Det er en udbredt myte, at forsamlingshusene står tomme, når politikere fra byråd eller Folketing lægger op til debat. I Odense har borgerne gjort myten til skamme. I de seneste uger har de stået i kø, når borgmester og byråd har inviteret dem til at deltage i diskussioner af velfærden.

Der har været så stor interesse for at deltage i debatter om en velfærdens 2030-plan, den første af sin art i Danmark, at der måtte arrangeres et ekstra møde. Omkring 1.800 borgere har tilsammen deltaget i fem møder, hvor også borgmester Peter Rahbæk Juel (S) og en af kommunens øvrige rådmænd har været med.

”Vi har fem- og tiårsplaner for klima, for FN’s verdensmål og for økonomien. Men vi har ikke en plan for velfærden. Som noget nyt vil jeg gerne lave en velfærdens 2030-plan, så vi både kan finde pengene, investere og udbygge, hvor der er behov for det, og forandre, hvor der skal forandres,” siger Peter Rahbæk Juel.

Samtidig har et særligt udpeget borgerråd med 100 udvalgte borgere gennemdiskuteret kommunens udfordringer og er kommet med deres anbefalinger til, hvordan byrådet skal tackle dem.

”Borgerrådet og politikerne i byrådet diskuterer de samme udfordringer, og på mange punkter er vi enige om, hvad der er vigtigst. Men borgerrådet anbefaler også noget, som vi slet ikke havde fokus på. De input er jeg glad for, så jeg kunne helt sikkert godt finde på at lave et borgerråd igen,” siger borgmester Peter Rahbæk Juel.

Politik laves med ørerne foldet ud

Det sker ikke hver dag, at en kommune beder borgerne om hjælp til at udvikle, prioritere og præcisere, hvad der er de vigtigste opgaver.

Odense måtte derfor helt til Irland for at hente inspiration til, hvordan borgerne i stor skala kan inddrages og komme med forslag til prioriteringer, der ikke kan undgå at gøre ondt.

Den irske regering har således ad flere omgange bedt borgerne om råd til endda ganske kontroversielle emner som for eksempel holdningen til abort, der i det katolske Irland virkelig kan dele befolkningen op.

I Odense har emnet været en velfærd, der over de kommende ti år udsættes for et hidtil uset pres på grund af et stigende antal ældre og små børn.

”Hvis ikke vi gør noget nu, vil vi ikke kunne genkende den velfærd, vi kender i dag, om ti år. Så vil vores hjemmehjælpere skulle besøge tre borgere på den tid, hun i dag bruger på at besøge to. I børnehaverne vil der være ni eller ti børn for hver voksen. I dag er der syv,” siger Peter Rahbæk Juel.

Tillid til velfærdsmodellen

Han understreger også, at den knappe økonomi kan få stor betydning for befolkningens opbakning til velfærden.

”Vi har en høj grad af tillid til hinanden i Danmark. Som borgere tror vi på, at hvis vi gør, hvad vi kan, mens vi er på arbejdsmarkedet, så får vi også den hjælp, vi har brug for, når vi bliver ældre. Hvis den hjælp så udebliver eller bliver mangelfuld, kan den tillid ryge. Det vil være alt for dyrebart,” siger han.

Helt det samme gælder for børnene. Hvis normeringerne for alvor bliver presset, er det gode spørgsmål så, hvordan børnefamilierne vil reagere.

Her kan Peter Rahbæk Juel se to scenarier for sig. Det ene er, at flere familier sender deres børn i private børnehaver med bedre normeringer. Det andet er, at familierne holder børnene hjemme, når barselsperioden slutter.

”Jeg er ret sikker på, at det så er moderen, der bliver hjemme. Og hvad så med ligestillingen?” spørger han.

En af Odenses store udfordringer er, at byen har flere borgere på kontanthjælp og dagpenge end tilsvarende kommuner. Der vil derfor komme flere penge i kommunekassen til velfærd, hvis flere borgere kommer i job. Se figur 1.

Det kunne se ud, som om Odense ikke har gjort nok for at hjælpe borgerne i arbejde?

”Ingen tvivl om, at vi kan gøre mere. Hvis vi ser på tallene, kan vi rykke meget, og vi investerer også rigtig meget i at få flere borgere i job, nu hvor der er et opsving. Men, der er stadig et stykke vej, til vi ligger på niveau med landsgennemsnittet. Vores mål er, at vi skal være på niveau i 2020,” siger Peter Rahbæk Juel.

Den opdelte by

Han har indtil nu ikke kommenteret på de mange anbefalinger, som byrådet har fået af eksperter og borgere. Det er, siger han, af hensyn til processen. Her skal en borgmester ikke med det samme vende tommeltotten op – eller ned.

Eksperterne i taskforcen udpeger den opdelte by som en af de helt store udfordringer for Odense. Kommer det som en overraskelse for dig?

”Forskellene mellem bydele og boligområder er større, end jeg havde troet. Det er jeg glad for, at de er dykket ned i. I byrådet har vi ikke diskuteret det politisk før nu. Opgørelsen fra taskforcen har virkelig givet os stof til eftertanke. Det er vi nødt til at være opmærksomme på, når vi byplanlægger fremover,” siger Peter Rahbæk Juel.

Et af de bedste – eller værste – eksempler på opdelingen af byen finder borgmesteren ikke så overraskende mellem de to skoledistrikter Risingskolen vest for Ringvej 2 og Abildgårdskolen øst for ringvejen, hvor den landskendte bydel Vollsmose ligger.

Der er, som i mange andre af de store danske byer, kun ganske få hundrede meter mellem de to kvarterer. Men trods den korte afstand er der kæmpe forskelle mellem børnenes livsmuligheder, alt efter om de er født på den ene eller den anden side af ringvejen.

Nu river Odense hele 40 procent af de almene boliger i Vollsmose ned og skal finde nye boliger til omkring 3.000 mennesker.

”Projektet tager syv til ni år at gennemføre, men det vil i sig selv bidrage til en markant bedre sammensætning af befolkningen i mange bydele,” siger han.

Borgmesteren forbereder allerede næste bølge af borgermøder, der ikke bare skal finde sted i Odense by, men også i de mange mindre lokalsamfund, der ligger omkring den fynske storby.

”Odense Kommune består ikke bare af Odense by, men af landsbyer og mindre lokalmiljøer, hvor der bliver færre og færre børn. Jeg vil gerne drøfte med de mindre bysamfund, om vi kan lave lokale velfærdsaftaler og åbne de små og mindre lokalsamfund for borgere og familier med børn, der gerne vil flytte til andre dele af byen. Så kan vi også ad den vej aftale og planlægge os til mere blandede bydele, der ovenikøbet kan være med til at sikre, at lokalsamfundene fortsat har børn nok til at have en bæredygtig folkeskole,” siger borgmesteren.