Når en velfærdsforsker som Jørgen Søndergaard er både overrasket og bekymret, er der god grund til at lytte. Og han er overrasket og bekymret.

Det er kommet bag på ham, at en stor kommune som Odense kæmper med så massive udfordringer for at få pengene til at slå til de kommende år, i takt med at antallet af børn og ældre stiger.

Jørgen Søndergaard er ikke hr. Hvem-som-helst.

Han har som medlem af blandt andet Velfærdskommissionen og Arbejdsmarkedskommissionen støbt kuglerne til nogle af de største politiske reformer i de seneste to årtier. Reformer, der blandt andet skulle få danskerne til at arbejde mere, så der ville være råd til velfærden – også når der som nu bliver flere ældre.

Men der er knap nok råd til velfærden i Danmarks fjerdestørste kommune, Odense.

”Jeg vidste jo godt, at den står på økonomisk smalhals i kommunerne. Men det er alligevel kommet bag på mig, at det strammer så meget til i Odense, en stor universitetsby. Men det er meget, meget stramt,” siger Jørgen Søndergaard, som har været administrerende direktør i over 20 år i SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd og er i dag seniorforsker ved Vive, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

Gennem tre intense måneder har han og Nina Groes, direktør i foreningen Divérs, udgjort formandskabet for en lille gruppe af seks eksperter, Task Force Velfærd, som byrådet i Odense nedsatte før sommer for at kulegrave Odense Kommunes udfordringer frem mod år 2030.

Gruppen har ikke bare kigget på den stramme økonomi, men har kortlagt i alt seks dybe udfordringer for velfærden. Se Velfærdens seks store udfordringer.

”Danskerne ved simpelthen ikke, hvor store udfordringerne er, og hvor vanskeligt det er at finde løsningerne. Hvis ikke vi kender den virkelighed, kan det hurtigt ende med, at man kæmper mod hinanden om ressourcerne. Ældre kan stå over for de unge, mennesker med handicap over for andre. Vi er nødt til at finde fælles løsninger på udfordringerne. For at komme derhen må vi have et virkelighedstjek,” siger Nina Groes.

Flere børn og ældre, færre medarbejdere

Odense er ligesom alle landets andre kommuner under et voldsomt pres på grund af det stigende antal børn og ældre.

I Odense stiger antallet af ældre over 80 år med cirka 4.000 personer eller med næsten 50 procent over ti år. En så stor stigning ligger endda i den lave ende sammenlignet med andre kommuner i landet. På landsplan forventes antallet af borgere over 80 år således at vokse med 60 procent de næste ti år. Altså endnu flere end i Odense.

Samtidig bliver der også født flere børn, så antallet af 0-5-årige også stiger markant de kommende år.

Begge gruppers behov sætter velfærden under massivt pres. Alene i Odense er der behov for cirka 1.100 flere ansatte i daginstitutioner og ældrepleje. Og det bliver nødvendigt at investere 500-600 millioner kroner direkte i velfærden.

Postnummeret afgør Odenseborgernes fremtid

Nina Groes er selv født og opvokset i Odense og føler, hun kender hver en krog af byen. Alligevel overrasker det hende, at kommunen bliver mere og mere skævt opdelt.

”Det er jo hele grundstenen i vores velfærdssamfund, at postnummeret ikke skal være udslagsgivende for folks ret til sundhed og mulighed for at få en uddannelse og dermed klare sig i livet,” siger Nina Groes.

Netop den opdelte by er en anden af de seks store udfordringer, Task Force Velfærd peger på. En udfordring, der indtil nu har været stort set fraværende i diskussionerne om velfærd.

Jørgen Søndergaard, Nina Groes og den øvrige del af ekspertgruppen i Task Force Velfærd foreslår en række vidtgående og kontroversielle anbefalinger for at få bugt med den stigende opdeling.

