USA og Vesten smider om sig med sanktioner. Kinesisk teknologi, iranske banker og sågar Nato-allierede lande som Tyrkiet bliver ramt. Og med Ruslands invasion af Ukraine er brugen af sanktioner ikke ligefrem stoppet. Fordelene er åbenlyse. Gennem sanktioner kan man ramme fjenden og håndtere ens geopolitiske udfordringer på en billig og effektiv måde – helt uden at affyre et skud.

Men sanktioner kan ifølge den franske forfatter og geopolitiske forsker ved tænketanken European Council of Foreign Affairs Agathe Demarais også risikere at ramme USA og Vesten selv på den længere bane. I sin bog 'Backfire – How Sanctions Reshape the World Against U.S. Interests' stiller hun skarpt på sanktionsvåbenets rekyleffekt, som eksempelvis har fået Kina til at opbygge sine egne konkurrerende institutioner til USA's globale magt.

For selvom Agathe Demarais ikke er modstander af sanktioner, mener hun ikke, at vi forstår effekterne af dem godt nok.

”Det er ikke svært at forstå, hvorfor sanktioner er populære blandt politikere,” siger hun.

Mange politikere oplever, at der mangler en mellemting mellem tomme diplomatiske fordømmelser og dødelige militære inventioner.

”Og det tomrum kan sanktioner udfylde,” siger Agathe Demarais.

”Men de er også lidt som antibiotika. Bruger du dem for meget, vil der opstå bivirkninger og resistens, og det er det, vi ser lige nu på det finansielle og industrielle område, hvor mange lande forsøger at undgå Vesten, fordi de forståeligt nok er bange for potentielle sanktioner.”

”Trenden med at oversanktionere har været med til at vaccinere flere lande mod sanktioner, hvilket gør, at Vesten mister et vigtigt udenrigspolitisk greb"

Agathe Demarais
Geopolitisk forsker ved tænketanken European Council of Foreign Affairs

Sanktioner er derfor ikke en problemfri vej at gå, mener Agathe Demarais. Og bruger man dem for meget og for ofte, undergraver man sit eget sanktionsvåben i fremtiden. Det er en ”farlig udvikling”, påpeger hun.

”Trenden med at oversanktionere har været med til at vaccinere flere lande mod sanktioner, hvilket gør, at Vesten mister et vigtigt udenrigspolitisk greb,” siger Agathe Demarais.

Et ustyrligt våben

I de seneste ti år har Agathe Demarais fulgt effekterne af sanktionerne på nært hold. Inden Rusland annekterede Krim i 2014, arbejdede hun på den franske ambassade i Moskva, mens Rusland stadig var en politisk og økonomisk partner for Europa.

Det var et ”crash course i sanktioner” siger hun, mens hun beskriver, hvordan hun som økonomisk og finansiel rådgiver hjalp den franske regering med at finde den rigtige balance i de hårde sanktioner mod Putin, som samtidigt ikke skulle være for brutale mod de franske virksomheder, som i de år havde investeret massivt i Rusland

”Forfattere bekymrer sig ofte om, at deres emner vil gå af mode. Det kan jeg desværre ikke sige, mit emne er blevet. Tværtimod kan vi se, hvordan Ruslands invasion fuldstændig har ændret diskursen omkring sanktioner"

Agathe Demarais

Efter Moskva tog Agathe Demarais til Libanon, hvor hun skulle hjælpe europæiske virksomheder ind på det iranske marked efter underskrivelsen af atomaftalen i 2015, som løftede en række sanktioner mod landet. Men til hendes overraskelse havde få virksomheder lyst til at investere i Iran, da ingen troede på, at aftalen ville holde. De fik ret. For USA trak sig ud af aftalen bare tre år senere.

”Det var en situation, som fik mig til at se, hvordan sanktioner hurtig kan skabe utilsigtede konsekvenser, som er utroligt svære at styre, og som i sidste ende risikerer at skade, mere end de gavner. Derudover giver de grobund til en masse propaganda mod vestlige interesser.” 

Et samlet Vesten i en fragmenteret verden?

Nogle uger før Agathe Demarais sendte bogmanuskriptet til forlæggeren, invaderede Rusland Ukraine, og sanktioner blev med et fingerknips forsidestof. Danske virksomheder som ECCO, Rockwool og Carlsberg blev kritiseret i skarpe vendinger for ikke at forlade Rusland, mens gasledningerne Nordstream 1 og 2 kom under hård kritik.

”Forfattere bekymrer sig ofte om, at deres emner vil gå af mode. Det kan jeg desværre ikke sige, mit emne er blevet. Tværtimod kan vi se, hvordan Ruslands invasion fuldstændig har ændret diskursen omkring sanktioner,” siger Agathe Demarais.

”Før den 24. februar var sanktioner et af de store stridspunkter mellem USA og EU. Se bare på hele historien om Nordstream. Nu er der samlet front, og det, der før var en torn i øjet, er nu blevet symbolet på sammenhold.”

Vil det sammenhold også kunne holde til flere sanktioner mod Kina?

”Det er milliondollarspørgsmålet. For hvis der kommer en konflikt, vil Europa være på USA’s side, men prisen ville være langt højere for Europa, fordi de har langt flere handelsrelationer, hvor specielt Tyskland er sårbare. Så spørgsmålet er, hvordan EU navigerer i dette farvand, og indtil videre peger kompasset på derisking,” siger Agathe Demarais med henvisning til et begreb, som de seneste måneder har vundet indpas i håndteringen af Europas geopolitiske spændinger.

”Men problemet her er, at ingen i Europa for alvor ved, hvad det betyder at deriske. Handler det om at flytte fabrikker? Handler det om at snakke med hinanden?” spørger Agathe Demarais og kommer med en kommentar til Danmarks placering i dette.

”Men for en lille åben økonomi betyder begge definitioner, at manøvrerummet bliver mindre. Det bliver en verden, hvor mindre stater kan blive klemt mellem de store, som bedre kan diktere sanktioner, eksportkontrol og forsyningskæder med en stor økonomisk stat i ryggen.”

Sanktioner som spredehagl

Kigger man på den seneste opgørelse fra det uafhængige forskningsinstitut Center For Economic Policy Research peger sanktionspilen også kun én vej: opad. Antallet af sanktionerede lande var i 2021 over 50 og berørte omkring 30 procent af det globale bruttonationalprodukt. Det tal er kun steget efter Ruslands invasion af Ukraine. For Agathe Demarais er det et udtryk for, at sanktioner ikke længere kan skilles fra de store geopolitiske kampe, der udspilles netop nu. For i takt med at verdens samhandel vikles mere og mere sammen, er den rigtige balance i brugen af sanktioner blevet sværere at finde.

Når man læser din bog, virker det til, at det er umuligt at finde den rigtige balance. Findes den overhovedet?

”Der er ikke nogen magisk opskrift på det her. Det er i høj grad bestemt ud fra de enkelte lande og situationer, hvor det selvfølgelig er nemmere at sanktionere Nordkorea end Rusland og Kina. For eksempel ville sanktioner mod russiske råvarer presse fødevarepriserne op, hvilket direkte og indirekte ville skade vestlige interesser,” svarer Demarais.

”Og det bliver heller ikke nemmere af, at sanktioner oftest laves i en krisesituation, hvor der ikke er tid til at finjustere detaljerne, hvilket kan betyde, at man nemt kommer til at oversanktionere.”

Det lader til, at der også er en kamp mellem politikere, der vil vise sig handlingskraftige i kriseøjeblikket, og den mere nøgterne og præcise udformning af sanktionerne?

