Globaliseringen er et politisk, økonomisk og kulturelt grundvilkår, som enhver virksomhed og nation må forholde sig strategisk og fremsynet til. Og deltagelse i den accelererende internationale konkurrence er ikke noget, et land kan vælge eller fravælge. Den kan ikke bremses, rulles tilbage eller sættes på pause. 

Til gengæld kan man vælge, hvordan man vil reagere på det voksende konkurrencepres. 

Allerede i 1985 beskrev Harvard-professor Michael Porter, hvordan en virksomhed kan forfølge to væsensforskellige konkurrencestrategier: Enten kan den kopiere konkurrenternes produkter og processer – og satse på at gøre det billigere. Eller også kan den forsøge at differentiere sig i markedet ved at udvikle unikke konkurrencemæssige styrkepositioner og satse på nye produkter, som markedet, f.eks. på grund af bedre teknologi eller højere brugervenlighed, er villig til at betale en højere pris for, og som er mere komplicerede for konkurrenter at eftergøre.

Forenklet udtrykt kan man vælge mellem en kopierings- og en differentieringsstrategi – at gøre det billigere eller bedre. Det samme gælder for nationer. 

Det er en sejlivet forestilling, at der kun er én holdbar konkurrencemodel i den globale konkurrence – en model, hvor man konkurrerer på lav skat og løn, begrænser den offentlige sektor og så vidt muligt frigør markedet fra statslig regulering. Og ofte udpeges USA som en mere eller mindre eksplicit rollemodel for denne type strategi. 

Det er en farlig fejlopfattelse. De sidste 25 år vidner om, at der er mange veje til succes i den globale konkurrence. Og dette bliver især tydeligt, hvis man ser nærmere på, hvad der ligger bag Danmarks succes i globaliseringens første fase. 

Som alle andre lande har Danmark været tvunget til at udvikle innovative politiske og økonomiske svar på globaliseringsudfordringen og konkurrencepresset. Og ligesom andre – f.eks. Tyskland, Frankrig og Schweiz – har Danmark differentieret sig til konkurrenceevne. Danmark har konkurreret ved at være anderledes – ikke ved at være som alle andre. 

Fire myter om Danmarks konkurrenceevne

Ikke desto mindre kredser debatten om Danmarks konkurrenceevne ofte om, at vi har et svagere udgangspunkt end vores konkurrenter: Skatten og lønnen er for høj, vi arbejder for lidt, og velfærdsstaten er for stor. Kort sagt, at Danmark har tabt velstand og konkurrenceevne, fordi vi ikke har været gode nok til at kopiere den amerikanske vindermodel.

I det perspektiv har Danmark hidtil klaret sig forbløffende godt. Og Danmarks relativt gode performance og succes fremstår som et uforklarligt paradoks, der hellere skal bortforklares end belyses. Sagen er da også, at diskussionen tit hviler på stærkt forenklede eller decideret forkerte præmisser. 

For det første udelader man vigtige mellemregninger, når man taler om “verdensrekord i skattetryk”, “verdens største offentlige sektor” osv. I mange sammenhænge skiller Danmark sig ikke ud fra så mange andre lande, men har blot indrettet samfundsøkonomien og de økonomiske institutioner på en måde, der kan få isolerede nøgletal til at fremstå uforholdsmæssigt store. 

For det andet er en række af de forhold, der fremhæves som en hæmsko for konkurrenceevne, måske en væsentlig del af forklaringen på, at Danmark har klaret sig så relativt godt i den globale konkurrence. 

Som følge heraf florerer der en række sejlivede myter og misforståelser om Danmarks velstand og konkurrenceevne.

Myte 1 

Skattetrykket er for højt

Hvis man havde en krone, for hver gang nogen påstod, at skatten er for høj i Danmark, ville man være en rig mand ... hvis ikke skattetrykket var så højt. 

Eksempelvis peger DI på, at Danmark er det land i verden, hvor det offentlige lægger beslag på den største andel af samfundets værdier, nemlig hele 48 pct. af BNP. Men finanskrisen har været med til at nuancere dette billede. På grund af øgede udgifter til overførsler, bankpakker m.v. har lande som Frankrig og Grækenland nu en lige så stor offentlig sektor som Danmark.

Det er med til at illustrere, at velfærdsudgifternes størrelse afhænger af, hvad man måler på. OECD har netop udviklet en ny og mere sofistikeret metode til at måle “prisen” for et lands sociale sikkerhedsnet. Den medregner f.eks. private udgifter til social sikring og sundhed, ligesom den korrigerer for, om modtagere af overførselsindkomster betaler skat af ydelserne – sådan som det bl.a. er tilfældet i Danmark. 

