Det globale marked for uddannelser boomer, men boomet går uden om Danmark. Mens værdien af det internationale uddannelsesmarked er over 4.400 milliarder dollar om året, og ventes at stige til 6.300 milliarder dollar i 2017, så er danske uddannelsesinstitutioner helt sat af udviklingen. Se figur 1.

Historien om dansk uddannelseseksport er så langtfra historien om et nyt dansk eksporteventyr: Nogle få projekter er lykkedes, men rigid lovgivning, manglende kommerciel tænkning og for lidt politisk handling blokerer for regeringens erklærede drømme om nye milliardindtægter til staten.

De førende aktører inden for uddannelseseksport benytter en række forskellige modeller: De tiltrækker internationale studerende til landet, låner gæsteforelæsere ud, laver samarbejdsaftaler med lokale universiteter om at etablere nye uddannelseslinjer og etablerer deciderede campusser.

Unikke kvaliteter

Med andre ord er et globalt marked for handel med uddannelser for længst etableret. Og det vokser med en hast, der også gør uddannelser til et attraktivt eksportområde for de danske uddannelsesinstitutioner. Det ved man godt i den hjemlige uddannelsessektor.

”Fremtiden vil være et globalt uddannelsessystem. Det skaber store økonomiske muligheder for Danmark,” siger Erik Knudsen, som er formand for Professionshøjskolernes Rektorkollegium.

Han bakkes op af Niels Brocks Anya Eskildsen:

”Vi kan ikke komme op i liga med Australien, men der er store summer at hente for Danmark. Det er ikke det nye Mærsk, men det er et værdigt bud på et kommende eksportmarked, som Danmark kan tjene godt på. Hvis vi ellers formår at komme med på bølgen.”

[graph title="Australien fører an i det globale uddannelsesmarked" caption="Figur 3  " align="left" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/02/81e0c-aef_fig03_australien_forer_an_i_det_globale_uddannelsesmarked.png" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/f5281-aef_fig03_australien_forer_an_i_det_globale_uddannelsesmarked.png" text="Australiens eksport af uddannelser og uddannelsessystemer er steget markant de sidste år. Landets uddannelseseksport nåede i 2010 op på mere end 16 mia. amerikanske dollar."]Kilde: Australian Bureau of Statistics, International Research and Analysis Unit. [/graph]

Jørgen Ørstrøm Møller understreger, at Danmark har gode muligheder på dette marked, fordi vi har noget unikt at tilbyde. Han peger på tre styrker ved det danske uddannelsessystem. For det første er grundlaget for det danske uddannelsessystem, at uddannelse strækker sig gennem hele livet – fra barndommens folkeskole til pensionisttilværelsens folkeuniversitet. For det andet er den holdning systematiseret i vores erhvervsliv gennem tænkningen om livslang læring og vores stærke tradition for efteruddannelse. For det tredje har vi en unik forståelse af pædagogik og læring. 

”Vores måske stærkeste konkurrenceparametre på det internationale uddannelsesmarked er ideen om livslang læring og vores særlige pædagogiske traditioner. Her har vi noget, som næsten ingen andre lande har, og det efterspørges på det globale marked. Så vi har virkelig muligheden for at kunne tjene penge i dette marked,” siger Jørgen Ørstrøm Møller.

Uddannelse baner vej for eksport

Og der er ikke alene økonomiske fordele ved en dansk eksport af uddannelser. Erfaringerne fra den hidtidige uddannelseseksport viser, at det ikke kun åbner for økonomisk vækst, men også har en række positive afledte effekter, som går ud over de nøgne eksporttal. Det gælder både i forhold til at geare den hjemlige uddannelsessektor til et globaliseret uddannelsessystem og i forhold til at åbne nye døre for de danske virksomheder og den mere traditionelle danske eksport. 

”Fordelene ved uddannelseseksport rækker langt ud over de økonomiske eksporttal. De danske uddannelsesinstitutioner får muligheden for at hive rigtig meget knowhow hjem. At være ude i marken og stifte bekendtskab med andre kulturer kvalificerer vores egen uddannelse af de danske studerende. Vi bliver mere skarpe på, hvad der efterspørges på det globale uddannelsesmarked,” siger Anya Eskildsen. 

Niels Brock har også erfaret, at uddannelseseksport skaber gode forhold og muligheder for dansk erhvervsliv og baner en genvej til de markeder, hvor de danske uddannelsesinstitutioner udbyder uddannelser. 

”Vi har flere gange oplevet, at vores studerende i Kina eller i Vietnam har etableret egen virksomhed, som har indledt samarbejder med danske virksomheder. Det er nærliggende for dem at tænke i retning af Danmark, fordi de gennem uddannelserne lærer os at kende og får et særligt forhold til Danmark,” siger Anya Eskildsen.

Hun uddyber i forlængelse af dette, at det også giver danske virksomheder mulighed for at finde medarbejdere i disse lande, som har kombinationen af lokalt kendskab og en forståelse af og særlig viden om danske forhold og danske virksomheder.