Et af forslagene er, at der indføres et såkaldt ulighedsfilter i Odense, så politikere og borgere bedre kan se konsekvenser i forhold til uligheden mellem bydelene, når byrådet træffer store beslutninger som for eksempel om de årlige budgetter.

Nogle vil jo sige, at vi har et af de mest lige samfund i verden. Så hvorfor er sådan et ulighedsfilter så vigtigt?

”Når økonomien er presset, vil det være dem, der råber højest og skriver de længste og vredeste læserbreve, der bliver lyttet til. De veluddannede og ressourcestærke skal nok råbe op og blive hørt, når der bliver skåret i skolen eller i børnehaven. Men hvad med folk i andre dele af byen? Deres stemme bliver aldrig hørt. Derfor skal vi have tænkt lighed ind, når der bliver truffet store beslutninger om for eksempel byplanlægning og uddannelse. Det kan et ulighedsfilter hjælpe til med,” tilføjer Nina Groes

Tvangsspredning af elever

Eksperterne anbefaler også, at der bliver sat et loft over antal elever med meget svage dansksproglige kompetencer i hver af klasserne i indskolingen. Det kan for eksempel være et loft på tre børn i hver klasse. Hvis loftet bliver overskredet, skal eleverne flyttes til andre skoler i nærområdet.

Det er jo et ret vidtgående forslag, som der vil være stor uenighed om?

”Det er rigtigt. Men det har konsekvenser, hvis børn af de bedst stillede forældre samles på nogle skoler, og børn fra ikke så godt stillede familier samles på andre. Det går ud over de svage børn, som får en dårligere uddannelse. Derfor er det en fordel med blandede klasser. Det er måske en lille ulempe for de meget velstillede børn. Men det er en kæmpestor gevinst for de andre børn,” siger Jørgen Søndergaard.

Eksperterne opfordrer derfor kommunen til at lave en ny skolestruktur for at udjævne de stigende forskelle.

Eksperterne understreger, at opdelingen ikke kun er et problem i Odense, men at den også karakteriserer andre store byer i Danmark. Derfor opfordrer Jørgen Søndergaard og Task Force Velfærd til, at regering og Folketing foretager en kritisk gennemgang af den eksisterende bolig- og planlovgivning for at få kortlagt, om de enkelte lovgivninger fremmer eller hæmmer opdelingen af byerne.

Mange er uden job

Når Jørgen Søndergaard er overrasket over de økonomiske udfordringer, hænger det også sammen med, at Odense har en væsentlig større andel af folk på dagpenge, kontanthjælp og andre overførselsindkomster end i andre storbyer.

I Odense er kun godt 67 procent af indbyggerne i alderen 16-66 år i beskæftigelse. I København er det 72 procent. Og på landsplan er andelen nu oppe på 74 procent.

”Hver gang Odense får én person ind på arbejdsmarkedet, kommer der straks en ny, som ikke har fået fodfæste på arbejdsmarkedet. Det er skræmmende med den økonomiske udvikling, vi nu har været igennem. Og det betyder, at Odense har svært ved at finde penge til mere velfærdsservice,” siger Jørgen Søndergaard.

Eksperterne anbefaler blandt andet, at der etableres særlige opkvalificeringsforløb i tæt samarbejde mellem de ledige, jobcenteret og de velfærdsområder, som kommer til at mangle arbejdskraft. Opkvalificeringsforløb skal have jobgaranti.

Men der skal mere til, for selv udsigten til et job er ikke altid nok.

”Odense har et kæmpe frafald på sosu-uddannelsen, selv om de unge nærmest har en jobgaranti, når de er færdige. Det er virkelig et problem,” siger Jørgen Søndergaard.

Det kan hænge sammen med, at flere unge mistrives. Ligesom mange andre kommuner mærker Odense en eksplosion af unge, der døjer med angst og depressioner. Især mange piger er hårdt ramt. Eksperterne foreslår gennemgribende initiativer, der udfordrer den klassiske opbygning af kommunens forvaltninger.