Den nye opgørelsesmetode giver overraskende resultater, for nu er Danmarks “generøse velfærdsydelser” blot den niendedyreste løsning blandt OECD-landene. USA, Storbritannien og Tyskland er alle i top-5. Se figur 2.

Myte 3 

Vi arbejder for lidt 

Ifølge Erhvervs- og Vækstministeriets konkurrenceevneredegørelse fra 2014 er danskernes overenskomstaftalte arbejdstid den næstlaveste i OECD. Med 37 timer ugentlige arbejdstimer har kun Frankrig en lavere arbejdstid end Danmark. Og lande som Estland, Grækenland, Ungarn og Polen overgår Danmark med en ugentlig arbejdstid på hele 40 timer.    

I den forbindelse fremhæves det jævnligt, at den korte arbejdstid skader konkurrenceevnen, fordi danske virksomheder har mindre arbejdskraft og færre kompetencer til rådighed end deres udenlandske konkurrenter. 

1. Kortsigtede gevinster:  Et land, der forfølger en rendyrket kopieringsstrategi, melder sig ind i et internationalt kapløb mod bunden – og bidrager til at accelerere det. Jo flere lande der satser ensidigt på et lavt skatte-, løn- og reguleringsniveau, desto større bliver presset på andre lande for også at reducere deres omkostninger. Det betyder, at de umiddelbare pris- og omkostningsfordele hurtigt bliver udlignet, og så er man tilbage ved status quo – men med færre offentlige ressourcer til investering, udvikling og korrektion af markedsfejl. 
2. Snævert fokus: Med en kopieringsstrategi risikerer politiske og økonomiske beslutningstagere at stirre sig blinde på isolerede parametre og enkeltforudsætninger – f.eks. skattetryk, ugentlig arbejdstid og produktivitetsvækst. Men dels er der, som allerede vist, andre vigtige parametre for konkurrenceevne og værdiskabelse, og dels påvirker de hinanden indbyrdes. 
   Det er f.eks. velkendt, at et højt arbejdsudbud – som man kender det fra Danmark – har en dæmpende virkning på produktivitetsudviklingen, fordi arbejdstagere på kanten af arbejdsmarkedet alt andet lige har lavere produktivitet på kort sigt. På samme måde er høj skat ikke bare en omkostning for virksomhederne, da den bl.a. bruges til at finansiere offentlige investeringer i uddannelse, forskning og infrastruktur. 
   Kort sagt: Hvis man kun fokuserer på en økonomis omkostningsstruktur, risikerer man at blive blind for en økonomis velstandsstruktur – der beror på langt flere faktorer, f.eks. uddannelse, innovation, iværksætteri, infrastruktur m.m. Man risikerer derved kun at adressere de nødvendige betingelser for at deltage i den internationale konkurrence og overse de vindende betingelser – dér, hvor man skiller sig ud fra markedet. 
3. Statisk verdensbillede: Succeskriterierne i den globale konkurrence bliver stadig mere avancerede og sofistikerede – og ændrer sig hurtigere end nogensinde. Gamle hævdvundne styrkepositioner kan pludselig komme under pres som følge af nye teknologiske gennembrud, skift i efterspørgselsmønstre osv. I mange år har man set rammebetingelser som uddannelse, innovation, investeringer i infrastruktur, iværksættere og forskning som nøglen til at bringe et land i front i den internationale konkurrence. Men også sådanne succesopskrifter kan kopieres – og bliver det i stigende grad. De vindende forudsætninger flytter sig hele tiden, og de skal løbende udforskes og opdages. Se figur 4.
4. National naivitet: Nok så vigtigt hviler kopieringsstrategien på en tiltro til, at et lands erhvervsliv af egen interesse vil investere ressourcer i at udvikle den nationale konkurrenceevne. Men interesserne er ikke nødvendigvis sammenfaldende. I visse tilfælde kan det, der måske er godt for nogle virksomheder på den korte bane, vise sig at være til skade for et lands konkurrenceevne på langt sigt og dermed for erhvervslivet som helhed. 

En langtidsholdbar differentieringsstrategi? 

En succesfuld differentieringsstrategi beror på et lands evne til at innovere, gå nye veje og udvikle unikke konkurrencemæssige styrkepositioner og kompetencer. Men det er langtfra tilstrækkeligt at være nyskabende og anderledes. På den korte bane kan enkeltstående unikke innovationer godt holde konkurrencekraften oppe. Men på den lange bane skal der meget mere til, hvis et land skal forblive i front i den internationale konkurrence. 

Sammen med de øvrige skandinaviske lande scorer Danmark konsekvent højt på begge parametre. Ifølge OECD’s tillidsmålinger har danskerne f.eks. langt større tillid til regeringen, politiet, retsvæsenet, sundhedsvæsenet og uddannelsessystemet end gennemsnittet i OECD-landene. Tillid kan tænkes at bidrage til Danmarks konkurrenceevne på flere måder. 

For det første kan tillid nedsætte de såkaldte transaktionsomkostninger i en økonomi: Jo mere de økonomiske aktører generelt kan forlade sig på, at modparten i en transaktion vil overholde sin del af en aftale, jo færre ressourcer er de nødt til at afsætte til at kontrollere, monitorere, kvalitetssikre og regulere transaktionen. Det gør det lettere (og billigere) at drive virksomhed og konkurrere. Og noget kunne tyde på, at tilliden faktisk gør sin virkning i Danmark. År efter år rangerer Danmark højt på Verdensbankens liste over de lande, hvor det er nemmest at drive forretning. Senest har Danmark i 2014 overhalet USA og er nu det fjerdebedste land i verden at gøre forretning i – og det bedste i Europa. Se figur 6.

For det andet kan tillid gøre virksomheders produktionsprocesser og arbejdsgange mere smidige, fordi ledelsen kan overlade ansvaret for flere og mere avancerede opgaver til medarbejderne, der arbejder med langt større autonomi og selvstændighed end i andre lande. Den høje grad af medindflydelse, autonomi og ansvar har en overordentlig positiv effekt på medarbejdernes motivation, og den motivation kan omsættes til højere produktivitet og velstand.  

Og Danmark er da også det land i verden, hvor medarbejderne udtrykker allerstørst motivation og arbejdsglæde. Det viser IMD’s World Competitiveness Report, der i 2013 placerede Danmark helt i toppen, når det gælder medarbejdermotivation. Dette kan forudsiges at blive en stadig vigtigere konkurrenceparameter, i takt med at den økonomiske værdiskabelse bliver mere og mere videnbaseret. Og måske kan det være en af Danmarks store fordele i fremtidens konkurrence. 

Involveringsfaktoren 
styrker arbejdsudbud og fleksibilitet

En anden dansk kerneværdi er bestræbelsen på at involvere og inkludere alle i samfundslivet og samfundsudviklingen – fra foreningslivet over arbejdsmarkedet til den politiske beslutningsproces. Det kommer til udtryk på flere måder. 

Et af de mest manifeste udtryk for ønsket om at inkludere alle samfundets borgere er det danske flexicurity-system – dvs. kombinationen af et meget fleksibelt arbejdsmarked, et fintmasket socialt sikkerhedsnet med relativt høj kompensation for ledighed, sygdom og tab af arbejdsevne, samt en aktiv beskæftigelses- og efteruddannelsespolitik.

Ifølge bl.a. World Economic Forums Global Competitiveness Report er Danmark, næst efter Schweiz og Irland, det land, hvor arbejdsmarkedet er mest fleksibelt. Fordi det i Danmark er langt nemmere at afskedige arbejdskraft end i andre lande, er danske virksomheder også langt mindre tilbageholdende med at ansætte folk, når der er brug for det. Det øger tilpasningsevnen i den enkelte virksomhed såvel som det samlede erhvervsliv. Danske virksomheder har nemmere ved at reagere på skiftende konjunkturer og strukturelle forandringer i de globale konkurrencevilkår.

Set fra arbejdstagerside betyder flexicurity-modellen, at det bliver mindre risikabelt at skifte job – eller branche. Danmark er da også et af de lande i verden, hvor den enkelte arbejdstager skifter job oftest. Ifølge Dansk Industri var danskernes jobmobilitet i 2012 den syvendehøjeste i verden. Det øger ligeledes dansk økonomis samlede tilpasningsdygtighed. 

Det danske arbejdsmarked er samlet set kendetegnet ved en meget høj arbejdsmarkedsdeltagelse. Talrige arbejdsmarkedsreformer har siden 1970’erne øget arbejdsudbuddet, der i dag er blandt de højeste i verden. Beregninger foretaget af Nationalbanken viser, at erhvervsfrekvensen – dvs. andelen af personer, der deltager på arbejdsmarkedet, ud af den samlede befolkning i den arbejdsdygtige alder mellem 15 og 74 år – siden 1970’erne er vokset støt. Og på 25 år er det samlede arbejdsudbud forøget med hele 8 pct. En kraftigt medvirkende årsag til det høje arbejdsudbud er, at kvinderne har en langt højere erhvervsfrekvens – bl.a. takket være de veludbyggede (og skattefinansierede) muligheder for børnepasning.