Vi har langt op til frontløberne

Mens Danmark klarer sig nogenlunde middel, når det kommer til at tiltrække udenlandske studerende på de videregående uddannelser, så er Danmark i dag nærmest ikke til stede på det globale eksportmarked. 

”Der er få spillere i Danmark, som er i gang på dette marked. Der er ingen storskala, men spredte initiativer fra forskellige aktører. Og de gør det på hver deres måde,” siger direktør for uddannelsestænketanken DEA Stina Vrang Elias.

Dette understøttes af evalueringen ”Kvalitet i transnationale uddannelser”, som Danmark Evalueringsinstitut, EVA, kom med sidste år. Evalueringen kigger på aktiviteten på institutionerne for de erhvervsrettede videregående uddannelser, dvs. erhvervsakademier, professionshøjskoler og Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Den viste, at der stadig ikke er nogen af de institutioner, som udbyder danske uddannelser i udlandet. Det kræver en akkreditering, og det har ingen af dem søgt om. Dette til trods for, at de siden 2009 har haft lovgivningsmæssig frihed til at etablere sig på det globale marked.  

Der er dog enkelte eksempler på pionerer inden for de erhvervsrettede videregående uddannelser, som i samarbejde med udenlandske uddannelsesinstitutioner er aktive på det globale uddannelsesmarked. Det mest nærliggende eksempel er Niels Brock, som ifølge evalueringen fra EVA er den eneste erhvervsrettede videregående uddannelsesinstitution i Danmark, der hidtil har tjent penge på eksporten, og som kommer tættest på en reel eksport af en fuld dansk uddannelse. 

Andre erhvervsrettede videregående uddannelser udbyder enkelte uddannelses- og undervisningsforløb gennem lokale samarbejdsaftaler. Det er eksempelvis VIA, som er Danmarks største professionshøjskole og bl.a. uddanner sygeplejersker, fysioterapeuter, ergoterapeuter og specialister i ernæring. VIA underskrev sidste år en 12-årig samarbejdsaftale med West China Medical College, School of Nursing & Department of Rehabilitation ved Sichuan University i Chengdu.

Aftalen indebærer, at VIA får til opgave at rekruttere og uddanne kinesisk sundhedspersonale til at arbejde på de kommende D’Care-plejehjem i Vestkina. Et andet eksempel er professionshøjskolen UC Sjælland, som udbyder efteruddannelsesprogrammer til pædagogisk og sundhedsfagligt personale i vietnamesiske børneinstitutioner og samtidig giver danske virksomheder i Vietnam mulighed for at indgå i bæredygtige CSR-initiativer. 

De danske universiteter er lidt længere fremme, men her er eksemplerne også begrænsede. I 2009 muliggjorde en ændring i universitetsloven, at universiteterne kan eksportere hele danske uddannelser. Det hidtil største initiativ er Sino-Danish Center for Education and Research, som siden 2012 har udbudt fire danske kandidatuddannelser i Beijing.

Både Aalborg, Aarhus og Københavns Universiteter samt CBS er med i samarbejdet, som er etableret med det kinesiske universitet Graduate University of Chinese Academy of Sciences. Et andet eksempel er Syddansk Universitets aftale med det saudiarabiske universitet Princess Nora Bint Abdulrahman University i Riyadh. 

Men disse eksempler er absolutte undtagelser, og eksport af uddannelser er i høj grad stadig uprøvet land for den generelle uddannelsessektor. Derfor er de reelle eksportindtægter på uddannelse også yderst begrænsede. Der findes ingen samlede opgørelser over eksportindtjening på uddannelsesområdet, men Niels Brock, som er klart den største og mest erfarne spiller, omsætter årligt 15 millioner kr. på sine internationale aktiviteter. Vi er således milevidt fra de frontløbende landes milliardindtægter.

De danske uddannelser vil gerne

Uddannelsessektoren mangler ellers ikke lyst til at kaste sig ud i eksportvirksomhed. Tværtimod. Ud over Niels Brock er bl.a. professionshøjskolerne interesserede. 

”Vi er i rektorforeningen gået sammen for at finde ud af, hvordan vi som professionshøjskoler bedst kan komme ud på det globale marked. Vi vil gøre det sammen, for Danmark er en lille spiller på et stort marked,” siger formanden for rektorerne, Erik Knudsen. 

Den generelle interesse har fået uddannelsestænketanken DEA til at nedsætte en ”Tænkeboks”, som gennem de næste tre måneder skal skabe klarhed over de danske uddannelsesinstitutioners muligheder for at komme ind på det globale marked for uddannelseseksport. Målet er at lave en strategi, som kan vise vejen for de danske uddannelsesaktører og skubbe udviklingen i gang. 

”Uddannelseseksport er kommet op på uddannelsesinstitutionernes dagsorden, og de udpeger det som et område, de synes er vigtigt at udforske og udvikle fra dansk side. De oplever et behov for at vide mere om, hvordan man griber det an,” siger DEA’s direktør, Stina Vrang Elias. 

