Mød Silbot. En cirka fire år gammel sydkoreaner bestående af en computer, otte tablets og et smilende ansigt. Alt sammen i venlig indpakning, der lever ganske godt op til de populærkulturelle forestillinger om, hvad en robot er, og som samtidig har vist sig vældig populær blandt borgere med demenslidelser i Aarhus Kommune. Her er den sociale kognitive træningsrobot i dag ansat to steder – på Demenshjørnet og plejehjemmet Vikærgården – for at hjælpe de ældre med at fastholde hukommelsen.

Samtidig er Silbot et billede på den udvikling, der lige nu med rivende fart skaber ændringer i det velfærdssamfund, vi kender. Her skal robotarme aflaste varme hænder, og den teknologiske udvikling går især stærkt i ældreplejen.

Ifølge en statusrapport for udbredelsen af det fælleskommunale program for velfærdsteknologi, som KL offentliggjorde i sommer, har de 87 deltagende kommuner siden 2014 dokumenteret effektiviseringer for 434 mio. kr. ved anvendelse af forflytningsteknologi (bl.a. sengelifte, red.), vasketoiletter, spiserobotter og bedre brug af hjælpemidler, og både stat, regioner og kommuner prioriterer implementering af eksisterende og udvikling af ny velfærdsteknologi højt. Der findes dog ikke præcise opgørelser over, hvor meget der er investeret i området.

”Det skyldes helt enkelt, at velfærdsteknologi er svært at definere præcist, og det gør det svært at lave samlede opgørelser. I stedet måler man på, hvor store gevinsterne er, men også her er der mange områder, hvor man ikke ser den fulde effekt endnu,” forklarer professor Bent Greve, der forsker i velfærdssamfundet på Roskilde Universitet.

Han peger samtidig på, at jobvæksten i industrien som følge af velfærdsteknologi må ventes at være begrænset, da der er tale om løsninger, der hurtigt standardiseres. Til gengæld betyder muligheden for effektivisering helt logisk, at der bliver færre ansatte i plejesektoren.

”En af konsekvenserne er jo, at der bliver behov for færre medarbejdere. Det imødegås så i nogen grad af, at der bliver flere ældre, ligesom de faglige organisationer får det trade-off, at arbejdsvilkårene bliver bedre og flere kan blive længere på arbejdsmarkedet,” siger professoren.

Han understreger helt overordnet, at ”vi er ved at lægge grunden til en markant ny måde at tænke velfærd, og for den sags skyld alderdom, på”.

Længst muligt i eget liv

Indtil videre er det dog reelt kun grunden, der er lagt. 57 kommuner bruger i dag vasketoiletter, der skyller brugeren ren efter brug og dermed sikrer værdighed og autonomi. Og 74 kommuner var ved udgangen af 2015 i gang med at implementere forflytningsteknologi, der betyder, at en medarbejder kan flytte en borger alene, f.eks. ved brug af sengelift.

Derudover viser rapporten fra KL, at der i 2015 blev indkøbt 1.351 loftslifte, 835 vasketoiletter og 26 spiserobotter, der løfter bestikket for personer, der ikke har mulighed for at bruge armene. Og endelig kommer så investeringer i udviklingsprojekter, der arbejder med at anvende robotteknologi, sensorer og it, der skal holde danskerne selvhjulpne så længe som muligt.

I den forbindelse støder vi igen på Silbot, som kun lige har forladt forsøgsstadiet og egentlig blot er en spillemaskine med en pris, der modsvarer en lille bil, og som det har kostet Aarhus Kommune noget mere at udvikle og implementere. Men den har haft en dokumenteret positiv effekt på de demensramte, og den løser sin opgave – afvikling af pusle- og hukommelsesspil – effektivt og på en måde, så medarbejderen, der ellers skulle forestå hjernegymnastikken, får mere tid til dialog og dialogfacilitering med de enkelte borgere.

Dermed lever robotten op til de hovedkrav, der går igen i alle kommunernes teknologistrategier: Borgeren skal være i centrum, og medarbejderen skal have bedre vilkår for at yde service. Besparelsen kommer i anden række. Men den kommer.

”Det er klart, at vi selvfølgelig er nødt til at kigge på businesscasen i alle de teknologier, vi arbejder med. Men det vigtigste er, at teknologien skal hjælpe borgerne, skabe bedre arbejdsmiljø og frigøre tid til den enkelte,” siger Michelle Nielsen, diplomingeniør og projektleder i projektgruppen i Aarhus Kommunes ’Center for Frihedsteknologi’.

Her står hun bl.a. i spidsen for Silbot-projektet, som er udviklet i tæt samarbejde med den sydkoreanske producent.

”Vores forsøg viser, at robotten gør noget andet ved deltagerne, end hvis det er et menneske, der underviser. Robotten har ikke samme autoritet og skaber ikke samme forventning om forståelse hos deltagerne, og derfor udfordrer deltagerne sig selv lidt mere,” siger hun.