Til sammenligning har Harvard-professor Michael Porter observeret, at det amerikanske arbejdsudbud siden 1998 er reduceret med godt 4 pct. Et resultat, der bl.a. kan forklares ved den gennemsnitlige amerikaners forholdsvis begrænsede adgang til kollektivt finansieret børnepasning, hvilken sandsynligvis afholder mange kvinder fra fuld deltagelse på det regulære arbejdsmarked.

Solidaritetsfaktoren 
bidrager til højere produktivitet og til et socialt mobilt samfund 

Danmark er i dag et af de lande i verden, hvor de politiske, sociale, kulturelle og økonomiske forskelle er mindst. Den såkaldte Gini-koefficient – et mål for graden af ulighed i et samfund – er blandt de laveste i OECD. 

Dette fokus på bæredygtighed kan også være en del af forklaringen på, at det danske erhvervsliv er mere energieffektivt end vores nabolandes. Faktisk er de danske produktionsvirksomheder blandt de allermindst energifølsomme. Det vil sige, at udsving i de globale energipriser påvirker danske virksomheders konkurrenceevne mindre end deres udenlandske konkurrenters. Ifølge Nationalbanken havde Danmark i 2011 OECD’s tredjelaveste energiintensitet i produktionen. Kun Schweiz’ og Irlands økonomier var mere energieffektive end den danske. 

Ikke alene er en lavere energiintensitet hensigtsmæssig i forhold til at nedbringe de globale udledninger af CO2 og modgå global opvarmning, den gør også danske virksomheder mindre afhængige af en stadig dyrere produktionsressource. Nationalbanken har regnet på, hvordan konkurrenceevnen påvirkes af, at vores produktion er mindre energikrævende. Og svaret er opløftende. Siden år 2000 har de hastigt voksende oliepriser ført til, at danske virksomheder har oplevet en konkurrenceevnegevinst på 9 pct. – eller hvad der svarer til en lønbesparelse på 27 kr. pr. time. Se figur 8.

 Men at bæredygtighed kan være en styrke for virksomheders konkurrenceevne, bekræftes også af andre studier. Senest har Nykredit i 2014 undersøgt 5.000 globale, børsnoterede selskaber. Og analysen demonstrerede, at virksomheder med en stærk bæredygtighedsprofil de sidste to år har præsteret et langt bedre aktieafkast end virksomheder uden.

En overset succeshistorie

Danmarks succes i den globale konkurrence minder lidt om humlebien, der ikke kan flyve, men gør det alligevel. Og ikke alene flyver den: Den er tilsyneladende også i stand til at navigere i en stadig mere turbulent verden. 

Det sker oven i købet med bind for øjnene. For vi har endnu ikke udviklet en tilbundsgående forståelse af den unikke værdibaserede konkurrencemodel, der ligger bag Danmarks stærke position i den internationale konkurrence – og som i stigende grad påkalder sig interesse fra andre lande, når de skal hente inspiration til deres egne konkurrencestrategier og modeller.   

LÆS MERE

En af de vigtigste faktorer, når værdierne skal omsættes til konkurrencekraft, velstand og nye løsninger, er evnen til at kombinere nytænkning med samtænkning. 

Nytænkning er vigtig, når et land skal differentiere sig i markedet. Globaliseringens udfordringer kalder på originale og innovative ideer. Og der er brug for vovemod og lederskab til at føre dem ud i livet.

Samtænkning er vigtig, når der skal skabes ejerskab, engagement og involvering. Ny politik, nye ledelsesmodeller og reformer kan kun implementeres og eksekveres, hvis de tænkes i en bred samfundsmæssig kontekst, hvor alle berørte parter og aktører har mulighed for at lancere og påvirke løsningsforslag og ideer. 

De mest succesfulde reformer er ofte produkt af bredt forankrede koalitioner, hvor mange interessenter i fællesskab arbejder målrettet for at indfri en fælles vision. 

Evnen til at kombinere disse to kompetencer har bidraget afgørende til Danmarks konkurrencekraft i globaliseringens første fase. Og den bliver om muligt endnu vigtigere i den næste.