende billedet af, at undervisningen ikke skulle være god nok:

”Uddannelserne bliver kvalitetsgodkendt i akkrediteringssystemet og af censorerne. Arbejdsgiverne over en bred kam er også tilfredse med kandidaterne, så jeg har ingen grund til at tro, at niveauet ikke skulle være højt nok,” siger rektor for Københavns Universitet, Ralf Hemmingsen, som også er formand for rektorkollegiet i universiteternes interesseorganisation, Danske Universiteter.

Alarmklokkerne ringer heller ikke hos bestyrelsesformand på Aarhus Universitet, Michael Christiansen:

”Det er min klare opfattelse, at undervisningsniveauet på AU er meget højt. Den seneste studiemiljøundersøgelse viser blandt andet, at knap 90 pct. var tilfredse eller meget tilfredse med deres studium,” fortæller han.

Både Michael Christiansen og Ralf Hemmingsen er dog enige så langt, at forskningen har fyldt mest på universiteterne, og at det nu er tid til at fokusere mere på undervisningen.

”Der er en reel fare for, at det store fokus på at tjene penge hjem til forskningen kan risikere at skabe en skævvridning til fordel for forskningen,” siger Michael Christiansen.

”Nu har vi i et par årtier har haft stor fokus på forskning, og det er vigtigt, at vi fastholder dette fokus samtidig med et løft af undervisningen,” siger Ralf Hemmingsen.

Rektorkollegiets Udvalg for Uddannelsespolitik har i de forgangne uger diskuteret, hvordan ledelserne kan løfte kvaliteten af uddannelserne.

Udvalgets formand, rektor på RUC Hanne Leth Andersen, peger på, at universiteterne har øget deres fokus på undervisningen de senere år. Alle universiteter kræver f.eks., at ansøgere afleverer en undervisningsportfolio, som kan bestå af undervisningsevalueringer eller eksempler på undervisningsmateriale. Og på flere universiteter skal ansøgerne til prøveforelæsning. Universiteterne udbyder også kurser i pædagogik, og adjunkter skal igennem et treårigt pædagogikum, før de kan blive fastansatte lektorer. Og der er også penge at hente i form af bonusser og ekstra vederlag, forklarer Hanne Leth Andersen.

Men hvis man for alvor vil rykke på noget, skal der hårdere metoder i brug, mener Per Nikolaj Bukh.

”Du bliver nødt til at lade bevillingerne afhænge af undervisningskvaliteten, hvis du vil have ledelsernes fulde opmærksomhed,” siger han.

Han vil ikke anbefale ét bestemt system, men peger på, at man f.eks. kunne overveje at omlægge taxametersystemet, så pengene kun kommer ind, hvis de færdiguddannede kandidater får job eller høj løn. Så ville man være nødt til at uddanne folk, der var dygtige nok, til at arbejdsgiverne ville ansætte dem.

Stina Vrang Elias, er enig i, at der ikke i det nuværende system er gulerødder, når det gælder om at højne kvaliteten. Hun peger på, at hvis man skal bruge økonomiske incitamenter i taxametersystemet, kunne man overveje at omlægge færdiggørelsestaxameteret til et såkaldt læringstaxameter, hvor den del af pengene fordeles efter, hvor dygtige de studerende er blevet, i stedet for om de er kommet igennem studiet.

”Men hvis vi skal have nye økonomiske incitamenter på banen, bliver vi nødt til at rydde op i de gamle først. Det sidste, universiteterne har brug for, er flere styringsredskaber,” siger hun.

Undervisningsbaseret forskning

Men selv hvis man rydder op i styringsredskaberne og giver ledelsen en god økonomisk grund til at fokusere på kvaliteten af uddannelserne, er det ikke nødvendigvis nok til at løfte den. Problemet stikker dybere end taxameterordningen. Det er en indgroet kultur i universitetsverdenen, og den er kun blevet styrket de senere år, hvor forskerne har fået endnu flere opgaver, mener postdoc og forskningsleder David Budtz Pedersen, der har redigeret bogen ”Hvordan styres videnssamfundet?”

Forskere i dag nøjes ikke med at forske. De skal også sørge for at udkomme i særligt prestigefyldte tidsskrifter, skaffe penge fra virksomheder og fonde, udtale sig om deres forskning, når pressen ringer, rejse til internationale konferencer og lede forskningsprojekter.

”Rollen har ændret fuldstændig karakter, så forskningsdelen om muligt fylder endnu mere i dag end tidligere,” forklarer David Budtz Pedersen.

Den voldsomme stigning i optaget, som universiteterne har oplevet de senere år, har også stor betydning for uddannelserne. I stedet for at sidde i en sluttet kreds med sine studerende, skal forskeren i dag afholde masseforelæsninger med et par hundrede studerende på hvert hold. Der er ikke tid til at interagere med de studerende, og så bliver det også svært at engagere dem i undervisningen og hæve kvaliteten.

”Masseuniversiteterne har betydet, at forskerne skal undervise flere på en gang. Det har den naturlige konsekvens, at forskeren har mindre tid til den enkelte. Undervisning og forskning har fjernet sig fra hinanden,” siger David Budtz Pedersen.

Derfor må universiteterne kigge dybere i værktøjskassen, mener han. I sit eget forskningscenter tager han studerende med ind i forskningen for at knytte tættere bånd mellem forskning og undervisning. Modellen er hentet fra de naturvidenskabelige studier, hvor de studerende kommer med i laboratoriet under forskningsprojekter og på den måde knytter sig tættere til forskerne og forskningsmiljøerne. Samtidig får de indblik i den seneste forskning, som de er med til at udvikle. En model, universiteterne burde tage mere i brug, mener David Budtz Pedersen. Han anbefaler, at hver seniorforsker knytter en gruppe på 10-12 studerende til sin forskning: ”Undervisningsbaseret forskning i stedet for forskningsbaseret undervisning.”


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu