Intet menneske i den moderne verden kan sige sig fri for at have oplevelser og følelser forbundet med design. Fra de millioner af anonyme genstande, som overalt i verden fylder dagliglivet, til de mest markante konstruktioner i vores samtid – tandbørster, smartphones, rumstationer og internettet. 

I sig selv er design en interessant praksis, der i sin essens handler om at forestille sig og udvikle det, der endnu ikke findes, og som historisk set har handlet om, hvordan vi kan forbedre vores omgivelser, så de bedst muligt imødekommer vores behov. På forskellig vis er vi alle engageret i at intervenere i og forbedre vores omgivelser, og i den forstand er vi alle designere. 

Men måske har vores designskaben gennem de seneste århundreder efterhånden udviklet sig til en stor maskine, der har skabt en spiral af konstant nye behov? Maskinen er drevet af vores forestillingsevne, som hele tiden kommer med nye idéer, men som også leder til et enormt forbrug af begrænsede ressourcer. For at maskinen kan overleve, er den nødt til at skabe nye behov. Så spørgsmålet er, om det er vores behov, den dækker, eller snarere sine egne (systemets) behov? 

Men måske har vores designskaben gennem de seneste århundreder efterhånden udviklet sig til en stor maskine, der har skabt en spiral af konstant nye behov? 

I min nye bog ‘Design for the New World. From Human Design to Planet Design’ er jeg optaget af, hvordan vi kan ændre på dette system, og her er min påstand, at hvis design er en del af det problem, vi står med, så kan det også være en del af løsningen. Det kræver blot, at vi føder designmaskinen med andre idéer. Og de nye idéer handler om, at vi frem for at sætte mennesket i centrum i stedet sætter planeten som centrum for vores skaben. Det er markant mere radikalt, end det måske umiddelbart lyder.

Vi er fanget i de systemer, vi selv har skabt

En planetær frem for en menneskeorienteret designtilgang indebærer, at vi er nødt til radikalt at gøre op med de systemer, vi selv har skabt. Det kræver, at vi kan løfte os op over dem og angribe dem strategisk. Fra systemtænkningen ved vi, at systemer – herunder organisationer og samfundet – er selvopretholdende og kun selektivt åbne over for forandring. I systemteorien kaldes det systemets ’immunforsvar’ – vi holder fast i at gøre, som vi plejer. 

Konkret betyder det, at vi til trods for gode intentioner og tiltag på tværs af kloden fortsat er vidner til stigende CO2-udledning, voksende forurening og øget ulighed. Det paradoksale er, at ingen af os står op hver morgen og siger: “I dag vil jeg forurene noget mere, være med til at destabilisere klodens biosfære eller udrydde nogle flere truede dyrearter.” 

En planetær frem for en menneskeorienteret designtilgang indebærer, at vi er nødt til radikalt at gøre op med de systemer, vi selv har skabt. Det kræver, at vi kan løfte os op over dem og angribe dem strategisk.

At vi alligevel hver især og kollektivt kommer til at bidrage til netop dette, er et udtryk for systemets selvopretholdelsesdrift. Vi kan ikke gennemskue konsekvenserne af eller se sammenhængen i vores handlinger. I min bog giver jeg nogle bud på, hvordan vi kan komme i gang med det.

Absolut bæredygtigt

Det første forslag er at se på, hvad det er for fundamentale idéer, der ligger til grund for vores design. Jævnfør designmaskinen, hvad er det for værdier, vi fodrer den med? Handler vores produktudvikling alene om at imødekomme vores behov, eller har vi også planeten med som interessent i vores beslutninger?

Zoomer vi ud og ser på kloden udefra, er der ikke nogen rør eller passager, som alt det affald, vi leder ud, kan forlade planeten gennem. Planeten er et lukket system. Derfor lander dét, vi sender ud, i sidste ende i vores egne kroppe. 