Smalle døre udfordrer

Et andet eksempel på et udviklingsprojekt i Aarhus er en gulvvaskerobot, der ifølge projektlederen ”virkelig vasker gulvet godt”, og dermed løser en ellers slidsom opgave. Men da gulvvaskerobotten er udviklet til industribrug, har den svært ved at komme rundt på Vikærgården, der har til huse i en ældre bygning med mange krinkelkroge.

”En stor del af vores arbejde handler om at tilpasse eksisterende teknologi til plejesektoren. Ofte er der tale om helt basale udfordringer, som at dørene er for smalle, eller at maskinen mister internetforbindelsen, når den kører ind i elevatoren,” siger Michelle Nielsen og peger på, at udviklingen af velfærdsteknologi i det hele taget følger samfundsudviklingen.

Det gælder også i forhold til sensorteknologi og anvendelse af data, hvor en række kommuner arbejder med at målrette såkaldte ’smart-homes’ til ældreplejen og med ambitionen om at udskyde kontakten med plejesektoren mest muligt.

”Blandt andet har vi lavet et forsøg, hvor vi ved at lave timemålinger på elforbruget og sammenholde det med bevægelsessensorer kunne afsløre, om der var aktivitet i en bolig,” forklarer Michelle Nielsen.

Dermed kan pårørende – eller hjemmepleje – alarmeres, hvis der er store afvigelser fra beboerens normale bevægelsesmønstre.

”Forsøget viste blandt andet, at både de ældre og de pårørende tog godt imod muligheden, og at de ikke fandt overvågningen problematisk, men fokuserede på, at det skaber tryghed. De resultater arbejder vi nu videre med,” siger Michelle Nielsen.

Teknologi før bygning

Sensorteknologi er også en af de ting, der gør et nybygget plejehjem i Nørresundby med det forpligtende navn Fremtidens Plejehjem til noget særligt. Her giver gulvet i alle 72 lejligheder således udslag, hvis en beboer falder eller forlader rummet. Andre ting i plejehjemmet, der blev taget i brug i 2014, som kan forekomme simple, men som har stor betydning i hverdagen, er affaldsudsugning i alle rum og gange, liftsystemer i alle rum, svingbare vaske og selvfølgelig vasketoiletter.

”Det unikke ved os er, at hele bygningen er designet med udgangspunkt i teknologien og fremtidig udnyttelse af den, hvor man ellers normalt tager en gammel bygning og herefter putter teknologi ind i den,” siger plejehjemsleder Kis Anette Lund.

Hun forklarer, at Fremtidens Plejehjem har en beboersammensætning, der spænder lige fra konstant sengeliggende til friske og rørige ældre, og at huset er indrettet på en måde, så de alle får gavn af visionen om at kombinere trivsel og teknologi. med slagord som ’inklusion’, ’bevægelse’ og ’sanselighed’.

”For eksempel er plejehjemmets restaurant placeret i direkte forbindelse med Victors Madhus i stueetagen, der er åben for offentligheden, og på den måde skaber vi mulighed for inklusion, samtidig med at vi har alle de forskellige tekniske installationer, som frigør tid,” forklarer Kis Anette Lund og fremhæver, at sensorerne i gulvene f.eks. har halveret det nødvendige antal nattevagter.

Fremtidens Plejehjem har i dag en ganske almindelig medarbejdernormering, og fokus er ikke på at skære ned, men på at levere den bedst mulige service, understreger Kis Anette Lund, der overtog ledelsen ved indgangen til 2016.

Hun erkender, at visionen endnu ikke er fuldt udfoldet – f.eks. er planerne om et såkaldt ’living lab’ til test af ny teknologi på øverste etage endnu ikke realiseret. Det betyder dog langtfra, at der ikke testes ny teknologi i huset. Blandt andet har Fremtidens Plejehjem også haft besøg af Silbot i en testperiode, ligesom et helt nyt og dansk udviklet produkt har fået flere beboere og medarbejdere til at trække på smilebåndet.

Det drejer sig om bukserobotten Melvin, som dog ikke kun er til grin. Det er en robot udviklet i tæt samarbejde mellem Aalborg Kommune og Melvin ApS, og den er ganske enkelt bygget til at trække bukserne af brugerne før et toiletbesøg – og bagefter trække bukserne på plads igen.

”Sammen med vasketoiletterne betyder det, at borgeren faktisk kan være selvhjulpen på toilettet, også selv om personen har stærkt begrænset brug af armene. Det frigør jo helt oplagt en masse tid hos personalet, og samtidig er det medvirkende til, at borgerne kan beholde deres værdighed,” siger Kis Anette Lund.

Denne artikel er fra særtillægget "Når teknologien tager over, giver det plads til mennesket", hvor vi sætter fokus på, hvordan teknologien i højere grad kan blive til muligheder end til trusler. Du kan læse hele tillægget her.