Tilliden til velfærdssamfundet risikerer at lide et knæk, fordi kommunerne ikke har råd til at adressere de store velfærds-udfordringer. Hvis velfærden skal sikres, er der behov for at gå nye veje.

• Eksperter peger på seks store udfordringer for velfærdssamfundet frem mod 2030.
• Alene Odense har behov for 1.100 flere ansatte og investeringer for 500 – 600 millioner kroner i velfærden.
• Borgere i Odense har stået i kø for at deltage i debatten om velfærdsprioriteringer.
• Nye økonomiaftaler med kommuner og regioner løfter ikke velfærden.

Borgere skal træffe svære velfærdsvalg
Udgifterne stiger eksplosivt: Eksperter rystede over Odenses udfordringer
Velfærdens seks store udfordringer
Borgmester og byråd lader borgerne tænke med

Odense: Antallet af små børn vil stige i Odense Kommune de kommende år. Frem mod 2030 vil der blive ca. 2.800 flere børn i alderen 0-5 år. Det svarer til en stigning på ca. 22 pct. sammenlignet med i dag. Uden ekstra personale vil det svare til næsten ni børn pr. ansat i børnehaven i 2030 mod ca. syv i dag. I vuggestuerne vil der tilsvarende være ca. 4½ barn pr. ansat mod ca. 3½ i dag. Samtidig forventes antallet af ældre over 80 år at stige med ca. 4.000 personer svarende til næsten 50 pct. flere ældre. Den demografiske udvikling vil betyde merudgifter på 500-600 mio. kr. frem mod 2030.

Nationalt: Finansiering af velfærden til det stigende antal børn og ældre bliver en kæmpe udfordring for alle landets kommuner. For det er ikke bare Odense, som får flere børn og ældre de kommende år. Det gør alle. Alene antallet af borgere over 80 år ventes at vokse med 60 pct. frem mod 2030. Se figur 1. Det stigende antal børn og ældre betyder ekstra milliardudgifter. Det demografiske træk løber ifølge Finansministeriet op i 39 mia. kr. i 2030 og sluger dermed det meste af det økonomiske råderum på 45 mia. kr.

Odense: Det bliver svært at skaffe nok hænder de kommende år til de mange ekstra børn og ældre. Odense alene forventer at have behov for ca. 1.100 ekstra årsværk frem mod 2030 udover de stillinger, der løbende skal besættes som følge af naturlig afgang. Heraf er ca. 2 ud af 3 årsværk indenfor ældreområdet.

Nationalt: Allerede i dag er der mangel på sygeplejersker, sosu-assistenter, folkeskolelærere og pædagoger i store dele af landet. Det vil kun vokse. Odense og andre kommuner vil derfor være i skarp konkurrence med hinanden om at rekruttere nok velfærdsmedarbejdere til det stigende antal børn og ældre. KL anslår, at der alene inden for sosu-området er behov for 40.000 ekstra årsværk på landsplan. Behovet for sygeplejersker ansat i hjemmesygeplejen, hjemmehjælp og plejeboliger vil samlet set stige med 35 pct. frem til 2030 – svarende til 3.800 flere sygeplejersker.

Odense: Mange unge i Odense har svært ved at finde fodfæste i tilværelsen. De kæmper med psykisk sårbarhed, ensomhed eller depression. Hvert år debuterer omkring 1.600 personer i Odense med psykisk sygdom i behandlingspsykiatrien. Heraf er godt 700 under 25 år. Over to ud af tre af disse unge får ikke fodfæste i livet i form af uddannelse eller arbejde og vil med stor sandsynlighed ende på overførselsindkomst. 

Nationalt: Flere og flere unge får psykiske lidelser. Over hver tredje af 19-årige kvinde svarer i en Vive-undersøgelse, at de har haft en psykisk lidelse, og 45 pct. har på et tidspunkt fået hjælp af en psykolog. Siden 2010 er der sket en dramatisk udvikling i antallet af unge, som oplever at have et dårligt mentalt helbred. Næsten hver fjerde kvinde mellem 16-24 år vurderer selv i dag at have dårligt mentalt helbred. Unges trivsel kan også måles på fraværet i skoler. Det er på bare fire år steget på landsplan fra 5,3 pct. til 5,9 pct.

Odense: Odense har en høj andel af borgere på offentlig forsørgelse og en markant lavere erhvervs- og beskæftigelsesfrekvens sammenlignet med Danmarks øvrige store byer. Kun godt 67 pct. af folk i alderen 16-66 år er i beskæftigelse. Til sammenligning er det godt 72 pct. i København og knap 74 pct. på landsplan. Det er ikke kun et stort problem for den enkelte. Det svækker også kommunens mulighed for at finansiere velfærden.

Nationalt: Beskæftigelsen har været stigende siden 2013, og ledigheden er faldet til det laveste niveau i mange år. Det er selvfølgelig positivt. Men der er fortsat næsten 700.000 mennesker på dagpenge, kontanthjælp, førtidspension, efterløn, barsel eller anden overførselsindkomst. Mange unge dropper ud af uddannelsen før tid. Det er svært at bryde den sociale arv. Og den rekordhøje beskæftigelse skyldes først og fremmest, at ældre over 60 år arbejder samt udenlandske statsborgere med bopæl i Danmark arbejder mere.

Odense: Der er meget stor forskel på de enkelte bydele i Odense målt på f.eks. økonomisk ulighed, sundhed, klassestørrelser, fravær i skolerne og andel på offentlig forsørgelse. De lokale forskelle betyder, at nogle områder af byen ser ind i væsentligt større udfordringer end andre. Særligt for børnene i Odense er der store forskelle og ulighed, som risikerer at forfølge børnene og blive en stor udfordring senere i livet.

Nationalt: Det er ikke kun Odense, som oplever store forskelle mellem de enkelte bydele. I København lever folk i Indre by i gennemsnit næsten syv år længere end folk på Nørrebro, og mens folk i visse kvarterer som Østerbro tjener næsten 400.000 kr. om året i snit, tjener folk i Tingbjerg blot 150.000 i snit. De store lokale forskelle udfordrer de kommunale institutioner og strukturer. Forskellen kan også være med til at skabe parallelsamfund.

Odense: Danmark er et af de velfærdssamfund i verden, der bygger allermest på tillid. Men med udsigt til markant flere børn og ældre de kommende år i Odense, er der stor risiko for, at hjælpen til folk bliver så udvandet, at folk mister tilliden til velfærdssamfundet.

Nationalt: Syv ud af ti danskere er bekymrede for, om der bliver råd til velfærd i fremtiden – heraf er mere end hver tredje meget bekymret, viser en måling fra Trygfonden. Det bekymrer os mere end mislykket integration, flygtningestrømme, klima og kriminalitet. Forsvinder tilliden først til vores velfærd, kan det underminere hele vores grundlæggende samfundsmodel, som er udviklet over generationer.