Der skal for eksempel oprettes en ny enhed for unge mellem 12 og 23 år. Den skal have fokus på de mange unge, som er i farezonen for aldrig at komme i gang med en uddannelse eller få et job og derfor kan ende med et helt liv på samfundets sidelinje.

Stort potentiale i frivillige

Eksperterne efterlyser også, at Odense – og andre af landets kommuner – bliver bedre til at udnytte det store potentiale blandt frivillige og andre dele af civilsamfundet.

Mange kommuner har ganske vist en strategi for civilsamfundet. Det har Odense også. Men da eksperterne kiggede nærmere på, hvad der lå i den flotte strategi, blev de overraskede. Det handlede nærmest mere om at holde frivillige på afstand af alle offentlige institutioner frem for at udnytte det store potentiale.

”Det er jo en dum måde at udnytte civilsamfundets ressourcer på. De frivillige skal inviteres indenfor. Det løser ikke alle problemer. Men det ville trods alt være bedre, hvis der var én interesseret fra civilsamfundet i slutningen af dagen i en børnehave, fremfor at der kun er én voksen, da den anden pædagog er blevet syg,” siger Nina Groes.

Som et konkret inspirerende eksempel på at inddrage frivillige fremhæver hun det arbejde, som de frivillige i Røde Kors’ Vågetjeneste laver på plejecentre og på hospitaler i Odense og andre af landets kommuner. Her er frivillige med til at give ro og tryghed de sidste timer af en døendes liv ved at holde i hånden. De laver ikke nogen form for praktisk hjælp eller overtager de fagprofessionelels arbejde. Men de giver døende omsorg og trøst.

Men det er jo paradoksalt, at vi nu i årevis har talt om frivilliges potentiale og civilsamfundets rolle. Der er lavet talrige initiativer og strategier. Og alligevel halter det. Hvorfor?

”Medarbejderne har følt det som en trussel. Men vi er nødt til at tage folk i kraven og sige, at det ikke er en trussel, men en mulighed. Det gælder specielt nu, hvor det kan være svært at besætte ledige stillinger,” siger Jørgen Søndergaard.

Rørende engagement

Eksperterne har brugt 12 uger på at regne på økonomien, indsamle data, diskutere udfordringer og lande et sæt anbefalinger, som nu er afleveret til Odense Byråd.

De understreger, at Odense ikke kan løse alt selv. Flere problemstillinger er nationale. Men nogle ting kan politikerne i Odense sætte i gang. Andre ting skal borgerne hjælpe til med ved at give en ekstra hånd. Og at dømme efter den store interesse, som borgerne i Odense har vist for projektet, lover det godt for fremtiden.

Der er arrangeret fyldte borgermøder ude på skolerne. Og der er etableret et Borgerråd, hvor 100 borgere har diskuteret Odenses udfordringer de næste ti år. Det har de brugt tre hele lørdage på. En af gangene var ekspertgruppen med.

”Jeg blev så rørt,” siger Nina Groes og fortsætter: ”Da vi ankom, stod folk i en lang kø for at få deres navneskilt. Der var så meget mangfoldighed. Der var unge og gamle. Kvinder med tørklæde. Mænd med tatoveringer. Folk fra omsorgssektoren og folk fra det private erhvervsliv. De var alle mødt op for at diskutere Odenses velfærd, Odenses udfordringer, og hvordan de kunne løse dem sammen. Og de var kloge. De stillede sindssygt gode spørgsmål. Både om de store samfundsøkonomiske spørgsmål og spørgsmål helt nede i detaljen. De kom alle, fordi de var interesserede,” siger hun.

Gode råd til politikerne

Politikerne i Odenses byråd har nu en lang række konkrete anbefalinger at forholde sig til, når de skal udforme en bæredygtig model for fremtidens velfærd.