”Helt bestemt. Vi ser ofte, at sanktioner øger politikernes popularitet, hvilket ikke altid gør det nemmere. Kigger vi på Rusland, kan man følge en tidslinje, hvor man annoncerede store sanktioner i starten af krigen, mens det, vi ser nu, er de helt tekniske detaljer og lukning af smuthuller, som aldrig ville nå ud i medierne.”

Det perfekte propagandaredskab

Undervejs i interviewet fryser Agathe Demarais’ skærm pludselig. Da hun toner frem igen, giver hun smågrinende Rusland skylden.

”Russerne disconnectede mig igen,” joker hun.
”Det siger jeg, hver gang jeg har et teknisk problem, når jeg snakker om sanktioner.”

Rusland er i hvert fald et eksempel på, at sanktioner ikke kun skal måles på de økonomiske parametre, men i lige så høj grad på muligheden for at påvirke den internationale politiske dagsorden gennem fortællinger om, hvem der skader hvem.

”Det er umuligt at have perfekte sanktioner, og vi skal ikke nødvendigvis stoppe med at sanktionere autoritære regimer, men i højere grad lære, hvordan sanktioner spiller ind i et antivestligt narrativ"

Agathe Demarais

Et politisk kneb, Rusland bruger meget aktivt.

”Selvom det ikke har hold i virkeligheden, når Rusland anklager Vesten for den stigende fødevareusikkerhed, så er det virkelig bekymrende, hvordan Rusland kan bruge sanktioner til at smide benzin på de antivestlige bål, og hvordan de bruger desinformation til at skabe splittelse og tilrane sig nye geopolitiske venner.”

Ifølge Agathe Demarais viser det dog også noget andet og mere fundamentalt og kontraintuitivt i brugen af sanktioner. De virker bedst på demokratier, men bruges mest på autokratier.

”Det er umuligt at have perfekte sanktioner, og vi skal ikke nødvendigvis stoppe med at sanktionere autoritære regimer, men i højere grad lære, hvordan sanktioner spiller ind i et antivestligt narrativ.”

 I sin bog opstiller hun fem kriterier for, hvornår sanktioner virker bedst:

1) Det skal være mod en mindre økonomi
2) Det skal være en økonomisk partner
3) Der skal være et link mellem befolkningen og regeringen, så befolkning kan udtrykke modstand
4) Sanktioner skal komme fra en koalition af stater
5) Sanktionerne skal have et klart mål.

Så hvordan kommer sanktionerne til at virke i en tiltagende fragmenteret verdensorden, når det virker bedst på små økonomiske og demokratiske partnere? Noget, man ikke ligefrem kan beskylde hverken Rusland eller Kina for at være. 

”Nej, og det bliver udfordringen for vores brug af sanktioner. Kina er for store til at sanktionere, og hvis USA gør det, så er de klar med en masse alternativer, som ville gøre sanktionerne endnu mindre effektive for USA og Vesten.”

”Og når det kommer til sanktioner, betyder størrelsen noget, og det er ikke ligefrem positive nyheder for USA, da der ikke er mange år til, at Kinas økonomi overgår USA’s.”

”Da USA bestemte over verden, var sanktioner et magtfuld våben, som ingen turde udfordre. Det ændrer sig nu, hvor sanktionerede lande vil have et alternativ i form af kinesiske betalingssystemer,” siger Agathe Demarais og fortsætter:

”Det vil medføre en eskalering mellem USA og Kina, hvor Kina vil udfordre USA som dem, som sætter de politiske, teknologiske og økonomiske standarder. Og det er en kamp, som for et vestligt synspunkt også handler om demokrati.”

Hvem ejer standarderne?

Helt centralt i snakken om sanktioner er kampen om, hvem der definerer de globale standarder for handel og teknologi. For det betyder noget, om der er et vestligt kontrolleret SWIFT-system eller et kinesisk CIPS-system, som banker og lande bruger til at handle med hinanden, eller for den sags skyld et vestligt WI-FI-system mod det kinesiske WAPI, som i højere grad kan bruges til overvågning.