Men en række barrierer holder uddannelsesinstitutionerne tilbage, lyder kritikken. En af de skarpeste røster er Jørgen Ørstrøm Møllers, og han placerer gerne ansvaret for, at eksporttoget er kørt uden Danmark:

”Der sker for lidt politisk. Det er udmærket, at regeringen eksempelvis har greencard-ordningen med i vækstplanen for at skabe bedre muligheder for de internationale studerende i Danmark. Men det er blot en lille del. Få og spredte initiativer vil ikke rykke os frem. Det handler om at gøre op med de barrierer, som i dag hindrer, at uddannelse kan etableres som et reelt eksporterhverv. Det er vi langtfra endnu. Der mangler politiske initiativer, som kan gøre det til en realitet.”

Brug for politisk handling

En række eksperter og praktikere, som Mandag Morgen har talt med, identificerer fire barrierer, som i dag hindrer uddannelse i at blive et reelt eksportområde: en rigid lovgivning, traditionel tænkning, manglende best practice og manglende strategi. Barrierer, som politikerne må gøre op med, hvis dansk eksport af uddannelser skal have en chance. Se tekstboks.

”Der er brug for politisk handling. Det er vigtigt, at politikerne går bort fra at se de danske uddannelsesinstitutioner udelukkende som leverandører af danske uddannelser – at de accepterer, at uddannelsesinstitutionerne også kan tænke kommercielt. Det kunne eksempelvis være gennem at tænke uddannelse mere aktivt ind som en del af Danmarks eksportstrategi,” siger Jørgen Ørstrøm Møller.  

Politikerne er ved at kigge på nogle af barriererne. Undervisningsminister Christine Antorini vil f.eks. se på mulighederne for at åbne for eksport af ungdomsuddannelser.

”Vi har sat en analyse i gang, som skal afdække barrierer ved en eksport af ungdomsuddannelser. Den kigger på at finde en model, som ikke vil være til risiko for skolernes forpligtigelser i Danmark, og som sikrer kvaliteten af uddannelserne. Men det kræver, at vi kigger på de enkelte uddannelser for sig, fordi de har forskellige formål og indhold,” siger hun. 

Uddannelse er også blevet en prioriteret del af regeringens vækstmarkedsstrategi. Eksempelvis arbejder danske myndigheder tæt sammen med vietnameserne for at få danske uddannelsesaktiviteter i landet, etablere netværk mellem danske og vietnamesiske undervisere og styrke de danske uddannelsesinstitutioner, som allerede er på dette marked. Ministeren for handel og investeringer, Pia Olsen Dyhr, er dog ligesom Antorini opmærksom på, at eksport ikke må komme før kvaliteten af de danske uddannelser.

”Vi må ikke gå på kompromis med de gode danske uddannelser i vores arbejde med uddannelseseksport.  For eksempel dur det ikke, hvis danske gymnasier taber penge på at sælge en uddannelse i udlandet og så skærer ned på uddannelsen i Danmark for at dække tabet. Det sikrer dansk lovgivning imod, selv om det desværre kan betyde, at vi går glip af nogle eksportmuligheder,” siger hun. 

Fra flere sider lyder det dog, at politikernes enkelte tiltag og initiativer ikke vil række langt nok, men at næste skridt i forhold til den danske uddannelseseksport må være en fælles handlingsplan, som alle de relevante aktører kan bakke op omkring. 

”Vi har behov for en fælles strategi på området, som der er bred opbakning til, og som kan vise vejen for, hvordan man gør det her i praksis. Det er der brug for, hvis dette område skal sparkes i gang. Det kræver, at de relevante aktører sætter sig sammen og arbejder på at finde et fælles fodslag,” siger Stina Vrang Elias. 

Det understøttes af Anya Eskildsen, som også efterlyser en mere samlet indsats.

”Der er brug for en national handlingsplan. Et skridt i denne retning kunne være at nedsætte en gruppe med repræsentanter fra de to uddannelsesministerier, Udenrigsministeriet og førende eksperter – så man får koblet uddannelse med en viden om de muligheder, Danmark har i det globale marked, samtidig med at man sætter uddannelse sammen med en mere kommerciel tænkning,” siger hun. 

Uddannelsesminister Morten Østergaard lover ikke en national handlingsplan, men han understreger, at han ser store muligheder for Danmark, og han synes, regeringen er godt i gang med at fremme dem.

”Jeg synes, vi gør meget i regeringen. Vi arbejder med en samlet internationalisering af de danske uddannelser. Vi har siden juli lavet greencard-ordningen som en del af Vækstplan DK, og vi har holdt en konference om eksport af uddannelser,” siger Morten Østergaard. 

”Danmark har et stærkt renommé og en række styrkepositioner, så det vil være ærgerligt, hvis vi ikke udnytter det økonomiske potentiale, som ligger i uddannelseseksport de kommende år,” siger han.