Der er også planetære grænser for, hvad vi kan forbruge af ressourcer og udlede af emissioner fra vores produktion. Overført til produktudvikling som tandbørster, lænestole eller smartphones bør der i det lys kun være ét mål: absolut bæredygtighed. Det kan gøres ved, at vi i produktudviklingen forpligter os på, at de materialer, der bruges, enten er biologisk nedbrydelige eller genbrugelige. Her har alt det, vi gør eller ikke gør, en betydning, i forhold til hvordan klodens tilstand udvikler sig.

Tre horisonter af tænkning

En anden tilgang til planetær bevidsthed er endegyldigt at gøre op med de kortsigtede horisonter, vi har for vores beslutninger. Politikere arbejder typisk med fireårs perioder, direktører måske kun mod næste halvårsregnskab, mens tøjdesigneren sigter på næste sæsons kollektion. 

Handler vores produktudvikling alene om at imødekomme vores behov, eller har vi også planeten med som interessent i vores beslutninger?

Derimod har nogle oprindelige folk typisk et syv-generationers-perspektiv på alle vigtige beslutninger. Her handler det ikke om, hvordan jeg kan få opfyldt mine eller min virksomheds kortsigtede behov, men om hvordan man er en god forfader for dem, der kommer efter os.

Én blandt flere måder at operationalisere et langsigtet perspektiv er den såkaldte 3-horisontale tænkning. Hvis vi tager et eksempel med en møbelvirksomhed, vil man ud fra en horisontal 1-tænkning mest være orienteret om drift. At få produceret sine serier af stole og få solgt dem. Hersker en horisontal 2-tænkning, sker der en gradvis udvikling i virksomheden. Der justeres og videreudvikles løbende på design og produktionsmetoder. Sådan fungerer de fleste virksomheder. Hersker en horisontal 3-tænkning, har man det helt lange lys tændt og tænker måske 20, 30, 50 år – eller syv generationer – ud i fremtiden. Her vil man for længe siden være begyndt at producere stole, der er CO2-neutrale, 100 procent genbrugelige, nedbrydelige eller stole med livstidsgaranti. 

Planetær tænkning i praksis

På organisatorisk niveau er Ørsted et eksempel på en designtænkende virksomhed, der er gået fra at være et af de mest karbonintensive energiselskaber i Europa til at være verdens førende inden for havvindmøller. I forhold til de tre horisonter startede virksomheden som Dong Energy, der driftede en organisation baseret på fossile brændstoffer. Men parallelt hermed begyndte man allerede for over 20 år siden at søsætte flere små udviklingsprojekter inden for grøn energi, hvilket gav firmaet dyrebar viden om vindenergi. Da kilowatt-prisen på vind blev konkurrencedygtig med prisen på kul, transformerede man i 2018 hele butikken. Dong blev til Ørsted, der senest er udråbt til verdens mest bæredygtige energiselskab. Her var det at tænke langsigtet ikke kun ansvarligt over for planeten, men også en god forretning.

Systemakupunktur

Det er oplagt, at virksomhedsledere og brancheorganisationer går forrest i forhold til at sætte en ny dagsorden for planetær tænkning. Og her kan det at sætte punktvist strategisk ind i forhold til organisationers immunforsvar være én blandt flere veje til at løsne systemets knuder op. 

I forhold til den designmaskine, der lige nu ustoppeligt synes at føde sit eget formål, er det nødvendigt at være fødselshjælper for helt nye forestillinger. De planetære udfordringer kommer os alle ved.

I min bog omtaler jeg det som systemakupunktur. Konkret kan det gøres ved at etablere det, man i den systemiske ledelse kalder container building eller inkubatorceller, hvor nye idéer udruges, før de udsættes for resten af systemet. På samme måde, som Ørsted etablerede små udviklingsceller, der først, da de var modne, blev en del af resten af virksomheden.

I forhold til den designmaskine, der lige nu ustoppeligt synes at føde sit eget formål, er det nødvendigt at være fødselshjælper for helt nye forestillinger. De planetære udfordringer kommer os alle ved, og her har ikke mindst virksomhedsledere et medansvar for, at de kommende generationer har mulighed for at opfylde deres behov og ikke mindst også tage hensyn til de mange arter og livsformer, som vi deler kloden med. Der er en verden uden for vores egen boble. Vi er nødt til at sætte en anden kurs for designmaskinen.