I bogen citerer Agathe Demarais den tyske opfinder og grundlægger af Siemens Werner Von Siemens for at have sagt, at ”den, der ejer standarderne, ejer markedet”.

”Det citat rummer kernen af opgøret mellem USA og Kina. For Kina vil ikke længere spille med USA's opsatte regler, og det er klart, at hvis de to lande fjerner sig mere fra hinanden igennem sanktioner, så vil USA’s kontrol over standarderne langsomt svækkes,” siger Agathe Demarais.

”Det vil føre til en teknologisk fragmentering, hvor der findes lande med et sæt standarder og lande med et andet sæt, som vil være problematisk for handlen mellem verdens to største økonomier og forhøje risikoen for konflikt imellem dem,” siger hun.

”Det skaber en kampplads for indflydelse, som vi kan se igennem Kinas Belt and Road-initiativ, der er en måde at åbne dørene til en række udviklingslande, som så i fremtiden vil bruge kinesisk teknologi.”

Det hele handler om microchips og grøn omstilling

Teknologi er også centralt i striden mellem USA og Kina om Taiwan, der sammen med Sydkorea producerer størstedelen af alle verdens mikrochips. De er de eneste, som har teknologien og adgangen til den amerikanske opskrift, som indgår i de mikrochips, som både får vores computere og telefoner til at virke, og som samtidig er fundamentet for det amerikanske militærs teknologi.

”Derfor kan Washingtons planer om at stække Kinas teknologiske udvikling ende med at kvæle USA's egen industri, som ville have svært ved at konkurrere med Kina, såfremt de får udviklet deres egne mikrochips.”

Agathe Demarais

En ”dual use”, som Agathe Demarais forklarer har været med til at højne den amerikanske nervøsitet for Kinas ønske om at tilbagetage det Taiwan, som de færreste lande i verden anerkender, men som er midtpunktet i udviklingen af sanktioner eller ”eksportkontrol”, som Agathe Demarais kalder ”fremtidens sanktioner”. Mikrochips er Kinas akilleshæl. Landet har ikke selv den viden og teknologiske kunnen til at producere microchips, hvilket tvinger dem til at importere for mere end 300 milliarder dollars fra udlandet. Mere end hvad de bruger på olie. For at stække Kinas teknologiske udvikling forbød USA de facto alle salg af mikrochips til det kinesiske firma Huawei i 2020. Men spørgsmålet er, om det ikke også vil ramme USA som en boomerang. For de to største firmaer, Taiwans TSMC, som kontrollerer over halvdelen af den globale produktionskapacitet, og sydkoreanske Samsung, som har de mest avancerede mikrochips, er begge begyndt at redesigne deres værdikæder for at undgå USA's eksportkontrol. Alt imens Kina selv investerer massivt i teknologien, hvilket på sigt ville kunne placere USA længere nede i den teknologiske værdikæde.

”De kinesiske medier har med reference til Mao døbt processen ’det store mikrochip spring fremad’, som illustrerer ambitionen om at undgå amerikansk knowhow og dermed vaccinere sig selv mod sanktioner,” siger Agathe Demarais.

”Derfor kan Washingtons planer om at stække Kinas teknologiske udvikling ende med at kvæle USA's egen industri, som ville have svært ved at konkurrere med Kina, såfremt de får udviklet deres egne mikrochips.”

Her er det vel lige så afgørende, at Kina sidder på de fleste kritiske råstoffer til at producere mikrochips?

”Bestemt. Og det handler også om de grønne ambitioner, som også skal bruge kritiske råstoffer. Det er i det lys, man skal se Ruslands desinformationskampagner, Kinas Belt and Road-initiativ og Vestens forsøg på at influere det globale syd, hvor mange af råstofferne kommer fra. Så de næste par årtier vil det globale syds rolle blive vigtigere.”